Diskussionen om Cataloniens frihed udstiller med al ønskelig tydelighed EU’s og det såkaldte “internationale samfunds” grænseløse hykleri. Den spanske forfatning blev vedtaget i en ganske særlig situation efter Francos død, hvor risikoen for en intern væbnet konflikt var overhængende. Tiderne har ændret sig, og dagens behov er anderledes. Det er på tide, at Spanien opgiver sine europæiske kolonier! Udviklingen er imidlertid gået i den modsatte retning. Igennem mange år har centralmagten i Madrid gennem undervisningssystemet ført en krig imod de mange ikkespanske regioner med tilintetgørelse af disses sprog og kultur som første mål. Nu var turen åbenbart kommet til Catalonien, hvis selvstyrestatut blev annulleret af den spanske højesteret som forfatningsstridig. Den spanske højesteret er styret af Rajoy-regimet i en grad, der ikke kan forekomme i en retsstat. Denne reviderede selvstyrestatut var forudsætningen for freden i det spanske hus, og det var Spanien og ikke Catalonien, der brød freden. Under sådanne forhold er det et folks umistelige ret at løsrive sig for at undgå det indirekte folkedrab, det er at få frataget sin identitet som folk. Rajoy-juntaen har vist med al ønskelig tydelighed, at man ikke vil have en løsning i fred og ro. Havde man ladet den famøse folkeafstemning løbe af stablen i god ro og orden, havde Madrid haft gode chancer for at vinde den. I dag er der ingen vej tilbage. Hvis der ikke sker en total udskiftning af den bundkorrupte magtstruktur i Madrid, herunder en afskaffelse af det nuværende rædselsfulde kongehus, der netop under krisens højdepunkt viste sig ikke at være Cataloniens kongehus, er det meget svært at se en løsning. Der er så kun et valg mellem undertrykkelse og en bevæbnet befrielseskamp, der vil være vanskelig at vinde og vanskelig at samle støtte til.

Og det catalonske folk er netop det: et folk med egen historie, eget gammelt litteratursprog, der ikke har mere tilfælles med spansk, end portugisisk har, og med egen kultur, historie og identitet. Det er dette, der legitimerer et folk. Når lederskribenten i f. eks. Jyllands-Posten sammenligner Catalonien med Fyn eller Jylland, åbenbares der an afgrundsdyb uvidenhed om forholdene i Spanien eller Danmark for den sags skyld. Catalonien kan snarere sammenlignes med Grønland og Færøerne, hvem man næppe ville nægte selvstændighed. Der er blot den forskel, at Catalonien, nok i modsætning til Grønland og Færøerne, også har den økonomiske styrke til at klare sig selv. Og det er netop sagens kerne: Catalonien er det uduelige Spaniens malkeko. Da den EU-liderlige Malene Wind under den catalonske præsident Puigdemonts besøg blev spurgt om, hvordan man så stillede sig til Færøernes og Grønlands selvstændighed, svarede hun frejdigt: ”De er fattige. De interesserer os ikke!” Det er, hunden ligger begravet! Og nu vi er ved sammenligningerne: Hvad med Kosovo? Kosovo blev med vestlig hjælp og amerikanske bomber fravristet Serbien – meget mod Serbiens vilje. Vil modstanderne af Cataloniens selvstændighed være venlige at forklare, hvad forskellen er? Jyllands-Posten ville helt klart ikke. En anden analogi ligger i hele opløsningen af Jugoslavien og Sovjetunionen. Hvorfor må Estland, Letland og Litauen være selvstændige, når Catalonien ikke må? Eller hvad med USA for den sags skyld? Det var ikke med Englands gode vilje, at USA opnåede selvstændighed.

Hvilken merværdi den halvkommunistiske catalonske regering så i længden mener at kunne sikre den catalonske befolkning med fortsat indvandring og EU-medlemskab, ja, det er så en helt anden historie. Men den har ikke noget med den første historie at gøre. Dette ægteskab mellem catalonsk nationalisme og marxisme er en arv fra Borgerkrigen, og det får antimarxister til automatisk at tage Spaniens parti. Ellers havde der været en endnu større tilslutning til catalonsk selvstændighed. En moderne nationalisme må glædes over opløsningen af statsdannelser, der trælbinder andre mindre europæiske folkeslag (Catalonien har i øvrigt flere indbyggere end Danmark). Det er ægte nationalisme. Det er naturligvis ud fra en overfladisk betragtning ulogisk, at en nationalistisk bevægelse er marxistisk, men i Catalonien og Baskerlandet er sammenhængen som nævnt historisk. Man ser det imidlertid også andre steder, som f.eks. i Nordirland. Dette skyldes imidlertid netop den nationalistiske højrefløjs afvisning af nationalistiske selvstændighedsbevægelser ud fra en misforstået chauvinistisk støtte til de bestående stater, der alle lader hånt om deres historiske nationale mindretal, som i dag er truet af udslettelse.

EU-systemets modstand skyldes naturligvis dels, at både Frankrig og Italien har oprørske regioner, hvor Frankrig klart har demonstreret, hvad der sker, når undertrykte folk ikke løsriver sig. I Bretagne var der efter 1. verdenskrig ca. 1,5 mio bretonsktalende – i dag er der højst nogle få tusind tilbage. Det kan vejskilte på bretonsk ikke dække over. Samme skæbne er tiltænkt Korsika, der ønsker større selvstændighed inden for Frankrig, herunder officiel status for det korsikanske sprog og de facto begrænsning af indvandringen fra Frankrig.

Det er imidlertid også et tegn på, hvad der venter os, hvis vi ikke i tide bryder ud af den europæiske forbundsstat. Lad os følge England! Lad os vælge selvstændigheden og fædrelandenes Europa!