De fleste af de overlevende danske konvertitter og fremmede med dansk statsborgerskab, der i deres islamistiske begejstring rejste til Irak og Syrien for at kæmpe for deres religiøse idealer i Islamisk Stat – alt imens de hævede sociale ydelser fra den danske stat – står nu i kø for at få lov til at komme ”hjem”, og de ”demokratiske” politikere vil til syvende og sidst give efter for dette pres, der understøttes af alle de intellektuelle landsforrædere og forbrydere imod det danske folk – ingen nævnt og ingen glemt!

Disse såkaldte mennesker forlod deres sikre opholdssteder i Europa, hvor de fremmede helt øjensynligt på falsk grundlag havde fået politisk asyl og statsborgerskab, for at kæmpe for vel den mest morderiske, modbydelige og forbryderiske gruppering, verdenshistorien har set siden den russiske revolution. Opregningen af dens grusomheder vil fylde hele biblioteker.

I denne forbindelse har Jyllands-Posten den 19.2.19 en rørende leder, hvori man fremhæver, at det netop er i en sådan situation, retsstaten skal stå sin prøve. I Jyllands-Postens elfenbenstårn mener man i fuldt alvor, at vi skal hente disse forbrydere til Danmark og stille dem for en dansk domstol, dømme dem efter dansk lov og indespærre dem nogle få år i et dansk luksusfængsel, hvorefter de igen i fuld frihed kan fortsætte deres terroristiske virksomhed nu direkte rettet imod det danske folk. Hvor totalt afskåret kan
man være fra virkeligheden?

De er for det første allerede hjemme, og de har begået deres forbrydelser i Irak og Syrien. Hvis man overhovedet vil spilde ressourcer på at retsforfølge dem, bør de derfor udleveres til de pågældende landes regeringer, der må stille dem for en domstol der og straffe dem efter gældende lov i disse lande. Dette er vel kun rimeligt. Det er i vid udstrækning disses borgere, der har lidt under Islamisk Stats terrorvælde og ofte betalt for det med en smertefuld død. At forestille sig, at vi her skulle kunne gøre dette arbejde, er komplet vanvid – af mange grunde – men frem for alt, fordi vor lovgivning overhovedet ikke er gearet til at straffe forbrydelser af denne art efter fortjeneste. Dernæst fordi bevisbyrden vil være meget vanskelig at løfte. Alle eventuelle beviser befinder sig i Irak og Syrien, hvis de i det hele taget kan findes. Snilde advokater som Bjørn Elmquist vil let få dem frikendt eller idømt latterlige, milde straffe. Endelig fordi sådanne retssager ville koste trecifrede millionbeløb, som den danske skatteborger ville skulle udrede i sager, som er Danmark fuldstændig uvedkommende. Det er ikke tilfældigt, at samme Elmquist og andre advokater slås for at få dem til Danmark. Der er store millionindtægter at hente på at forsvare dem – alt sammen betalt af den hårdtarbejdende dansker. Dertil kommer, at fængselspladser koster ca. 800.000 kr. pr. næse om året – langt mere, end der ofres på vore ældre medborgere.

Men hvad så med retsstaten? Den afskaffede man allerede i 1945, idet den ikke lod sig forene med den politiske og historiske situation, og man har ikke siden fået den genindført, men bortset fra det, forholder det sig jo sådan, at forudsætningen for en retsstat er en generel opbakning om dennes principper i samfundet, en fælles kultur, inden for hvilken et bestemt sæt retsregler er almindelig accepteret og anerkendt. I en sådan kultur lovgiver man om de forbrydelser, der erfaringsmæssigt vil blive begået i det pågældende samfund. Her har vi at gøre med menneskelignende skabninger, der helt klart lader hånt om ethvert civiliseret retsbegreb. De er simpelthen ikke en del af vor forestillingsverden. Vi har ganske enkelt i vort retssystem ikke taget højde for en sådan optræden og sådanne forbrydelser, og kulturelt er vi overhovedet ikke skikkede til at udføre retlige undersøgelser i så fremmedartede miljøer. Vi har fået en forsmag på dette i forbindelse med de sager, der har været ført om påstået tortur, hvor danske myndigheder uden videre tager alle ”dokumenter” fra Mellemøsten for gode varer, selv om de er købt og
betalt af de påståede ”torturofre”. En retsstat efter vort mønster kan kun opretholdes inden for vore kulturelle og samfundsmæssige rammer – inden for civilisationen. Men IS og dens støtter ligger langt, langt uden for alt, hvad man kan betegne som civilisation. Vi har ingen straffe, der svarer til deres forbrydelser. De skal behandles i henhold til deres egen retsorden, som de selv så grusomt har håndhævet, og som de vel derfor må stå inde for. Man skal jo som bekendt behandle andre, som man selv vil behandles!

Folk, der vil importere dette afskum til Europa, udsætter bevidst de europæiske folkeslag for terror. De skal ikke blive glemt. De må antages at anerkende IS’ retsorden, og de skal derfor på dommens dag behandles i overensstemmelse med denne.

I den nigerianske forfatter Chinua Achebes fortrinlige lille roman Things Fall Apart opstår der en situation, hvor kristne fantaster har dræbt stammens hellige slange. Alle var forfærdede, og ingen vidste rigtigt, hvad de skulle gøre, for der var i stammen ikke foreskrevet nogen straf for denne forfærdelige forbrydelse – simpelthen fordi ingen havde kunnet forestille sig, at nogen nogensinde ville kunne finde på noget sådant. Det er den situation vi befinder os i.

Det kan sammenlignes med de internationale konventioner om krigsførelse. De forudsætter, at begge parter har ratificeret dem. Ellers gælder de ikke. Det var en af grundene til, at krigen på Østfronten under den anden verdenskrig blev så grusom og blodig. Sovjetunionen havde ikke ratificeret konventionen om landkrigsførelse og havde heller ikke i sinde at overholde den. Ergo gjorde tyskerne det heller ikke. Vi er i krigen mod IS i samme situation, og den krig er ikke slut. Den vil fortsætte, til islam er udryddet fra jordens overflade, og de pt. forhenværende IS-krigere vil forblive IS-krigere, indtil nogen sender en kugle igennem hovedet på dem, hvilket er, hvad man uden omsvøb burde gøre der, hvor de nu befinder sig! Kun sådan mindsker man faren for terroristiske anslag i Europa fremover. Amerikanerne er eksperter i sådan noget, så se at få det gjort!

Det samme gælder krigernes brude og deres afkom. De vil være tikkende bomber under vore samfund og den retsstat, Jyllands-Posten i sin febervildelse fabler om. Skyd dem!