Introduktion

Af de få, som er heldige nok til at kende hans livsværk, betragtes dr. Revilo Pendleton Oliver med rette som en af de største amerikanere i det 20. århundrede. Efter sin fødsel i 1908 steg han hurtigt i de akademiske grader og blev en af sin tids førende filologer og klassiske lærde. Han var i 32 år professor i klassiske sprog på University of Illinois, Urbana. Han kunne med lethed have tilbragt sit liv gemt væk på sit kontor beskæftiget med det, han elskede mere end noget andet; at anvende sit geniale sind til at fokusere videnskabens skarpe linse på fortidens lærde mammutværker og manuskripter. Men han valgte en anden vej.

Længe før resten af sine landsmænd så han tydeligt, at undergravende og fremmede elementer var ved at føre hans folk på afveje. Han valgte at risikere både navn og ry ved offentligt at tale Roma midt imod. Fra 1954 til sin død i august 1994 arbejdede han næsten uafbrudt for at vække de europide amerikanere af deres dvale, så de fik øje på den truende fare og deres egen potentielle storhed.

Den 9. juni 1968 holdt dr. Oliver denne tale for en tysk/amerikansk forening samlet på Lorelei Club i Hamburg, New York, tæt på Buffalo. Afskriften af talen gik tabt, da dr. Olivers hjem i 1990 blev udsat for en oversvømmelse. Denne version er baseret på hr. Everett Weiberts originale båndoptagelse og evt. fejl og mangler er redaktørens, ikke dr. Olivers. Man kan lytte til den oprindelige tale her.

Talen er en af dr. Olivers bedste, og den er uden tvivl hans mest omfattende kortere arbejde. Den præsenteres her for første gang på dansk.

Nu vil nogle måske spørge, hvad en amerikansk tale fra 1968 kan sige danskere anno 2016. Det er imidlertid ikke tilfældigt, at vi har valgt at offentliggøre denne tale netop nu.

Den igangværende immigrantinvasion af Europa og Danmark har med al ønskelig klarhed vist, at de oprindelige europæiske folk er deres egen værste fjende. At den tredje verdens overbefolkning søger hen, hvor der er mulighed for at få et bedre liv, er forståeligt, hvad derimod ikke er forståeligt, er at vi tillader denne invasion. Under en øredøvende pladderhumanistisk klagesang fra samtlige massemedier har regeringen, ordensmagten, samtlige politiske partier, herunder Dansk Folkeparti, således bare set mere eller mindre passivt til, mens horder af vildt fremmede mennesker, heriblandt givetvis potentielle massemordere og terrorister, i hobetal er vadet ind over grænsen, hvorefter store dele af vores egen befolkning har haft travlt med at byde dem hjerteligt velkommen. Modstanden har været ringe og alt for moderat. Vel ikke siden indianerne bød den hvide mand velkommen, er der set magen til selvmorderisk adfærd!

Hvis danskerne, og i bredere forstand europæerene, skal gøre sig noget håb om at overleve, er det tvingende nødvendigt, at vi forstår, hvad denne dødsdrift skyldes, hvilket netop er, hvad dr. Oliver i denne tale giver et kvalificeret bud på.

Hvad vi skylder vores parasitter

Af dr. Revilo P. Oliver

Mine damer og herrer, lad mig først takke Dem for at have beæret mig med Deres invitation og for fornøjelsen af at være sammen med Dem i dag. I løbet af de sidste 12 år har jeg talt for mange konservative og patriotiske organisationer, men dette er den første gang, hvor jeg taler for en forening, der er specifik tysk: Det vil sige sammensat af efterkommerne af den del af vores race, som blev hjemme i det 15. århundrede, mens deres slægtninge erobrede og besatte alle de vestlige territorier af det bastardiserede og døende Romerrige, hvilket deres fjernere slægtninge havde grundlagt mere end tusind år tidligere.

Som jeg har forstået det, så taler jeg her for en lukket kreds af jeres medlemmer og gæster, til hvem I har tillid. Jeg går ud fra, at det er blevet slået fast, at hvad, der bliver sagt her i dag, er uofficielt og ikke på nogen måder til offentliggørelse, samt at der ikke er nogen journalister tilstede. Med den forståelse for øje skal jeg oprigtigt og uden omsvøb give Dem den bedste vurdering af vores nuværende situation, jeg har været i stand til at foretage.

Vores drømme

Nogle af jer kan måske huske den gamle historie om universitetsstudinen, som en aften var gået i seng og endelig faldt i søvn, men som ud på de tidlige morgentimer hørte klokken slå 2 og fornemmede, hvordan døren til hendes værelse langsomt blev åbnet. Rædselsslagen forsøgte hun at råbe på hjælp i mørket, men hun fik et lommetørklæde for munden og mærkede, hvordan stærke arme løftede hende op fra sengen. Hun blev båret neden under og smidt ind på bagsædet af en stor og luksuriøs Rolls-Royce, der straks kørte af sted med høj hastighed. Efter en lang køretur blev hun løftet ud af bilen og båret ind i stort og stateligt palæs forhal, hvorefter hun blev båret op ad marmortrappen og ind i et elegant indrettet værelse, hvor hun blev smidt på sengen. Først da så hun tydeligt sin bortfører. Han var en stærk og flot mand iklædt et perfekt siddende jakkesæt. Han stod ved sengekanten og kiggede stille og grublende ned på hende. Hun forsøgte at tale og fik endelig fremstammet: ”Åh, hvad vil du gøre ved mig?” Manden trak på skuldrene og sagde: ”Hvor skulle jeg vide det fra? Det er din drøm.”

Historien er selvfølgelig absurd og den smule humor, som den indeholder, skyldes dens tvetydige spil på vores egen bevidstheds mysterium. En drøm er pr. definition en række af fornemmelser, der finder sted i hjernen, når både vores sanseopfattelse, viljestyrke og fornuft er i hvile, så vi ikke har nogen kontrol over strømmen af fornemmelser. Men det er selvfølgelig et velkendt fænomen, at når vi drømmer, at vi drømmer, så slutter drømmen og vi vågner op. Da tager vores bevidsthed atter over, og vi er igen ansvarlige for vores tanker og står over for en dag, hvor vi er ansvarlige for vores handlinger, hvilke ved deres visdom eller dumhed kan være bestemmende for resten af vores liv. Vores drømme kan give behageligt eller smertefuldt udtryk for vores ubevidste begær eller frygt. Men i vores vågne stunder må vi, hvis vi er rationelle, bygge vores beslutninger på grundlag af de mest objektive og koldblodige vurderinger, vi er i stand til at foretage: Vurderinger af de kræfter og tendenser, der er i verden omkring os; vurderinger af de realiteter, som vi bliver nødt til at forholde os til; samtidig med at vi altid må huske på, at det ikke er sandsynligt, at noget vil finde sted, blot fordi vi mener, at det er godt, eller omvendt at noget ikke vil finde sted, blot fordi vi mener, at det er ondt.

Absolut realisme

Hvis vi nogensinde har haft behov for omhyggeligt og rationalt at vurdere vores position og fremtidige udsigter, så er tiden nu inde. Hvis jeg husker korrekt, er der i den ydre firkant af Brasenose ved Oxford, på midten af grønsværen, et ensomt solur, hvis bronzeplade bærer den kuldegysende inskription ”Det er senere end du tror”. Jeg kan forsikre Dem, mine landsmænd, at det nu er senere – meget senere – end De tror. Det er naturligvis muligt, at det allerede er for sent, og som en af mine eminente venner, en garvet højrefløjsveteran, fornyligt forsikrede mig om, så er vores sag nu ligeså håbløs som Sydstaternes efter Richmonds fald ved den tragiske afslutning på den anden uafhængighedskrig, der er blevet udkæmpet på vores jord. Ikke desto mindre tror jeg stadig oprigtigt på, at vi har en chance for at overleve. Hvis ikke jeg troede på det, ville jeg med sikkerhed ikke tale til Dem i dag, ej heller ville jeg bede Dem om, sammen med mig, at overveje oddsene mod os.

Det er muligt, at jeg tager fejl. Jeg har ikke nogen guddommelige evner og kan ikke se ind i fremtiden. Og jeg kender med sikkerhed absolut intet til vore fjenders hemmelige planer eller deres organisations indre struktur. Ud fra hvad de indtil nu har opnået, kan jeg kun gætte mig frem til deres magts sandsynlige udstrækning og deres strategis sandsynlige effektivitet. Jeg kan kun give Dem min bedste vurdering, som jeg er kommet frem til efter lange og ængstelige overvejelser. Jeg foregiver ikke at være ekspert i disse anliggender, og da jeg har lovet at være oprigtig, vil jeg oprigtigt fortælle Dem, at mine vurderinger i fortiden har vist sig at være alt for optimistiske.

1945: Hvilken vej Amerika?

Da jeg sent i 1945 forlod Washingtons ildelugtende atmosfære, nærede jeg ikke nogen særlig bekymring for vor nations fremtid. På grundlag af den bedste vurdering, jeg på det tidspunkt kunne foretage, var jeg sikker på, at vores fremtid var sikret gennem en folkelig reaktion, som jeg anså for uundgåelig inden for fem år. Jeg var sikker på, at Washingtons hemmeligheder hurtigt ville blive afsløret, og at moralsk indignation og afsky ville skylle hen over nationen, når amerikanerne blot så en lille del af det hæslige generalieblad komme frem i lyset, der var efterladt af den afdøde skabning, som i så mange år havde besat Det Hvide Hus, omgivet af sin hæslige bande af degenererede væsener, forrædere og undergravende fremmede.

Jeg vidste, at hemmeligheden om Pearl Harbor hurtigt ville blive afsløret, og at amerikanerne snart ville vide alt om, hvordan japanerne var blevet manøvreret og lokket til at ødelægge vores flåde og dræbe så mange af vores soldater. Jeg var sikker på, at offentligheden snart ville få kendskab til den gamle sammensværgelse mellem Roosevelt og Churchill (som på det tidspunkt var en almindelig borger i det, der stadig var Storbritannien) og til Roosevelts vedvarende indsats fra 1936 til 1939 for at få startet den sindssyge europæiske broderkrig, der smadrede kontinentet og som tilintetgjorde så meget af det mest dyrebare og uerstattelige enhver race har – dens bedste mænds genetiske arv – og som påførte vort eget land et enormt spild af liv og midler i en krig, der bevidst blev ført på en måde, der sikrede nederlag til både De Forenede Stater og Storbritannien såvel som til Frankrig og Tyskland. Jeg var sikker på, at vi hurtigt, når freden var kommet, ville indse, at vi udelukkende havde kæmpet for at berede en brændt jord for Bolsjevismens horder. Jeg var sikker på, at vi hurtigt ville indse den sande natur af den store forræderiske fælde, der kaldes for De Forenende Nationer. Jeg troede, at det ville vende sig i anstændige mennesker, når de fik kendskab til den britiske regerings helt officielle strategi, der bevidst, i modstrid med alle konventioner om civiliseret krigsførelse, havde indledt den ondskabsfulde bombning af ubeskyttede tyske byer med det udtrykkelige formål at slagte så mange forsvarsløse tyske civile, at den tyske regering ville blive tvunget til at gengælde ved at bombe ubeskyttede britiske byer og slagte tilstrækkelig mange hjælpeløse britiske civile, så der i Storbritannien skabtes en vis entusiasme for den selvmorderiske krig, som den britiske regering påtvang sin modvillige befolkning – Jeg tror, at det er historiens første eksempel på, at en regering i krig bevidst har slagtet sine egne borgere i propagandaøjemed. Jeg troede, at sandheden om sådanne indenlandske skandaler, som den berygtede landsforræderiretssag i Washington, nødvendigvis ville blive afsløret, og vække de følelser, som sådanne forbrydelser nødvendigvis må vække i brystet på anstændige mennesker.

Og jeg var sikker på, at tusindvis af andre skændselsgerninger, uovertrufne og sjældent set magen til i historien, ville blive afsløret med det resultat, at samtlige dampskibe, der forlod vores kyster, i løbet af et par år ville være fyldt til randen med horder af utøj, som desperat flygtede fra en ophidset og rasende nations vrede.

I 1945 troede jeg oprigtigt på, at ingen amerikaner i året 1952 kunne høre navnet Roosevelt uden at få kuldegysninger eller udtale hans navn uden en ledsagende forbandelse. Som I kan se, tog jeg fejl. Jeg fik dog ret mht. afsløringens uundgåelighed. Ligesom ligene af de polske officerer, som var blevet slagtet af bolsjevikkerne i Katynskoven (hvilket vi var udmærket klar over på daværende tidspunkt), blev mange af Rooseveltregimets hemmelige forbrydelser afsløret for offentligheden. Afsløringerne var hverken så hurtige eller så komplette, som jeg havde forventet, men betragtet i deres helhed burde de have været mere end nok til at skabe den forventede reaktion. Kun ca. 80 % af hemmeligheden om Pearl Harbor er indtil nu blevet afsløret, men de 80 % burde i sig selv have været nok til at give et sundt menneske kvalme. Selvfølgelig kender jeg ikke, og måske aner jeg ikke engang, den fulde udstrækning af den utrolige regerings forræderi. Men jeg vil gætte på, at mindst halvdelen er blevet afsløret på tryk et eller andet sted, ikke nødvendigvis i velkendte kilder, men i bøger og artikler på forskellige sprog, heriblandt publikationer som den internationale sammensværgelse forsøger at holde skjult for offentligheden, og ikke nødvendigvis i form af direkte vidnesbyrd, men i det mindste i form af beviser, fra hvilke enhver tænkende person kunne drage de passende og uundgåelige konklusioner. Informationen er tilgængelig for den, som vil søge den, og tilstrækkeligt meget af den er velkendt nok, særlig historien om Pearl Harbor, til at anspore enhver, som er seriøst interesseret i bevarelsen af sit land, til at søge mere. Men reaktionen kom aldrig. Og selv den dag i dag bærer det almindeligt anvendte seks-cent frimærke den store krigsforbryders oppustede og forvrængede ansigt, og man hører kun minimal protest fra befolkningen. Hvorfor?

Svage reaktioner

Det er sandt, at der har været nogle svage og uanseelige begyndende reaktioner, særlig da senator Joseph McCarty indledte sin række af berømte høringer for ”Senate Subcommittee on Internal Security”. Alt, hvad disse høringer producerede, var blot en mindre utæthed i det enorme dige af officielt hemmelighedskræmmeri, der inddæmmer den flodbølge af beviser for, at De Forenede Stater gradvist er blevet taget til fange af fremmede og forrædere i deres tjeneste. Men når diger springer læk, bryder de hurtigt sammen. Og da McCarthys høringer, kun kort tid efter, at jeg havde forudsagt det, begyndte, sagde jeg til mig selv: ”Nu sker det endeligt! Det er begyndelsen. Snart vil den store exodus af paniske rotter, der flygter fra en retfærdig hævn, begynde.”

Men jeg tog fejl igen. I stedet for fik en af mine venner ret. Han var på daværende tidspunkt medlem af Central Intelligence Agency (CIA), der på det tidspunkt rent faktisk også bestod af nogle rigtige amerikanere. Han var tilstede i Wheelling i West Virginia den 9. februar 1950, da senator McCarthy holdt sin berømte tale, i hvilken han udtalte, at der var 57 medlemmer af det kommunistiske parti eller det sovjetiske spionapparat i høje stillinger i State Department, og at man i State Department var klar over, at de var der. Efter talen havde min ven lejlighed til at tale med McCarthy mand til mand. Han sagde til ham ”Senator, De sagde, at der var 57 kendte kommunister i State Department. Hvis De havde adgang til mine CIA-filer, ville De vide, at der er uanfægtelige beviser for, at der er ti gange så mange. Men De er ikke klar over, hvilken størrelsesorden og magt den sammensværgelse, De angriber, har. Den vil tilintetgøre Dem – den vil totalt tilintetgøre Dem.”

Men senator McCarthy rystede blot på hovedet og svarede: ”Nej, det amerikanske folk vil aldrig svigte mig.” Som I kan se, tog han også fejl.

Det er ikke her nødvendigt at gennemgå de faser, der tilintetgjorde McCarthy. Han blev naturligvis saboteret af personer inden for sin egen stab. De fremmede, som kontrollerer vor presse, radio og tossekassen, sprøjtede deres slim ud over landet. Sværme af uvidende og neurotiske små skiderikker, der kaldes for ”intellektuelle”, myldrede skrigende og spyttende, som de nu gør, ud af universiteterne. Alt dette havde sin virkning. Men sammensværgelsen var kun i stand til at gøre McCarthy tavs ved en mindre rutinepræget operation.

I hæren fandt de en officer, som havde været en militær fiasko, ind til Bernard Baruch forfremmede ham til general, og som i 1945 ikke burde have været i stand til at håbe på noget bedre end at slippe godt fra en krigsret og dermed undgå at blive afskediget i unåde, hvis han altså kunne bevise, at alle de forbrydelser og al den sabotage af amerikanske interesser, som han i Europa havde gjort sig skyldig i, var sket under hans protest og under kategoriske ordrer fra præsidenten. Sammensværgelsen omfavnede denne person og ved hjælp af sin presse foretog den en hurtig maskerade, og klædte ham ud som konservativ. Man skrev taler, som han var i stand til at holde uden for meget kludder. Man fremviste konstant hans fjæs i tossekassen. Og man fik ham valgt til præsident. Og selvfølgelig blev ”Ike” valgt med et mandat, fra sine herrer, til at dolke senator McCarthy i ryggen. Og det gjorde han. Og således lappede sammensværgelsen det lille læk i diget.

Men hvordan var den i stand til at gøre det? Jo, vi kan selvfølgelig spore hele operationen skridt for skridt. Vi ved, at vore fjender er lumske og snu. Vi ved, at de er herrer over verdens rigdom, herunder, hvad der er i De Forenede Staters statsbeholdning og via indkomstskatten, hvad der er i Deres og min lomme. De kan hyre dumme eller principløse amerikanere til at agere frontfigurer, som vil gøre hvad som helst for dem. Men det egentlige aktuelle spørgsmål drejer sig ikke om deres snuhed eller medfødte ondskab.

Det dybereliggende og langt mere ubehagelige spørgsmål er: Hvad var der, og hvad er der galt med det amerikanske folk, siden det er blevet til sine fjenders villige offer?

Hvad er der galt med os?

For nogle år siden var det almindeligt, at hurtigtsnakkende svindlere fandt en eller anden godtroende person med fem eller ti tusind dollars i lommen og solgte ham Brooklyn Bridge eller Holland Tunnel. Og jeg har hørt, at da Pennsylvania Railroad begyndte at rive sin station i New York ned, købte en eller anden person den for 25,000 dollars kontant. Nu var svindlerne i disse tilfælde uden tvivl onde mænd. De fortjener eksemplarisk afstraffelse. Men der må da også have været noget galt med køberne. Selv om vi kan have megen sympati for dem, tror jeg godt, at vi kan blive enige om, at de ikke var synderlig kvikke.

Som De sikkert ved, så bliver vi amerikanere betragtet med den største foragt af vores fjender, som i private samtaler, og nogle gang helt offentligt, beskriver os med de mest hånlige gloser. I husker måske, at en mand ved navn Khrusjtjov for nogle år siden var direktør for sammensværgelsens russiske ejendom. Han blev af sin ven ”Ike” inviteret til Amerika, hvor han turnerede vores land, hædret og applauderet af pressen og endog af nogle amerikanere. Kort efter at han var rejst herfra, udtalte han til journalister i Wien: ”Amerikanerne? Jamen man kan spytte dem i ansigtet, og de tror, det er dug.”

Denne forfinede fraseologi mindede mig om, hvad en bekendt havde fortalt mig i Washington under den anden verdenskrig. Denne bekendte var en garvet journalist, som havde en vis position inden for en af de løgnefabrikker, der blev drevet af Rooseveltregimet med det formål at holde masserne peppet op med entusiasme for at sende deres sønner eller mænd til et meningsløst slagteri. På et internt strategimøde protesterede min bekendte over en foreslået løgn med den begrundelse, at den var så absurd, at den ville tilintetgøre offentlighedens tillid til myndighederne med det resultat, at amerikanerne snart ville holde op med overhovedet at tro på noget af det, som agenturet producerede. På mødet var der en omfattende debat omkring dette spørgsmål, indtil diskussionen blev afsluttet af agenturets store ekspert på området. Han var forresten en mand, som af en eller anden grund havde forladt Tyskland nogle år tidligere, inden han kom til at velsigne De Forenede Stater med sin tilstedeværelse. Denne ekspert, lidt medtaget af debatten, tog endelig sin lille elegante cigar ud af munden og sagde beslutsomt: ”Vi spytter de amerikanske svin i ansigtet!” Og det afgjorde det. Herren havde talt.

Hvorfor modtager og fortjener vi en sådan foragt? Medmindre vi simpelthen er degenereret til en race af komplette idioter, der er uegnet til at overleve i verden, må der være en konstaterbar mental blokering, der gør os så godtroende. Og hvis vi har en sådan blokering, har vi særdeles presserende behov for at identificere den. Det er den egentlige grund til, at jeg bragte spørgsmålet om senator McCarthy, og hvad der kan synes fjern og overflødig historie, på banen. Den episode var tydeligvis forgængeren for vores nuværende frygtelige skæbne. Og når vi forsøger at kigge tilbage på de åbenlyse kendsgerninger, som f. eks. den fremmede kontrol af vores informationskanaler og finansverden, ved vi, at der må ligge noget mere bag ved dem. Og så ser vi en så indlysende faktor, som mange først er blevet klar over for nylig som følge af den chokerende opførsel, såkaldte studerende på de såkaldte universiteter lægger for dagen, og den endnu mere chokerende opførsel disse eksamensautomaters administratorer og lærere varter op med. Vi ser nu, at John Deweys snuskede svindlerbande har nået sit mål. Vi indser, at de offentlige skoler igennem mange år har været enorme hjernevasknings- og hjerneforureningsmaskiner, der som helhed har arbejdet med stor effektivitet. Til disse maskiner overgiver vi frivilligt vores egne børn for at få deres hoveder fyldt med grotesk og degraderende overtro; for at få deres instinktive integritet og ære vasket ud af deres sjæl; for at få dem opildnet til for tidligt skørlevned og perversion; for at få dem gennemsyret af tankeløs uansvarlighed; og for at klargøre dem til afhængighed af hjerneødelæggende narkotiske stoffer og til en tilværelse under dyreniveau. De offentlige skoler har uden tvivl været den mest kraftfulde enkelte subversionsmotor, som vores fjender har brugt mod os. Resten af denne time ville ikke række til blot at opremse de måder, hvorpå de selvbestaltede ”undervisere” har gennemført deres dødelige arbejde.

Når vi vender tilbage til sagen om senator McCarthy og kigger efter en dybere årsag, kan vi selvfølelig bebrejde skolerne, der dengang, lidt mindre åbenlyst, udførte det samme destruktive arbejde, som de gør i dag. Men det efterlader os med spørgsmålet: Hvorfor faldt det amerikanske folk for det svindelnummer? Hvorfor var det så godtroende, at det med lethed lod sig narre af John Deweys bondefangeri?

Godt, lad os gå tilbage til 1917, hvor Deweys bedrag kun havde vundet et relativt lille terræn, og da verden med sikkerhed var et lysere og mere behageligt sted. Det bringer os naturligvis til Woodrow Wilsons tid, endnu en ødelæggende figur i vores historie. Jeg er ikke en af dem, som betragter Wilson som en gennemført skurk. Jeg betragter ham primært som en mand, der kunne beruse sig selv med sine egne ord. Og jeg tror, at han igennem det meste af sit liv forvekslede sine hallucinationer med virkelighed, lige så sikkert som da han en dag i 1919 i de tidlige morgentimer blev kørt igennem Washingtons mennesketomme gader, mens han mekanisk løftede sin hat og bukkede for de tiljublende masser, som kun eksisterede i hans feberhede hjerne. Jeg hælder derfor til den opfattelse, at han troede på en stor del af, hvad han sagde. Og selvom han i sit politiske liv blot var en marionetdukke, der dansede og spankulerede rundt på scenen, mens Jacob Schiff, Bernard Baruch, Warburgerne og deres agent oberst House trak i trådene bagved scenen, står den kendsgerning tilbage, at Wilson til det amerikanske folk råbte og skreg om at ”gøre verden sikker for demokrati” og om ”en krig, der ville slutte alle krige”, og man troede på ham. I stedet for fluks at tilkalde en læge, da han begyndte at rable det eklatante nonsens af sig, lod de ham føre dem ind i en krig, som de ikke havde nogen tænkelig interesse i, og de lod ham anvende De Forenede Staters magt til i det lange løb at gøre resultatet af den krig lige så katastrofalt for Storbritannien som for Tyskland.

Nu skal jeg da gerne indrømme, at forestillingen om en verden uden krig er tiltalende og attraktiv. Men folk, som tror på, at noget sådant kan eksistere i virkeligheden, burde ønske sig det af julemanden, som de uden tvivl også tror på.

Lad os gå tilbage til 1909, da det amerikanske folk blev tilbudt en plan til ødelæggelsen af nationer, der også var blevet formuleret af en beskidt, degenereret person ved navn Mordechai, alias Karl Marx. Nuvel, det er sandt, at fortalerne hyrede et par journalister, venstreorienterede professorer og andre intellektuelt prostituerede til definitivt at bevise, at den foreslåede indkomstskat aldrig under nogen omstændigheder kunne overstige fire procent af millionærers indkomst og aldrig ville komme til at påvirke andre af den simple grund, at ingen regering nogensinde kunne bruge så mange penge. Men pointen er, at en majoritet af det amerikanske folk – arvingerne til en fri regering baseret på den faste grundpræmis, at en regering skal begrænse sig til kun at tage sig af det absolut nødvendige og skal holdes i ave med en stringent forfatnings kæder, der begrænser al magtudøvelse til, hvad der skønnes at være absolut nødvendigt i forsvaret af nationen – troede på det pladder. Hvad fortalerne i sleske toner rent faktisk fortalte amerikanerne var ”kom nu små får, stik jeres hoveder ind i løkken, og vi vil gøre jer så meget godt.” Og de små enfoldige får stak deres hoveder ind i løkken, og således er landet nu underlagt den store Hvide Slavelovs tyranni, og det er derfor, at vi er, hvor vi er i dag.

Vi kunne gå meget længere tilbage, og hvis vi havde tid, ville vi mindst gå tilbage til det 18. århundrede, da den underlige mytologi om frihed, lighed, broderskab og medfødte menneskerettigheder og alle de andre grundlæggende løgne, vore børn stopfodres med i skolerne, blev udtænkt af en broget og bizar bande bestående af agenter for Weishaupts store sammensværgelse, mange helt almindelige svindlere og charlataner og en stor flok ”idealister” med boblende hjerner og kvidrende tunger. Men jeg tror, vi har sagt tilstrækkeligt til at se, at vi amerikanere lider af en kronisk sygdom, der lader vores omgivelser bestemme betingelserne for vores åndelige vækst, og som uvilkårligt udleverer os til vore fjenders barmhjertighed ved at gøre os ude af stand til at tænke selvstændigt. Vi er ofre for en svaghed, måske en fatal svaghed, som ikke blot får os til at lytte til selvbestaltede pladderhumanisters rablerier, men også til at gøre, hvad de end fortæller os, at vi skal, og til at gøre det så hjernedødt, som om vi befandt os i en hypnotisk trancetilstand og havde overladt vores vilje til hypnotisøren.

Syv kvaliteter

Jeg tror ikke, at denne mærkelige svaghed, i modsætning til så mange andre af vores særegenheder, udgør en enkelt medfødt og arvelig form for idioti. Hvis det var tilfældet, ville vi ikke være her i dag: Vores fjerne forfædre ville være blevet spist længe før historiens begyndelse. Det forekommer mig, at denne svaghed er sammensat af en perversion af syv forskellige egenskaber. Perversionen er blevet forårsaget og fremmet af visse misforståelser under de specifikke omstændigheder, der var resultatet af den velstand, magt og verdensdominans, som vi i Vesten havde skabt for os selv og har nydt i de seneste århundreder. De syv egenskaber, som jeg her vil gennemgå en for en, er gode egenskaber, forstået på den måde at de er medfødte, og at vi, selv hvis vi ville, ikke kunne fjerne dem fra vores genetiske arv og derfor nødvendigvis må acceptere dem. Jeg kunne udførligt kommentere hver enkel af dem, og det ville være særdeles interessant at sammenligne os med andre racer ud fra hver enkelt. Men for kort og klart at udtrykke min mening, er jeg her tvunget til gennemgå dem så hurtigt som muligt, med en forklarende bemærkning eller to til hver af dem.

Den første er fantasi, hvilken er højtudviklet i os og særdeles levende. Det er en fantasi, som blandt andet, giver os et åndeligt behov for en omfattende litteratur: en litteratur bestående af stedfortrædende oplevelser og om det fantastiske og forunderlige, der transcenderer virkelighedens verden. Men med denne egenskab følger naturligvis faren for, at vi ikke kan skelne klart mellem livlig fantasi og det, som vi rent faktisk oplever i virkelighedens verden.

Den anden er følelsen af personlig ære, der er meget stærk i os, men som forekommer andre racer så tåbelig og fjollet. Denne følelse har, blandt andet, givet os begrebet om en ”fair fight”, når mænd af vores race mødes som modstandere i krig. Den giver os det ridderlige etos, som man ser, når Diomedes og Glaucus mødes på Trojas sletter og i al vor races efterfølgende historie. Men den udsætter os også for fare, da vi risikerer at opføre os ridderligt over for dem, for hvem sådan en standard er vanvid.

Den tredje er evnen til objektiv og filosofisk tænkning, der næsten begrænser sig til vores race, og som gør os i stand til mentalt at sætte os i andres sted, men som på samme tid udsætter os for den risiko at henfalde til den tro, at andres tanker og følelser er de samme som vores.

Den fjerde er vores evne til at føle medlidenhed. Vi har en racebetinget modvilje mod at påføre unødvendig smerte, og vi berøres dybt ved synet af lidelse. Denne ejendommelighed gør, at majoriteten af verdens befolkning, der består af skabninger, som er ganske anderledes indrettet, latterliggør og foragter os dybt. Afrikas vilde, som nu er jeres herrer i den forstand, at I via såkaldt ”ulandshjælp” er tvunget til at arbejde for dem hver dag, finder ganske enkelt synet af et menneske, som bliver torteret, hylende morsomt. Og når de ser en tilfangetagen, hvis øjne er blevet stukket ud og lemmer brækket, vride sig i smerte, mens de stikker til ham med rødglødende jern, griner de med stor fornøjelse – med en lystighed, en ægte lystighed, der er større, end hvad den morsomste farce nogensinde kunne frembringe i os. Man vil i Kinas rige og respektable litteratur lede forgæves efter blot et spor af medlidenhed som sådan.

Den femte er vores generøsitet, både på et individuelt og nationalt plan, der naturligvis gør os foragtelige i øjnene på de mennesker i udlandet, til hvem vi blindt giver og giver uden at få noget igen.

Den sjette er kapaciteten til selvopofrelse, som er højtudviklet i os og en nødvendig forudsætning for eksistensen af et civiliseret samfund. Intet folk, som er over det tankeløse barbaris niveau, kan overleve i denne verden uden noget instinkt eller nogen tro, der gør dets unge mænd villige til at give deres liv for bevarelsen af det samfund, som de er født ind i.

Den syvende og sidste er vores religiøsitet, som naturligvis er almen menneskelig, selvom denne hos os igen tager en specifik form. I 15 århundreder har Vestens religion været kristendommen, vestlig kristendom, og der findes ikke nogen kendt eller tænkelig religion, der kunne tage dens plads. Men det er en simpel historisk kendsgerning, som vi må beklage, men som vi ikke kan ændre, at kun en lille del af vores befolkning i dag, 12 til 15 procent, reelt tror på, at Kristus var Guds søn, at sjælen er udødelig, og at vi vil blive straffet for vores synder i det hinsides. Dette betyder, at det religiøse instinkt, der er en del af vores natur, blandt majoriteten af vores befolkning ikke kan finde nogen tilfredsstillelse via en blind tro; således kan disse frustrerede instinkter frit udnyttes af enhver halvsmart slyngel, hvilket de professionelle bedragere og rødder, som nu besætter størstedelen af prædikestolene, udmærket ved. Når troen tabes, bliver, hvad Pareto kalder for den ”religiøse drift” i en befolkning, dens svageste punkt, dens akilleshæl. Det er det utilfredsstillede behov for en blind tro på en overnaturlig magt.

Desillusioner og illusioner

Nuvel, en perversion af alle disse egenskaber har været aktiv i os under vores århundrede lange overherredømme, og den har givet os en helt igennem forkert opfattelse af andre folkeslag. Vi har bildt os selv ind, at vi ved hjælp af en eller anden form for trolddom har kunnet bibringe dem ikke blot vores materielle besiddelser, men også vores sinds og sjæls kvaliteter.

Og vi har altid givet efter for flatterende efterligning. Evnen til efterligning er almindelig ikke kun hos mennesker, men også hos alle menneskeaber, hvilket vi alle ved fra udtrykket ”abe ser, abe gør”. En abes evne til at efterligne er naturligvis begrænset. Men med undtagelse af de australske aboriginere har andre racer evnen til at efterligne os overbevisende i ydre fremtræden. Hvis de klæder sig i vores tøj, overholder vores sociale konventioner og taler vort sprog, mens de anvender fraser, som de ved observation har lært glæder os, selv når de ikke forstår, hvad disse fraser betyder eller anser dem for absurd ævl og nonsens, kan medlemmerne af andre racer efterligne os så overbevisende, at vi anser dem for at være konverteret til vores mentalitet og opfattelse af livet. Og enhver mangel, som vi måtte bemærke i efterlignerens optræden, ser vi generøst bort fra eller betragter som udtryk for charmerende naivitet.

Denne evne til at efterligne besiddes af barbarer, i hvert fald af de mere intelligente, og den har narret os gang på gang. Englænderne er ligeså godtroende som vi. Mindst hundredevis af gange har de givet legater til sorte fra Basutoland (Lesotho), Kenya, Nigeria eller en af deres andre kolonier, og resultatet var næsten altid det samme. Med de penge, som han havde fået, købte barbaren sig en god garderobe, gik på en engelsk skole, lærte at spille fodbold, gik på Oxford, skrev et charmerende essay om Wordsworth eller antik jura, kopulerede med halvhjernede engelske kvinder, som fandt ham ”romantisk”, og som betragtede sig selv som ”frisindede”, og når han blev træt af at leve af engelsk generøsitet, tog han hjem til sin stamme, hvor han som en delikatesse straks fik serveret en velstegt baby, som de dumme englænderes dumme fordomme så længe havde berøvet ham.

Hos nogle af de højt begavede orientalske folk går evnen til efterligning endnu længere og nærmer sig genialitet.

Jøderne, dette underlige og unikke, internationale folk, som til alle kendte historiske tider har levet og trivedes ved at plante deres kolonier i andre folks lande, kan takke deres kamæleonagtige evne til, når de ønsker det, at iklæde sig manererne og holdningerne i det land, de havde valgt at tage ophold i, for en stor del af deres succes. De er et højt intelligent folk, sandsynligvis langt mere intelligente end vi. Men alle observatører, ikke mindst Douglas Reed og Roderick Stohlheim, har kommenteret jødernes utrolige evne til at optræde som tysker i Berlin, tjekke i Prag, italiener i Rom og englænder i London, idet de skifter fra en nationalitet til en anden med selvsamme lethed som en mand skifter sin habit. Jøderne har selvfølgelig den store fordel, at deres hud er hvid, og at mange af dem, heriblandt personer med så ikke-orientalske træk som blondt eller rødt hår, ligner medlemmer af vores race så meget, at man, i hvert fald med utrænede øjne, ikke kan skelne dem fra os.

Jeg er derfor usikker på, hvorvidt det største talent for forstillelse ikke tilkommer et andet folk, som ikke deler jødernes meget store fysiske fordel: japanerne. Deres evne til at opnå vores tillid og stjæle vores teknologi og videnskab er simpelthen fænomenal, hvilket er indlysende, når man betænker, hvad de, stuvet sammen på nogle golde øer, har opnået. Men deres talent for forstillelse er ligeså stor.

Jeg husker i denne kontekst altid på en af mine venners erfaring. Min ven var sidst i 1930erne kemiprofessor ved et større universitet, der lå i det, der kan betegnes som et strategisk vigtigt område af landet. De mest enestående studerende i hans afgangsklasse var fire unge japanere. Og dels fordi de var så dygtige til at lære de mere vanskelige former for kemi, og dels fordi de var udlændinge, fremkaldte de i ham den gavmildhed, der er så karakteristisk for os. Han inviterede dem til sit hjem og i løbet af tre år troede han, at han kom til at kende dem ganske godt personligt. Deres manerer og deres engelsk var fremragende. De tilkendegav den største beundring for Amerika og dets institutioner. De lovpriste selvfølgelig ”demokratiet”. De beklagede ”militarisme” og håbede inderlig på ”verdensfred” og ”forståelse mellem alle folkeslag”. Min ven var overbevist om, at hvis blot vi kunne bringe flere sådanne unge mænd til De Forenede Stater, ville Japans politik i forhold til os med tiden ændre sig, og vores to nationer ville fremover kunne leve i evig fred og harmoni med hinanden.

En dag befandt min ven sig alene midt i det åbne landskab, nogle og tyve kilometer fra universitetet, ved en korsvej, mens han ventede på, at nogle venner skulle hente ham i deres bil. De var forsinkede, og da det var en varm dag, gik han for at fordrive ventetiden hen til en nærliggende plantage, for at hvile sig i træernes skygge. Da så han sine fire unge japanske studenter komme slentrende ned af en af vejene, øjensynlig ude på en spadseretur i det gode vejr. Ved korsvejens midte stoppede de op og så sig om til alle sider uden at bemærke nogen. Herefter stod de pludselig ret, ryg mod ryg, og spejdede i hver sin retning. Herpå hev de hver et Leciakamera frem og fotograferede vejene og omgivelserne diagonalt, mens de gjorde notater på et kort. De var naturligvis ikke bare kommet til vort land for at tilegne sig vores kemiske videnskab – for så i sidste ende at bruge den mod os – men også for ved samme lejlighed at kortlægge territoriet omkring universitetet til fremtidig brug, hvis deres hær skulle få lejlighed til at invadere os, eller hvis de skulle få lejlighed til at landsætte en hemmelig kampgruppe på en af vore kyster. Og de gik til arbejdet med den tålmodige grundighed, der kendetegner deres race, mens de indvendig uden tvivl har skreget af grin over de naive, hvide jubelidioter, som frivilligt udleverer deres hårdtvundne viden til deres naturlige fjender.

Vestliggjort religion

Vores sind er blevet sløret af en endnu farligere fejlopfattelse, der længe har været et vedhæng til vores religion. Igennem århundreder har vi lidt under den illusion, at vestliggjort kristendom var noget, der kunne eksporteres, og det er kun aktuelle begivenheder, der endelig har gjort det soleklart for os, hvor spildt og forgæves hengivne missionærers ivrige arbejde igennem fem århundreder har været. Da Cortez og hans lille gruppe af tapre jernmænd erobrede Aztekernes imperium, blev han straks efterfulgt af et optog af velmenende og opofrende missionærer, hovedsagelig franciskanere, som begyndte at prædike den kristne lære for de indfødte. Og snart sendte de med uskyldig entusiasme glødende beretninger hjem om de mange konverteringer, som de havde bevirket. Man kan i fader Saguns, fader Torquemadas og mange andres beretninger føle deres oprigtighed, deres fromhed, deres iver og deres glæde. For deres skyld er jeg glad for, at de stakkels franciskanere aldrig fik mistanke om, hvor lille en rolle de rent faktisk havde spillet i de religiøse omvendelser, der gav dem en sådan lykke. Langt mere effektive end deres ord og hellige bog var den spanske kanon, der havde gennemhullet Aztekernes forsvar, og den nådesløse spanske soldat, som havde dræbt Aztekernes præster og styrtet deres afguder ned fra offerpyramiderne. Aztekerne accepterede ikke kristendommen som kult, fordi deres hjerter var blevet rørt af doktriner om kærlighed og nåde, men fordi kristendommen var den jernklædte, med bronzekanoner bevæbnede, uovervindelige hvide mands religion.

Det var tidligt i det 16. århundrede, og vi vesterlændinge har gentaget denne naive fejl lige siden, som når de missionærer, vi havde sendt til alle dele af verden, med uskyldig tilfredsstillelse skrev glødende beretninger hjem om antallet af hjerter, som de havde ”vundet for Kristus.” Det er først efter, at den internationale sammensværgelses ”anti-koloniseringskampange” virkelig kom i gang, at de fleste af os indså, at det, der primært havde vundet alle disse hjerter, var de britiske regimenters disciplin og den hvide mands overmagt. For eksempel vovede missionærer, som var ivrige efter at vinde sjæle, at gå alene i land på mange afrikanske kyster, hvorefter de indfødte, efter at de først havde haft megen sjov med at tortere missionærerne til døde, spiste dem – enten tilberedte eller rå alt efter den lokale skik. Hvad der bagefter skete, var ofte, at en britisk krydser, der lå ud for kysten, et par måneder senere affyrede et halvt dusin 4,5 tommers højeksplosive granater ind i de indfødtes landsby, og, hvis man ikke havde travlt, landsatte et halvt kompagni marinesoldater til at gennemsøge buskene og slæbe omkring et dusin barbarer ud, hvorefter de blev hængt i dertil egnede træer. Medmindre den indfødte stamme var total stupid, forstod den budskabet. Den næste sværm af missionærer blev respekteret og opfattet som værende repræsentanter for torden- og lynguden. Og hvis disse Guds mænd under deres prædikener uddelte nok gratis ris og lægehjælp, var de i stand til at konverterer mange. Missionærerne kunne lære de indfødte et par ritualer, de kunne måske ligefrem indpode de indfødte en smule overtro, der havde visse overfladiske træk til fælles med Kristendommen, men når det drejede sig om at lære de indfødte kristendommens spirituelle substans, kunne de lige så godt have fulgt Helgen Francis’ eksempel og holdt prædikener for fuglene. Selvom det er sandt, at missionærer stadig tolereres nogle steder i de tidligere kolonier, hvis de altså betaler godt, har vi endelig lært, at evangeliet følger de britiske regimenter på den hvide mands forsmædelige og sindssyge tilbagetog fra den verden, som var hans.

Tossegodhed

Jeg tror, at alle disse faktorer har bidraget til vores mærkelige tolerance af den ”tossegode” samt vores utrolige sløvhed til aldrig at spørge om, hvem han udøver sin ”godhed” mod. For det er desværre sandt, at ikke mindre end 80 procent af de højttravende projekter om ”nødhjælp” og ”social retfærdighed” ikke er motiveret af bekymring for de angivelige modtagere, men af grådighed eller nag. Men vi spørger aldrig.

Det er derfor, at vi har så mange ”intellektuelle”, som tæver løs på os. De har opdaget den sikreste og mest rentable af alle gesjæfter. En ”intellektuel” er karakteriseret ved to talenter: En åleglat færdighed med ord og meget følsomme næsebor. Han kan lugte en 20 dollarseddel i din lomme en hel boligblok væk og kun to minutter efter, at den lækre aroma har nået hans næsebor, løber ”idealerne” ham savlende ned af hagen. I kender jargonen: ”De underprivilegerede”; ”lige muligheder”; ”de kulturelt udbyttede”; ”underudviklede lande”; ”spirende folk” og så videre, ad infinitum nauseam. Og mens du lytter til hans skønsang, er det sandsynligt, at du slet ikke bemærker hans hånd, mens den går i lommen på dig.

Det kan godt være, at vi er rige nok til at være fjolser, men vi har ikke råd til de mere ekstravagante former for ”tossegodhed”, der reelt er inspireret af nag og had. Men ikke desto mindre tolererer vi den og dens gerningsmænd med en kollektiv masochisme, der simpelthen er selvmorderisk. Vi har accepteret en utrolig fordrejning af værdier, helt dertil, hvor vi nu har erklæret os selv for en underlegen art, som kun egner sig til at blive gjort til slaver, gennemtævet og slagtet alt efter vore overmænds forgodtbefindende. Det er, hvad sagen egentlig drejer sig om, selvom om den selvfølgelig er smurt ind i klæbrigt humanitært savl, der er udtænkt af vores fjender og tanketomt mangfoldiggøres af vores egne klynkende sentimentalister.

Dette er ikke noget nyt. Hvis jeg havde tid, ville jeg henlede jeres udelte opmærksomhed på den enorme og uoprettelige katastrofe, som en lille bande højrøstede og sindssyge fanatikere bragte over vores nation i sidste århundrede. Abolitionisterne påtvang Syden dens tragiske uafhængighedskrig. Jeg forsvarer ikke slaveri, negerslaveri, som en institution. Jeg mener, at Jefferson og Lincoln havde ret i at betragte slaveri som et skadeligt system. Deres begrundelser var helt rationelle, og de vigtigste af dem var: At slaveriet for det første fastholdt millioner af personer af en race, der er radikalt anderledes end vores og som målt med vores standarder er underlegen, i vores land; for det andet at slaveriet resulterede i produktionen af en vis mængede bastarder, ynkværdige skabninger, som plages af de uforenelige instinkter, de har arvet. Som I ved, var det Abraham Lincolns faste mål enten at få alle negrene sendt tilbage til Afrika eller, med økonomiske interesser for øje, til Centralamerika.

Men abolitionisterne var ikke rationelle. Jeg må desværre sige, at de fleste af dem var amerikanere som f.eks. Wendell Phillips, professor Elizur Wright og selvfølgelig hysteriske kvindemennesker som Lydia Child og Harriet Beecher Stowe. Deres leder var William Lloyd Garrison, som også var amerikaner, selvom han blev finansieret af Isaac Mack og andre jøder. De var en lille gruppe, som var afskyet af mentalt raske amerikanere i både nord og syd. Men de råbte og skreg, indtil de fik deres vilje. I 1840 begyndte de at agitere for opløsningen af den amerikanske union og opdelingen af De Forenede Stater i to lande via løsrivelse. Og efter 25 års råben og skrigen fik de endelig overtalt sydstaterne til at tage deres forslag alvorligt.

Det er yderst lærerigt at læse abolitionisternes skrifter. De slår om sig med citater fra Bibelen, og de ævler løs om ”menneskerettigheder” og ”lighed”. Men de kan dog ikke helt skjule deres dybtfølte had og inspiration. Deres gift er rettet mod plantageejerne i sydstaterne, som for størstedelens vedkommende var ladies og gentlemen. Abolitionisterne havde i deres hoveder et delvist korrekt billede af sydstaternes jordbesidder som en mand, der var dem langt overlegen i uddannelse, kultur og dannelse. Derfor hadede de ham uforsonligt. I deres feberfantasier havde de også et helt forkert billede af plantageejeren, som en mand med grænseløs rigdom og fritid, en mand som tilbragte sit liv med at flade ud på sin store veranda, mens han sippede mint juleps. Derfor misundte de ham indædt. De havde et ligeså forkert billede af sydstaternes lady som en kvinde, der med eventyrlig lethed fordrev tiden, mens hun blev betjent af lydige slaver. De havde et generelt korrekt billede af, at sydstaternes kvinder fra mændenes side var genstand for en ridderlig respekt, der var næsten ukendt i nordstaterne. Derfor længtes de efter at ydmyge og tilintetgøre sydstaternes kvinder. Det var den sande inspiration for deres fanatiske ”godhed”.

I kan præcist vurdere i hvor høj grad vores nationale mentalitet har taget skade af denne gruppe, ved blot at huske på navnet på den højt respekterede hestetyv og morderiske psykopat John Brown, som, finansieret af en konspiratorisk gruppe, der kaldte sig selv for De Hemmelige Seks, blev sendt til sydstaterne for at starte et slaveoprør. Som alle indrømmer, så var det hans formål at få alle sydens hvide kvinder voldtaget og slagtet, samt at få alle sydens hvide mænd barbarisk lemlæstet og slagtet. Hvad gør det ham til i nutidens øjne? Jamen, han var da en ”forkæmper for menneskerettighederne”, ”en frihedens martyr” osv. Vel er det sandt, at han ønskede at slagte løs, men han ønskede jo at slagte hvide mænd og kvinder, det vil sige, at han ønskede at slagte hvide svin som os selv… sådan hedder det, mens vi svælger i en eufori af selvfornedrelse og selvhad. Det er alt, hvad der skal til for at gøre ham beundringsværdig, for at gøre ham ædel. På den måde ”lever han videre” – i helvedes syvende kreds håber jeg.

Jeg erindrer jer om, at den lille bande hylende kultmedlemmer var skyld i, at vi blev udsat for en rædselsfuld selvmorderisk krig, der påførte os uerstattelige tab og som for evigt forarmede vores nation og race ved at tilintetgøre den genetiske arv fra vores bedste mænd. Yderligere forråede den os moralsk, måske for altid. For efter mordet på Lincoln, som vores hadefulde, ”tossegode” tåber med sikkerhed udtænkte, fik de selvsamme deres vilje. Hvis der findes blot én amerikaner, som kan læse historien om den ufattelige lidelse, der bevidst blev påført sydstaterne under det, der kaldes for ”Reconstruction”, uden at bøje hovedet i skam og igennem hele sin krop føle en bitter anger, kan jeg kun sige, at han er så kold og sadistisk, at det er hinsides min forståelse.

1968 og derefter

Med den begyndelse er det så noget under, at vi i dag har nået et punkt, hvor frådende had mod os er den sikreste måde at opnå vores ubetingede respekt og ærbødighed på? Hvordan har amerikanerne ikke lært at hade sig selv!

Kinesiske kommunister angriber og erobrer et af vores marinefartøjer, som vi, måske efter en aftale mellem dem og vores fjender i Washington, undlader at forsvare, selvom vi fik rigelig med advarsler om angrebet på forhånd. Og hvad så? Hvem rager det? De er jo bare hvidt affald som os, født til at arbejde og dø alt efter deres herres forgodtbefindende. Men hvis de nu havde været født som noget virkelig fint og ædelt som f. eks. en syfilitisk, elendig, homoseksuel, kommunistisk kannibal-bastard, ja, så havde alle vores venstreorienterede bøller råbt og skreget i gaderne fra solopgang til solnedgang.

Hver eneste dag bliver flere og flere af vores unge mænd sendt til Vietnam og tvunget til at kæmpe under forhold, der er nøje konstruerede til at garantere det maksimale tab af amerikanske liv og i sidste ende nederlag. Men lad os se bort fra det. Lad os antage, at der er tale om en reel krig, der bliver ærligt udkæmpet. Hvad er da det udtalte formål med den? At sikre De Forenede Stater en flåde- eller luftbase? At erobre en koloni til De Forenede Stater? At beskytte vores blodbrødre i Australien? Disse ville være rationelle formål, selvom man kan diskutere den strategiske nødvendighed af den specifikke lokalitet. Men nej. Det udtalte, det erklærede formål, er at frelse Sydvietnams frugtbare asiater fra kommunismens rædsler. Lad os se bort fra, at det formål er indlysende hyklerisk. Lad os antage, at det er alvorligt ment, hvad så?

Vi er amerikanere, hvide mænd fra den vestlige kulturkreds. Og hvis vi var ved vores fulde fem, ville intet være mere indlysende og indiskutabelt for os, end at hele Vietnams myldrende befolkning ikke er en eneste amerikansk soldats liv værd. Men hvis nogen siger det højt, da er alle forfærdede: ”Er vi da ikke verdens slaver, som bare skal bruges til blåøjet tossegodhed? Hvem bekymrer sig om din søn og min – de kan sagtens undværes.”

Anstiftet af initiativtagerne til det politisk motiverede slagteri i Vietnam farer horder af unge bøller nu ud af dørene til vores gangster-udklækningsanstalter (der af en eller anden grund stadig kaldes for universiteter) og protesterer mod den skrækkelige krig i Vietnam. Hvad protesterer de imod? En brors meningsløse død? En tidligere klassekammerats død? En hvid mands død? Nej da, de råber og skriger fordi nogle af de søde asiater i Nordvietnam af og til også kommer til skade. Hvis blot vi kunne finde en pålidelig metode til at tage livet af amerikanske knægte uden noget ubehag for asiaterne, da ville de rabiate demonstranter være fuldkommen lykkelige.

Jøderne er, som jeg har sagt, et højt begavet folk, som med måske blot fem procent af vore militære ressourcer var i stand til på seks dage at vinde en krig over langt mere talrige og formidable modstandere end vietnameserne, og som er intelligente nok til at vide, at den eneste retfærdiggørelse for krig er det territorium, som man derigennem erobrer, besluttede sig for, at det ville være sjovt at dræbe nogle foragtelige Goyim på vores krigsskib Liberty, hvilket de så gjorde – med det resultat at lovgiverne fra mindst en amerikansk stat fluks sendte dem en officiel lykønskning. Vores mænd blev dræbt der, hvor vi åbenlyst havde sendt dem hen i vort lands tjeneste, mens de bar vores uniform under vores flag. De var symboler på vores nation. De ville have været den fysiske legemliggørelse af vores selvrespekt, hvis vi altså havde haft nogen. Men hvem bekymrer sig om det? De var bare hvidt affald som os.

Nede i Memphis skyder en person en berygtet sort biltyv, som var en kendt kommunistisk agent og blodtørstig anstifter af uroligheder og revolution rettet mod os. Hvad sker der? Halvdelen af de hvide kraftidioter i dette land vræler, hulker og sørger, mens de med tårevædede øjne fremstammer: ”Hvilken vidunderlig mand han var. Han ville dræbe hvide svin som os. Var det ikke sødt, var det ikke ædelt, var det ikke himmelsk, var han ikke præcis ligesom Jesus?”

Man kunne fortsætte i timevis med at komme med flere eksempler. Men jeg har sikkert sagt nok til at vise Dem, hvad der i realiteten er den største enkelte forhindring, vi står overfor: Den perverterede kollektive masochisme, der er blevet opildnet i så mange af vores medborgere.

Kun én vej tilbage

Hvad jeg lige har sagt, er ikke, hvad jeg først havde til hensigt at sige til Dem. Jeg havde overvejet og forberedt et indlæg, der havde til hensigt at vise Dem, at der ikke længere var nogen vej tilbage, og at vi nu kan imødese en voldelig fremtid, der kun kan resultere i vores totale underkastelse med status som kvæg, eller overlevelse på bekostning af store anstrengelser, ofre og tab af menneskeliv. Jeg havde til hensigt udførligt at tale om Francis Parker Yockey og hans storslåede bog Imperium. Det er en bog, der tilsyneladende har kraften til at give anstændige og sunde unge amerikanere inspiration og et formål med tilværelsen. Jeg havde til hensigt at slå fast, at denne bog sandsynligvis repræsenterer den eneste kraft, der kan hjælpe os med at overvinde vores nuværende tilstand.

Men efter det modtog jeg to telefonopkald fra mænd, hvis navne I sikkert ville genkende. Den patriotiske bevægelse i dette land omfatter nogle svindlere og et antal dobbeltagenter, hvis mission det er at sikre, at alle patriotiske bestræbelser ender i blindgyder, hvor de kun kan føre til frustration og opgivelse. Men jeg er overbevist om, at ingen af de pågældende mænd, som ringede til mig, tilhører nogen af de omtalte grupper. Jeg er overbevist om, at de er oprigtige og seriøse. En af dem fortalte mig meget højtideligt om vores hellige pligt til at beskytte og forsvare den vietnamesiske befolkning mod kommunismens rædsler. Den anden mand fortalte mig i løbet af vores samtale meget empatisk om vores forpligtelse til at give resten af verden – ”resten af verden” sagde han – et inspirerende eksempel på frihandelens guddommelige velsignelser. Vi er angiveligt forpligtede til at give dem en model, som de kan følge. Derfor kasserede jeg det indlæg, som jeg oprindelig havde forberedt og erstattede det med denne diskussion, der allerede har været både for lang og for kursorisk.

Men jeg er overbevist om, at vi aldrig vil være i stand til at tænke rationelt over vores egen overlevelse, før vi har modet til i vores eget sind at sige: Vi er amerikanere, hvide mænd fra den vestlige kulturkreds. Dette er vores land, fordi vi tog det fra indianerne. Og vi har en indiskutabel ret til dette land, så længe vi har kraften og viljen til at forsvare det.

Hvad skylder vi de vesteuropæiske nationer og nationer som Australien og Sydafrika? Vi skylder dem anerkendelse af vores blodslægtskab med de mænd af vores race, som blev i de lande, hvorfra vi kom, og med hvem, i det omfang de anerkender det, vi har fælles interesse, da vi og de i fællesskab udgør en race, der numerisk er en minoritet på denne klode, hvis øvrige beboere inderligt hader os.

Hvad skylder vi resten af verden? Ingenting, absolut ingenting.

Hvilke “borgerrettigheder” skylder vi vores negre, hvis de insisterer på at få dem? En gratis tur til Afrika.

Hvad skylder vi det selvudvalgte folk? Almindelig høflighed og betænksom behandling, så længe vi er overbeviste om, at det er til vores fordel at have en sammentømret gruppe af fremmede på 12 til 15 millioner til at bo i vort land og eje en stor del af det.

Hvad skylder vi den unævnelige bande, der nu regerer os fra Washington? En retfærdig retssag.

Alt dette er selvfølgelig noget, som vi kun kan sige i vort eget sind og på lukkede møder. På grund af den mærkelige forgabelse, som flertallet af hvide mennesker lider af, og som jeg har gjort Dem opmærksom på udgør den største enkelte forhindring foran os, er det sikkert uforsigtigt at sige det højt selv i en forsamling som denne. Sådanne udtalelser er naturligvis ikke anvendelige som propaganda eller proklamationer. Rent faktisk nærer jeg stor frygt for, at de implanterede humanistiske hallucinationer for flertallet af vores medborgeres vedkommende er så dybt forankrede og indgroede, at de kun kan brydes ved det rædselsfulde chok, der fremkaldes af fysisk smerte, hvis de da overhovedet kan udryddes. Og denne fysiske smerte vil de med garanti blive udsat for.

I mellemtiden vil det være Deres opgave, hvis ikke De har til hensigt at overgive Dem, at forsyne Deres egen omgangskreds og lokalsamfund med et kvalificeret lederskab og gennemføre de relevante forberedelser og handlinger, der med passende hensyn til forsigtighed og strategi vil fremme vores sag. Jeg har sagt dette til Dem, fordi jeg er fast overbevist om, at vores fremtid er håbløs, hvis ikke vi i vores eget sind endelig klart ser vores eget formål. Og det er jeg sikker på, at vi aldrig vil være i stand til, medmindre vi befrier os fra den ”humanistiske” overtros snærende bånd og de forfalskede moralske hæmninger, der har erstattet sand moral.

Jeg håber ikke, at jeg har chokeret nogen af Dem. Men jeg ved, at det er meget muligt, at nogle af Dem føler, at hvad jeg her har sagt, er hjerteløst og i modstrid med vores kristne pligt til at elske alle. Hvis det er tilfældet, kan jeg kun sige, at jeg beklager og må konstaterer, at De er alt for god til denne verden. Jeg er udmærket klar over, at den fremtid, jeg har stillet i udsigt, er barsk og meget vel kan skræmme livet af et menneske. Jeg kan i denne forbindelse kun minde jer om det mest uomtvisteligt sande udsagn i Oswald Spenglers storslåede og profetiske værk: ”Lykkelig vil ingen være, der i dag bor i verden, ligegyldigt hvor.” Fra den skæbne er der intet tilbagetog, ingen flugt. Der er ikke noget sted at gemme sig for konsekvenserne af, hvad vi i Vesten har påført os selv ved vores generøse dårskab.

Alternativerne er enten at kæmpe eller at klynke. Men hvis De tror, at De kan slippe væk, så farvel og held og lykke. Til Dem af Jer som bliver, vil jeg hævde, at vi først vil være i stand til at se vores problem tydeligt i øjnene, når vi siger til os selv:

Vi er Amerikanere. Dette er vores land. Den, der vil tage det fra os ved magt eller ved list, er vores fjende. Og det er vores formål – nej, det er vores pligt over for vores børn og deres børn og vores endnu ufødte efterkommere – at bruge alle tænkelige midler til at tilintetgøre ham.