Komplottet mod kunst

Waterhouses “The Lady of Shalott” fra 1888. Kunst som den var, da malere vidste, hvordan man malede. I dag ville et sådant værk bliver kaldt for kitsch.

Introduktion

Nedenstående artikel handler om den gru, der normalt går under betegnelsen ”moderne kunst”. Nogle vil måske spørge, hvorfor det overhovedet er relevant at beskæftige sig med det emne. ”Indvandrerne vælter jo ind, vi har da ikke tid til at snakke om kunst nu!” Vi er godt klar over, at situationen er alvorlig, meget alvorlig, men vi kan aldrig gøre os nogen forhåbning om at løse indvandringsproblemet, hvis vi ikke kommer til en forståelse af, hvordan vi er endt i den nuværende situation.

En vigtig forudsætning for at få danskerne og de øvrige europæiske folkeslag til at acceptere den igangværende kolonisering og deres fremtidige udslettelse har været at ødelægge deres traditionelle æstetik. Bevidst og systematisk har venstreorienterede landsforrædere og fjendtlige fremmedelementer arbejdet intenst på at gøre danskerne kulturløse, således at de ikke længere er i stand til at se forskel på smukt og grimt, skønt og hæsligt. For et folk er det en fatal tilstand, da det ikke længere er i stand til at vurdere, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Dette har naturligvis givet psykisk syge plattenslagere, som i et sundt samfund ville befinde sig på lukkede anstalter, frit spil til at tjene millioner på ”kunst”, som hører til på lossepladsen. På en god dag kan ingen af vores moderne ”kunstere” mande sig op til at være en talentløse. I gennem de sidste 70 år har den vestlige verdens kulturliv således udspillet sig i Kejserens nye kælder. Vulgariteten og bedrageriet har fejret uanede triumfer.

Men endnu vigtigere er det, at et sådant folk ikke længere vil kunne påskønne det smukke ved deres egen kultur, hvilken de følgelig heller ikke elsker og vil bevare. Carl Nielsens musik, Thorvaldsens skulpturer og Eckersbergs maleri siger ikke ret mange danskere noget i dag, hvis de da overhovedet kender dem, og alt for mange landsmænd synes at nyde den eksotiske ”kulturberigelse” fra Mellemøsten og Afrika.

Denne påførte kulturløshed har således mørnet befolkningen til at acceptere invasionen af hundredtusinder af mennesker, hvis kultur alt andet lige er primitiv og barbarisk. Et æstetisk sundt og kultuelt selvebevist folk ville aldrig have tilladt, at vi var kommet derhen, hvor vi er i dag. Danskernes kulturløshed er de fremmedes styrke, de lever af den, og uden den havde de aldrig fået lov til at betræde dansk jord! Vi ønsker god læsning.

Komplottet mod kunst

Af dr. Lasha Darkmoon

”Aldrig før har så få været i en position til at gøre så mange til fjolser, psykopater, eller kriminelle.” – H.G. Wells i The Shape of Things to Come

***

Jeg vil begynde med en tilståelse: Jeg er en falleret kunstner. Ligeså længe jeg kan huske, har jeg villet male. Den eneste ting, der stoppede mig, var mangel på talent. Den første gang jeg malede et selvportræt, mens jeg løbende kiggede mig selv i spejlet for at se, hvordan jeg klarede mig, satte min mor en brat stopper for mine kunstneriske ambitioner ved spontant at udbryde: ”Sikke da en nuttet lille chimpanse!”

Det var en barsk opvågnen for en ni år gammel kunstner.

Omkring et årti senere, spurgte jeg mig selv, hvad kunst i grunden handlede om. En dag fandt jeg denne sætning i en biografi af Burne-Jones, og jeg skrev den ned i min dagbog og grublede over den i en dag eller to;

”Ved et billede forstår jeg en smuk romantisk drøm om noget, som reelt aldrig var, og som aldrig vil være – i et bedre lys end noget lys, der nogensinde har skinnet – i et land, som ingen kan definere eller huske, kun begære – og danner former, der er guddommeligt smukke.”

Da jeg læste denne sætning, besvimede jeg næsten. Jeg var en følsom pige, som ofte brød ud i glædesjubel, når den mindste lejlighed bød sig. Det var dengang, at jeg indså, at der ikke var nogen virkelig forskel mellem poesi og maleri, mellem maleri og musik. Alle søger de på hver sin måde til gud, givetvis en gud, som nok ikke eksisterer, men en gud ikke desto mindre. Gud var skønhed. Gud var længsel. Gud var ilden i rosen.

Det var det, som jeg troede dengang. Jeg var ung og tåbelig.

Kunst, fandt jeg senere ud af, handlede om at tjene penge. Den organiserede jødedom lærte mig dette. Kunstforhandler Paul Rosenberg siger: ”Et maleri er kun smukt, når det sælger.” Den jødiske præsident af the Marlborough Gallery, Frank Loyd, bekræfter dette: “Der er kun een målestok for succes, når man driver et galleri; at tjene penge.”

Spørgsmålet, vi således må stille, er, hvem driver kunstmarkedet og hvordan blev det omdannet til et freakshow?

Kunst skal gøre dig elendig

Lad os tage en lille tur rundt i kunstverdenen sammen med Israel Shamir. Hr. Shamir er alt andet lige ikke kun velinformeret omkring kunst, men han er også turistguide i Jerusalem. Han er enig med mig omkring kunstens sakrale natur. “Ingen kunst uden Kristus” siger han. Ved Kristus forstår han meget mere end den historiske Jesus. Han mener Logos eller Kristusprincippet, lovmæssighed i et guddommeligt ordnet univers.

Siden Darwin og Freud har der været en komplet ”genvurdering af alle værdier”. Alt er blevet vendt på hovedet. Vi kan hovedsageligt tilskrive den organiserede jødedoms rænkespil denne uholdbare tilstand. Særligt en gruppe af revolutionære tænkere kendt som Frankfurtskolen. (For en detaljeret introduktion til disse neo-freudianske, marxistiske tænkere, hvoraf de fleste var flygtede jøder fra Hitlers Tyskland til Amerika, se kapitel 5 af Kevin MacDonalds The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.)

Ligesom en af disse teoretikere, Theodor Adorno, indledte et korstog for tilintetgøre vestlig musik ved at forsikre verden om, at atonal musik var en god ting, fordi den var disharmonisk og grim, begyndte andre i gruppen på at tilintetgøre kunsten og skubbe den til dens reductio ad absurdum: Lys der bliver tændt og slukket i et tomt rum, uredte senge overstrøet med kondomer og blodbestænkte trusser og forseglede dåser indeholdende kunstnerens egene ekskrementer.

Tracey Emins “Min seng”

En af grundlæggerne af Frankfurtskolen, Georg Lukács, spurgte retorisk: ”Hvem vil frelse os fra Vestlig civilisation?” Han begyndte selv redningsaktionen ved at overbevise sig selv om, at den bedste fremgangsmåde var at skabe ”en kultur af pessimisme” og ”en verden, der er blevet forladt af Gud”.

Piero Manzonis “Kunstners lort”

En anden af disse mentale giganter, Walter Benjamin, mente, at kunstens formål var at gøre folk så elendige som muligt, for pessimisme var et essentiel indledende stadie til verdensrevolutionen. ”At organisere pessimisme” pointerede han vedvarende ”betyder ikke andet end at udvise den moralske metafor fra politik.” Det lykkedes kun alt for godt for Benjamin at gøre sig selv elendig, han begik selvmord.

Den marxistiske revolutionære Will Munzenberg lagde ikke skjul på sin mission i livet; at tilintetgøre vestlig civilisation. For at opnå dette sagde han, at Frankfurterteoretikerne måtte ”organiserer de intellektuelle og bruge dem til at få vestlig civilisation til at stinkeKun når, efter at vi har korrumperet alle dens værdier og gjort livet umuligt, kan vi påtvinge proletariatets diktatur.” (mine fremhævelser).

For at opsummere: Lad os skabe en kultur af pessimisme. Lad os få vestlig kultur til at stinke. Lad os skabe en gudløs verden og drive folk til fortvivlelse. Lad os korrumperer samfundets værdier og gøre livet umuligt. Kort sagt, lad os skabe helvede på jorden.

Det vil snart blive klart for dig, hvis du er en kunstner in spe, at kunstverdenen er domineret af jøder, som er mere end villige til at frembringe dette helvede på jorden. Deres kontrol over, hvad der nu om dage går for at være kunst, er lige så bredtfavnende, som den er skræmmende. Kunst er blevet forvandlet til anti-knust. ”For jøder” understreger Israel Shamir “ligger deres gruppeinteresse i at underminere visuel kunst, fordi de ikke kan konkurrer med den. En endnu dybere gruppeinteresse er at underminere kristendommen – deres hovedfjende.”

”At underminere, at korrumpere, at skabe disharmoni, at drive til vanvid, at tilintetgøre”. Verber som man gør klogt i at huske på. Lad os begynde vores turné af kunstverdenen med Israel Shamir som guide, og lad os forsøge at opnå en indsigt i, hvad der foregår.

Galleribesøg med hr. Shamir

En dag fandt Shamir sig selv i Baskerlandets hovedstad Bilbao i Spanien. Han var kommet for at se museet for moderne kunst, bygget af den enormt rige jødiske Guggenheim-familie. Som den største bygning i Spanien imponerede Guggenheimmuseet Shamir dybt – det er som noget fra en science-fiction film – men da han trådte indenfor blev han rent faktisk skuffet.

”Hvad i alverden er alt dette affald?” Stykker af jern formet som bølgepap flyder på gulvet som ved en skrothandler. Rustne jernplader ligger i et hjørne. Videoskærme der blinker i et væk. Bare geometriske forme. Og tro det eller ej, en hel etage viet til en samling af Armani jakkesæt. ”Ved Gud, jeg er smuttet!” mumler Shamir, mens han i lige fugleflugtslinie søger hastigt mod udgangen.

Og hvad gør han så som det næste? Han tager et fly til Venedig, og nu ser vi ham vandre rundt på det berømte Biennale museum for at prøve at få mening ud af en samling af smadrede biler på udstilling. Mens han tørrer sveden af panden, må han sætte sig ned for at samle sig. ”Nej, sid ikke der, hr. – de stole er uvurderlige kunstværker!” Har de lyst til at læse en god bog for at få deres tanker væk fra alt dette skidt hr. Shamir? Ikke noget problem. Her er der en bogreol fyldt med bøger. ”Tag selv”. Eller rettere, tag ikke selv! Denne bogreol, fyldt med mugne gamle bøger, er et underfundigt og sublimt kunstværk! Ja, kommet hele vejen fra det sublime, kunstneriske Israel!

Man kunne have troet, at hr. Shamir efter at have oplevet alle disse skuffelser, ville have pakket sammen og være rejst tilbage til Jaffa, fast besluttet på aldrig at sætte sine ben i et kunstgalleri igen. Men nej, som hungrende efter afstraffelse beslutter vores guide sig nu for at besøge et museum i Amsterdam, hvor han bliver konfronteret med en samling af forrådnede griselig. Til sin forbløffelse opdager han, at et menneskekadaver i formaldehyd, der er udstillet i samme museum, er blevet købt for ikke mindre end 50.000 dollars af en rig amerikaner. ”Sikke en ligsamler!”

Hans desillusion er total, da han under sit besøg i København finder sig selv i Stk. Nikolajs Kirken. Som konvertit til kristendommen var han måske gået derhen for at bede. Hvis det var tilfældet bliver han slemt skuffet ved at få sit sind forgiftet af de billeder, som han ser på den gamle kirkes vægge. Her er der et farvefotografi af en nøgen gammel kvinde, indtørret og syg. Og her lige ved siden af er der et kæmpe forstørret billede af de kvindelige kønsorganer. Og hvad er det? Ah, ikke noget at bekymrer sig om! Blot et fotografi af et par mænd, som har oralsex. ”Jamen, kunne noget da være sundere og mere naturligt! Og kunne der findes et mere passende sted end netop i en kristen kirke til at fejre denne form for glædesfyldt hedensk seksualitet?”

”Hvad de end udnævner til at være kunst, er knust” konkluderer Shamir rådvildt. ”I begyndelsen var disse værker af tvivlsom værdi, som f. eks. Jackson Pollocks ”abstrakte malerier”. Til sidst endte vi med rådne svin, jern formet som bølgepap og Armani jakkesæt. Kunsten var tilintetgjort.” (Min fremhævelse).

Den jødiske forbindelse

Men hvad har jøderne med alt dette at gøre? Mere end rigeligt! Hvis du vil spille det fascinerende spil kendt som Cherchez le Juif (“Find jøden”), så lad os fortsætte vores turné af den nutidige kunstverden.

Du vil møde mange kunstnere, ikke så få af dem smidige og tilpasningsdygtige ikke-jøder, som er villige til at hoppe igennem de ringe, som deres herrer holder op foran dem. Disse herrer vil ofte være de allestedsnærværende jøder, der lurer i skyggerne. Det er dem, som bestemmer, det er dem, som har pengene, det er dem, som en kunstner skal lære at gøre tilfredse og flatterer, hvis han skal gøre sig nogen forhåbninger om at avancere og blive rig og berømt.

Den ambitiøse kunstner finder uundgåeligt sig selv trukket ind i en jødisk verden. Han vil lære at krydre sin samtale med jiddische talemåder. Han vil aldrig udtrykke den mindste form for kritik af Israel, ligegyldigt hvilke grusomheder denne stat er i gang med at begå. Han vil rynke på næsen af muslimer, Koranen og palæstinenserne. Han vil opdage, at det betaler sig at fornærme kristendommen – hans egne forfædres religion. Han vil med våde øjne nævne holocaust ved hver given lejlighed, han vil male så mange billeder af Auschwitz som muligt, helst billeder med skorstene, der oser af mørk, tyk røg.

Selv den store Picasso vidste, at han føjede jøderne, da han omfavnede sin ven Pierre Daix og med sagte stemme betroede ham ”at tænke sig, at malere en gang troede, at de kunne male De uskyldiges massakre!” Han udtrykte eller imødeså givetvis Adornos ”Der kan ikke være nogen poesi efter Auschwitz”. Hvis der ikke kan være nogen poesi efter Auschwitz, så kan der heller ikke være nogen kunst – slet ikke nogen kristen kunst.

Andy Warhol vidste bedre end de fleste, hvordan han skulle indynde sig hos jøderne. Hans i 1980 tilvejebragte billedserie ”Ti portrætter af jøder fra det tyvende århundrede”, viser, hvad Warhol kaldte ”Jødiske genier” – en af hvilke var den israelske premierminister Golda Meir – ”geniet” som sagde, at der ikke fandtes nogen palæstinensere og som med sin berømte flair for vittige bemærkninger tilføjede ”Hvordan kan vi give de besatte områder tilbage? Der er ikke nogen at give dem tilbage til.” Et andet ”geni” var Sigmund Freud, hvem professor Kevin MacDonald har beskrevet som den person, der har begået det tyvende århundredes største videnskabelige bedrag – et bedrag der var meget nyttigt i relation til at konstruere Vestens nuværende selvmordskultur.

Golda Meir og Sigmund Freud fra Warhols ”Ti portrætter af jøder fra det tyvende århundrede”

Warhol synes at have anvendt sin betydelige charme på Henry Geldzahler, kuratoren på Metropolitan Museum of Art. Geldzahler var en indflydelsesrig jøde, der ligesom Warhol var homoseksuel. En af Warhols biografier forsikrer os om, at ”Selvom de aldrig var elskere, blev deres forhold intimt”. ”Andy talte i telefon med Henry hver aften inden han lagde sig til at sove og hver morgen, så snart han vågnede.” Jeg siger ikke, at Warhol og Geldzahler var elskere, selvom andre har sagt det. Det interesserer mig ikke. Det eneste, jeg siger, er at Warhol, en notorisk opportunist, fandt ud af, at det hjalp hans karriere at føje jøderne. Med filmkritiker Carrie Rickeys ord så appellerede Warhol til ”the synagogue circuit”.

Grayson Perry med sin kone Phillippa og sin datter Flo efter at have vundet Turner-prisen

Transvestitten og pottemageren Grayson Perry – som her modtager the Turner Prize for sine inspirerende potter – vidste, at hans succes afhang mindre af talent end af hans pengestærke mæcen, Charles Saatchi. Han var ydermere udmærket klar over, at man altid kan stole på hul islamofobi, når det glæder om at få venner og at påvirke folk i den judofile kunstverden.

Han indrømmer frygtløst, at “grunden til, at jeg ikke er gået hele vejen mht. at angribe islamisme i min kunst er, at jeg er oprigtigt bange for, at nogen skal skære halsen over på mig.” For i diskretionens navn at undgå at fremkomme med kontroversielle politiske tilkendegivelser besluttede Perry sig for at vie sit liv til at producere keramiske potter, der viser ”eksplicitte scener af seksuel perversion”. Det må have været en svær beslutning.

Ikke-jødiske kunstnere som Anselm Kiefer, Christian Boltanski og Christopher Williams er blevet næsten ligeså ydedygtige i deres produktion af holocaustmalerier som den jødiske maler R.B. Kitaj, en mand, hvis besættelse med Auschwitz ofte er blevet bemærket. Kunstoraklet Juliet Steyn oplyser os om, at ”skorstenen i et af Kitajs malerier virker som et anklageskrift mod kristendommen.” Altså, efter Auschwitz, hvem har så brug for Golgatha?

RB Kitajs “Passion (1940–45): Kors og skorsten”

“Indgang gennem porten, udgang gennem skorstenen” af Joseph Bau

Mht. Andres Serrano med sin Pis-Kristus og Chris Ofili med sin gylledækkede Hellige Jomfru Maria – madonnaen omgivet af billeder af kvindelige kønsorganer udklippet af pornoblade – så har begge disse emotionelt umodne kunstnere helt tydeligt været klar over, at foragt for Kristus og dennes moder ofte er tiltalende for jøderne.

Chris Ofilis “Hellige Jomfru Maria” og Andres Serranos “Pis-Kristus”

Kunstnere? Disse mænd er mere som cirkushunde, trænede til at hoppe igennem ringe og til at tigge ben fra deres herrers bord. Det er mændene med pengene, denne verdens Saatchiere og Guggenheimere, som svinger pisken.

Det gør mig ondt at skulle fortælle dig dette, men hvis du kan lide moderne kunst, så må der være noget radikalt galt med dig. At føle antagonisme mod moderne kunst, er lige så naturligt som at blive frastødt af incest.

Moderne kunst er ude på at korrumpere dig.

Hvis den ikke gør det, så vil den ikke have levet op til sin elitære promotorers hovedformål. Den vil ikke have undermineret traditionelle værdier. Den vil ikke have produceret en ”kultur af pessimisme.” Den vil ikke have destrueret livets hellige kerne. Den vil ikke have forgiftet dit sind og gjort dig syg til døden. Den vil ikke have gjort dig til, hvad det endeligt lykkedes for Big Brother at gøre Winston Smith til i Orwells 1984; en hjernedød zombie.

Handlerne og forhandlerne

At jøderne dominerer kunstverdenen, ligesom de dominerer massemedierne og ethvert andet indflydelsesrigt område, er det 21. århundredes bedst bevarede hemmelighed. Man må ikke nævne det. Det er antisemitisk at gøre det.

I 1989 udkom der et lærd akademisk værk med titlen Sociology of the Arts. I dette diskuterede forfatterne, hvem der er hvem i kunstverdenen. Hjælpsomt oplyser bogen os om, at ”Sorte, orientaler og personer af spansk afstamning konstituerer ca. 7 % af kunstpublikummet”. Men hvad så med de resterende 93 %?

Hvilken etnisk gruppe ejer de fleste kunstgallerier? Hvem er museumskuratorerne? Hvem er kunsthistorikerne? Hvem er kunstkritikerne? Hvem udgiver de magasiner, hvori kunst anmeldes? Hvem bestemmer, hvad der er god kunst og hvad der er skidt? Hvem er forhandlerne og de store samlere? Hvem styrer auktionshusene? Hvem arrangerer kunstkonkurrencerne og indsamler præmiepengene? Hvem udnævner dommerne? Hvem er dommerne?

Ikke et ord. Total stilhed. Lidt uhyggeligt ikke?

Så langt tilbage som i 1930 bemærkede den franske forfatter Pierre Assouline, at ”Ifølge forhandleren Pierre Loeb, så er hver fjerde ud af hver femte (fire ud af fem) kunstforhandler jøde, ligesom fire ud af fem kunstsamlere er det. Wilhelm Unde tilføjede kunstkritikere til denne liste.” I 1973 blev det vurderet, at 80 % ud af den 2500 store kerne af “kunstmarked personale” – forhandlere, kuratorer, galleriejere, samlere, kritikere, konsulenter og støtter af kunsten – var jøder. I 1982 slap jøden Gerald Krefetz katten endnu mere ud af sækken. Han indrømmede, at ”I dag udnytter jøder ethvert stadie af kunstverdenen” og videre ”I nogle kredse kaldes handlerne og forhandlerne for den jødiske mafia.”

Under beskrivelsen af sine oplevelser i New York afslørede den jødiske forfatter Howard Jacobson, at kunstkritiker Peter Schiedhal havde fortalt ham, at ”næsten hvert eneste galleri, som vi går ind i, er styret af en jøde. Selv de kvindelige galleriejere, hvis vin vi drikker, er jødiske.”

Riki R. Nelsons “Pige i en boks, Pige i rød silke” fra Saatchi Gallery i London

I 2001 listede ARTnews verdens top ti kunstsamlere. 8 af dem var jøder. Overvej disse sigende statistikker. Et folk, som udgør 0,2 % af verdens befolkning udgør 80% af verdens rigeste kunstsamlere. Ud af hver 1000 af jordens befolkning er ca. to jøder. For at være præcis, så er der en jøde for hver 457 personer. Ikke desto mindre kan man tage til en konference, hvor 1000 af verdens rigeste kunstsamler er samlet, og du vil til din overraskelse opdage, at 800 af dem er jøder! Fænomenalt, ikke sandt?

Den nigeriansk fødte Chris Ofilis Holy Virgin Mary fra den indflydelsesrige jødiske kunstsamler Charles Saatchis samling. Maleriet beskrives som ”en omhyggelig yndefuld sort Madonna dekoreret med en harpiksdækket klump af elefantmøg. Figuren er også omgivet af små kollagebilleder af kvindelige kønsorganer fra pornografiske magasiner.” Maleriet var skyld i offentlig tumult og mediesensation, da det blev udstillet på the Brooklyn Museum of Art som en del af The Sensation Exhibition af Saatchis samling i 1999.

Kunstverdenen er så fyldt med jøder, at en måde, hvorpå man som jøde kan slippe væk fra goyim (ikke-jøderne), er at blive kunstner. På den måde vil man med bare lidt held ikke rende ind i nogen ikke-jøder i et godt stykke tid! I 1996 betroede den jødiske kunsthistoriker Eunice Lipton noget taktløst, at den eneste grund til, at hun var blevet kunsthistoriker var, at hun ønskede kun at omgås andre jøder. ”Jeg ville være dér, hvor jøder var – det vil sige, jeg ville have en profession, der ville tillade mig at anerkende min jødiskhed igennem de mennesker, som jeg omgås.”

Hun bemærkede, at faget kunsthistorie på overfladen umiddelbart synes at være en ikke-jødisk profession – ikke mindst fordi studiet af kristen kunst var centralt for det. Og alligevel siger hun, at ”faget var fyldt med jøder. Man kan faktisk sige, at faget er formet af dem.”

Hun tænkte uden tvivl på den store historiker indenfor renæssancekunst Bernard Berenson, hvis indflydelse har været skælsættende. Berenson beskrev en gang sig selv som ”en typisk Talmud jøde”, som længtes efter at lade ”goyims maske falde” – man fristes unægteligt til at tænke, at han næppe er en egnet fortolker af kristen kunst til de forhadte ikke-jøder! Selvom han var konverteret til kristendommen i 1885 ser man ham, næsten 60 år senere i 1944, skrive et ”Åbent brev til jøderne”, hvori han advarer dem om ”misundelige kristne”, som vil forfølge dem ”selvom du er ligeså uskyldig som englene.” Efter min opfattelse lyder det mere talmudisk end kristent.

Med den tyske nationalsocialismes opblomstring begyndte jødiske kunsthistorikere, sammen med de marxistiske teoretikere, kendt under navnet Frankfurtskolen, at flygte fra Tyskland. De fleste af disse jøder endte i Amerika. Alene på New York University slog de følgende jødiske kunsthistorikere sig ned: Richard Ettinghaven, Walter Friedlander, Karl Lehman, Alfred Salmony, Guido Schoenberger og Martin Weinberger.

Da kunsthistorikeren Lipton sagde, at hun ville leve i en altovervejende jødisk atmosfære, tænkte hun sikkert også på de to mest illustrative kunstkritikere i det tyvende århundrede; Harold Rosenberg og Clement Greenberg. Ligesom Berenson synes Greenberg at have haft et udpræget talmudisk sind. Overbevist om jødisk overlegenhed udtalte han engang, at ”den europæiske jøde repræsenterer en højere type af menneske end alle andre, der hidtil er opnået.”

Begge disse indflydelsesrige kunstkritikere, Rosenberg og Greenberg, var medlemmer af Frankfurtskolen, og de hjalp med til at omforme de ikke-jødiske massers æstetiske perception.

At tilpasse kunsten til jødiske evner

Al kunst skulle fremover være ”jødisk”. Den skulle gøre sig fri af sine kristne rødder. Hvad end jødiske kunstnere var gode til, skulle være fremtidens kunst. Hvis jøder ikke var gode til tegning, ville god tegning ikke længere være nødvendigt. Repræsentativ kunst var ude, abstrakt og konceptuel kunst var inde. Faktisk blev uredte senge – ikke billeder af dem – nu til kunstværker. Hertil kommer Marcel Duchamps berømte urinaler, der var købt i en forretning og transporteret til et kunstgalleri, hvor de på magisk vis blev tryllet om til kunstværker. Eller dåser fyldt med kunstnerens egen afføring, og billeder af krucifikser i glas fyldt med kunstneres egen urin.

Marcel Duchamps Fountain, fotograferet i 1917 af Alfred Steiglitz, som var en jødisk fotograf, der virkede tidligt i det tyvende århundrede og som var en promotor af moderne kunst. Calvin Tomkins, kunstkritiker på The New Yorker, udbrød engang, at ”det ikke tager megen anstrengelse af fantasien for i urinalets blindt strømmende kurver at se en klassisk renæssance Madonnas tilslørede hoved eller en siddende Buddha.” I 2004 blev dette inspirerende pissoir udnævnt til det tyvende århundredes ”Mest Betydningsfulde Værk” af 500 ”kunsteksperter” – eller rettere ”piseksperter”.

Israel Shamir understreger, at ”disse genstandes skabelse ikke stiller nogen krav til kunstneriske evner. De kan udfærdiges af enhver” og han tilføjer noget skarpt, at ”en sådan kunst passer perfekt til jødiske evner.”

For at få succes i denne svære profession måtte de visuelt udfordrede jøder ”tilpasse kunsten til deres evner.” Det er, som om jøderne uden at være i stand til at udvise nogen atletisk dygtighed, på en eller anden måde har fået kontrol over de Olympiske Lege og har dekreteret, at sprint og maraton fremover ikke længere er vigtige. Hvad der virkeligt er vigtigt, er at vinde sækkeløbet eller spyttekonkurrencen – discipliner, som jøder angiveligt har udmærket særligt sig indenfor!

Shamir fortæller os, at ”Jøderne var særdeles dårligt udrustede til deres erobring af Olympen. Igennem mange generationer havde jøderne aldrig været i kirker og de så næsten aldrig malerier. De var blevet doceret til at afvise billeder som en del af deres afvisning af falske idoler.” Kort sagt så var jøderne visuelt handicappede. Opflasket med talmudisk dialektik var de fantastiske ordkløvere. De havde og har en verbal IQ på ikke mindre end 130. Men deres IQ i relation til mønstre og billeder var og er imidlertid sørgeligt lav, nemlig kun på 75.

Jøderne ønsker naturligvis ikke at anerkende dette. At antyde, at de generelt er ringe kunstnere, er antisemitisk. Hvis jøderne ikke har været mere om sig som kunstnere i fortiden, skyldes det angiveligt, at de ”blev holdt tilbage” af deres kristne undertrykkere. Uheldigvis for jøderne, så vil den store Berenson ikke vide af dette argument. Han siger utvetydigt, at ”jøderne har udvist ringe talent for det visuelle og næsten ikke noget for figurkunst.”

Dette taget i betragtning kunne du sikkert godt tænke dig at få forklaret, hvorfor der er så mange jødiske kunstnere i dag. Hvad kan vi tilskrive dette fantastiske og pludselige jødiske geniale talent i relation til at skabe billeder? Det svar, som vi får, er, at det skyldes jødisk networking og bondefangeri: Jødisk dominans af massemedierne, jødisk økonomisk dominans af kunstverdenen, jødisk magt og jødiske penge.

Hvordan enhver kan blive berømt

Andy Warhol sagde engang, at i fremtiden ville alle blive ”verdensberømte i femten minutter.” Hvad han ikke påpegede, var, at næsten alle, selv landsbytossen, kan gøres til en berømthed ved hjælp af de rette såkaldte ”public relations”. Det eneste, som det kræver, er konstant opmærksomhed i massemedierne. Charles Saatchi, som er reklamemogul og ekstraordinær kunstsamler siger det ligeud: ” En ukendt kunstners store glasvitrine indeholdende et råddent kohoved dækket af maddiker og sværme af summende fluer kan være temmelig usælgeligt. Indtil kunstneren bliver en stjerne. Så kan han sælge alt, hvad han rører ved.” (Mine fremhævelser).

Damien Hirsts “Tusind år” (1990). Richard Lacayo fra Time Magazine har udtalt: “Tusind år er en stor glas kasse, i hvilken levende madikker udklækkes til fluer, som lever af blodet fra et afskåret kohoved”. Fra ca. 1992-2003 havde Charles Saatchi og Hirst et “symbiotisk forhold” som hhv. samler og kunster.

Hvordan bliver man til en stjerne? Hvem giver kejseren sine nye klæder og fortæller ham, at han er usandsynligt velklædt?

En uredt seng bliver omdannet til et djævleblændt kunstværk, så snart den bliver købt af Charles Saatchi og placeret i et præstigefyldt kunstgalleri. Kunstneren opnår en mystik, skabt ved suggestionens kraft. Du  være et geni, hvis alle taler om dig og din uredte seng. Massehypnose gør arbejdet. Reklame og konstant overtalelsesarbejde udretter mirakler. Se her, her og her.

Lad mig stille dig et spørgsmål: Hvis nogen forsøgte at sælge dig sine ekskrementer for 10 dollars, ville du så købe dem? Sikkert ikke. Men overvej nu det her: Den 23. maj 2007 blev en dåse med titlen “Kunstnerlort” solgt for 124,000 euro (180,000 dollars) på auktionshuset Sotheby’s. Dåsen indeholdt angiveligt kunstneren Piero Manzonis egen afføring.

Hvorledes kan dette lade sig gøre? Er en dåse med lort sin vægt værd i guld? Det er den øjensynligt, hvis folk kappes om at købe den.

Et mere grundlæggende spørgsmål er, at hvis du kan lokke folk til at købe lort, kan du så også lokke dem til deltage i grusomme krige i Mellemøsten og til kulturelt masseselvmord i deres egne hjemlande? Intet er lettere. Det finder sted lige nu.

Talent hjælper, men er det afgørende?

Berensons blanke afvisning af jøders visuelle evner taget i betragtning vil det sikkert overraske dig, at nogle jødiske kunstnere rent faktisk er ret gode til at male. For eksempel Modigliani og Chagall. Imidlertid forklarer Shamir noget af deres talent med indflydelse fra Kristendommen. Disse to jødiske kunstnere blev kristne. Shamir mener, at dette hjalp med til at gøre dem til gode malere. I det mindste havde de nu noget at sige. Livet havde fået en ny betydning. De skrabede ikke bare deres eksistentielle sår og klynkede ”Gud er død!”

På den anden side var der andre kunstnere, som forblev solidt plantet i den jødiske fold og for hvem det lykkedes at udmærke sig selv. Jeg tænker her særligt på Pissarro (impressionist), Soutine (ekspressionist), Max Ernst (surrealist) og Tamara de Lempicka (art deco). For at få succes som kunstner i det nye miljø hjalp det, hvis du var jødisk. Således skylder både Frida Kahlo og Gustav Klimt deres oprindelige succes den kendsgerning, at alle troede, at de var jøder. Det var de ikke, men på en eller anden måde lykkedes det for dem at give folk det indtryk.

Den vigtige ting at huske på i denne sammenhæng er, kunstnerisk talent, groft sagt, var blevet uvæsentligt. Det hjalp, men promovering af en god promotor hjalp endnu mere. Kunstneren skulle være en showmand mere end en dygtig håndværker. Hverken Tracey Emin (kendt for sit lappede tæppe) eller Damien Hirst (kendt for sin haj bevaret i formaldehyd) fandt det nødvendigt at skabe deres egne kunstværker. Ofte blev billige manuelle assistenter hyret til at gøre det for dem. Den vitale ting i deres kunst var det originale koncept. Slutproduktet var af sekundær betydning.

Herover The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone Living af Damien Hirst (1991). Saatchi solgte dette værk til kunstsamler Steven Cohen for 12 millioner dollars. Cohen donerede det herefter til the Museum of Modern Art.

Den succesfulde moderne kunstner skal være en person uden nogen former for moralske skrupler. Som en svindler, der spiller på folks tillid, som en bondefanger, som en alfons skal han omgås de ”rigtige mennesker”, og han skal vide, hvem han skal ”dyrke”. Den store folkeskjald Joseph Campbell skrev, at ”Den kunstner, som ønsker at blive kendt, skal gå til cocktail fester for at vinde kommissioner, og de, som vinder dem, er ikke dem, som er i deres atelier, men til fester, hvor de møder de rigtige folk og dukker op de rigtige steder.” Campbell blev senere anklaget for antisemitisme, men den jødiske kunstner Julian Schnabel støtter Campbells påstand. Han bemærker dystert, at ”megen tid går med at pleje forbindelserne med kunstverdenens skabninger. Der er ikke nogen tid til venskab. Senere er der ingen anlæg for det.”

Hvordan får en rigtig talentfuld kunstner succes i sådan et rotteræs?

Maleren Helen Frankenthaler måtte sove med kunstkritiker Clement Greenberg, men det var det værd: Greenberg gav hende gode anmeldelser. Willem de Kooning lod sin kone Elaine gå i seng med kunstkritiker Harold Rosenberg, men det var det værd: Rosenberg gav de Kooning gode anmeldelser. Jackson Pollock måtte tilfredsstille nymfomanen Peggy Guggenheim, men det var det værd: Hendes højhed hjalp med til at Pollock fik gode anmeldelser. Hendes far ejede jo trods alt Guggenhein museet.

Ikke en af disse kunstnere sov med nogen på grund af kærlighed. De gjorde det for penge. Jackson Pollock er berømt for om sin plutokratiske mæcen Peggy Guggenheim at have udtalt, at ”for at være i stand til at knalde hende, må man give hende et håndklæde om hovedet. Og hun ville bare knaldes.”

Kunstekspert Sophy Burnham konkluderer roligt, at ”incestuøst aftalt spil, gensidigt rygklapperi, aftaler under bordet, nepotisme og klikealliancer er iboende principper for den moderne kunstverden.”

Sådan er det. C’est la vie! Det er så hjerteskærende, at man næsten må grine.

Hvis du ønsker at få succes som en moderne kunstner, så vær forberedt på at skulle lyve og svindle, vær forberedt på at skulle være en bondefanger og seksuel udstiller, vær forberedt på at skulle flatterer dine jødiske mæcener og på at producere det ene holocaustmaleri efter det andet for at gøre dem tilfredse, vær forberedt på at skulle lovprise Israel og forbande palæstinenserne, på at tilsvine Islam og Koranen og på at vise den størst mulige foragt for kristendommen. Med mindre du er jøde, så vær forberedt på at miste enhver dybtfølt forbindelse til dit eget folk, din egen religion og din egen traditionelle kultur.

Hvis du er kvinde, så vær forberedt på at prostituere dig selv eller på at skulle prostituere din kone, hvis du er en mand. Vær forberedt på at skulle lave en Piss Christ som Andres Serrano eller en pornografisk Holy Virgin Mary som Chris Ofili. Vær forberedt på at skulle klæde dig ud som en kvinde, som Grayson Perry, og producerer seksuelt perverterede potter. Vær forberedt på at skulle hive en papirrulle ud af din vagina ligesom Carolee Schneemann. Vær forberedt på at skulle pirre en kynisk offentlighed ved at onanere foran dem i et præstigefyldt kunstgalleri som Vito Acconci – og derefter kalde det for ”kunst”.

Leonardo må vende sig i sin grav.

Lad kunstkritiker Clement Greenberg få det sidste ord: “Jeg konkluderede, at folk, som er tiltrukket af kunst (moderne), ofte er psykopater. Det kan du citerer mig for.”

Han burde vide det.

Om forfatteren

Dr. Lasha Darkmoon er en 31 år  gammel akademiker med eksaminer i klassiske sprog. Hun er  digter og oversætter, samt politisk aktivist med en særlig interesse i Mellemøsten. Lasha Darkmoon er et psyduonym.

Kilde

Denne tekst er oversat og tilpasset fra den engelske original The  Plot  Against Art, der blev publiceret den 19. september, 2009 på The Occidental Observer.

Dette indlæg blev udgivet i Kultur og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s