“Et folk uden Religion står i den yderste Dødsfare.” – Vilhelm Grønbech, religionshistoriker (1873-1948)

***

Til kammeratlig samtale

– Hej, Per. Det var godt, du kunne komme så hurtigt. Vi er nødt til at snakke om det her.

– Ja, Peter, jeg havde jo ellers andre planer, men du var sgu så insisterende, så jeg lod være at tage op i sommerhuset.

– Det var godt, for vi må have ryddet den her misforståelse af vejen. Hvordan fanden kan du sige til en avis, at du ikke tror på skabelsen, opstandelsen og bønnens magt, og at det håb, du giver efterladte om et gensyn i det hinsidige, er en nødløgn. Det er sgu da fanden brodere mig for dumt!

På væggen løftede den korsfæstede på krucifikset forsigtigt et øjenbryn.

– Jamen for helvede, Peter, du tror jo da ikke selv på en skid af det der – og det gør Anders heller ikke. Det har vi jo så tit snakket om.

Den korsfæstede løftede det andet øjenbryn.

– Ja, naturligvis tror jeg ikke på det lort. Det er der sgu da for satan ingen intelligente mennesker, der gør. Og nej, han kan heller ikke gå på vandet, opvække de døde, lave vand til vin osv. Det har vi været igennem. Men et er at vide, at det er fup, noget andet at sige det højt, når man er lønnet som præst i folkekirken. Du kan da for fanden ikke sige, at du ikke tror på din arbejdsgiver.

Havde den korsfæstede kunnet, havde han stoppet fingrene i ørene.

– Jamen, vi er jo helt enige om, at kirken skal moderniseres, og ærlighed er da en grundlæggende kristen dyd, ikk’. Vi må væk fra den overtro. Det har du jo selv sagt.

– Ja, det er vi enige om, Per. Vi skal have lavet en ny fusionskirke sammen med vores muslimske brødre, buddhisterne, jøderne og tilhængerne af det flyvende spaghettimonster, men det her er satan brøle mig ikke måden at gøre det på.

Her viftede biskoppen arrigt med Jyllandsposten, og den korsfæstede på væggen rettede et lidende blik mod himlen.

– Per, den slags ska’ sgu da lempes igennem og da for helvede slet ikke diskuteres. På nuværende tidspunkt vækker vi bare unødig modstand hos de hellige mørkemænd i Vestjylland. De forbandede idioter ska’ da for satan ikke ha’ lov til at gøre det til en diskussion, hvor de kan smide om sig med skriftsteder fra den der gamle eventyrbog. Skide med bogen, vi skal koncentrere os om det frie, universelle, lykkelige menneske. Væk med helvede, skyld, synd, tilgivelse og alt det andet pjat. Men ad bagdøren – ellers mister vi sgu alle sammen kjole og krave.

“Himmelske far,” hviskede den korsfæstede bebrejdende, “for deres skyld lod du mig dø på korset?”

– OK, Peter, du er jo bossen.

“Jeg er bossen,” råbte den korsfæstede højt.

– Hvem sagde noget?

Biskoppen så sig om i lokalet.

– Nå, det var nok bare vinden. Her er jo ikke andre end os.

Den korsfæstede skar ansigt.

– Du må fandeme underskrive det her, Per. Der er ingen vej udenom, ellers bliver vi sgu begge fyret – og Anders med. Læs det grundigt igennem. Her er pennen.

Per læste, og den korsfæstede gjorde sig anstrengelser for at læse med.

– Jamen, Peter, det ka’ jeg sgu da ikke. Jeg trækker jo alt det tilbage, jeg sagde til bladet. Jeg havde måske nok fået et par snapse for meget til frokost, men jeg mente det da for fanden – og det gør jeg sgu da stadigvæk. Der er for pokker ingen, der tror på, at jeg ikke mener det. Og så vil du have, at jeg ligefrem skal til at gå til timer i den kristne troslære. Det kan du da for helvede ikke mene – det er jo uudholdeligt at skulle sidde der og hælde vand ud af ørene. Det kan jeg ikke!

– For fanden i hede hule spinatgrønne helvede, Per – det her er ikke et diskussionsoplæg. Nu underskriver du det forbandede stykke papir – og lover at afholde dig fra enhver kommentar over for pressen, nu og i al fremtid. Ellers kan du satan gale mig betragte dig som afskediget i unåde og uden pension – tænk på, hvad det betyder! Og folk, der tror på skabelsen, den ubesmittede undfangelse, opstandelsen, synsforladelsen og det evige liv kan vel også med lidt god vilje tro på din pludselige omvendelse. Den er vel ikke meget mere usandsynlig. Og Theodor, han er jo en af os. Vi har samme mål – afskaffelse af hele lortet. Han tror jo heller ikke på opstandelsen, men han udtrykker det sgu smartere. Det er det, du skal lære! Både jeg og Anders kommer også. Så skal vi ha’ lidt godt at spise med nogle øl og et par snapse. Så skal det hele nok glide ned – og så kan vi sammen grine ad alle idioterne! Er du med?

Per sukkede og skrev under. “Hvor ynkeligt,” stønnede den korsfæstede højt.

– Der var det igen, men her er jo ingen.

Biskoppen så sig igen omkring.

– Overhovedet ingen.

Den korsfæstede rettede igen blikket mod himlen og råbte: “Eloï! Eloï! Lama sabaktani?”

Peter og Per så på hinanden.

– Hvad fanden foregår der her? Vi er jo alene – og hvad var det for noget underligt noget, der blev sagt? Mærkeligt…

“Far, tag mig bort herfra – her har jeg intet at gøre!” bad den korsfæstede sagtmodigt og indtrængende.

Og se, der lød et øredøvende brag og sås et mægtigt lysglimt. Korset lå forvredet på gulvet, og den korsfæstede var væk. Tilbage var kun en klat smeltet metal. Biskoppen rejste sig.

– Tordenvejr på denne årstid? De forbandede klimaforandringer! Nå, Per, det var vel det. Vi ses hos Theodor til frok…, øh undervisning i troslære. Du får lige et eksemplar af hans artikler til forsvar for homoægteskaber, så du kan forberede dig. Ha’ en go’ dag!

Biskoppen så på den bare væg og gik hen til skabet. Han tog et stort portræt af sig selv ud og gik hen og hængte det op på sømmet. Selvtilfreds betragtede han resultatet lidt på afstand. Så bankede det på døren.

– Kom ind! Åh, er det dig Thomas. Jeg havde glemt tiden. Det var godt, at du kunne komme så hurtigt…