Hvis man skulle tage den sidste tids avisdækning af den såkaldte antisemitisme som udgangspunkt, skulle man tro, at synagogen i Krystalgade (tidligere Pisserenden) var blevet bombet og overrabbineren fundet korsfæstet og nedsænket i en gylletank på en svinefarm. Hvad der reelt er sket, er, at 84 gravsten på den jødiske kirkegård i Randers er blevet overhældt med grøn maling. Det er selvfølgelig noget griseri, men jeg kan ikke mindes, at lignende hærværk imod danske kirkegårde har fundet tilnærmelsesvis samme opmærksomhed, og sådanne hærværk er ikke sjældne – for slet ikke at tale om den systematiske plyndring af gravene for værdifulde metaldele. Noget sådant registreres dårlig nok, og politiet foretager sig absolut intet i den anledning. Men nu drejede det sig om Guds øjesten, som alle vi andre kun er sat i verden for at tjene og opvarte, og så er det naturligvis noget helt andet!

Jøderne har – som altid – solet sig gevaldigt i deres offerrolle, som de elsker over alt på jorden, fordi de så ved enhver given lejlighed kan trække offerkortet og få en eventuel modstander til at tie, hvis der da er nogen tænkende individer tilbage. Uvidende og intelligensmæssigt ekstremt udfordrede såkaldte forskere ved diverse institutter, der beskæftiger sig med ”antisemitismeforskning” (endnu en af de mange forskningsgrene, vi uden tab ville kunne undvære), forsøger at forklare – eller rettere bortforklare – grundene til antisemitisme. Alt bliver affærdiget som konspirationsteorier og myter og urgamle vrangforestillingerne etc., etc. Man taler om den ”stigende antisemitisme i Europa”, men man glemmer at nævne, at denne stigning desværre næsten udelukkende stammer fra den indvandring, fremtrædende jøder benytter enhver lejlighed til at prise og fremme. Og denne antisemitisme er af en ganske anden art end den europæiske antisemitisme. Det er en religiøs antisemitisme byggende på Koranens fordømmelse af jøderne og understøttet af 100-år-gammel antisemitisk litteratur. Den næres yderlige af staten Israels landrov i Mellemøsten, fordrivelsen af Palæstinas oprindelige beboere og behandlingen af de tilbageværende palæstinensere som tredjeklasses mennesker. Det er en primitiv, men ekstremt voldelig antisemitisme, der imidlertid ikke ville have været til stede i Europa, hvis ikke der havde været muslimer og arabere her. Disse er her som følge af det spind af internationale konventioner og ideer om globale menneskerettigheder, som jødiske intellektuelle på afgørende vis har været medvirkende til at skabe, og som jødisk dominerede medier 24 timer i døgnet hjernevasker de europæiske folk til at ligge under for. Det er – som vi tidligere har gjort opmærksom på – karakteristisk, at danske jøders største bekymring er, hvordan det går muslimerne her i landet. Velkendt er også Bent Melchiors udsagn om, at jøder og muslimer har alt til fælles. For slet ikke at tale om den indflydelsesrige Barbara Lerner Spectres berømte udtalelse om, at det er jødernes opgave at ”hjælpe” Europa med at blive multikulturelt. Vi har bestemt ikke bedt om hendes og hendes fællers hjælp i den henseende! Og som hun selv siger: Jøderne vil netop af den grund blive ugleset blandt europæerne. Det kan hun bande på! Det vil føre til et nyt holocaust den dag, det går op for europæerne, hvad der foregår, og hvem der står bag!

I samme åndedrag må man yderligere nævne det jødiske ophav til de allerfleste af de skøre ideer, der har svækket den europæiske civilisation: marxisme, Frankfurterskolen, kulturmarxisme, politisk korrekthed, psykoanalyse, pervertering af antropologien, feminisme, køns- og queerteorier (se f. eks. Judith Butler), pornografi (se Merchants of Sin  og i Danmark f.eks. Leo David Madsen), seksualisering af samfundet i alle dets aspekter og ødelæggelse af familien (i Danmark f.eks. Suzanne Brøgger), fremme af homoseksualitet (Magnus Hirschfeld, også betegnet som ”Einstein inden for sex”), P-pillen (Gregory Pincus & Carl Djerassi), identitets- og krænkelseskultur, kampen mod ”hvidhed”, dvs. bestræbelserne på at tilintetgøre den hvide mands kultur og udrydde den hvide race fra jordens overflade, hvis jødiske frontfigur Noel Ignatiev  bramfrit har udtalt, at:

“Make no mistake about it: we intend to keep bashing the dead white males, and the live ones, and the females too, until the social construct known as ‘the white race’ is destroyed — not ‘deconstructed’ but destroyed.”

Listen er lang, men lad os slutte med at give ordet til en anden betydningsfuld jødisk intellektuel Susan Sontag, som meget sigende har udtalt, at:

“The truth is that Mozart, Pascal, Boolean algebra, Shakespeare, parliamentary government, baroque churches, Newton, the emancipation of women, Kant, Marx, Balanchine ballets, et al., don’t redeem what this particular civilization has wrought upon the world. The white race is the cancer of human history…”

Den nationale fløj gør alt, hvad den kan, for at lefle for jøderne, dels som et alibi – man skulle jo for alt i verden ikke gerne kaldes ”nazist” – dels ud fra det farlige princip, at ”min fjendes fjende er min ven”. Det kan godt være, at muslimerne ser jøderne som deres fjende, og at jøderne i Israel ser muslimerne som deres fjende, men Israel er en anden verden. Der gælder andre regler. Der drejer det sig om at bevare staten Israels jødiske identitet. Her gælder det om at nedbryde vor identitet. Hvorom alting er, viser undersøgelser, at en forsvindende lille del af de jødiske vælgere stemmer på nationalistiske partier (i Holland f. eks. ca. 2 %), mens det store flertal (i USA er tendensen slående) stemmer på partier til venstre for midten, altså på partier, der ser det som deres fornemmeste opgave at islamisere Europa.

Nu vil man naturligvis kunne indvende, at også mange ikkejøder beskæftiger sig med disse tågede og ødelæggende hjernespind, men hvide mennesker synes nu engang at have en forkærlighed for skøre ideer, som de kan diskutere, dissekere og lave verdensfjerne teorier ud fra, og så er der jo karrierer i det. Det vigtigste er imidlertid, hvor disse teorier kommer fra, og når man skærer i disse bylder, opdager man det. Man kan endvidere indvende, at det jo ikke er alle jøder, der deltager i dette, og det er naturligvis så såre sandt. De fleste jøder passer bare deres arbejde og beskæftiger sig overhovedet ikke med alle disse skøre teorier – ligesom disse nedbrydende ideer naturligvis ikke finder anvendelse på det jødiske dagligliv. Det karakteristiske er, at meget få jøder siger fra – og at det er dyrt at sige fra. Folk som Norman Finkelstein, Israel Shahak, Mordechai Vanunu eller Victor Ostrovsky kan tale med om det. Jøderne har stort set siden skabelsen levet i diaspora, og at de stadig kan identificeres som et folk er en enestående bedrift, som kun har været mulig ved at kultivere en udbredt gruppetænkning blandt jøder. Man siger i spøg, at hvor der er to jøder, er der tre meninger – men hvis det kommer til spørgsmålet ”Hvad er godt for jøderne”, så er der kun én mening. Det er ikke et spørgsmål om konspiration, dette er naturligt, og det er en stor styrke, som vi også burde have. Vi burde også altid spørge: ”Hvad er godt for danskerne?”, men det gør vi beklageligvis ikke, for det har tidligere ikke været nødvendigt for os for at overleve, men det er det blevet! Den amerikanske forfatter og politiker William Pierce udtrykker det således: ”They have a special kind of nastiness bred into their genes.” Den lader vi stå for hans egen regning.

Den fine og noble danske historiker Jon P. A. Gissel, der ville falde død om, hvis man beskyldte ham for antisemitisme, efterlyser i sin bog Konservatisme og Kulturkamp, Munch & Lorenzen 2014, om det moderne gennembrud, hvis jødiske præg og samfundsopløsende konsekvens er uomtvistelig, jødiske reaktioner mod Brandes’ udfald mod selve den jødiske tro. Der var kun én, Jacob Davidsen. ”[H]vis det er tilfældet, må man undre sig, og det ville være dybt beklageligt, hvis det forholdt sig sådan. Fordi det ikke har kunnet undgå at give det indtryk, at de holdt hånden over en stammefælle.” (S. 65). Tja…

Antisemitismen er lige så gammel som jøderne, og en enhver anden gruppe ville nok stille sig foran spejlet og spørge sig selv: ”Er det mon noget, vi gør forkert?” Den erkendelse kan jøderne, deres overlegne intelligens til trods, ikke finde ud af at komme frem til. De affærdiger arrogant antisemitismen som ”en sygdom, ikkejøder lider af, men som jøder dør af” – og det er nu, der ikke må være et øje tørt. For virkelig at forstå antisemitismen skal man blot læse jødernes egne skrifter og analysere det, der foregår i verden omkring os. Antisemitismen bunder ikke i konspirationsteorier, men i statistik og en analyse af samfundet og dets mekanismer. Vi kan begynde med 1. og 2. Mosebog, der bl.a. omhandler jødernes såkaldte fangenskab i Egypten (1. Mos, 37 ff). Historien viser et typisk adfærdsmønster, der gentager sig i Babylon, Spanien, England, Tyskland, USA etc. Hver gang går det galt, og det er oftest de små og uskyldige jøder, der kommer til at betale prisen, mens eliten har forstået at komme i sikkerhed i tide. I USA udgør jøderne mellem 2 og 3 % af befolkningen, men de sidder på ca. 30 % af landets nøglestillinger, dvs. sige stillinger, der har afgørende betydning inden for erhvervsliv, medier, politik mv. På listen over verdens 26 rigeste, udgør jøderne også omkring 33 %, skønt de på verdensplan udgør langt mindre end 1 % af befolkningen. Her i landet er forholdet nok ikke meget anderledes. Man behøver ikke ulejlige de famøse Zions Vises Protokoller – de indeholder højst en temmelig nøjagtig gengivelse af det, vi kan se omkring os med vore egne øjne. Hvem der har skrevet dem, er fløjtende ligegyldigt. Vil man vide mere om disse forhold, kan der
henvises til Kevin Macdonald: The Culture of Critique. An evolutionary analysis of Jewish involvement in twentieth-century intellectual and political movements, 1 st Books Library 1998, 2002. Bogen findes også i en svensk udgave. Yderligere kan vi varmt anbefale dr. David Dukes Jødisk racisme.

Årsagen til antisemitisme skal ikke søges i teorier, religion eller gamle bøger, men derimod i den optræden, toneangivende jøder lægger for dagen – frem for alt i deres åbenlyse fremme af indvandringen og opløsningen af den europæiske kultur. Antisemitismen kan kun udryddes ved at udrydde årsagen, og hvis jøderne ikke selv gør det, vil andre gøre det. Det viser historien. Vi vil i den forbindelse gerne spørge nationale danske, som elsker dette fremmede folk, om, hvad det er, de så godt kan lide ved dem? Vi kunne begynde med Rasmus Paludan, Pernille Vermund og Dansk Folkeparti. Vi glæder os til at høre svarene.

Men tilbage til Randers. Vi har tidligere sagt, at vi ikke vil tage afstand fra nogen, der gør noget. Her må vi desværre gøre en undtagelse. Denne aktion er ikke alene usmagelig og tåbelig, den er fuldstændig idiotisk – og den gavner ikke den danske sag, tværtimod. Hvorledes har man vel forestillet sig, at dette hærværk og tilknyttede klistermærkeaktioner kunne gavne noget? Der er tale om jøder, som har været døde i mange år, og som sandsynligvis aldrig har gjort nogen noget. Dem kunne man passende have ladet hvile i fred. Det har som nævnt kun givet jøderne lejlighed til at sole sig i offerrollen, og vist, at antisemitismen er irrationel. Det har fyldt aviserne med tåbelige artikler, som imidlertid går lige ind på lystavlen hos de fleste uoplyste danskere. Og det har forøget PET’s interesse for Den Nordiske Modstandsbevægelse ganske betydeligt. Til hvad nytte? Strafferammen for dette idioti går op til 6 års fængsel. Det er en høj pris for kun at have skadet sig selv og sin sag. Havde man i stedet fanget et par hadede politikere (hvilket ikke skulle være vanskeligt at finde) og havde sendt dem hjem til deres skaber, var skrålet naturligvis ikke blevet mindre, men man kunne da i det mindste have sagt, at man havde statueret et eksempel på, hvad der sker med landsforrædere, og på den måde have retfærdiggjort det – om ikke andet over for en snæver kreds, som måske ville være mindre snæver, end man lige tror. Politikere, journalister, venligboere og andre flygtningevenner er et for alle forståeligt mål – jøderne er det ikke, nok ikke en gang, hvis de profilerer sig
meget stærkt til fremme af indvandringen – og døde jøder er ganske enkelt tabu. Det kunne have været begyndelsen på revolutionen. Det, de har gjort, er enden på revolutionen – i hvert fald for Modstandsbevægelsens vedkommende. Og da der har været koordinerede aktioner i hele Skandinavien, kan man desværre ikke skyde ansvaret over på nogle få brushoveder.

En revolutionær bevægelse skal først og fremmest virke i det skjulte. Ingen skal helst vide noget som helst om den, og hvis den har en politisk arm (som IRA og Sinn Fein), skal skodderne være vandtætte, for en politisk arm kan ifølge sagens natur ikke leve i det skjulte. Den skal hverve medlemmer – og ikke alle disse vil være ægte. Men den politiske arm skal heller ikke opføre sig som idioter, og den skal holde sig inden for lovens rammer. En revolutionær bevægelse skal slås mod fjenden for at bevirke en omstyrtning af samfundet. Det kræver professionalisme, veldefinerede mål og en klar strategi. Hærværket i Randers og andre steder viser en kritisk mangel på alle tre dele! En revolutionær bevægelse udsætter sig ikke for fare og myndighedernes søgelys, hvis den kan undgå det – og den foranstalter frem for alt ikke idiotiske aktioner uden formål.

Vi har tidligere naivt været af den opfattelse, at Den Nordiske Modstandsbevægelse eventuelt kunne indeholde kimen til en virkelig revolutionær bevægelse, en bevægelse med fremtid i – selv om dens dyrkelse af fortiden er kontraproduktiv og idiotisk. Den opfattelse må vi desværre ændre.

***

Replik fra Den Nordiske Modstandsbevægelse

Jeg har lige læst Danmarks Frihedsraads artikel “84 gravsten”, og jeg må sige du skriver godt! Dog må jeg knytte en kommentar til artiklens sidste del kritisk mod Den Nordiske Modstandsbevægelse og i sagens natur mig, da jeg var personen, som blev dømt for gravskændingen. Du er godt oplyst om hvad der skete i hele Norden på den dag tilbage i 2019 – klistermærkeaktioner og andet – og vi er flintrende enige om idiotien og respektløsheden i at hærge en gravplads. Hvad jeg ikke bryder mig om er, at du fremlægger din holdning til vandaliseringen som overbevist om, at Modstandsbevægelsen stod bag. Kun to mennesker i verden ved med sikkerhed, hvem der IKKE stod bag – nemlig mig og personen som gjorde det! Jeg ved udmærket, at en handling som vandalisering af en gravplads KUN vil bringe med sig negativ omtale, uforståelse, harme, massiv efterforskning og være vand på politikernes og jødernes mølle. Jeg er jo ikke idiot og Modstandsbevægelsen rekrutterer ikke tosser! De tosser vi får ind, bliver hurtigt siet fra igen. Jeg har tidligere udtalt at der på gravpladsen INGEN fingeraftryk var fra mig, INGEN fodspor, INGEN DNA-spor, INGEN videoovervågning og der var INGEN øjenvidner som havde set mig der, fordi jeg ikke var der! Ydermere var der INTET maling på hverken mig eller nogle af mine ting. Men jeg var redechef i området omkring Randers, som havde udtalte mig positivt over, at nogle måtte have vågnet op til jødisk infiltration af det danske samfund, så politi og anklagemyndighed gav mig hele turen – efterforskning (af mig og bevægelsen), dom og senere nægtelse af afsoning i åben fængsel, nægtelse af prøveløsladelse og orlov. Hvad de brugte som fældende bevis i sagen, var en Google lokalitetslog, som viste at jeg var i Randers, mens masteopysninger viste, at jeg var i Århus. Her valgte retten at se bort fra masteoplysninger og kun anvende Google-oplysningerne, som i følge min advokat og min medsigtedes advokat er ubrugelige, da signaler kan “hænge” længe i et område, og da jeg ofte færdedes i Randers, da min familie bor der, er der ikke noget mærkelig i, at Google registrerer min færdsel dér.

Ret skal være ret, som også allerede er kommet frem, var jeg og en kammerat i Randers den aften for at kaste en ballonfuld maling på en bank ((deraf formuleringen i sagen om “maling i ballon” fremlagt i retten) ingen balloner blev fundet på gravpladsen) og derfor kan det give mening, at Google registrerede min telefon i byen. Ingen udover personen som stod bag vandaliseringen ved heller desuden heller ikke, hvornår vandaliseringen blev udført, og politiet havde ikke gjort sig den ulejlighed, at undersøge malings tørretid, tjekke om den var våd eller tør på tidspunktet for anmeldelsen, så malingen kan være blevet påført stenene længe før Krystalnatten eller efter, hvilket gør Google registreringen endnu mere ubrugelig.

Om gerningsmanden var en jøde, politimand, om det var drengestreger, om en lone wolf eller min kammerat, som var i byen før jeg udførte det, ved jeg ikke. Men jeg håber, at du forstår, at jeg ikke er komplet idiot, og at Modstandsbevægelsen IKKE stod bag vandaliseringen af gravpladsen.

Med venlig hilsen
Jacob Vullum