Af Andrew Joyce, Ph.D
12. juni 2015
”Tag ikke fejl: vi agter at blive ved med at tæve løs på de døde hvide mænd, og de levende, og kvinderne også, indtil den sociale konstruktion, der kaldes ’den hvide race’, er ødelagt – ikke ’dekonstrueret’, men ødelagt
Tidsskriftet Race Traitor
Som en generel regel kan man være temmelig sikker på, at enhver akademisk disciplin, der indeholder ordet ’studier’ i sin titel, straks kan afvises på et intellektuelt plan som involverende meget lidt studier og en hel del venstreorienteret indoktrinering. Den relativt nye disciplin ’Whiteness Studies’ [hvidhedsstudier] er imidlertid langt mere giftig end de gennemsnitlige aktuelle udgydelser fra det oppustede akademiske korpus. Faktisk bør hvidhedsstudiers produkter ses som intet mindre end en opfordring til folkemord på vores folk. Mens mange store tænkere i vores nationalsindede rækker har udforsket og afsløret de mere undergravende forsøg på at forme den ’måde man ser verden på’, som fortsat fører vores folk mod udryddelse, mener jeg, at der også bør kastes lys på det åbne, eksplicitte og skamløse had, der syder inden for denne “akademiske” disciplin. Den hadefulde trosbekendelse, der motiverer den nye disciplinens førende ›tænkere‹, er chokerende og alligevel på en eller anden måde lige så forudsigelig. Bag dens ideologiske fundament finder vi vendinger, træk, mønstre og strategier, der desværre er alt for velkendte for os. Vi er tvunget til endnu en gang at erkende den nådesløse etniske krigsførelse, der føres mod os og rekrutteringen af vores eget folk i et selvmorderisk korstog.
Min egen odysse ind i denne hadefulde sump begyndte for nylig, da en ven sendte mig et link til online tidsskriftet for ›hvidhedsstudier‹ Race Traitor. Tidsskriftet, der tidligere pralede med sloganet »Forræderi mod hvidheden er loyalitet over for menneskeheden«, blev grundlagt i trykt form tilbage i 1992 af den jødiske akademiker Noel Ignatiev. Både Ignatiev og Race Traitor er tidligere blevet nævnt i det nationalsindede onlinetidsskrift The Occidental Observer af professor Kevin MacDonald. Som MacDonald bemærkede tilbage i 2008, skjulte Ignatiev kun meget overfladisk det uhæmmede had, som hans ›disciplin‹ ansporer mod hvide og deres kultur:
Ignatiev et al. har udviklet en historie, der lyder som følger: En flok meget onde mennesker samledes og skabte en kategori kaldet »hvid«, som de selv tilhører, men som mennesker med en anden hudfarve ikke kan tilhøre. Derefter lavede de love, der favoriserede mennesker i den hvide kategori, de indgik hemmelige aftaler med andre hvide for at dominere den økonomiske og politiske proces, og de opfandt grundløse videnskabelige teorier, hvor hvidhed havde sine rødder i reelle biologiske forskelle. Alt det skriftlige materiale fra Ignatiev, vi har set, bærer det samme mærkelige budskab med den samme ekstreme ordlyd… Ignatiev skriver mørkt og dramatisk om at ”afskaffe den hvide race”, ”folkemord på hvide” osv. Når han presses, understreger han, at han ikke rigtig mener at dræbe mennesker, der kalder sig hvide. Han vil kun ødelægge begrebet hvidhed. Så er han ude af kniben, ikke?
Ikke helt. Ignatiev spiller i virkeligheden bare et spil med lokkemad og vildledning. Mens han er fuldt ud bevidst om sin egen jødiske racemæssige identitet, følger han tilsyneladende den politisk korrekte linje om, at »racer« kun er »sociale konstruktioner«. Når han presses, hævder han blot at være lidt mere end en ekstrem egalitarist, der er imod alle sociale hierarkier, men især dem, hvor han forestiller sig, at hvide befinder sig i toppen. Da den sande natur af det anti-hvide korstog således er skjult, har Ignatiev og hans protegéer været i stand til at udvide deres tilhængerskare og opildne til had mod hvide uden at blive direkte beskyldt for det. Deres had antager en overfladisk legitimitet, fordi de forhadte »hvide« blot er en »socialt konstruktion«. Så de sigter mod at ›dræbe‹ en konstruktion, ikke et folk. Partilinjen er derfor, at det hele handler om at få hvide mennesker til at holde op med at tænke, at de er hvide – for deres eget bedste, selvfølgelig. Så mens Black Studies, Women’s Studies, Chicano Studies osv. alle sigter mod at udvikle og pleje deres relative identiteter og sociale dagsordener, sigter ›hvidhedsstudier‹ mod fuldstændigt at udslette enhver følelse af identitet og bevidsthed hos hvide om deres gruppeinteresser.
Set i sammenhæng med etnisk konkurrence, uddannelse og kultur som våben i denne kamp er det klart, at der ikke er noget som helst godartet ved at fratage hvide deres etniske bevidsthed og identitet. Som Kevin MacDonald kommenterede:
Bemærk, at hvis Ignatiev oprigtigt var imod etnisk konkurrence, ville han have kritiseret alle mulige folkeslag og individer rundt om i verden for at opfatte sig selv som tilhørende en racemæssig/etnisk kategori. For hvad er der egentlig tilbage, når der ikke længere findes en kategori for hvidhed? Der vil stadig være mennesker med hvid hud, der kan spore deres genetiske afstamning tilbage til Europa, men som har mistet enhver følelse af at tilhøre en racemæssig kategori. Og der vil stadig være mennesker, der kategoriserer sig selv som jøder og sorte og asiater og forskellige undergrupper af asiater. Disse mennesker vil fortsat have en følelse af racemæssig/etnisk identitet, og de vil fortsat handle ud fra denne identitet. Kun hvide vil stå tilbage uden en identitet og dermed uden våben i den racemæssige/etniske kamp. … Når kun hvide står tilbage uden en identitet og dermed uden våben i den racemæssige/etniske kamp, kræver det ikke megen fantasi at forestille sig, at et egentligt folkemord på hvide er det næste skridt.
Mens Ignatiev og Race Traitor er vigtige og meget synlige hjørnestene i de nutidige bestræbelser på at ødelægge den hvide identitet og dermed vores genetiske levedygtighed, ønsker jeg i denne artikel at sætte disse bestræbelser yderligere i kontekst samt udforske nogle af de bredere implikationer og konsekvenser af nøglepersonerne og deres værker.
En af de banebrydende tekster fra hvidhedsstudierkliken er Ted Allens tobindsværk The Invention of the White Race (1994 & 1997). Allen (1919–2005) forekommer mig at være en dybt mærkelig person, der hele sit liv bevægede sig i et stærkt jødisk miljø. Allen blev født ind i en middelklassefamilie i Indianapolis, Indiana. I 1929 flyttede familien til Huntington, West Virginia, hvor han senere hævdede at være blevet ”proletariseret af Den Store Depression”. Han havde tilsluttet sig det stærkt jødiske Kommunistparti i 1930’erne, og efter at være flyttet til New York i 1948 underviste han fra 1949-56 i økonomi på partiets Jefferson School ved Union Square på Manhattan. I slutningen af 1950’erne kom det kommunistiske parti under regeringens lup og forfaldt til interne stridigheder, hvilket fik Allen til at forlade partiet for at hjælpe med at oprette en ny organisation, Provisional Organizing Committee to Reconstitute the Communist Party (POC). Efter ophold i England og Irland efter sin kones død vendte Allen tilbage til Brooklyn i 1960’erne.
Med udgangspunkt i W. E. B. Du Bois teorier i bogen Black Reconstruction (1935) om Amerikas påståede ‘racemæssige blinde vinkel’ og stærkt påvirket af nære jødiske venner som Noel Ignatin (senere Ignatiev) begyndte Allen at arbejde på en historisk undersøgelse af tre kriser i USAs historie, hvor han antog, at der var generelle konfrontationer mellem kapitalens kræfter og kræfterne nedefra — kriserne under borgerkrigen og genopbygningen, det populistiske oprør i 1890’erne og den store depression i 1930’erne. Hans arbejde fokuserede på den rolle, som teori og praksis om det, han opfattede som »hvidt overherredømme«, spillede i udformningen af disse kriser. Ignatiev og Allen leverede sammen teksten til en indflydelsesrig pamflet fra 70’erne, der indeholdt både Ignatievs artikel »White Blindspot« og Allens artikel »Can White Radicals Be Radicalized«.
Jeg synes, det siger meget om Allens egen forvirrede opfattelse af racemæssig identitet, at han udgav sit eget bidrag til pamfletten under det udpræget jødisk klingende pseudonym J. H. Kagin. Det jødiske pseudonym passede til en person, der gennem hele sit liv tilsyneladende stræbte efter jødiskhed, både i sin udslettelse af og had til sin egen hvide identitet og i sin vedvarende tilknytning til jøder og deres interesser. Da han endelig udgav The Invention of the White Race i begyndelsen af 90’erne, bidrog Allen væsentligt til Ignatievs sag ved at udfordre fænotypiske definitioner af race, ved at udfordre argumenterne om, at racisme er et medfødt træk ved den menneskelige natur og ved at afvise tanken om, at den hvide arbejderklasse drager fordel af en følelse af racemæssig bevidsthed og identitet. Allen døde i fattigdom i Crown Heights, Brooklyn, hvor han boede i over fyrre år. Man kan tilføje, at hans sidste job meget passende var som underviser i matematik på den jødisk ultraortodokse Crown Heights Yeshiva.
En anden vigtig skikkelse i udviklingen af studier af hvidhed var Alexander Saxton (1919–2012). Saxton kom ligesom Allen fra en middelklassefamilie, men nærede luftige drømme om et liv som klassekæmper. Hans far var chefredaktør hos Harper & Brothers, det forlag, der først udgav Edna St. Vincent Millay, Aldous og Julian Huxley, J.B. Priestley og Thornton Wilder. Hans mor underviste i litteratur på en privat pigeskole i Manhattan. Ligesom Allen hævdede han senere at være blevet ”radikaliseret af Den Store Depression”. Saxton begyndte på Harvard i 1936, men droppede ud i sit tredje studieår for at blive arbejder i Chicago. Jobbet, der var seks dage om ugen, gav 25 cent i timen, hvilket fik dekanen på Harvard til at foreslå, at hans forældre sørgede for, at han fik psykiatrisk hjælp. Saxton meldte sig snart ind i Kommunistpartiet og fik til sidst sin bachelorgrad fra University of Chicago. Hans medlemskab af Kommunistpartiet samt hans udgivelse af en række tvivlsomme romaner fra slutningen af 40’erne førte til, at han i midten af 1950’erne blev indkaldt til at vidne for The House Un-American Activities Committee. Efter årtier med at skrive artikler om ›hvidt overherredømme‹ udgav en udslidt Saxton i 2003 bogen The Rise and Fall of the White Republic, hvor han argumenterede for, at ›hvid racisme‹ var centralt for amerikansk politik og kultur. Det blev senere en grundlæggende tekst inden for ›hvidhedsstudier‹. Saxton skød sig selv i sit hjem i 2012.
En yngre skikkelse i udviklingen af ›hvidhedsstudier‹ var Ruth Frankenberg (1958–2007). Frankenberg blev født i England af en jødisk far og en engelsk mor, begge ivrige venstreorienterede. Efter forældrenes skilsmisse blev Frankenberg hovedsageligt opdraget af sin far, inden hun som 21 årig flyttede til Californien i slutningen af 70’erne. Op gennem 70’erne havde hun som ›socialistisk feminist‹ (aldrig som jødisk!) viet sig til at bekæmpe National Front, en anti-indvandringsbevægelse, der havde vundet frem i England siden midten af 1960’erne. Efter at være ankommet til Californien og have erklæret sig for lesbisk begyndte Frankenberg at arbejde tæt sammen med Erica ›Ricky‹ Sherover-Marcuse og Terry Berman. I A Promise and a Way of Life: White Antiracist Activism skriver forfatteren Becky Thompson, at ”Fra Ricky Marcuse og Terry Berman, begge hvide antiracistiske konsulenter og undervisere, lærte Ruth, at antiracistisk arbejde for hvide mennesker kræver, at man ’udfører arbejdet ud fra en følelse af selvkærlighed’.”1 Der er en række problemer med Thompsons naive udsagn. For det første var hverken Marcuse eller Berman hvide, men derimod begge stærkt selvidentificerende jøder. Faktisk var Marcuse enke efter den, desværre, meget indflydelsesrige jødiske marxistiske “filosof” Herbert Marcuse fra den berygtede gennemjødiske Frankfurterskole. For det andet kan Rickys arbejde, ligesom det arbejde mod hvide, som hendes mand var pioner for, meget vel have været motiveret af selvkærlighed i den forstand, at hun elskede og identificerede sig med sin jødiske identitet, men der var ingen kærlighed til hvide eller vestlig kultur og civilisation.
Marcuse var tilstrækkelig bevidst om sin egen jødiske identitet til at arbejde i en kibbutz fra 1959–1960/61, hvor hun lærte hebraisk. Hun arbejdede sammen med Herbert Marcuse ved University California San Diego i 1970’erne, og efter at Herberts anden kone, Inge Neumann, døde i 1972, giftede Ricky og Herbert sig den 21. juni 1976. Efter Herberts død fortsatte Marcuse med at producere et stort antal skrifter, der samtidig modarbejdede hvid identitet og fremmede jødiske interesser. Disse skrifter kom til at danne grobund for udviklingen af ›hvidhedsstudier‹. For eksempel skrev Marcuse i sin artikel “Working Assumptions For White Activists On Eliminating Racism: Guidelines For Recruiting Other Whites As Allies”, at aktivister bør:
Antage, at alle hvide mennesker har gennemgået en eller anden form for systematisk konditionering eller ›træning‹ til at påtage sig ›undertrykkersrollen‹ i forhold til farvede mennesker. Nogle gange har denne træning bestået i at deltage i voldshandlinger eller at deltage i racistiske fornærmelser eller vittigheder; nogle gange har denne træning bestået i at tie stille over for uretfærdighed. Nogle gange har denne træning bestået i at være ›ekstra venlig‹ over for farvede mennesker.
Mens alle hvide skal ses som ’trænede’ undertrykkere, blev jøder altid fremstillet af Marcuse som det arketypiske offer. Jøder skulle have al mulig lov til at identificere sig som jøder, mens ’hvide undertrykkere’ selvfølgelig skulle nægtes at identificere som hvide. I “A Working Perspective on Jewish Liberation”, skrev Marcuse:
Jødisk undertrykkelse er reel; den påvirker alle jøders liv. Som folk og som individer har jøder været mål for systematisk mishandling og antijødiske holdninger. … Hver jøde har og har ret til at have et unikt (selvdefineret) forhold til jødiske traditioner, jødiske kulturer, jødiske religiøse praksisser, jødisk historie og til staten Israel.
Inden hun døde i 1988, brugte Marcuse meget af sin tid på at fremme sin ideologi gennem sine “Unlearning Racism workshops” og på at indoktrinere hvide teenagere til at støtte multikulturalisme gennem sin “New Bridges gruppe” i Oakland. Hun investerede også meget tid i hvidhedsstudie-protégéer som Ruth Frankenberg, inden hun døde af kræft i en alder af 50 år i 1988.
Med inspiration fra Ignatiev, Marcuse, Berman og de hvide kommunister udgav Frankenberg bogen White Women, Race Matters: The Social Construction of Whiteness i 1993. Frankenberg baserede sin ›undersøgelse‹ på fagområdets dogme, der kredser om troen på, at race ikke er andet end en flydende social, politisk og historisk konstruktion. Hun argumenterede for, at selvom hvide måske benægter, at de er ›racistiske‹, kan de ikke benægte, at de er hvide. Frankenberg fortsatte med at argumentere for, at hvide implicit er racistiske i kraft af deres ›dominerende‹ position i det vestlige samfund og hævdede, at vi bør ›reflektere kritisk‹ over denne sociale dominansposition, som hvide mennesker angiveligt indtager i vores samfund. Hvidhedsstudier var for Frankenberg, ligesom for hendes forgængere, derfor intet andet end en øvelse i at overbevise hvide om, at de er undertrykkere, uanset om de ønskede at være det eller ej, og uanset om de rent faktisk personligt havde deltaget i nogen form for undertrykkelse eller ej.
Det var denne samling af excentrikere og aktivister, der skabte og udbredte det kulturelle meme om ›hvidt privilegium‹.
Frankenberg fik, ligesom Allen, Saxton og Marcuse, en mindre behagelig afslutning på sin eksistens, da hun døde af lungekræft i 2007 i en alder af 49 år. Men på det tidspunkt var der skabt tilstrækkelig fremdrift til, at den intellektuelle bevægelse kunne overleve uden sine hovedarkitekter. Hvidhedsstudier begyndte at blomstre omkring 2002, da mange jødiske og selvhadende venstreorienterede akademikere, der tidligere havde været involveret i indirekte angreb på hvide via underlødige historier om slaveri, begyndte at få øje på nye muligheder og strømmede ind i det nye “forskningsfelt”. En af dem var den jødiske ›ekspert‹ i slaveri, Peter Kolchin, der i en artikel i Journal of American History fra 2002 skrev:
Pludselig er der hvidhedsstudier overalt. Den hurtige spredning af en genre, der synes at være kommet ud af det blå, er intet mindre end forbløffende: En nylig søgeordsøgning i mit universitetsbiblioteks elektroniske katalog gav 51 bøger, der indeholdt ordet »hvidhed« i titlen, næsten alle udgivet i det seneste årti og de fleste udgivet i de seneste fem år. … Selvom udtrykket ”hvidhedsstudier” ved første øjekast måske antyder værker, der fremmer hvid identitet eller udgør en del af en racistisk modreaktion mod multikulturalisme og ’politisk korrekthed’, søger stort set alle forfattere inden for hvidhedsstudier at konfrontere hvidt privilegium – det vil sige racisme – og stort set alle identificerer sig på et eller andet plan med den politiske venstrefløj. De fleste af dem ser en tæt sammenhæng mellem deres akademiske indsats og målet om at skabe en mere human samfundsorden.
Selvfølgelig var den nye genre ikke ”kommet ud af det blå”, som Kolchin antydede. Både genren selv og flere af dens vigtigste arkitekter og forfattere havde verificerbare organiske forbindelser til både kommunismen og Frankfurterskolen – hvor Marcuse var selve personificeringen af en sådan slægtslinje. Og ligesom Frankfurterskolen er gruppens ideologi mere eller mindre eksplicit bygget på tanken om, at en mere ›human samfundsorden‹ kun kan opnås gennem den totale udslettelse af hvidheden.
Den åbenlyse promovering af hvidhedsstudier må opfattes som intet mindre end en handling af ekstrem, endda voldelig, aggression mod den hvide race. Jeg mindes et særligt relevant afsnit fra Savitri Devis bog The Lightning and the Sun. Devi skrev, at den materialistiske verdens opfattelse af vold gjorde det muligt for enorme aggressioner at finde sted uimodsagt. Hun pegede på:
En ubemærket, langsom, men uforsonlig forfølgelse, både økonomisk og kulturelt: den systematiske undertrykkelse af alle muligheder for de besejrede, uden at det ›ses‹, den nådesløse ›konditionering‹ af børn, som er desto mere forfærdelig, fordi den er mere upersonlig, mere indirekte, mere udadtil ›blid‹, den udspekulerede spredning af sjæledræbende løgne; vold under dække af ikke-vold.
Den jødiske organisation Anti-Defamation Leagues pædagogiske programmer, udslettelsen af vores nationale grænser, mordet på vores racemæssige identitet og det langsomme folkemord på vores folk gennemføres uden kugler, bomber eller knive. Men det er og vil være enormt voldeligt i sine implikationer. Hvidhedsstudier er ikke en del af en akademisk disciplin i ordets egentlige forstand. Genren er en handling af interetnisk aggression mod hvide mennesker, deres kultur og civilisation.
Konklusion
I dag viser en hurtig søgning på amazon.com mere end seks hundrede resultater for bøger med »hvidhed« i titlen. Jøder er stærkt repræsenteret både i numerisk forstand og i den forstand, at deres bidrag fremstår endnu mere giftige end gennemsnittet. Tag for eksempel George Lipsitzs The Possessive Investment in Whiteness: How White People Profit from Identity Politics (2006), hvor forfatteren tilbyder ”et uforbeholdent blik på hvidt overherredømme… hvidhed er en struktureret fordel, der har skabt uretfærdige gevinster og ufortjente belønninger for hvide, samtidig med at den har påført medlemmer af forurettede racegrupper hindringer i deres adgang til formueopbygning, beskæftigelse, bolig og sundhedspleje.” Selvom jøder fortsat er fremtrædende, er det stadig en smertefuld realitet, at unge hvide akademikere fortsat strømmer til en bevægelse, der er rettet mod ødelæggelsen af deres eget folk.
En væsentlig faktor, der fremmer denne etnisk selvmorderiske adfærd, er den fortsatte jødiske dominans i den akademiske verden og den konstante mutation af det, der løst kan betegnes som Frankfurterskolens ideologier, til såkaldte nye intellektuelle bevægelser. Der er virkelig intet nyt overhovedet ved hvidhedsstudier. De er simpelthen den seneste forklædte version af den radikale kritik af hvid kultur og, bortset fra al talmudisk logik om “race som en konstruktion”, den aktive promovering af folkemord på den hvide race. Hykleriet hos de jødiske arkitekter bag hvidhedsstudier er indlysende — tydeliggjort i deres totale mangel på identifikation med hvide og i deres meget stærke selvidentifikation med jødisk kultur og gruppeinteresser. Det er tragisk, ja faktisk kriminelt, at denne korrupte klike af etniske aktivister og dysfunktionelle kommunistiske wannabe-jøder har kapret stillinger på fakulteterne, har fået adgang til eliteforlag og dermed betydelig magt og indflydelse på kulturen.
Den anden faktor, der spiller ind i succesen med hvidhedsstudier, er det vedvarende problem med hvid patologi. Den ene side af hvid patologi er altruisme over for andre racer. Den anden endnu mere snigende giftige side er tendensen til selvhad. I min sidste artikel om dette emne skrev jeg, at:
Dette selvhad kan være relativt sovende, i den udstrækning at det ofte er ubevidst, men vil stige kraftigt, når medierne eller andre kulturelle påvirkningsaktører opdager et passende emne og opbygger en falsk fortælling omkring det. Når den falske fortælling bliver mainstream, fyldt med følelsesladede moralske udløsningsmekanismer, omsættes hvidt selvhad til aktivisme, som derefter får sit eget liv og momentum. Det moralske korstog bliver hurtigt moderigtigt, spreder sig på trendformidlere som sociale medier og vinder flere og flere blinde tilhængere. De sande fakta bag det oprindelige emne er på dette tidspunkt begravet under lag af socialt konstrueret debat, stunts og protester af typen »ligpose på en strand«.2 Modargumenter betegnes på dette stadium som undergravende og som en forlængelse af folkefjenden fra Europas ›racistiske‹ fortid. Selv »ligegyldighed« og enhver omtale af omkostningerne ved indvandring behandles med foragt. De individer, der er opmærksomme på fupnummeret og aktivt organiserer sig til et modtræk, såsom nationalistiske politiske partier, betegnes som legemliggjorte folkefjender. Konfronteret med disse folkefjender når den hvide moralisme sit højdepunkt.
De hvide venstreorienterede, der i øjeblikket konspirerer med deres jødiske akademiske guruer om hvidhedens undergang, er farlige og moralsk vildledte fanatikere og dermed raceforrædere af den højeste orden.
De tror fuldt og fast på, at ”forræderi mod hvidheden er loyalitet over for menneskeheden”. De har bevidst valgt at trække sig ud af kampen for livet.
Da jeg gennemgik denne pøbels højtravende produktioner, blev jeg drevet mod mine egne refleksioner over hvidhed. Det siger sig selv, at jeg som skribent for The Occidental Observer afviser enhver antydning af, at race blot er en social konstruktion. Race er for mig en lige så konkret naturlig realitet som solens opgang og vindens blæsen. Jeg kunne skrive side op og side ned om den hvide races bedrifter og dens plads på toppen af den menneskelige udvikling, men jeg vil afvise enhver reduktion af hvidhed til det rent materielle. Vigtigere end de opfindelser, opdagelser, rejser og slag, der kendetegner vores race, er den energi og ånd, der ligger til grund for dem alle.
Jeg foretrækker at betragte hvidhed som destilleret i den faustiske ånd, og jeg mener derfor, at det ikke ville være mere muligt at indfange hvidhed på papir eller i en akademisk disciplin for den sags skyld, end det er at indfange lynet i en flaske.
Noter
- B. Thompson, A Promise and a Way of Life: White Antiracist Activism (University of Minnesota Press, 2001), s. 165. ↩︎
- Udtrykket ›ligpose på en strand‹ henviser normalt til en slående, meget visuel form for direkte aktionsprotest, der bruges af humanitære og menneskerettighedsaktivister til at repræsentere og mindes ofrene for en bestemt krise.
Det mest fremtrædende eksempel på dette fandt sted den 22. april 2015, da Amnesty International placerede 200 sorte ligposer på småstenene på Brighton-stranden i Storbritannien. ↩︎
Kilde
Fra The Occidental Observer; “Jews, Communists and Genocidal Hate in “Whiteness Studies”“. Oprindeligt udgivet d. 12. juni 2015.