Kommentarer fra Absurdistan

Nye tider, nye skikke

Britiske prins Harry og hans nye multiraciale forlovede rejste med rutefly til Nice på monkey class. Skam få den, der tænker ilde derom! How are the mighty fallen!

Apropos

Hennes og Mauritz sendte for nylig et nyt stykke børnebeklædning på gaden med teksten “Coolest monkey in the jungle”. Nu kan man selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor der overhovedet skal stå noget på tøj – og hvorfor det skal være på engelsk, men det var ikke det, der skabte problemer. Da man jo for længst er holdt op med kun at bruge indfødte, hvide modeller, proppede man en lille “svensk” negerdreng i denne trøje. Vild forargelse! Men helt ærligt: Hvilken racistisk reaktion! Hvem var det, der så andet end en lille dreng i den trøje? Racer findes jo som bekendt ikke i Alices politisk korrekte eventyrland. Og havde det nu været i orden, hvis modellen havde været hvid eller gul? Der er åbenbart nogle, der har et velvoksent mindreværdskompleks. Gud ved, hvor det kommer fra? Men man kan jo nok spørge sig selv, hvordan nogen hos H&M har kunnet finde på det! Vedkommende må have levet på månen de sidste mange år. Det blev en dyr spøg. Alt tøjet destrueres, for tænk hvis nogen kunne finde på at tage det på! Forretninger blev plyndret og brændt ned af negre, der følte sig fornærmede, men som med deres opførsel kun bekræftede de værste fordomme. Men der var ikke noget “cool” ved det!

Apropos 2

Henry Bolton har for en kort stund været leder af det stærkt skrantende United Kingdom Independence Party (Ukip). Han dannede par med en ung model ved navn Jo Marney. Denne har til sin forhenværende forlovede – altså ikke offentligt – skrevet, at hun finder ovennævnte prins Harrys forlovede grim, ja, hun synes i det hele taget, at sorte er grimme. Og så kaldte hun også Meghan for en “dum lille småborger”, hvis gener ville “skæmme den kongelige familie”. Hun har ikke noget imod andre racer (hvem har vel det?), men hun vil gerne leve i Storbritannien og ikke i Afrika. Det kunne jo føre til en sort premierminister eller en sort konge. Altså en helt igennem fornuftig hvid pige, som der skulle være nogle flere af. Nuvel, hvide synes generelt, at sorte er grimme – de vil bare ikke mere være ved det. Kinesere synes, at vi er frygtelig grimme med vore lange næser. Sorte synes egentlig også, at vi er grimme, men der er prestige i at have en hvid kone (eller en hvid mand for den sags skyld). Den æstetiske sans er i vid udstrækning racebetinget, men dette skel kan naturligvis kunstigt nedbrydes, og det bliver det! Det er imidlertid naturligt, at man synes sådan. Under alle omstændigheder må det være en privat sag, om man finder denne eller hin grim. Nogle kan lide rødhårede, andre kan ikke, nogle kan lide buttede piger, andre radmagre piger. Om man synes, at Harrys Meghan er grim, er nu virkelig en smags sag. Hun er da adskilligt kønnere end Obama – men altså, det må Jo Marney da selv om. Det er imidlertid en dårlig idé at have sin eks som fortrolig, hvilket er en gammel erfaring, for denne lækkede de private meddelelser til pressen, Henry Bolton skippede Jo, Jo undskyldte behørigt og blev smidt ud af Ukip, og der er krav om, at Henry Bolton skal gå af som partiformand (han er den 4. på et år). Alt sammen fordi Jo Marney privat synes, at sorte er grimme og Meghan en “dum lille småborger”, og at hun foretrækker Storbritannien frem for Afrika (med Trumps rammende karakteristik “a shithole”, men det må man heller ikke sige). Man må virkelig spørge sig selv, om vi lever i et galehus, men sorte er en totalfredet art, om hvem man kun må mene noget positivt. Hvad Ukip angår, kan man bare sige, at der nok er væsentlig alvorligere ting at beskæftige sig med – især for et parti i frit fald. Men selvfølgelig: en af formandskandidaterne ved det seneste formandsvalg var sort, så hvad kan man vel forvente? Det er ikke det parti, der skal sikre Englands fremtid!

Apropos 3

I London Zoo fik man en lille okapihjort, som prompte fik navnet Meghan efter ovennævnte kommende prinsesse. Det var vel nok godt, at det ikke var denne søde lille fyr, der skulle have navn!

Falske nyheder

Den franske vidunderpræsident, nullet Emanuel Macron, der blev tryllet frem af hatten af pengestærke kredse, som frygtede, at Marine le Pen ville blive præsident, har bebudet et lovindgreb imod “falske nyheder”. Problemet er jo bare at afgøre, hvilke nyheder der nu også virkelig er falske. Det vil blive en stor og uoverkommelig opgave for domstolene, og hvis den lykkes, vil det komme til at betyde, at de franske aviser vil blive meget tynde, ja, ikke engang annoncerne vil blive tilbage, kun datoen. EU er naturligvis begejstret for ideen og vil kopiere den. Der er på tide at komme af med afvigere, der mener noget andet end EU’s verdensfjerne “elite”. Det må alt sammen være falske nyheder.

Der freiste Staat auf deutschem Boden

Frankrig har altid været fremme i skoene, når det gjaldt knægtelsen af ytringsfriheden. Voltaire har virkelig levet forgæves! Men på dette som på så mange andre områder har de altid måttet se sig slået af Tyskland. Tyskerne er nu engang de bedste – også til at tryne dissidenter. Ingen andre såkaldte civiliserede lande har så mange forbudte bøger og så mange politiske fanger. Men fantasien kender åbenbart ingen grænser. For at bekæmpe friheden på internettet, som tyskerne altid har drømt om at få kontrol over, har man pålagt udbydere af sociale medier og andre internettjenester drakoniske bøder, hvis de offentliggør stødende eller “racistisk” indhold. Hvem skal nu afgøre, hvad der er stødende og “racistisk”? Ja, i en retsstat skulle domstolene jo gøre det, men selve retsstatsbegrebet er fuldstændig ukendt i Tyskland. Roland Freisler har i modsætning til Voltaire ikke levet forgæves! Man overlader det i praksis til internettets forskellige udbydere, thi hvis disse afventer en domstolsafgørelse, vil de jo blive hjemfaldne til straf, og hvem ønsker at få bøder på op til 50 millioner euro? Ikke Zuckerberg & Co.! Så de udfører på statens vegne en skrap censur imod alt, hvad der blot afviger en anelse fra det politisk korrekte gennemsnit. Så er man på den sikre side. Ingen slinger i valsen der! Med et sådant system hvem behøver da en statslig censur? Privatisering af domstolene – helt i tidens tegn. Måske også noget for Løkke Rasmussen og hans kumpaner, der ellers snart ikke har mere at privatisere. Men måske kunne det vendes til en fordel, når man tager de domstole, vi har, i betragtning!

Ghettoer

Som sædvanlig lover statsministeren i sin nytårstale fra bunden af latrinen at gøre noget ved ghettoerne. Husene skal rives ned. Det har man for længst forsøgt i Gellerup. Man flytter bare problemerne og spreder dem til endnu flere områder. Det er nemlig ikke husene, der fejler noget. De er glimrende – eller de var det i hvert fald, inden man lukkede den tredje verden ind i dem. Det er beboerne, det er galt med! Det er dem, der skal fjernes. Men ikke overraskende overstiger det Løkke Rasmussens beskedne fatteevne. Onde tunger påstår, at lillehjernen bruger al sin tid på at lede efter storhjernen.

Sig ikke, at vi ikke kan lære noget af udlandet!

I Iran har man besluttet at forbyde engelsk i de mindre klasser i skolen. Det forstyrrer indlæringen af elevernes modersmål, og som medie giver engelsk alligevel ikke adgang til andet end smuds og ligegyldigheder. Vi kunne ikke være mere enige! Lad os straks kopiere dette tiltag!

Helligånden eftersøges i millioner af faderskabssager

I sin juleprædiken sammenlignende den rædselsfulde pave den nuværende strøm af såkaldte flygtninge, der i virkeligheden blot er den ringeste del af det afrikanske kontinents ikkeimponerende befolkning, med den hellige familie. Nu ved vi altså, hvor overbefolkningen i den 3. verden kommer fra – Helligånden har været på spil igen!

Folkekirken

Vi er efterhånden ikke uvante med, at nogle sogne ser sig nødsaget til at pointere, at de søger en troende præst. Det burde naturligvis ikke være nødvendigt, men det er det. Troende præster forekommer at være et mindretal. Nyt er det, at et sogn har søgt en ikketroende præst, nemlig en præst, der vil vie homoseksuelle, og som dermed ignorerer adskillige bibelsteder og fornægter Guds visdom, som den kommer til udtryk i skabelsen af mand og kvinde.(1) Homoseksualitet strider ganske enkelt imod folkekirkens grundlag. Staten kan naturligvis bestemme, at det er fint nok, men det er en utilbørlig anmasselse af en indisk kirkeminister, for hvem kristendommen står meget tåget, at indføre ritualer i kirken, der er i strid med dennes grundlag. Det er ingen undskyldning, at kirkens folk selv deltog i denne vanhelligelse af troen. En gejstlig – det være sig biskop eller præst – der krænker troen, gør ikke Guds værk, men Satans – på den danske skatteborgers regning og i folkekirkens navn. Mene, mene, tekel, ufarsin! (Daniels Bog 5,25)

(1) Se således bl.a. 3. Mosebog, kap. 18.22 “Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed” samt kap. 20,13 “Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem.” Og det fortsætter på samme vis i NT, f.eks. i Romerbrevets kap. 1, 1. Korinter kap. 6 og i 1. brev til Timoteus kap. 1. Når justitsminister Søren Pape Poulsen således karakteriserer sig selv som kristen med sunde konservative værdier, ved man dårlig, om man skal le eller græde.

Indonesien som model

Lars Løkke Rasmussen, i mangel af bedres havelse og ved Guds nåde og vælgernes grænseløse stupiditet statsminister i Danmark, var for nogen tid siden på statsbesøg i Indonesien – et land, han givetvis heller intet anede om, men hvem undrer det? Således så han sig kaldet til at prise Indonesien som en model for religiøs tolerance, som vi skulle tage ved lære af. Indonesiens overvældende flertal er muslimer (87 %), og en voksende del af disse tilslutter sig de mest radikale former for islam, der, støttet økonomisk af Golfstaterne, breder sig som en pest i hele Sydøstasien. I Indonesien er der efterhånden fri jagt på kristne, der forsøger at deltage i det politiske liv. Således blev Basuki Tjahaja Purnama, hovedstaden Jakartas guvernør, idømt 2 års fængsel for fornærmelse af islam, fordi han hævdede, at Koranen ikke kunne bruges som advarsel mod at stemme på ikkemuslimer. Og han er langt fra den eneste. Der er endvidere på det seneste gennemført flere hundrede shariainspirerede love i parlamentet. Der er ikke langt til offentlig piskning (måske noget, vi kunne lære af), afhuggede hænder (en dårlig ide) og steninger (for besværligt). Så meget for Indonesiens tolerance! Selv på Bali, der endnu er et behageligt hinduistisk åndehul midt i den islamiske mødding, er befolkningsflertallet under pres fra muslimer. Landsbytossen fra Græsted fatter det simpelthen ikke: Islam tåler ingen konkurrence. Der er ikke plads til andre trosretninger. Det gælder i Indonesien, nøjagtig som det gælder i Danmark! Det er faktisk enhver religions natur – også den kristnes! To religioner kan ikke leve side om side. De repræsenterer hver for sig forskellige værdisystemer, der hævdes at være gudgivne og derfor indiskutable. Hvis man ikke mærker det i den danske folkekirke, er det, fordi den ikke mere er kristen! Men ingen – heller ikke statsministeren – er naturligvis forpligtet ud over sine evner. Det sætter visse snævre grænser.

Årets dansker

Ikke uventet er årets dansker ikke dansker. Det er et af de karakteristiske kendetegn ved totalitære regimer, at ordene betyder noget andet, end det de egentlig betyder. Det er newspeak som beskrevet hos George Orwell. Årets dansker er en afghaner ved navn Nadia Nadim, hvis store, ligegyldige fortjeneste er, at hun spiller fodbold – noget piger overhovedet ikke bør give sig af med. Men takket være Nadia har der været stort fokus på denne sportsgren, der ellers aldrig har samlet nogen interesse. Men nu kunne den bruges til noget politisk! Det hører naturligvis med til historien, at Nadia ikke spiller for et dansk hold, men for et engelsk, hvorfra hun udlånes til danske landskampe, fordi hun pt. tilfældigvis har et dansk pas. Nadia er også af Politiken kåret til Årets Meningsdanner, men Nadia har ikke dannet nogen mening, hun efterplaprer bare Politikens mening. Danskhed defineres af hende som medmenneskelighed, solidaritet og tolerance. Nadia synes, disse er ved at forsvinde. Det er naturligvis en pauver definition af danskhed, men lad det nu være her. Man kunne nok i dagens politisk korrekte Europa få alle folk til at definere sig sådan. Sagen er imidlertid, at disse begreber ikke giver nogen mening uden for et afgrænset fællesskab. Det er bl.a. disse egenskaber, der har skabt det velfærdssamfund, vi havde, indtil invasionen fra den 3. verden ødelagde det. Det er skabt af et par generationer danskere, som har undværet for at lægge midlerne i fællesskabets kasse til gavn for fællesskabets mennesker. Nadia Nadim er ikke en del af dette fællesskab, hun har intet lagt i kassen, kun taget. Og når dette samfund har givet hende en uddannelse og gjort hende til noget, så rejser hun til England med sine talenter, og lur mig, om hun betaler skat til Danmark til gengæld fra alt det, hun har fået. Hendes eget folk har intet gjort for hende, for det savner evnen og viljen til at opbygge en organiseret statsstruktur, og hun demonstrerer heller ikke selv nogen stor indsigt i, hvad der skal til for at skabe et civiliseret samfund. Vi sender vore drenge og ved Gud også vore piger til Afghanistan for at opbygge en stat for dem. En del kommer hjem i kister eller som krøblinge. Imens spiller Nadia fodbold her og i England.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandring og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s