Winston Churchill

“Det bedste argument mod demokratiet er fem minutters samtale med en vælger”.
(Winston Churchill)

Det var egentlig ikke vor hensigt at behandle folketingsvalget, idet den farce, ved hjælp af hvilken de “demokratiske beslutningstagere” udpeges, kun kan betragtes som en pseudobegivenhed uden reel betydning for det danske folks overlevelse. Men også vi lytter til læsernes ønsker. Vi skal undlade at gennemgå den uendelige række af gyldne løfter, som ingen kan eller har tænkt sig at opfylde, thi det ligger i sagens natur, at intet parti vil have det nødvendige antal pladser til at gennemføre sine løfter, og man vil derfor altid kunne smyge sig uden om ved at henvise til det manglende flertal. Vælgerbedrag er ganske enkelt ikke omfattet af straffeloven, og ved næste valg har vælgerne allerede glemt det. Socialdemokratiets og dets allieredes storstilede plan for, hvordan 12 minutters merarbejde pr. uge ville løse alle landets problemer, er et godt eksempel, men hvem kan nu huske det?

Valgkampens præmisser bestemmes ikke af partierne, men suverænt af billedmedierne, specielt af de to store skatteyderfinansierede fjernsynskanaler. F.eks. Jyllandsposten har gang på gang påpeget, at indvandringsspørgsmålet burde have mere plads i debatten, simpelthen fordi det af gode grunde beskæftiger befolkningen meget. Endvidere har sværvægtere som Poul Christian Matthiessen, professor, dr. polit., og Gunnar Viby Mogensen, dr.phil., i en kronik i Berlingske Tidende den 15. juni klart redegjort for, hvorfor regningen for indvandringen simpelthen ikke kan betales, således at den nuværende velfærdsstat uundgåeligt vil bryde sammen under indvandrerbyrden. Det er i meget høj grad gæstebuddet, der gør, at stillinger på hospitalerne nedlægges, og at dødssyge patienter ikke mere kan få den medicin, de behøver. Der er aldrig tale om, at der ikke er råd til flere “flygtninge” – de penge skal bare være der, så må danskerne undvære. “Oplyste medborgere” vil naturligvis påpege, at det skam er to forskellige kasser, men det er jo noget sludder. Det er skatteydernes penge, og staten kan dirigere dem hen, hvor den vil. Staten har imidlertid valgt danskerne fra. Fjernsynets medarbejdere, der har dom for, at de ikke må betegnes som røde lejesvende, gjorde alt, hvad de kunne, for at styre debatten uden om dette spørgsmål, og når det ikke lykkedes dem, lod deres marxistiske harme klart forstå, at de også har valgt Danmark fra. Det er på tide, at Danmark vælger dem fra!

På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Dansk Folkeparti har fået et så godt valg, som tilfældet er. Mere end hver 5. vælger har sat sit kryds ved liste O. Eller er det netop disse forsøg på undertrykkelse, der har fået dem til det? Hvorom alting er, melder spørgsmålet sig nu, hvordan DF vil udmønte alle disse stemmer i praktisk politik, så vælgerne ikke bliver skuffede. Det er således meget klogt, at man ikke vil indgå i en regering, hvor man ville blive medarsvarlig for tre andre politiske partiers landsskadelige virksomhed – man vil ganske rigtigt ikke “tage ansvar” for noget, man mener er forkert. Det er ikke alene klogt, det er også i højeste grad ærligt og respektabelt. Andre sluger en hvilken som helst kamel for blot at få en ministertaburet. Men hvad så? Hvordan vil man genindføre grænsekontrollen, standse indvandringen, trække kløerne ud på EU og sikre socialstaten mod nedsmeltning. Det er allerede nu helt klart, at den politiske pauseklovn Lars Løkke Rasmussen ikke agter at melde Danmark ud af Schengen – eller at udskrive en folkeafstemning om det – og DF har ikke selv de fornødne pladser til at kunne gøre det – de kan kun vælte regeringen og fremprovokere et nyt valg. Hvad ville vælgerne mon sige til det? Det ved vi ikke, men vi ved, at dette ikke er en rationel måde at styre et land på, og at DF aldrig selv vil få de nødvendige 90 pladser i Folketinget! Så hvad så? Ja, hvis Danmark skal reddes, bliver det i hvert fald ikke ved hjælp af den nuværende parlamentariske proces!

Og vælgeren, der som oftest ikke forstår de dybere sammenhænge, kigger i sin pengepung for at se, ikke hvad der gavner landet, men hvad der lige i øjeblikket evt. kunne gavne hans egen privatøkonomi. Oh hellige enfold! Det minder om kejser Nero, der angiveligt spillede på lyre, mens Rom brændte.

Det er dette system, der har foræret Danmark væk, således at der vel i dag er 20 % fremmede iblandt os, af hvilke de fleste forsørges af det arbejdende danske folk med samlede udgifter på et meget stort tocifret milliardbeløb til følge – hvor stort vides ikke, fordi den røde regering standsede udredningsarbejdet. Befolkningen skulle jo nødig vide, hvad landsforræderiet reelt koster. Og selv om Dansk Folkeparti så ville eller kunne lukke helt af for tilstrømningen, hjælper dette kun overfladisk, hvis man ikke resolut sender de fremmede, der allerede er her, ud af landet igen. Og hertil er DF ikke beredt – og ej heller Morten Uhrskov Jensen eller Daniel Carlsen. Hele diskussionen på højrefløjen om, hvorvidt der er plads til en af de to herrer – og det ville i givet fald blive Morten Uhrskov – til højre for DF, er dermed nyttesløs. Politik er prostitution – og at fremme denne er en form for rufferi.