Men hvad så bagefter?

Når jeg læser alle de forskellige ”verdenslederes” stupide krigshetz i pressen, kommer jeg til at tænke på en af de ærværdige gamle romere, der resumerede velerhvervet livsvisdom således: ”Det du begynder, begynd det klogt, og tænk på afslutningen”. Denne sentens blev for år tilbage brugt af et medicinalfirma i en kampagne for et afføringsmiddel. Som illustration så man en mand sidde på tønden og stirre på en tom holder til toiletpapir.

Det er faktisk den situation, alle disse ”ledere” en dag vil komme til at opleve, når krudtrøgen er blæst væk og livet på en eller anden måde skal fortsætte. Forbundskansler Scholz sagde på et tidspunkt, da situationen endnu ikke var eskaleret helt ud af kontrol, at en fred kun kunne etableres sammen med Rusland, ikke imod Rusland. Det var såre sandt, men Scholz synes selv at have forladt dette standpunkt. I denne konflikt vil intet imidlertid gå i glemmebogen. Alle ondskabsfuldhederne, der er sagt om Vladimir Putin og Rusland, alle sanktionerne, alle skåltalerne om, at ”den frie verden” skal vinde denne krig, at krigen vindes på slagmarken osv., og alle våbenleverancerne med det formål at gøre den ukrainske borgerkrig – for det er jo egentlig det, det er, en krig mellem russisktalende og ukrainsktalende ukrainske statsborgere – til en tredje verdenskrig.

Man vil slå og ydmyge Rusland på slagmarken. Det er der nu ikke mange, der har haft held til i nyere tid, og det kommer heller ikke til at fungere denne gang. Man kan optrappe krigen til det punkt, hvor Rusland har fået nok og griber efter varerne øverst på hylden – i så fald er videre diskussion naturligvis irrelevant. Der er imidlertid ingen måde at slå Rusland på i en konventionel krig (og nok heller ikke i en atomkrig). Man kan heller ikke destabilisere regeringen indefra. Jo større trykket bliver udefra, desto større bliver sammenholdet indadtil. Vesten kender ikke Rusland, ja, Vesten ønsker ikke at kende Rusland. Man fatter simpelthen ikke, at nogle folkeslag reagerer anderledes, end man selv gør. Vesten tror, at den har patent på sandheden, de ”rigtige værdier” og den rigtige måde at leve på. Det er naturligvis racistisk og fascistoidt i højeste potens.

Man trøster sig med, at ”Rusland er presset”, det går efter sigende ikke godt på slagmarken – selv om Rusland nu kontrollerer stort set hele Donbas og hele sydkysten indtil Krim – en god del mere end det, der oprindelig var aktionens mål. Vesten (dvs. USA og dets glædespiger i Europa) ønsker en udmattelseskrig og sender våben i store mængder til Ukraine. Dette betyder blot, at Rusland nu er gået i gang med at destruere Ukraines omfattende jernbanenet, da jernbanen er den eneste realistiske måde at føre disse våben frem på. Ukraine gør anfald mod civile i Ruslands grænseområder. Rusland vil sandsynligvis besvare dette ved at bombe Kiev, indtil der kun er ruiner tilbage. Flytter regeringen til Lemberg/Lwów/Львів/Львов, altså kort sagt Leopolis – blot for at gøre opmærk på byens etniske og historiske mangfoldighed – vil det samme desværre ske her. Endelig kan sådanne bombardementer også til sidst ramme Vesteuropa, herunder København. Amerika er vant til at føre krig alle andre steder end i USA, men denne gang kan man nås med både fly og raketter – en lille trøst i al elendigheden.

Og endelig: Rusland sendte en ganske lille ekspeditionsstyrke til Ukraine, sølle 150.000 mand. Hvis det strammer til, kan man mobilisere og bevæbne 5 millioner. Velkommen til Stalingrad! Et sted, Vestens politikere nok burde aflægge en visit – frem for alt tyskerne.

Vesten regner med, at man vil stå tilbage med en svagt og ydmyget Rusland, der kan kontrolleres fra Washington ligesom de vestlige prostituerede. Det er et meget tvivlsomt scenarie. Vesten undervurderer Rusland og tror, man kan behandle Verdens største og potentielt rigeste land på linje med betydningsløse småstater som Nordkorea og Cuba. Man kunne forvandle Tyskland til Amerikas identitets- og historieløse dikkende halehæng, fordi man kunne besætte landet militært. Det skal man bare prøve her. Rusland er ca. dobbelt så stort som USA og store områder er ret ufremkommelige. Desuden er russerne ikke tyskere. De lader sig ikke så let kue.

Så hvis vi altså står tilbage med et stærkt og sejrende Rusland, hvad så? Hvad har man tænkt sig? Hvordan vil man komme videre? Ja, blot hvis ukrainerne til sidst indser, at fortsat krig kun fører til død og ødelæggelse, afliver Zelinskij – det må gerne gøre ondt – og de korrupte jødiske oligarker, der står bag ham, og slutter en holdbar fred med Rusland, hvad så? Hvordan har Vesten tænkt sig at komme videre? Kløften mellem USA/EU/Nato og Rusland bliver stadig bredere og dybere. Hvordan har man tænkt sig at slå bro over den i fremtiden – eller skal Europa igen være delt?

Netop manglen på svar på dette spørgsmål betyder, at atomkrigen er en reel mulighed. Man har kørt sig selv ind i en stilling, hvor der ikke er plads til hverken at vende eller at bakke. Jeg vil derfor foreslå alle at se den udmærkede amerikanske film ”The Day After” fra 1983 om, hvordan atomkrigen kommer til den lille søvnige by Lawrence i den amerikanske stat Kansas. Bare for at minde jer om, hvad det er, vi taler om.

Og så vil jeg gerne vide, hvor alle fredsbevægelserne pludselig er blevet af?

Povl H. Riis-Knudsen

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s