Michel Houellebecq:
Soumission
Paris: Flammarion 2015

Læst af Niels Ebbesen

Det forlyder, at den prisbelønnede franske forfatter Michel Houllebecqs seneste, kontroversielle roman vil udkomme på Rosinante til efteråret, nogenlunde samtidig med at den udkommer på engelsk. Den tyske, den spanske og den italienske oversættelse udkom nogenlunde samtidig med originalen, og man kan unægtelig spørge sig selv, hvorfor der er denne forsinkelse, specielt når det gælder den engelske udgave. En vis frygt for emnet måske. Under alle omstændigheder skulle det ikke undre, om i hvert fald den danske udgave bliver forsinket ad infinitum, thi emnet er ikke politisk korrekt.

Bogen er ingen udpræget spændingsroman. Den fortælles af en midaldrende litteraturprofessor ved Sorbonne, som vi kun kender som François. Han er sådan set et skoleeksempel på den typiske udbrændte intellektuelle. Han foragter sine medborgere og sine kolleger, er fuldstændig uinteresseret i politik, stemmer ikke til valgene og er også gået i stå professionelt, idet han i løbet af sin foreløbige karriere faktisk kun har beskæftiget sig med den franske forfatter Joris-Karl Huysmans (1848-1907), i hvis senværk han spejler sin egen midtvejskrise. Privat er han ugift, men lever i alt andet en cølibat. Den ene studine afløser den anden – han konsumerer sex, men kan ikke give kærlighed. Han bor midt i Paris’ kinesiske kvarter og får sin mad fra diverse udenlandske restauranter, der leverer ud af huset: han nyder alverdens køkkener, kun ikke det franske. Han er sit eget centrum, men han ser heller ikke sit eget liv som særlig værdifuldt og overvejer gentagne gange at gøre en ende på det. Han har ganske enkelt ingen identitet og intet nationalt eller socialt tilhørsforhold – ikke engang sine forældre har han nogen forbindelse med.

Hvor François som personlighed er en temmelig kedelig personage, kan det samme ikke siges om den tid, han lever i, år 2022. Frankrig præges af stigende uro. Der er vold i gaderne, deciderede gadekampe med politi og militær, men medierne vender det blinde øje til – der berettes ganske enkelt ikke om det. Folk, der ser det selv, lader som ingenting og fortsætter, som om intet var hændt, og ingen sætter navn på problemet. Lyder det på en eller anden måde bekendt? Front National er vokset til at være Frankrigs største parti og ligger i meningsmålingerne til at få over en tredjedel af stemmerne til de kommende valg til præsident og parlament. Det nye er, at der er opstået et muslimsk parti, Det Muslimske Broderskab, som hurtigt vinder frem og ikke blot tager indvandrerstemmer. Blandt de fremmede i landet vokser selvtilliden og kravene – og pressen behandler naturligvis den nye politiske stjerne, Mohammed Ben Abbes, med fløjlshandsker. Myriam, den eneste af veninderne, François kan siges at holde af – måske fordi hun kan tilfredsstille andre behov end de rent fysiske, beslutter som følge af de hurtigt accelererende forandringer i det franske samfund at følge sine forældre til Israel, hvortil François spontant udbryder: “Il n’y a pas d’Israël pour moi” (Der er ikke noget Israel for mig). Det er den hvide mands dødskrig – der er intet sted, hvor europæeren kan få lov til at være europæer og leve i fred med sine egne normer og sin egen kultur. Ene af alle folk og racer, har han ikke mere noget hjemland, han kan kalde sit eget. Overalt på jorden er han jaget vildt uden fredningstid.

Ved første runde af valget vinder Front National som største parti med 34 % af stemmerne, derefter følger Det Muslimske Broderskab med næsten 22,3 %. Såvel den socialistiske som den borgerlige kandidat glider ud, men da FN ikke får absolut flertal, skal der en anden valgrunde til.

Efter første valgrunde tager Francois til Sydfrankrig, idet alle frygter uroligheder, og disse indtræffer da også flere steder i landet. Hvem der forårsager dem, synes ikke at interessere regeringen – tanken ligger nær, at magthaverne selv har iscenesat dem for at gøre folk bange. Det ville nu være naturligt, at franskmændene stod sammen om den franske kandidat, men sådan fungerer det politiske liv i gylletanken ikke: de gamle, “ansvarlige” partier indgår en aftale med Det Muslimske Broderskab, hvor dettes leder naturligvis skal være præsident, mens de fordeler ministerierne imellem afdankede og principløse politikere fra de forskellige partier. Ben Abbes er ligeglad med de traditionelt tunge ministerier som udenrigsministerium og justitsministerium – han vil først og fremmest have undervisningsministeriet.

Med denne folkefront efter kommunistisk mønster var resultatet givet på forhånd. Frankrig fik sin første muslimske præsident, og Europa kunne aldrig blive det samme igen. Det er dybt ironisk – og langt fra tilfældigt – at Francois “ved et tilfælde” lander i den lille by Martel ved Dordogne. Byen har navn efter Karl Martel, der ifølge overleveringen udkæmpede et slag med maurerne lige uden for byen, efter at han i 732 havde standset deres fremrykning igennem Europa i slaget ved Poitiers, en anden by, der spiller en central rolle, idet det var i et kloster i nærheden, Huysmans fandt sin fred i katolicismen, og hvor Francois senere også søger sin fred, men forgæves – efter først at have søgt den i Rocamadour lidt syd for Martel. Hvor fortidens heltemodige franskmænd dybt forankrede i deres kristne tro reddede Europa fra Islams svøbe, forsøger den rodløse og identitetsløse Francois nu blot at redde sig selv, mens hele Frankrig udleveres til Islam på en sølvbakke uden et eneste sværdslag.

Hvis man nu havde forventet, at Frankrig ville bryde sammen under ISIS-lignende tilstande, kan man godt tro om igen. Ben Abbes præsenterer en “sympatisk” form for islam. Frankrig er nu en del af dar al islam, volden i forstæderne hører op som ved et trylleslag, kriminaliteten forsvinder, arbejdsløsheden falder til næsten ingenting, idet regeringen giver rundhåndede familieydelser til alle kvinder, der definitivt trækker sig ud af arbejdsmarkedet for at tage sig af deres familier, således at de sociale ydelser kan beskæres med 85 % i løbet af en treårsperiode. Gildet betales endvidere af undervisningssektoren, idet undervisningspligten skæres ned til 6 år. Undervisning herudover er en privatsag, som man selv må finansiere. De offentlige og dermed verdslige skoler udsultes økonomisk, de muslimske skoler derimod understøttes af de arabiske oliestater, og katolske og jødiske skoler må se at finde deres tilskud i erhvervslivet. Håndværkene opmuntres og de store virksomheder opsplittes i mindre enheder. Intet må laves i en stor virksomhed, der lige så godt kunne laves i en mindre.

Bortset fra tiltagene på undervisningsområdet er det meste af Ben Abbes’ program faktisk noget, nationaltsindede europæere selv kunne have fundet på! Styrkelse af familien, afskaffelse af storkapitalismen, styrkelse af det private initiativ – alt sammen noget, der kun kan gavne folket. Spørgsmålet er blot, hvilket folk? Det får vi også et svar på. Ben Abbes mål er nemlig at omdanne EU til et nyt Romerrige omfattende hele den arabiske verden, og mens de islamiske sejre på det politiske område breder sig til Belgien, føres der intense lynforhandlinger med de nordafrikanske lande om disses optagelse i EU. Først Marokko, så Algeriet og Tunesien, derefter Libyen og Egypten. Også Tyrkiet står til et hurtigt medlemskab. Denne udvidelse vil yderligere øge de rige oliestaters investering i et “Europa”, der ikke længere er Europa. Den frie indvandring vil forvandle det til Mellemøsten.

I mellemtiden har Saudi-Arabien købt Sorbonne, der forvandles til et muslimsk universitet. François modtager sin afsked med en klækkelig pension og et åbent tilbud om at komme tilbage – på visse betingelser: han skal konvertere til Islam, naturligvis. I første omgang takker han nej, men han bliver nu socialt endnu mere isoleret, og må se på, hvordan hele det intellektuelle Frankrig bøjer sig for Islam, der fremstilles som blot en højere form for kristendom – uden at indebære de store forskelle. Lyder det ikke også bekendt? Til sidst giver han efter – ikke mindst fordi han får stillet 3 koner i udsigt (det er, hvad hans sociale status kan berettige ham til). Unge, importerede arabiske piger, selvfølgelig – en hurtig genvej til udslettelse af den europæiske befolkning. Livet går videre – klædedragten skifter umærkeligt til mellemøstlig muslimsk mode, og oppositionen synes at være så godt som forsvundet. Dette sidste er dog nok ikke helt realistisk – eller er det?

Bogen er ellers skræmmende, netop fordi den er så realistisk, og fordi islam fremstilles så sympatisk. Den beskriver den langsomme, sikre folkedød. Undergangen er ganske behagelig – indtil videre, for i kulisserne venter salafisterne med deres krav. Bogen har en vis lighed med Jean Raspails Le Camp des Saints fra 1973, men Houllebecq stikker et par spadestik dybere ned. Raspail forudser i sin bog indvandringen over Middelhavet. I 1973 forekom dette scenarium fuldstændig urealistisk – i dag er det for længst blevet virkelighed. Man kan med god grund frygte, at Soumission også bliver det.