Af Nick Griffin
Undertitel: Valg og protestmarcher vil ikke rette op på noget af dette
De forsinkede overskrifter om det grusomme racistiske mord på Henry Nowak og politiets fuldstændig foragtelige opførsel udgør endnu en guldgrube for alle de kommentatorer, der har en enorm og økonomisk indbringende rækkevidde på de store sociale medieplatforme.
Kontra-jihad-provokatørerne er noget hæmmet, da hverken morderen eller politiet, der lagde håndjern på den døende dreng, var muslimer. Men det hårdere højres svindlere tjener kassen ved at gentage hver eneste grusomme detalje om mordet begået af en sikh og hans familie samt den alt for forudsigelige reaktion fra de institutionelt anti-hvide, racistiske betjente.
Forargelse giver visninger, og visninger øger indtægterne.
Nu skal sagen selvfølgelig fremhæves. Og enhver, der ikke føler forargelse, er enten indvendigt død, en kujon eller en forræder – både over for menneskeheden og over for vores folk. Desto mere fordi dette, som vi alle ved, ikke var et isoleret enkeltstående tilfælde. Det er blot en usædvanlig synlig spids af et af de gigantiske isbjerge af anti-hvid racisme, der besudler enhver nation i det såkaldte ›civiliserede‹ Vesten.
Men jeg er virkelig træt af disse mennesker, og især af deres opfordringer til offentligheden om at gøre noget ved drabet på Henry Nowak ved at støtte Restore, Reform eller et mikroparti med et manifest og ingen udsigt til nogensinde at gennemføre et eneste komma af det.
Jeg er træt af dem og deres løgne om, at alt dette kan rettes op, at sådanne uretfærdigheder mod vores folk vil blive afsluttet, ved at stemme på en anden gruppe libertarianere, Randianere, individualister og frimarkedskapitalister, der ser de ›Glemte Folks‹ legitime klager som en stemmekilde. Jeg er også træt af de selvudnævnte ›etno-nationalister‹, der i stedet taler om fredelige protester og banneraktioner.
For intet af det vil ændre noget. Det slogan, som dem med særlige militære ambitioner bruger, er »Ingen retfærdighed, ingen fred« (No Justice, No Peace). Det er faktisk en meget god sætning, men ikke fordi den i sig selv har nogen vægt. Den har længe været brugt af diverse minoriteter, herunder for et par år siden af tilhængerne af karriereforbryderen George Floyd.
Det virker for dem, ikke fordi det er et velformuleret slogan, men fordi det er en trussel. En trussel, som de er parate til at omdanne til en meget reel mangel på fred – som reaktion på ægte, opfattet og påstået uretfærdighed – på et øjeblik.
Det er en af hovedårsagerne til, at den ›racisme‹ og de fordomme mod deres samfund, som eksisterede i varierende grad, af både ægte og dårlige grunde, systematisk er blevet afskaffet. Politiet, domstolene og andre magthavere har drastisk ændret deres holdning til disse samfund i løbet af de sidste par årtier.
Dette er delvist resultatet af venstrefløjens lange march gennem sådanne institutioner, som har medført en ideologisk kampagne mod racisme, når den er rettet mod ikke-hvide, og aktivt har opmuntret til forskellige former for racisme mod det indfødte flertal.
Langt vigtigere var dog de sorte optøjer, der begyndte i Bristol i 1980 og gentog sig i flere bølger af ekstrem vold i det årti og sidenhen i Brixton, Nordlondon, Birmingham, Leeds, Toxteth og så videre. Efterfulgt af muslimske optøjer i 2001 og fremover. De samlede omkostninger ved disse løb op i hundreder af millioner.
Det tog noget tid, før budskabet gik op for folk, men de gentagne optøjer gjorde udslaget og fik den politiske og mediemæssige højrefløj til at indse, at det var vejen til ro at give efter for kravene fra intellektuelle agitatorer som McPherson.
”Ingen retfærdighed, ingen fred” virkede. ”Retfærdighed – ellers holder vi en fredelig demonstration” vil aldrig virke. Dels fordi, som jeg allerede har mindet jer om, en meget betydelig del af ’vores’ herskende elite faktisk hader og foragter os. Og dels fordi de ved at indrømme de indfødte rettigheder ville risikere at blive opfattet som om de mindskede den særlige status, som militante minoriteter har formået at vriste ud af det politiske system.
Elitens medfødte fordomme mod vores folk betyder, at vores uhøflige og militante reaktion på uretfærdighed nødvendigvis vil tage længere tid og kræve mere indsats og uhøflighed, end det krævede at få mindretallene hørt og taget til efterretning. Jo før vi går i gang, jo bedre, for det kommer til at tage lang tid.
Jeg foreslår ikke, at indfødte briter straks skal reagere på det, der skete med Henry Nowak, ved at gå i optøjer, ikke mindst fordi det virkelig ikke er den mest intelligente måde at lægge pres på magthaverne på, at brænde sine egne områder ned.
Desuden er der, selvom der er en moralsk ret (ja, en pligt) til at modsætte sig uretfærdighed og ondskab med magt, først tale om dette, når alle andre mulige metoder er blevet afprøvet og afvist af dem, der har magten til at rette op på forholdene.
Vi ved allerede, at fredelige protester vil blive ignoreret, ikke mindst fordi nationalister har gennemført dem i endnu længere tid end de over 50 år, jeg har været aktiv. Alle undtagen de allermest dumme ved allerede, at det ikke gør nogen forskel at stille op og stemme ved valg. Om ikke andet bør den villighed, hvormed ›liberale‹ (venstreorienterede) partier andre steder i Europa simpelthen har forbudt partier, der truede deres valgkartel, aflive enhver tro på potentialet i den ›parlamentariske vej‹.
Men ikke-voldelig direkte aktion (NVDA) er ikke blevet brugt til at kæmpe for retfærdighed og rettigheder for de indfødte folk i vores lande. I relativt nyere tid udgør de NVDA-kampagner, der blev ført af walisksprogede aktivister i 1960’erne, et særligt godt eksempel på taktikken og dens styrke.
Ud af færre end en million walisktalende blev tusinder arresteret og retsforfulgt for ikke-voldelige, men militante protester for ligestilling af deres ›andenklasses‹ sprog. Mange kom i fængsel, men de nød opbakning fra hele deres samfund, og i sidste ende vandt de den juridiske anerkendelse, de kæmpede for.
Afprøvede taktikker såsom besættelser, siddeblokader, maling på bygninger, skatteboykot og lignende kan let studeres, fra Cymdeithas yr Iaith Gymraegs aktioner i Wales til Gandhis masseprotester mod det britiske styre i Indien. Borgerrettighedskampagnen i USA fortjener også en grundig undersøgelse.
Nye teknologier vil helt sikkert også betale sig at overveje kreativt. Fremtidige ikke-voldelige direkte aktioner vil uundgåeligt omfatte brug af hacking og droner. Jo mere komplekst og teknologisk avanceret et samfund er, jo mere er det modtageligt for sådanne forstyrrelser.
Lawfare er et andet afgørende felt, og et, der skal udnyttes fuldt ud, før nogen begynder at hacke ting eller flyve droner ind på steder, hvor de ikke hører hjemme. Som jeg skrev for nogle måneder siden i forbindelse med venstreorienterede byråds fjernelse af patriotiske flag, vil der helt sikkert være en vigtig rolle for massiv brug af forskellige klagemekanismer, anmodninger om aktindsigt og procesvarsler mod offentlige myndigheder.
›Bevægelsen‹ skal også udvikle evnen til at rejse alvorlige juridiske indsigelser mod specifikke uretfærdigheder, især dem, der overtræder venstrefløjens egen ligestillingslovgivning. Vi må lære at bruge deres sprog, tankegang og love for at hjælpe med at sikre rettigheder for vores folk, som alle andre grupper i vores stadig mere balkaniserede samfund tager for givet.
Vi må også aflive to særligt skadelige illusioner: For det første, at dette kan stoppes ved at stemme, selv for folk, der fordømmer det. For det andet, at politiet er andet end lejesoldater, der håndhæver et fundamentalt og uforbederligt anti-hvidt system.
Det er vigtigt at gøre det klart, at en kampagne for de indfødte folks rettigheder i Storbritannien (og den bredere verden af europæisk grundlagte nationer) ikke er en kampagne for at fratage nogen andre deres rettigheder. Som BNP’s kampagne i Øst-London lød, allerede før jeg meldte mig ind i partiet, handler dette om ”Lige rettigheder for hvide” (Equal Rights for Whites). Eller, som vores kampagne i slutningen af 00’erne mod anti-hvide racistiske mord udtrykte det: ”Racisme går begge veje” (Racism Cuts Both Ways).
Forudsat at vores krav er omhyggeligt formuleret, er mange ikke-hvide fuldt ud i stand til at forstå, at sådanne uretfærdigheder, som opretholdes af den herskende elite, ikke kun er uretfærdige over for os, men også potentielt farlige for dem, hvis folk bebrejder dem for at blive sat på en piedestal af vores kollektive herskere.
Som et eksempel på dette har ikke-hvide, hver gang jeg har fortalt dem, at det er ulovligt at oprette en velgørenhedsorganisation for englænderne, først reageret med vantro og derefter med at fordømme situationen. Dette gælder også de muslimer, som kontrajihadisterne siger er begyndelsen og slutningen på vores problemer.
Det er kun den herskende elite, der synes uvidende om, at denne vedvarende ulighed, kun afbrudt af skandaler som behandlingen af Henry Nowak, støt opbygger en bitter vrede hos vores folk. Hvis den får lov at gnave, vil det føre til den samme slags voldelige udbrud, som vi har set i de forgangne årtier blandt de nu privilegerede ›minoriteter‹. Potentielt kunne disse rette sig mod uskyldige minoriteter i stedet for den skyldige elite.
Hvis de ikke lytter til fornuft nu eller til de ikke-voldelige direkte aktionsprotester i fremtiden, vil de være dem, der bærer skylden for den vold, som den deraf følgende frustration og vrede vil frembringe.
Ikke, det skal bemærkes, de eneste. For skylden vil også deles af dem, der – lige nu – tjener penge på Henry Nowak-skandalen, mens de fortæller folk, at det at stemme eller marchere ned ad Whitehall1 vil løse tingene.
En så dybt rodfæstet uretfærdighed vil ikke blive ophævet ved at klage eller tigge. Den kan kun fjernes med magt. Det eneste spørgsmål er, hvilken slags magt? Den moralske magt, som folk som Saunder Lewis i Wales og Gandhi i Indien udøvede, eller den fysiske magt, som demonstranterne ved Deptford Fire Protest og Black Lives Matter-demonstranterne udløste.
Som civiliserede mennesker, der lever i et stadig mere splittet og anspændt samfund, må vi foretrække det første og starte strengt på det grundlag. Det vil være vores nuværende herskere, der afgør, om det er nok.
”Ingen retfærdighed, ingen fred!”
Note
- Whitehall er en berømt gade i det centrale London. At marchere ned ad Whitehall er et udtryk som ofte bruges i forbindelse med politiske demonstrationer og som et symbol på at konfrontere den britiske magtelite. En dansk pendant til udtrykket kunne være at stille sig op på pladsen foran Christiansborg og tale til politikerne. ↩︎
Kilde
Fra Nick Griffins Substack; “The Killing of Henry Nowak – No Justice, No Peace!“. Oprindeligt udgivet d. 2. juni 2026.