Charlie Hebdo

Karl Martel standser maurernes fremrykning i 732 i slaget ved Poitiers.

Karl Martel standser maurernes fremrykning i år 732 i slaget ved Poitiers.

Angrebet på Charlie Hebdo i Paris er kun et i en lang række islamiske angreb på Europa – og det vil så vist ikke blive det sidste. Danmark vil også blive ramt. Det er kun et spørgsmål om tid. Det er den logiske konsekvens af indførelsen af det multikulturelle samfund og tilstedeværelsen af muslimer i Europa. Når Dansk Folkeparti og alle de andre politikere nægter at spekulere over årsagen til forbrydelsen, er det fordi de godt kender den, de er bare som sædvanlig uærlige og feje. Det er landsforrædere som regel. Det er en kendsgerning, at der er terror og ballede i stort set alle lande med muslimske minoriteter, eller i lande med rivaliserende muslimske grupperinger. I andre muslimske lande som f.eks. Saudi-Arabien er der nok nogenlunde ro, men det skyldes kun det absolutte middelalderlige mørke i landet kombineret med politi og drakoniske straffe for blasfemi, for kvinder, der kører bil, for alkohol – ja, kort sagt for alt muligt, der ikke passer den herskende islamiske præstestand. Det kan ikke blive mere formørket – Islamisk Stat har her intet ærinde.

Selv det ellers ret fredelige Thailand må forsvare sig mod muslimsk terror med centrum i den sydlige del af lande, hvor islams velsignelser er trængt ind fra Malaysia, i Filippinerne er adskillige øer livsfarlige at besøge, i det muslimske Indonesien lever ikkemuslimer i konstant fare for deres liv (jf. bomberne på Bali), i Malaysia fratages den ikkemuslimske befolkning i stigende grad sine rettigheder, Indien plages af bomber, Pakistan er en absolut katastrofe på linje med Irak, Libyen, Syrien og stadig flere afrikanske stater med Nigeria som et godt aktuelt eksempel befinder sig på den blodige vej ned i muslimsk barbari. Listen er lang og kan fortsættes ad infinitum. I Europa hører muslimers drab på europæere til dagens orden. Der tænkes i denne forbindelse ikke blot på de sager, der er højt profilerede som Charlie Hebdo, Theo van Gogh og lignende – hver dag dræbes navnløse og ukendte europæere af muslimer på grund af disses had til værtsfolket. Terroren i USA og Canada er veldokumenteret. Selv Australien nyder multikulturalismens velsignelser. Men meningsdannerne og den politiske overklasse ser ingen forbindelse – de vil ingen forbindelse se. Deres svar er at øge politiindsatsen, som også og især vil blive brugt til at overvåge den nationale opposition. Dette kommer til at koste rigtig mange penge, der skal lægges oven i de svimlende beløb, politikernes gavmilde gæstebud for alverden på danske skatteborgeres regning i forvejen koster.

Det er naturligvis ganske rigtigt, at der findes mange muslimer, som bare ønsker at leve i fred og ro på danskernes regning, og som ikke synes, at vold og mord tjener deres interesser. Og de intellektuelle vil naturligvis i islam se en fredens religion, som ”misbruges” af fundamentalister. Men islam er en krigens religion, der opdeler verden i fredens hus og krigens hus, hvor fredens hus er den islamiserede verden og krigens hus resten. Målet er, at fredens hus fylder hele kloden – og islams udbredelse er altid sket gennem vold og mord. Det er der ikke noget som helst nyt i. Nu vil hjerneblæste danske ”islameksperter” naturligvis bestride dette og hævde, at kristendommen jo på dette punkt ikke adskiller sig væsentligt fra islam. Der findes der også en missionsbefaling, og kristningen af Europa og Sydamerika foregik bestemt ikke kun med Biblen i hånden. Det er imidlertid længe siden. Kristendommen har – på godt og ondt – mistet sin kampgejst og sin kristne identitet. Men islam har sin fuldt i behold. Muslimer, der udvandrer til Europa, har pligt til at bringe deres religion med sig og udbrede den – og det er nøjagtigt, hvad vi er vidner til i dag. Indvandrede muslimer i Vesten udgør den muslimske tros fortropper, og islams absolutte overtagelse af den kulturelle og politiske magt i samfundet er forprogrammeret og uafvendelig, hvis ikke skeen meget snart tages i den anden hånd. Hvis muslimer virkelig var imod volden og terroren, måtte de forlade islam. Tørklædeindhyllede kvinder, der på avisernes forside tager åh så stærk afstand fra begivenhederne i Paris, er ikke særlig overbevisende. Det er imidlertid typisk, at aviserne er svømmet over med ”positive” beretninger fra det danske Islamistan efter mordene i Paris. Det har været til at brække sig over. Den danske presse er generelt blot endnu et værktøj til udryddelsen af det danske folk.

Nu vil man jo hævde, at fundamentalismen bekæmpes gennem integration og en bedre social status – altså brød og skuespil. Der er foreløbig ingen beviser for, at dette skulle kunne lykkes, tværtimod. Muslimerne ønsker ikke nogen integration – det skulle da lige være danskernes integration i islam. Muslimerne har en stærk kultur – og en stærk religion – og de bakkes også op af et stærkt familiemønster med stærke værdier. Alt sammen noget vi også havde helt op i tresserne, men som systematisk er blevet nedbrudt af nøjagtig de samme kræfter, der i dag skaffer os indvandringen på halsen, samtidig med at de priser de selv samme værdier hos de fremmede, som man i fremskridtets navn målbevidst har berøvet os – de kræfter, hvis mål er udryddelsen af det europæiske menneske og alt, hvad det har skabt, intet mindre. Muslimerne foragter os – og med rigtig god grund. En muslim kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan vi kan forære vort land bort til dem, der ikke har været med til at bygge det op. De anser os af god grund for tåber, som man ikke kan have nogen respekt for, et folk, som hverken kender ære eller skam. Hvad har vi at tilbyde dem? Hvad er det, vi vil integrere dem i? Intetheden, værdiløsheden, kulturløsheden! Et samfund, hvor man uden blusel myrder sine ufødte børn, hvor unge mennesker regelmæssigt drikker sig fra sans og samling, og hvor 12-årige piger gerne sælger sig i en port for en burger – og hvor de begår selvmord eller kommer under psykiatrisk behandling, når meningsløsheden af det liv, de fører, går op for dem – et disciplinløst samfund i total opløsning og uden nogen virkelig identitet. Det har ikke den store tiltrækning på folk, som endnu er rodfæstede i en kultur, og hvis værdisystemer er nogenlunde intakte – og det gælder for så vidt både muslimer og andre tilrejsende. De rækker hånden ud og tager, hvad disse foragtelige danskere kan give dem af materielle goder, men de takker klogelig nej til “integration” – og sender deres børn på genopdragelse i hjemlandene for at ryste røde danske ”pædagogers” hjernevask ud af hovederne på dem. Vi har ikke noget at byde muslimerne. De behøver blot at vente et par årtier, så har de vundet og kan etablere deres muslimske rædselsherredømme i Europa uden et eneste sværdslag. Et samfund uden musik og uden billedkunst, et samfund, hvor præstestanden vil sætte snævre grænser for enhver menneskelig udfoldelse, hvorved åndelig og teknologisk udvikling forhindres, idet enhver intellektuel aktivitet begrænses til tolkning af Koranens ord. Der er set fra et vestligt standpunkt intet så tomt som et muslimsk liv.

Islam er uforenelig med den vestlige kultur, og de to kan under ingen omstændigheder leve i samme rum. Vort tankegods, vor kunst, vor satire, vor musik, vore spisevaner og vor levemåde (selv i den mindst dekadente form) er fremmed for dem – og deres for os. Deres klædedragt fornærmer os, det samme gør deres bønner og deres manglende respekt for vore hygiejneregler i forbindelse med f.eks. svømmehaller, deres højrøstede stemmer, deres afvisning af at spise vor mad, deres sharia og det, vi forstår ved dårlig opførsel. Det krænker os at blive betragtet som vantro, skabninger uden menneskeværd, der skal slås ned som hunde, af de læger og socialarbejdere, som skal tage sig af os, når vi bliver syge og gamle. Vore skønhedsidealer er forskellige, vort forhold til løgn og sandhed divergerer. De føler sig krænkede over vore billeder, vor verdslighed, vor manglende respekt for, at en gammel bog af usikker oprindelse skal bestemme de mindste detaljer i dagliglivet. Og så er der jo ”menneskerettighederne” (dette u-ord skal fremsiges med salvelsesfuld røst, idet man rigtig skal smage på selvgodheden). For de fleste muslimer (og andre fremmede) vil det både af kulturelle, religiøse og helt naturlige årsager være umuligt at leve op til kravene i de vestlige industrisamfunds ræs (gennemsnits-IQ i Syrien er f.eks. 83, i Eritrea, hvor godt halvdelen af befolkningen er sunnimuslimer, er den 68, i Danmark 98 – inden indvandringen satte ind, var den 100. Alle med en IQ under 70 anses i Danmark for at være udviklingshæmmede). Disse grupper vil altid være fremmede, en uønsket underklasse – også selv om de inden for de næste 50 år vil komme til at udgøre flertallet. Samfundets materielle og kulturelle niveau vil falde, idet der er en nøje sammenhæng mellem IQ og bruttonationalprodukt, og udgifterne til forsørgelse af de uproduktive elementer vil stige med raketfart. Vi vil i bedste fald få samfundsforhold som i Brasilien. Dette vil fremme fundamentalismen, som jo netop i disse år er på stærk fremmarch i de muslimske hjemlande, hvor store grupper i befolkningen føler sig hægtet af den økonomiske fremgang. Men selv i Tyrkiet, hvor den økonomiske fremgang er til at tage at føle på, er det fundamentalisterne, der sidder på magten og benytter deres position til at islamisere Kemal Atatürks verdslige stat – med stor succes, må man sige.

I denne forbindelse er det karakteristisk, at Tyrkiets udenrigsminister – naturligvis – tog afstand fra begivenhederne i Paris (han kunne jo ikke så godt gøre andet), men i samme åndedrag tilføjede, at Europa måtte se at komme “fremmedhadet” og “racismen” til livs. Altså, det er europæernes egen skyld – de må islamisere Europa, så sker sådan noget ikke. Og det kommer fra en mand, der repræsenterer et af de værste terrorregimer i regionen, som nægter de mest basale rettigheder til den store kurdiske befolkning i Østtyrkiet. Tyrkiet står på tærsklen til EU, hvor det meget hurtigt vil blive den største stat. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti vandt en stor sejr ved valget til EU-Parlamentet, bl.a. på sin modstand mod Tyrkiets medlemskab af EU. Straks efter valget svigtede han sin hidtidige gruppe i Parlamentet, som derefter faldt fra hinanden, idet han sammen med United Kingdom Independence Party dannede Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati, hvis talsmand, pakistaneren og muslimen Amjad Bashir, der også er et af de førende medlemmer i Ukip, naturligvis går varmt ind for Tyrkiets medlemskab. Politikere er enestående – deres levevej er bedrag!

Det gælder også med hensyn til deres ”forsvar for ytringsfriheden”. Nationale europæere mærker i det daglige ikke meget til ytringsfriheden – og netop Frankrig går sammen med Tyskland i spidsen for undertrykkelsen af denne i et såkaldt demokrati så fundamentale rettighed. Det skal ikke glemmes, at Jean-Marie le Pen blev dømt for at have sagt, at holocaust blot var en fodnote i Den Anden Verdenskrigs historie – hvilket, uanset hvad man ellers måtte mene om holocaust, er et faktum. I det hele taget er udtalelser om politik og historie ikke noget, der bør vedkomme domstolene – eller andre meningsterrorister. Tyrkiet deltog i marchen i Paris til fordel for ytringsfriheden – og blokerede få dage efter Charlie Hebdos forsidebillede på internettet, og i Frankrig rejser man den ene anklage efter den anden mod folk, der påstås at ytre sympati for terrorisme, herunder mod en døddrukken bilist, der i sin brandert ønskede, at der ville blive skudt nogle flere betjene (4 års fængsel!) og komikeren Dieudonné, der i væmmelse over hykleriet om ytringsfriheden skrev på de sociale medier, at han ”følte sig som Charlie Coulibaly” (Charlie henviser til magasinet, Coulibaly var en af de muslimske voldsmænd). Hvordan det nu skulle tolkes, får stå hen, men det er søgt at kalde det sympati for terrorisme. Dieudonné er i øvrigt en af dem, der gang på gang er blevet dømt – netop for sine ytringer. Charlie Hebdo er provokerende (på en meget intelligent måde), og det er i orden, men det er ikke i orden, når Dieudonné er det. Dette er hykleri af værste skuffe og har intet med ytringsfrihed at gøre. Charlie Hebdo er imidlertid venstreorienteret, Dieudonné højreorienteret. Deri består forskellen. I øvrigt er Dieudonné (der betyder Guds gave) selv halvneger, altså ikke den typiske ”nynazist”.

De store demonstrationer, der samlede alle Europas forkvaklede politiske hoveder, som strømmede til Paris for at blive set, er imponerende, men nyttesløse og latterlige situationen taget i betragtning. Porten til Europa står vidt åben, og når de muslimske voldsmænd først er kommet indenfor, kan de frit sprede sig over hele verdensdelen. Der vil komme mere terror. Vore gader vil komme til at flyde af blod. Vi vil skulle færdes under konstant overvågning af maskinpistolbevæbnet militær og politi. Vi vil skulle visiteres ved alle metrostationer, banegårde og forretninger – og alligevel vil ingen kunne forhindre en fortsat strøm af terrorhandlinger. Det er ganske enkelt prisen for at leve i et multikulturelt samfund – se historien, og kig ud på verdenskortet. Når vi her har været forskånet for de store opgør i nyere tids historie, skyldes det jo netop det danske samfunds homogenitet. Selv om vi kunne være rygende uenige om dette eller hint, havde vi vor danskhed til fælles. Vi havde en fælles referenceramme, som flere generationer delte, og vi kendte hinanden. Vi vidste, hvad vi kunne forvente af hinanden. Samfundet var præget af høflighed og hensyntagen til hinanden – for vi var et fællesskab, der stort set delte de fundamentale idealer og værdier. Vi behøvede i vore ytringer ikke at tage hensyn til eksotiske folkeslag, for de kerede sig heller ikke om, hvad vi gjorde og sagde. De vidste intet om det og var i øvrigt ligeglade.

Jyllandsposten har som bekendt tidligere gjort sig sine erfaringer med islam – og der menes netop islam og ikke islamiske fundamentalister, idet dansk Islamistan massivt medvirkede til at sprede krisen omkring Jyllandspostens tegninger af profeten ud i hele den islamiske verden. Man fik jo nærmest indtryk af, at enhver muslim verden over hver morgen henter sit eksemplar af Jyllandsposten i den lokale kiosk på hjørnet for med flid at studere indholdet, så han kan føle sig krænket og ophidse sig behørigt mod de vantro. Jyllandsposten har derfor fået kolde fødder og afstår af hensyn til de ansatte på bladet herefter fra at bringer tegninger af Muhammed og andet, der kunne krænke en rettroende muslim. Nuvel, det kan man jo mene om, hvad man vil, men redaktionen burde måske henover kolofonen skrive noget i retning af følgende: ”Bladet underlægger sig frivilligt islamisk censur”. Så ved man da, hvad man får. I øvrigt er det tankevækkende, at man er bekymret over medarbejdernes ve og vel, mens læserbrevsskribenter, der undertiden forholder sig ganske kritisk til islam, af princip får aftrykt deres privatadresse i avisen. Deres sikkerhed bekymrer ikke redaktionen. Skidt med dem.

Jyllandsposten har imidlertid ret, når den siger, at det er hyklerisk at hævde, at vold ikke påvirker noget – for det gør den. Sværdet er mægtigere end pennen. Det har redaktionen ret i. Vold ændrer noget – det er det eneste, der virkelig ændrer noget. Taler, artikler og demonstrationer ændrer intet, men giver blot de frelste en fornemmelse af, at de gør noget. Således også nærværende artikel.

Man kunne derfor efter de blodige begivenheder have forventet, at Frankrigs moskeer ville have stået i brand som følge af angrebet på Charlie Hebdo – og der har da også været enkelte anslag, som ikke forårsagede nogen videre skade. Nationale franskmænd er ikke af natur voldelige – eller også er de bare amatører i modsætning til muslimernes kamptrænede og militært udrustede stormtropper. Det er imidlertid i den forbindelse værd at huske på, at de fremmede kun er i landet, fordi vore politikere uden at spørge europæerne, har lukket dem ind og har åbnet vor pung for dem. At de tager en chance og forsøger at få mest muligt ud af det, er der vel i og for sig ikke noget at sige til. Det ville vi også gøre i deres sted. De virkelige forbrydere i dette spil er ikke muslimerne – ikke engang de voldeligste fundamentalister. Muslimerne har vi sådan set ikke noget udestående med, og vi har heller ingen grund til at hade dem – vi vil bare ikke leve sammen dem. Vi vil være os selv og kunne sige om fremmede folkeslag, hvad vi vil, uden at det kan fornærme dem, og vi vil kunne grine af, hvad vi vil. Det multikulturelle samfund består jo pr. definition af et utal af etniciteter med deres vidt forskellige reaktionsmønstre og kulturelle og religiøse forestillinger. Hvis vi skal tage hensyn til alle disse i vore ytringer, ja, så vil vi efterhånden kunne sige meget lidt. Karakteristisk er det i øvrigt, at der ikke tages noget hensyn til danskere selv. De og deres nation kan forhånes, nedværdiges og krænkes ad libitum. Det samme gælder kristne, der må tåle selv de mest perfide og pornografiske fornærmelser af deres tro. Det er kun fremmede folkeslag og fremmede religioner, der nyder beskyttelse. De mennesker, der tager afstand fra Charlie Hebdos afbildning af profeten, ville betegnende nok ikke hæve et øjenbryn ved den mest fornedrende fremstilling af Jesus. De er hyklere – og deres ærinde er landsforræderi.

Nej, det er ikke de fremmede, der er skurkene. Det er ikke muslimerne, vi skal hade, men derimod vore politikere og meningsdannere, der netop har svigtet deres danskhed og sat sig uden for det nationale fællesskab. De hører ikke mere til det danske folk, og det er at håbe, at de ikke undslipper straffen for, hvad de har gjort. De har stjålet vore penge og givet dem til fremmede, således at danske syge og pensionister må undvære den hjælp, samfundet er dem skyldig. Hjemmehjælpen er en saga blot, og hvor de ubudne gæster kan tillade sig at gøre vrøvl over maden, må gamle fru Jensen for dyre penge af egen lomme pænt spise en 14-dage gammel vakuumpakket substans, som end ikke et dyr vil æde. Vore sygehuse lukkes, vort beredskab skæres ned, den offentlige transport forsvinder, undervisningen forringes, skatterne stiger – men der er altid penge til de fremmede og alle de indirekte udgifter, disse forvolder – og det er bestemt mindst lige så meget som de direkte udgifter. Det er imidlertid landsforrædernes mindste forbrydelse. Nej, de har ødelagt det danske folkehjem, de har ødelagt vor tryghed og skabt terrorisme i den vestlige verden, kastet vrag på vor kultur og bragt vor overlevelse som stolt og selvstændigt folk i den yderste fare. Det er det, de skal de bøde for – og det kan ikke gå hurtigt nok! Retsopgøret skal denne gang ramme toppen og ikke kun bunden! De fremmede? De skal bare ud i god ro og orden – det kommer af sig selv, når kasserne smækkes i. Derefter er det opgaven at genrejse det danske folk, den danske kultur og almindelig moral og anstændighed og at genopbygge alle de systemer, der er blevet nedbrudt. Det bliver en stor opgave – og den vokser dag for dag, hvor danskerne synker ned i identitetsløsheden og de fremmede strømmer ind over vore udviskede grænser. Planlægningen af denne opgave bør begynde allerede i dag!

I kølvandet på massakren i Paris har forskellige højreorienterede skribenter og grupper kritiseret, at man har ”forhånet” profeten og krænket muslimerne, ja, man er endda gået så vidt som til at påstå, at hele aktionen i Paris var organiseret af Mossad eller USA for at miskreditere islam. Når angiveligt nationale forlanger en særlig beskyttelse af en primitiv fremmed overtro og alle de forestillinger, der knytter sig til denne, viser det ikke uventet, at disse kredse ikke har forstået noget som helst. Hvor er grænserne for, hvad vi skal vise respekt over for, blot det kalder sig en religion? Omfatter det mon også Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster? Man synes at anvende præmissen: “Min fjendes fjende er min ven!” Fordi man er modstander af alt, hvad USA står for, og ikke bryder sig om Israel, er islam imidlertid ingenlunde ens ven og naturlige forbundsfælle – og man skal ikke forvente nogen håndfaste modydelser, hvilket revisionismens kortvarige frieri over for Iran med al ønskelig tydelighed har vist. Lignende betragtninger kan gøres gældende i forbindelse med højrefløjens ureflekterede omarmning af Putin. Det gælder om at holde hovedet klart i disse sager.

Det er naturligvis rigtigt, at det var USA, der indledte krigen mellem islam og den vestlige verden. Det var USA’s korstog mod Saddam Hussein i den første Golfkrig og den efterfølgende meningsløse blokade af Irak, som ud over ødelæggelser og lavradioaktiv forurening af hele landet, kostede 200.000 børn livet, hvortil USA’s jødiske udenrigsminister Madeleine Albright på spørgsmålet, om det nu også var det værd, entydigt svarede: “Ja, det var det værd!” Hun kom ikke nærmere ind på, hvad det var, USA og Vesten egentlig havde haft ud af det. Saddam Hussein var ingen trussel imod Europa eller USA – og selv om Saddam Hussein muligvis var en bisse, så var det samfund, han havde skabt, dog langt friere og mere civiliseret end f.eks. Saudi Arabien og mange andre af USA’s allierede – og frem for alt var det stabilt. Den, der i dag påstår, at forholdene i Irak er bedre end under Saddam Hussein, burde tvinges til at bo der på lokalbefolkningens vilkår. Med hvad ret skulle USA blande sig i Saddam Husseins forhold til Kuwait – og med hvilken ret senere gennemføre en regimeændring i landet? Den første Golfkrig affødte den 11. september, som affødte invasionen i Afghanistan og – af uforståelige grunde – den anden Golfkrig osv. Og USA vedbliver at blande sig. Ægypten, Libyen, Syrien – overalt efterlader den amerikanske politik ødelagte samfund, stater i opløsning og – forståeligt nok – vrede muslimer. Der findes ingen så destruktiv og negativ magt på jorden som USA, Israels forlængede arm. Kaos i den arabiske verden er godt for Israel – men det har ikke været muligt for USA at styre dette kaos, og det er i det lange løb rigtig dårligt nyt for Israel – og for os alle.

Dette er uomtvisteligt, men fast står alligevel, at det ikke ville have været muligt for islamiske krigere at føre krig i Vesten, hvis Vesten ikke havde åbnet sine grænser for indvandring. For blot 35 år siden ville arabiske muslimer have vakt en del opsigt i gadebilledet, ja, de ville simpelthen ikke være blevet lukket ind. Uden herboende udlændinge ville problemet ikke eksistere. Alene af hensyn til borgernes sikkerhed, må ikkevestlige udlændinge uden undtagelse ud af landet. Tænk, hvad det ville spare os for af udgifter til sikkerhed, og hvor megen tid og spalteplads i medierne der kunne anvendes til langt mere vedkommende problemer af interesse for danskerne.

Et andet emne, der har trægt sig på i denne forbindelse, er selve ytringsfrihedens væsen. Det har her gang på gang været understreget, at udnyttelsen af denne i henhold til Grundloven sker under ansvar for domstolene. Dette er en meget uheldig formulering i Grundloven – for den indeholder ingen som helst sikring af ytringsfriheden overhovedet. Således som den i dag udlægges, kan Folketinget frit vedtage en hvilken som helst indskrænkning af ytringsfriheden, blot der ikke er tale om censur, dvs. forhåndsgodkendelse, eller der er tale om ytringer, som er beskyttet af andre bestemmelser i Grundloven, f.eks. religionsfriheden. Egentlig er censur at foretrække – så ved man, hvad man har at rette sig efter. En ytring, der er strøget af censuren, må udelades eller omformuleres. Man kan her eksperimentere sig frem, uden at det umiddelbart behøver at have nogen konsekvenser. Et system, hvor man kan offentliggøre, hvad man vil, for derefter at blive slæbt for en domstol, er langt værre. Retsplejen er lunefuld og omkostningstung. Derfor vælger de fleste selvcensurens vej – og det er den værste form for censur, der findes. Den indskrænker ytringerne mere, end de nødvendigvis ville blive med forhåndscensur. Bestemmelsen blev imidlertid oprindelig ikke indsat i Grundloven for at indskrænke den politiske og kulturelle debat, men udelukkende for at forhindre, at man frit kunne svine navngivne personer til med injurier og bagvaskelse. Det kan man naturligvis ikke tolerere. Hvis man kalder sin nabo for en tyv, må man hellere have håndfaste beviser for det – ellers er man med rette hjemfalden til straf. På samme måde giver den naturligvis mulighed for at straffe opfordringer til vold eller andre ulovligheder – det kan intet samfund tillade. Dette er imidlertid noget ganske andet end det, der indførtes med straffelovens § 266b. Denne er en reel indskrænkning af ytringsfriheden, idet der her ikke længere er tale om ytringer rettet mod enkeltpersoner, som selv skal anlægge en sag for at blive renset for åbenlyse anklager eller usandheder, eller om opfordringer til ulovligheder. Der er nu tale om en beskyttelse af “en gruppe af personer”, der “trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”. Det er i denne forbindelse en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af “propagandavirksomhed”. Det er i sådanne sager staten, der rejser tiltalen, og tærsklen for tiltalerejsninger i medfør af § 266b er blevet betydelig lavere end tidligere – selv om loven ikke er ændret, bortset fra tilføjelsen af stk. 2 om “propagandavirksomhed”, som i særlig grad giver mulighed for fortolkning og specielt er rettet imod den frie politiske diskussion. Det afgørende er her, om folk “føler” sig “truet, forhånet eller nedværdiget”, og det er der jo altid nogen, der gør. Danskere og kristne er som tidligere nævnt tilsyneladende undtaget fra beskyttelse. § 266b er i praksis kun en beskyttelse af de fremmede og en hindring af det politiske arbejde, som udføres af dem, der vil bevare “det Danmark, vi kender” – og det er klart nok et andet Danmark end Helle Thorning Schmidts. Vi nærmer os dermed det punkt, hvor et legalt politisk modstandsarbejde ikke længere er muligt, og hvor frihedskæmpere imod deres vilje tvinges ud i illegaliteten. Statsadvokaten har således rejst tiltale imod lederen af Danskernes Parti, Daniel Carlsen, for at have citeret FN’s tabel over intelligenskvotienten i forskellige lande, og den er, som vi har set, måske ikke flatterende for alle (selv om et gennemsnit netop er en statistisk størrelse, der ikke siger noget om den enkeltes intelligens). Anklagen gik ikke ud på, at Carlsen havde citeret forkert, men på, at nogle derved kunne føle sig fornærmet. Nuvel, undertiden er sandheden jo ikke behagelig, men hvis sandheden må vige for den politiske korrekthed, har vi for længst forladt retsstatens grund. Dette har været tilfældet i Tyskland i lang tid. Der er det af domstolene fastslået, at sandhedsbevis ikke fritager for strafansvar. Her blev Carlsen dog frikendt, men med så mange forbehold og søforklaringer, at det kun er et spørgsmål om tid, før nogen bliver dømt, selv om vedkommende fører sandhedsbevis.

Ytringsfriheden påstås desuden sikret i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvor det i artikel 10, stk. 1, bl.a. hedder: “Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser”. Den indeholder de grundlæggende undtagelser mht. til statens sikkerhed, forebyggelse af forbrydelser mv. Konventionens friheder skal iht. artikel 14 sikres ”uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold. ” Interessant er, at konventionen udtrykkeligt nævner politisk overbevisning. En sådan nyder i dansk lov ingen særlig beskyttelse. Konventionens artikel 17 sletter imidlertid igen alle rettigheder for politisk anderledestænkende: “Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen.” Enhver, der ikke er tilhænger af det samfund, der beskyttes af konventionen, har ingen rettigheder. Dette forbehold er åbent for fortolkning. Det er således baggrunden for, at en lang række lande frit kan forbyde ytringer, politiske organisationer etc., også selv om disse måske egentlig ikke har noget grundlæggende at indvende imod konventionen af 1950. Der er således heller ikke her nogen reel sikring af ytringsfriheden. Det er som i DDR, hvor enhver på papiret kunne rejse, hvorhen han ville, og hvor ytringsfriheden var garanteret i forfatningen sammen med alle de andre kendte friheder og flere til. Praksis var som bekendt en anden.

Hvis man synes, at der skal være grænser for ytringsfriheden, ja, så må grænsen gå der, hvor man besudler sin egen rede, hvor man nedbryder det fælles fundament, man selv står på, og uden hvilket man intet var, idet mennesket ikke ville kunne eksistere uden for et fællesskab. Der, hvor man benægter Danmarks eksistensberettigelse som danskernes land. Der, hvor man brænder Dannebrog, der, hvor man finder, at dansk er det grimmeste ord i sproget. Der, hvor landsforræderiet begynder! Der krænker man danskerne, man krænker afdøde slægtled, der har kæmpet for dette land – og man krænker ufødte generationer, hvis arv man tilintetgør. Det vil ikke altid være let at trække grænsen, men der må den gå.

Gå til modstand – mens du stadig kan!

Dette indlæg blev udgivet i Indvandring, Islam, Terror og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s