Af Povl H. Riis-Knudsen

Armenien er et lille, meget smukt land i det sydlige Kaukasus, noget mindre end Danmark og med ca. 3 mio. indbyggere. Befolkningen er apostolsk kristen og taler et kompliceret indoeuropæisk sprog med eget alfabet fra 400-tallet. Landet er meget bjergrigt med lidt halvørken i den nordvestlige del. Det stråler ikke af rigdom, og når man kommer uden for hovedstaden Jerevan, er der steder så forsømte, at man føler sig som i den tredje verden. Nationaloperaen er Armen Tigranians ”Anoush” med tekst af den kendte armenske forfatter Hovhannes Tumanjan, der hele vejen igennem sit værk betoner bjergenes hellighed. Vanhelligelse af bjergene bringer ulykke. Måske er netop det grunden til Armeniens ulyk­kelige situation i dag. Man sprænger bjerge væk for at bruge dem som slagger….

Jeg kender af forskellige årsager Armenien særdeles godt. I den nuværende situation, hvor man ikke kan flyve direkte til Rusland, er Armenien en udmærket trædesten, maden er fortrinlig, og det samme gælder vinen – for ikke at tale om den berømte armenske cognac, der smager, så man hører englene synge ledsaget af et kor af harper og basuner. Madmæssigt – men også på mange andre områder – foretrækker jeg så langt Armenien frem for Georgien, men det er naturligvis en smagssag. Aserbajdsjan finder jeg derimod kedelig – kun hovedstaden Baku er en dejlig by, min absolutte favorit i Kaukasus.

Man skulle tro, at armenierne, dette lille og i sig selv betydningsløse folk, der har været så meget igennem, kunne få lov til at sove en fredfyldt tornerosesøvn, uforstyrret af verdens kriser. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Armenien er af Vesten udset til at blive slagmark for den næste postsovjetiske krig – eller måske blot for en borgerkrig, som skal tilintetgøre de kræfter, som ønsker at bevare de historiske bånd til Rusland, for i stedet at anbringe amerikanerne i en nøgleposition lige på den iranske grænse.

Armenien er et temmelig isoleret land. Naboen i vest er Tyrkiet, som gennemførte et folkemord på den armenske befolkning i Vestarmenien i 1915. Man skønner, at 1,5 mio. blev slagtet på grusomste vis og endnu et betydeligt antal spredt ud over det meste af verden, hvor de overalt er skattede og dygtige medborgere. Folkemordsmuset i Jerevan taler sit tydelige sprog. Tyrkiet benægter pure nogen skyld, og fordi armenierne ikke glemmer det, er grænsen mellem Tyrkiet og Armenien lukket – og det samme gælder grænsen til Aserbajdsjan, som egentlig blot er en filial af Tyrkiet. Forholdet til Aserbajdsjan er plaget af et andet problem: den armenske eksklave Nagorno Karabakh inde i Aser­bajd­sjan – et andet af de mange uløste problemer opløsningen af Sovjetunio­nen medførte. Efter mange tovtrækkerier om adgangen til eksklaven lykkedes det armenierne at erobre de landområder, der lå omkring Nagorno Karabakh, og som historisk set var lige så armenske som selve eksklaven, men Stalin trak grænserne uden smålige hensyn til nationalitet og historie. Beboerne dannede en de facto selvstændig stat Artsakh, som imidlertid kun blev anerkendt af Transnistrien, Sydossetien og Abkhasien, som også selv er pariastater uden international anerkendel­se. End ikke Armenien aner­kendte Artsakh. I 2020 tilbageerobrede Aserbajdsjan området og fordrev den armenske befolkning, over 100.000 mennesker. Armeniens præsident Nikol Pasjinjan foragter åbenlyst folk fra Artsakh, og gjorde kun en halvhjertet indsats. Han bebrejdede Rusland, at man ikke havde hjulpet, men Putin måtte jo minde ham om, at Armenien selv aldrig havde anerkendt Artsakh – og at Pasjinjan selv havde skrevet under på afståelsen af området. Tidspunktet var naturligvis heller ikke valgt tilfældigt. Putin havde allerede på det tidspunkt travlt i Donbas. Tabet af Artsakh ændrede med ét slag stemningen i Armenien. Den tidligere optimisme efter erobringen af Artsakh afløstes af en velbegrundet frygt for selve Armeniens eksistens, og Pasjinjan er i dag ikke nogen populær mand i befolkningen som helhed. Han styrer landet som en diktator, og i anledning af det netop overståede ”valg” er han blevet beskyldt for en omfattende valgsvindel både før under og efter selv valghand­lingen. Bl.a. forhindrede også han den betydelige armenske diaspora i Rusland i at afgive deres stem­mer. Man indkaldte ganske enkelt alle mændene til en måneds militærtjeneste, når de dukkede op ved grænsen eller i lufthavnen. Soldater blevet kommanderet til at stemme på premierministerens parti, efter at stemmestederne var lukket, valgsedler manglede, ikke-eksisterende personer afgav deres stemmer osv. Oppositionens ledende politikere sidder i fængsel. Kan vi kende mønsteret? Joh, det var lidt ligesom i Moldova, og det var jo ikke noget, Pasjinjan selv havde fundet på. Det vrimlede i Armenien af NGO’er, betalt af USA og jøden George Soros. De har gødet grunden med de sædvanlige løfter om Nato og EU etc. Armenien er imidlertid helt afhængigt af både eksport til og import fra Rusland. Pasjinjan vil gerne både blæse og have mel i munden samtidig, men Putin har gjort det klart for ham, at han må vælge. Enten den postsovjetiske samarbejdsorganisation SNG og den Eurasiske Økonomi­ske Union eller Vesten. Det gælder billig olie fra Rusland og eksport af Armeniens landbrugspro­dukter. Armenien er afhængigt af begge dele, og landets geografiske isola­tion gør altså samhandel med Vesten lidt om­stæn­delig.

Den 9. juni 2024 samledes der en kæmpedemonstration mod regeringen på Republikpladsen midt Jerevan – omgivet af en ganske betydelig mængde kampklædte betjente – og der blev råbt meget højt. Nu er det så, man er handicappet, når man ikke kan sproget, men i Armenien kan de fleste stadig russisk, så vi fik et resumé. ”Inden for 14 dage har vi revolution!” mente manden. Jeg var skeptisk. På det tidspunkt var hvert andet lokale på hovedgaden stadig optaget af en restaurant, og restauran­terne var fulde af mennesker. Det giver ikke noget godt grundlag for en revolution. Som Lenin sagde: ”I ethvert samfund er revolutionen kun 3 måltider væk!” Taleren tilhørte kirkens ledelse, og han blev hurtigt ekspederet i kachotten. 3 uger senere havde der da – som ventet – heller ikke være nogen revolution. Sidst jeg var i Jerevan, juni 25, følte jeg, at revolutionen var nærmere. Der var markant færre restauranter, og de var alle temmelig tomme. Stemningen var i kælderen. Repressionen er som nævnt også vokset. Folk i Jerevan er i vildrede. Jeg disku­terede sagen med boghandleren. Jeg bedyrede for ham, at Armenien kun har en eneste ven – og det er Rusland. Alle andre er kun ude på at udslette eller i det mindste udnytte landet. Jeg kunne nok ikke helt overbevise ham. For første og eneste gang oplevede jeg en taxachauffør, der ikke ville tale russisk. ”Vi er ikke russere!” sagde han på engelsk. Jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, om de da var amerikanere. Det blev en tavs taxatur til den russiske ambassade, hvor køen af armeniere, der venter på et russisk pas, vokser måned for måned.

Trump påstår, at han har stiftet fred mellem Armenien og Aserbajdsjan – og derfor fortjente Nobels fredspri­s – men hans plan om at etablere en korridor igennem Armenien mellem selve Aserbajdsjan og den store aserbajdsjan­ske eksklave Nakhitjevan, løbende langs grænsen til Iran – og – ikke mindst – bevogtet af amerikan­ske tropper – er opskriften på en katastrofe. I forvejen har Rusland en militær­base i Armenien… Rusland vil næppe tolerere Trumpkorridoren – men uden de russiske tropper vil Armenien være prisgivet tyrkerne, der kun venter på at gøre arbejdet fra 1915 færdigt. Stakkels Arme­nien.

På besøg i Erindringsmuseet om det amerikanskindsatte shahstyres torturfængsel. USA støttede denne undertrykkelse og modtog efter styrets fald torturbødlerne som flygtninge – og så undrer man sig over, at iranerne ikke kan lide USA.

---