Det var en smuk sommermorgen. Soveværelset var lyst, og der lød stemmer nede fra stuen. Jeg halvsov og kunne ikke rigtig stedfæste de stemmer. Jeg vendte mig om, og så, at min elskede sov de retfærdiges søvn, og at hendes processor sad i laderen. Hun kunne ikke høre en lyd. Langsomt begyndte jeg at vågne op. Det var fjernsynet, der havde tændt sig selv. Det gjorde det tit, men nu, midt om natten? Så begyndte jeg at lytte efter, hvad der blev sagt – og så kan det nok være jeg kom ud af sengen og ned ad trappen. England havde stemt sig ud af EU, premierministeren gik af, og alt var kaos. Jeg havde ganske enkelt ikke anset det for muligt, at dette kunne ske, men England er trods alt mindre ensrettet end Danmark. Men jeg var overbevist om, at denne udtræden aldrig ville finde sted – i hvert fald ville det højst blive en udtræden af navn. Nu har denne officielle udtræden fundet sted – hvor reel den bliver, vil fremtiden vise.

Det har imidlertid været ganske morsomt at følge processen igennem de sidste 3 år og 2 engelske parlamentsvalg. Det var åbenlyst, at de siddende regeringer og de fleste parlamentsmedlemmer ikke havde nogen som helst intention om at føre folkets vilje igennem. Theresa May gjorde ikke engang et halvhjertet forsøg. Parlamentsmedlemmerne tvang skiftende regeringer ud i en umulig forhandlingsposition over for EU ved at pålægge regeringen ikke at udtræde uden en aftale. Dermed lammede man dens forhandlingsmuligheder. Britiske politikere stak hovederne sammen med EU’s bureaukrater for i fællesskab at kortslutte og umuliggøre processen, og de understøttedes i dette af parlamentets jødiske formand og det uvalgte overhus, der i dag ikke længere er adelens talerør, men hovedsagelig består af afdankede politikere og andre samfundssnyltere. Dette spil var ikke mindre end landsforræderi. Det var om noget ”eliten” mod folket! Landsforræderiet blev bakket op af store dele af pressen, bl.a. af BBC, men også på dette punkt er Storbritannien mindre ensrettet end Danmark. Alligevel var der ingen ende på dommedagsprofetierne: Finanssektoren ville flytte, fabrikkerne lukke, pundet rasle ned, man ville ikke kunne købe medicin, etc., etc. Vi kender det selv fra vor afstemning om euroen. Der ville ikke være nogen ende på de ulykker, der ville komme ind over os, hvis vi stemte nej. Det gjorde vi, og selv om en landsforræderisk radikal minister imod folkets ønske bandt kronen til euroen – sådan at vi i praksis har euro, men den hedder bare krone – har Danmark klaret sig bedre uden for euroen, end vi ville have gjort inden for euroen. Det samme billede tegner sig i Storbritannien. Landet vil gå styrket ud af EU – og EU vil blive svækket, forhåbentlig dødeligt.

Det var først, da Boris Johnson meget mod de øvrige partiers vilje fik gennemført et parlamentsvalg, at der aftegnede sig en løsning, idet han nu havde parlamentarisk opbakning til at kunne true EU med at gå uden at indgå en aftale. Nu går Storbritannien, men handelsaftalen er endnu ikke indgået, og EU vil med alle midler forhale den. Det er at håbe, at Johnson står fast. Det er vanskeligt at se, hvorfor man har brug for en handelsaftale. Man kan sagtens handle uden. Her drejer det sig bl.a. om, at EU vil have Storbritannien til at følge EU’s tekniske standarder, hvilket England ikke umiddelbart ønsker, og om den fri bevægelighed, som briterne absolut ikke vil bevare. Dertil kommer fiskeriet i de engelske farvande, som britiske fiskere ikke har lyst til at dele med andre. Det er således vanskeligt at se en stor handelsaftale for sig, og enden kan derfor meget vel blive, at Storbritannien ved årets udgang står uden en sådan aftale. Det vil man stå sig vel ved. Man kunne imidlertid i så fald lige så godt være gået uden aftale fra begyndelsen. Så
havde man været et frit land i 3 år allerede.

Af dette forløb kan vi lære, at en udmeldelse af EU ikke er et forhandlingsspørgsmål. Det er ligesom en udmeldelse af folkekirken. Det meddeles EU pr. SMS, at medlemskabet ophører ved midnat. Derefter er medlemskabet ophørt og pengekassen smækket i. EU-statsborgere må forlade landet, hvis der ikke er brug for dem – eventuelt med en overgangsperiode. Det er alt sammen meget simpelt. Vi har sådan set ikke noget ønske om at pålægge nødvendige varer told, men vi har et absolut ønske om at forbyde import af varer, som vi selv fremstiller i tilstrækkelig mængde og tilfredsstillende kvalitet. Vi skal hverken importere mælk eller smør til Danmark. Det vigtigste er imidlertid, at EU’s lovgivning og domsafgørelser herefter ikke mere er gyldige i Danmark.

Når EU har gjort forløbet så mudret og også i de kommende forhandlinger vil gøre alt for at stille Storbritannien så dårligt som mulig, er det naturligvis, fordi man frygter, at eksemplet skal brede sig. Der er i dag mange lande, hvor modviljen mod diktaturet i Bryssel er hurtigt voksende, og man vil af al magt vise, at det er ødelæggende for økonomien at udtræde af EU. Hvis det går England godt, vil andre følge efter. Man kan kun håbe, at England vil slå igen. Et land af Danmarks størrelse ville ikke alene kunne stille meget op imod det, men England er en af verdens førende økonomier. Man vil her uden videre kunne føre en handelskrig og evt. trække andre lande med sig. Det er det,
der giver bureaukraterne og papirnusserne i Bryssel mareridt. Spørgsmålet er, om man i England har viljen til at udfordre Merkel og Macron. Det er nok tvivlsomt i betragtning af, at det ikke er den menige englænder, der styrer, men storkapitalen, og den vil med al sandsynlighed vinde sidste halvleg. Ligesom her i landet vil man have lært ikke at sende love til folkeafstemning, da den demokratiske meningstilkendegivelse er farlig for magthaverne.

Vi blev i 1972 stillet i udsigt, at vi også ville følge England, hvis landet forlod De Europæiske Fællesskaber. Det er altså nu tid til at følge op på dette halve løfte fra Jens Otto Krag. Vi må have en grundig debat – og en folkeafstemning om dette spørgsmål snarest muligt. Og der skal ikke være nogen forhandlinger med EU om det spørgsmål!

Der er naturligvis grund til at ønske englænderne tillykke, men det vil være naivt at tro, at landets altafgørende og mest ødelæggende problem med dette skridt vil komme nærmere sin løsning. England er i dag ikke mere en hvid nation. Et stadig stigende antal store byer med London i spidsen har et ikke-hvidt flertal, og moskeerne afløser med frygtindgydende hast kirkerne. Vold, terror og voldtægter – også af mindreårige – breder sig hurtigere end en australsk steppebrand. Denne udvikling var i fuld gang, inden England blev medlem af De Europæiske Fællesskaber, og den vil også fortsætte, efter at England har forladt EU. Det er jo ikke indvandringen fra andre EU-lande, der giver de store problemer – det er folkevandringen fra Caribien, Afrika og det indiske subkontinent. Den vil Boris Johnson heller ikke gøre noget ved. Dermed bliver det hele jo temmelig ligegyldigt.

Jeg var i London og England (det er to forskellige ting!) første gang i 1974. Dengang var det naturligvis slemt i forhold til Danmark, men det var stadig et europæisk land, og det var stadig britisk, som vi forstår det. Det er det ikke mere, og det bliver det aldrig igen, medmindre man tager meget skrappe midler i brug. Det vil jeg stærkt anbefale, at man gør – også herhjemme. Jo før man gør det, desto mindre blod skal der udgydes! Det er det vigtigste problem, hele den vestlige verden står over for!