Catalonien igen

Så viste Spanien endnu engang sit sande ansigt. 100 års fængsel for at ville spørge borgerne om deres mening. Så vidt rækker respekten for ”demokratiet” i Madrid. Og den rækker ikke længere i Bryssel, som blot affærdiger sagen med, at det hele er et indre spansk anliggende. Glemt er alle de dyre ord i den europæiske menneskerettighedskonvention og alle de påstående grundlæggende rettigheder. Politikerne i Madrid er ganske vist blevet skiftet ud, men parolen er den samme som under Rayoj-regimet. Man respekterer ”domstolenes uafhængighed”. Domstolene er alt andet end uafhængige. Det gælder her, og det gælder i endnu højere grad i Spanien, hvor de blot til enhver tid er systemets dikkende halehæng.

Det er ikke uforståeligt, at Catalonien er ved at koge over. Det må vel efterhånden stå alle cataloniere klart, at man ikke kommer til uafhængigheden af den hidtidige vej. Der er kun den hårde vej, som man tidligere har betrådt, og som man vil blive nødt til at betræde igen, dersom man vil frem til målet. Og det ville klæde de andre undertrykte spanske kolonier på den iberiske halvø at støtte aktivt op om dette krav og erklære sig villige til at gøre det nødvendige. Ellers kommer det til at gå i Catalonien, som det er ved at gå i Galicien, hvor alle de dyre ord om at bevare den galiciske kultur og det galiciske sprog, ikke har ført til noget som helst andet end symbolpolitik som tosprogede vejskilte. Den politiske vilje fra Madrid har så godt som kvalt begge dele. De tilrejsende spansktalende forældre protesterer mod, at deres børn er tvunget til at lære galicisk, og vupti fører disse ”krænkelser” af de spansktalende til lempelser og omgåelser. Følgen er, at unge mennesker i stigende grad kun benytter sig af koloniherrens sprog spansk. Galicisk vil dermed forsvinde i løbet af få generationer. Det samme er tilfældet på Balearerne, som ikke er en del af Catalonien, men hvor sproget er catalansk. Det bliver altid fremstillet, som om spansk er truet af mindretalssprogene, men hvis spansk er truet af noget, er det af engelsk – ligesom alle andre gamle kultursprog. I forholdet til mindretalssprogene er det disse, der er truet, og som er nødt til at forsvare sig. Hvis man vil bo i Catalonien, er det vel ikke urimeligt, at man taler catalansk og modtager undervisning på dette sprog. Ellers kan man jo slå sig ned i et område, hvor der ikke findes andre sprog end spansk.

Store lande har det svært med sproglige minoriteter, for sproget er en markør for forskellighed, og forskellighed er ikke ønsket, for det kan blive til selvstændighedstrang. Problemet er her yderligere, at Catalonien er rigt og med stor fordel kan klare sig selv. Selvfølgelig er folk i Andalusien imod catalonsk uafhængighed. Det er jo den arbejdende befolkning i Catalonien, der gennem deres skatter til centralregeringen betaler for den uduelighed, der hersker i Andalusien, hvor der ellers nok skulle være basis for en sund økonomi. Denne økonomiske og praktiske mulighed for at klare sig selv har de færreste minoritetsområder i Europa. Dertil kommer, at catalansk også tales i Valencia-regionen og i dele af Aragonien. En vellykket catalonsk stat kunne med andre ord smitte til disse områder, ligesom der i Spanien foruden baskisk i Baskerlandet findes romanske minoritetssprog som aragonsk og asturisk i diverse dialektale varianter, der i dag befinder sig i forskellige stadier af dødskampen. Disse kunne også finde inspiration i Catalonien. Spanien frygter ganske enkelt, at den unaturlige statsdannelse kunne gå hen og
falde helt fra hinanden, hvis man lukker op for Pandoras æske.

”Hvad kommer det os ved?” kunne man naturligvis spørge. En hel del, også bortset fra det rent principielle i folkenes ret til selvbestemmelse. Der venter nemlig os den selvsamme skæbne inden for den såkaldte Europæiske Union, hvor vor selvstændighed er godt på vej til at blive udhulet til kun at gælde placeringen af bænkene i parkerne, og hvor engelsk i praksis er indført som sideordnet officielt sprog bag om ryggen på danskerne, så dansk efterhånden vil befinde sig i samme situation som catalansk. Dertil kommer EU’s fri bevægelighed, som vil ende med at gøre alle nationale folk til mindretal i deres egne lande. Og i den forbindelse har jeg slet ikke engang taget indvandringen i betragtning. Den vil af sig selv gøre resten. Vi må støtte Catalonien – også selv om man der fører en håbløs socialistisk politik, der er svær at få til at rime på nationalisme eller patriotisme. Det har historiske årsager.

Det er naturligvis rigtigt, at et samlet Spanien ville stå stærkere i verden, men når styrken kun benyttes til at undertrykke nationalfølelsen hos alle spaniere og til inden for rammerne af EU at styrke indvandringen fra de arabiske og afrikanske lande og bekæmpelsen af de europæiske folkeslags modstand imod denne, er det svært at se noget gode i en sådan styrke. Tværtimod. Lad os få alle disse multikulturelle stater opløst i deres enkelte bestanddele, så de bliver svagere, og så det bliver lettere at rejse en folkelig modstand i de forskellige områder! Vi ønsker fædrelandenes og folkeslagenes Europa –ikke storkapitalens!

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s