I et essay fra 2015 om »Whiteness studies« [hvidhedsstudier] forsøgte jeg at lægge grunden og sætte rammen for en mere uddybende undersøgelse af omfanget og de ødelæggende konsekvenser af den nutidige jødiske intellektuelle aktivisme på vores højere læreanstalter og i den bredere kultur. I det essay påpegede jeg betydningen af jødiske aktivister, herunder Noel Ignatiev, Ruth Frankenberg, Ricky Marcuse og Terry Berman, som mellem midten af 1970’erne og slutningen af 1990’erne engagerede sig i et forsøg på at udvikle en akademisk disciplin kendt som ›Whiteness studies‹. Siden sin opståen har hvidhedsstudier indtaget en unik plads i et stadig mere multikulturelt fagligt landskab. I modsætning til Black Studies, Jewish Studies eller Asian Studies har denne akademiske sfære ikke til formål at udforske den undersøgte etniske gruppes præstationer, historie og kultur på en konstruktiv måde. I stedet eksisterer genren for at underkaste ’hvidhed’ – og dermed hvide mennesker – en særdeles fjendtlig dialektik bestående af nedværdigelse af hvid kultur, forringelse af hvid historie og delegitimering af den europæiske eksistensberettigelse. Som sådan kan disciplinen betragtes som en form for etnisk krigsførelse, da den er baseret på en bevidst erobring af sind og samvittigheder og i sidste ende af ressourcer og territorium.
I alle vestlige lande er studier af hvidhed, både i sin akademiske og socialretfærdige udformning, fortsat uforholdsmæssigt domineret af jøder. Dette er et empirisk observerbart faktum. Der kunne skrives en hel bog om jødisk engagement i netop denne akademiske »disciplin«, men det bør her være tilstrækkeligt med en kort gennemgang af nogle centrale eksempler. Disse omfatter Barbara Applebaum fra Syracuse University, der har gjort en karriere ud af at fremme forestillinger om ›hvid skyld‹ og afslutte det, hun beskriver som »hvid moralsk uskyld«. I samme ånd er Say Burgin fra Leeds University, der underviser i et kursus med titlen »Why is my curriculum White?«, mens George Lipsitz fra University of California, forfatter til How Racism Takes Place, også har skrevet flere bøger om ›hvidhed‹ og hvid skyld. Den jødiske feminist Michelle Fine, der er tilknyttet City University of New York, har udgivet adskillige værker om »hvid privilegium«, herunder hendes bog Witnessing Whiteness.
Andre jødiske akademikere, der er meget aktive inden for feltet hvidhedsstudier, omfatter Lois Weis, David Theo Goldberg, Maurice Berger, Lawrence Grossberg, Jennifer Roth-Gordon, Cynthia Levine-Rasky, Laura S. Abrams, Judith Katz, Melissa Steyn, Paula Rothenberg, og Amy Eshleman.
Jødisk engagement er måske endnu mere intensivt inden for den såkaldte socialretfærdighedsaktivisme. En af de førende arrangører af ”hvidhedsworkshops” i USA er Dara Silverman. Silverman er en ”konsulent, organisator og underviser, der i over 20 år har opbygget bevægelser for økonomisk, racemæssig, kønsmæssig og social retfærdighed. Fra januar 2015 til juli 2016 var Dara den stiftende direktør for Showing up for Racial Justice (SURJ). Som konsulent arbejder Dara med små og mellemstore grupper for at styrke deres organisatoriske færdigheder, fundraising og organisatoriske kapacitet. Dara var administrerende direktør for Jews for Racial and Economic Justice (JFREJ) i New York City fra 2003 til 2009.”
Den berygtede jødiske aktivist Tim Wise har rost Silverman som ”en kritisk stemme i den nyligt genoplivede bevægelse af antiracistiske hvide allierede. Som en ukuelig medsammensvoren med ledere af farve i kampen mod hvid overherredømme og racemæssig ulighed er Silvermans forståelse af strategier til opbygning af bevægelser uden sidestykke.” Med hensyn til det faktiske indhold af hendes arbejde tilbyder Silverman at ’kurere’ hvide for deres ”giftige hvidhed” via workshops og ’webinarer’. I det væsentlige er disse bestræbelser programmer til afrodning, udført via psykologisk misbrug centreret om fremkaldelse af skyldfølelse. Dette forsøg på at adskille et folk fra deres identitet er mere end lidt hyklerisk, i betragtning af at Silverman i mindst ét interview har udtalt, at ”jeg er jøde og har en ret stærk tilknytning til jødedommen.”
Se et billede af Dara Silverman her.
Ud over Silverman er mange flere jøder blevet tiltrukket af den håbløst lukrative og moderigtige forretning, der går ud på at overbevise hvide om at opgive deres identitet. Blandt dem er Jon Greenberg, forfatter til ”10 examples that prove White privilege protects White people in every aspect imaginable,” og ”Talking to Kids about Whiteness.” Andre fremtrædende skikkelser inden for den sociale retfærdigheds sfære i angrebet på hvidhed omfatter Debbie Zucker og Robin Nussbaum. Da Vassar College i New York besluttede at afholde en række workshops om hvidhed i oktober sidste år, var de to workshopledere Diane Eshelman og Michael Drucker, som begge er jøder. Mens svækkelsen af den interne eller psykologiske støtte til den hvide identitet i sig selv er tilstrækkeligt problematisk, forværres problemet af intensiv jødisk aktivisme inden for andre områder af akademisk og ”social retfærdighed”-aktivitet. Det mest skadelige i denne henseende er den jødiske dominans inden for ›kritisk raceteori‹ og dens tilsvarende politiske udtryk i form af bevægelsen for åbne grænser.
Læsere, der har fulgt den igangværende ›flygtningekrise‹ de sidste par år, vil højst sandsynligt på et eller andet tidspunkt være stødt på sætningen »Ingen er ulovlig«. Udtrykket er særligt populært i Tyskland, hvor Kein mensch ist illegal blev kampsloganet for titusinder af succesfuldt rodløse tyske venstreorienterede og dermed et centralt træk ved den migrantbølge, der skulle oversvømme den uheldige nation.
Og det var faktisk Tyskland, der først gav anledning til udtrykket og den bevægelse, det skulle komme til at omfavne. Det var på documenta X-kunstudstillingen i Kassel i 1997, at denne særlige ›antiracistiske‹ bevægelse i vid udstrækning anses for at være blevet formelt grundlagt. Årets udstilling og den bevægelse, den gav anledning til, blev organiseret af den fransk-jødiske ›kunstneriske leder‹ Catherine David. David var ivrig efter at gøre hele udstillingen til et politisk statement, noget der ikke gjorde hende populær hos nogle af Tysklands mere konservative kunstkritikere. Ufortrødent forvandlede hun selve byen Kassel til en ›lektion‹ for galleribesøgende, og en af hendes kunstnerkolleger og jødiske medmennesker, Lois Weinberger, plantede endda ›frodigt ukrudt‹ fra Syd- og Sydøsteuropa langs de nedlagte spor ved Kassels hovedbanegård som en metafor for migration og en ›postnational‹ verden. Midt i den åbenlyse fremhævelse af de jødiske kolleger Eva Hesse og Chantal Ackerman var det den lidenskabelige jødiske intellektuelle atmosfære på documenta X og dens abstrakte teorier om migration og ›postnational‹ identitet, der gav anledning til Kein Mensch ist Illegal, et udtryk, som de tilstedeværende lånte fra Elie Wiesels skrifter.
Selvom bevægelsens formelle oprindelse kan spores tilbage til Kassel 1997, var dette nok kun den åndelige fødsel af gruppen og dens specifikke ideologi. En mere formel kodificering af dens teori kom i begyndelsen af 2000’erne med udgivelsen af den britisk-jødiske intellektuelle Steve Cohens No One Is Illegal: Asylum and Immigration Control, Past and Present (2003). Cohen, der døde i 2009, havde på det tidspunkt arbejdet i tre årtier som indvandringsadvokat i Manchester, hvor han oprettede Greater Manchester Immigration Aid Unit og deltog i Anti-Deportation Campaigns. Han var medlem af International Marxist Group (IMG) fra 1968 til slutningen af 1974, selvom han tilsyneladende var meget offentligt engageret i yderliggående venstrefløjspolitik, indtil han blev slået bevidstløs af britiske nationalister, der afbrød et af hans møder i 1976. Derefter synes hans offentlige engagement at være aftaget, og han blev mere tilbagetrukket. Cohen var medlem af Jewish Socialist Group det meste af sit liv, og han var en typisk jødisk intellektuel i den forstand, at han både var produktiv og intens og skrev bøger, manifest og pamfletter om antisemitisme, socialisme, indvandring, grænser og velfærdsstaten.
I 2003 afsluttede Cohen tredive års aktivisme med udgivelsen af sit hovedværk, No One Is Illegal. Mens slogan-titlen passede perfekt til Cohens egen ideologiske udvikling, var han også meget bevidst om dens genklang på kontinentet, hvor den var det centrale budskab fra det jødisk-inspirerede transnationale europæiske netværk for åbne grænser, der blev dannet i slutningen af 1990’erne. Dette netværk havde i 2000 udviklet sig til den vigtigste græsrodsbevægelse inden for radikal migrationspolitik på europæisk plan. En af dets primære taktikker var opretholdelsen af en vedvarende synlig tilstedeværelse i grænselejre som den berygtede lejr i Calais, sammen med politiske kampagner mod migrationskontrol og europæiske aktionsdage. Cohens bidrag til en sådan ›direkte aktions‹-politik, via udgivelsen af hans bog og et ledsagende manifest, var at levere både forfinet teori og abstrakt ›moralsk‹ begrundelse.
Cohens teorier var, og er stadig, yderst grundlæggende. De trækker i høj grad på hans jødiske baggrund, i den forstand at Cohen har en meget flydende, abstrakt og nomadisk holdning til nationalstaten og nationalitet generelt. Da jøder har været vandrere på jorden siden forhistorisk tid, kan man næppe undre sig over, at jøder, bortset fra zionistiske distraktioner, fortsat ville have en aversion mod ”jord”-nationalisme, selvom de opretholder den absurde påstand om, at ”blod”-nationalisme betyder lige så lidt for dem. Det centrale problem her ligger i, at jøder på bemærkelsesværdig og meget problematisk vis har insisteret på at undergrave de fastboende folks tilknytning til jorden, blandt hvilke de bor. Steve Cohen var et perfekt eksempel på denne yderst nedbrydende kraft. I sit manifest fra 2003, No One Is Illegal, hævdede han, at indvandringskontrol ”er iboende racistisk, idet den er baseret på den groveste af alle former for nationalisme – nemlig påstanden om, at briterne har eneret på Storbritannien.”
I Cohens verdensbillede er briterne, og hvide hvor de end befinder sig, blot husbesættere på jord, som de med rette kan blive frataget. Deres ressourcer står frit til rådighed i løbet af ”konkurrencen”. Cohen, den tilsyneladende livslange kommunistiske universalist, afslører således et overraskende kapitalistisk/socialdarwinistisk syn på jord og territorium, endda i et omfang, hvor han anvender kapitalistisk sprog (”monopol”) for at understrege sit synspunkt. Dette slog mig ved første læsning som en bekræftelse af Yockeys idé om, at marxismen har en urokkelig ”kapitalistisk herkomst”, men endnu stærkere var ekkoet af den velkendte sociopolitiske position om ”jøden” som både ærkekommunist og kapitalist.
Ligesom mange jøders var Cohens politiske ideologi i sig selv flydende og uden grænser, hovedsageligt kendetegnet ved racemæssig opportunisme. For eksempel ved vi, at Cohen aldrig ville sige, at briterne havde ret til at kolonisere Afrika i det nittende århundrede på grund af det absurde i, at ”afrikanerne har en eneret på Afrika” . Årsagen hertil er, at Cohens teori, ligesom alt, der stammer fra jødisk bolsjevisme, slet ikke handler om åbne grænser eller socialisme. Den handler i stedet om at berøve de hvide deres ejendom. Cohens formuleringer og argumenter fokuserer alle på ikke-hvide migranter, der søger adgang til historisk hvide nationer. Hans argument om ”monopolet” på land er ikke meget mere end en plan for berøvelse, inspireret af hans egne forældede jødiske klager, virkelige eller indbildte.
Cohens ’teori’ udvikler sig til påstanden om, at indvandringskontrol ”kun kan forklares med racisme. Deres indførelse er et resultat af og en sejr for racistiske, proto-fascistiske og egentlige fascistiske organisationer. Det er umuligt at se, hvordan lovgivning, der er skabt på denne måde, lovgivning ledsaget af de mest modbydelige racistiske billeder og antagelser, nogensinde kan omformuleres og gøres ›retfærdig‹.” Det er svært at forestille sig, at nogen med en rimelig grad af intelligens nogensinde kunne acceptere argumenter som disse. Selv hvis man ser bort fra racemæssige privilegier, er tanken om, at indvandringskontrol »kun kan forklares med racisme«, utrolig svag, da den ignorerer kravene til national sikkerhed, bevarelse af kultur og beskyttelse af arbejdspladser, sundhed og lønninger. Man må antage, at Cohen ville have set »modbydelige racistiske billeder« selv i en britisk husmors mest hverdagsagtige bekymring for, at hendes barn skulle have en plads på den lokale skole eller en seng på det lokale hospital. Hans argument bygger på, at der findes en »implicit fascisme« i disse vigtige aspekter af livet i hvide nationer. Dette var noget, som Cohen sandsynligvis opfattede, men kun på grund af den miasma af klager, utilstrækkeligheder og psykologiske komplekser, der ligger implicit i hans egen etniske baggrund.
Det tredje centrale argument i Cohens manifest er, at “kravet om ›retfærdig‹ kontrol simpelthen ignorerer sammenhængen mellem indvandringskontrol og velfærdsrettigheder. Denne sammenhæng er i sig selv iboende uretfærdig – og racistisk.” Cohens optagethed af ’retfærdighed’ og ’racisme’ bruges her igen til at tilsløre den ægte og nødvendige bekymring hos borgere, der har investeret i et velfærdssystem, der er opbygget og udviklet i et engang etnisk homogent samfund med høj tillid. Cohen betragtede briternes ønske om at forhindre indvandrere, der ikke investerer, i at høste uforholdsmæssigt store gevinster fra deres velfærdsstat som ’uretfærdigt’ og ’racistisk’. For at omskrive vores jødiske teoretiker nægter Cohen at acceptere, at udlændinge ikke har en ”rettighed” til britiske penge. Cohen nægter også at erkende, at en stat uden grænser med tiden vil ophøre med at være en stat overhovedet. I et sådant miljø bliver en ›velfærdsstat‹ en umulighed.
Den sidste del af Cohens ›Open Borders‹-manifest slutter med påstanden om, at »kontrol aldrig kan være ›retfærdig‹ over for dem, der er underlagt den.« Cohens argument her er baseret på en formodet ret, som udlændingen har. Cohen mener, at den fremmede har ret til ubegrænset imødekommenhed. ’Retfærdighed’ er i Cohens opfattelse at åbne portene til Storbritannien, et lille land, der allerede kæmper med en befolkning på 64 millioner, for en verden med 7,5 milliarder mennesker. ’Retfærdighed’ i denne beregning svarer til nationalt selvmord, ikke blot i betydningen af at opgive nationale grænser og institutioner, men den totale udslettelse af den organiske nation i form af det britiske folk. I denne forstand er det et manifest for folkemord.
Dette uhyggelige dokument var grundstenen til bevægelsen »No One is Illegal« i Storbritannien, hvor en gruppe med samme navn blev lanceret under ledelse og instruktion af Steve Cohen, hans jødiske medarbejder David Landau og to kvinder af ukendt herkomst. I løbet af de sidste par år er der blevet dannet »No One Is Illegal«-grupper overalt i Europa og USA: Spanien (Ninguna Persona Es Ilegal), Sverige (Ingen Människa Är Illegal), Polen (Żaden Człowiek Nie Jest Nielegalny) og Holland (Geen Mens Is Illegaal). Disse grupper har allieret sig med voksende aktivistorganisationer, der kalder sig »No Borders«.
Langt fra at være aftaget med Steve Cohens død er den jødiske fremtrædende rolle i Open Borders-bevægelsen måske blevet endnu mere markant i de senere år. Den teoretiske vifte, der understøtter indsatsen, er også blevet lidt mere diversificeret. Bryan Caplan, professor ved George Mason University, er grundlæggeren af openborders.info og er den mest synlige nordamerikanske skikkelse, der opfordrer til en afskaffelse af indvandringskontrol. Så sent som sidste år skrev Caplan en artikel til TIME, hvor han argumenterede for, at ”i stedet for at fordoble vores indsats for at begrænse indvandringen, bør vi vende tilbage til den historiske amerikanske politik om åbne grænser – at give adgang til alle, der er ivrige efter at komme og skabe et bedre liv for sig selv.” I modsætning til Cohens argumenter bygger Caplan udelukkende på en kapitalistisk appel – løgnen om, at åbne grænser vil betyde en tilstrømning af indvandrere, der vil gøre amerikanerne rigere. Hvad løgne angår, må denne rangere et sted på linje med den fra Menasseh Ben Israel (1604–1657), der ikke blot fortalte Oliver Cromwell, at en tilbagevenden af jøder i England ville gøre nationen rigere, men at det også ville føre til Jesu Kristi forestående genkomst.
Se et billede af Bryan Caplan her.
Caplan hævder frimodigt, uden statistik eller beviser, at ”indvandrere, ligesom turister, normalt er betalende kunder, ikke tiggere.” Men vi ved fra statistikker, at de er tiggere. Det er blevet anslået, at ”40 % af de unge muslimer i Frankrig og 50 % i Tyskland er arbejdsløse og modtager sociale ydelser. For eksempel går anslået 40 % af velfærdsudgifterne i Danmark til de 5 % af befolkningen, der er muslimer. Ifølge Otto Schily, tidligere tysk indenrigsminister, der taler om indvandrere generelt: ”Syvogtres procent af de nyankomne [siden 2002] ender på velfærd den dag, de ankommer.” I Sverige, som måske er det mest akutte tilfælde, anslås indvandrerne at udgøre 1,5 millioner ud af 10 millioner indbyggere; indvandringen anslås at koste næsten 14 milliarder dollar om året.” Caplan ignorerer fuldstændigt denne virkelighed og gentager, at ”indvandrere sjældent er velgørenhedssager.” Faktisk vil indvandrerne ifølge Caplans argumentation bringe deres nationer ”billioner af dollars i ekstra velstandsskabelse, år efter år.” Dette er løftet om det andet komme i en ateistisk og materialistisk tidsalder.
Med inspiration fra Steve Cohen offentliggjorde Caplan sit eget manifest på ”Open Borders Day, den 16. marts 2015.” Manifestet er underskrevet af en overvægt af jødiske og ikke-hvide intellektuelle fra universiteter over hele USA, men også af nogle i Canada og Europa. Et særligt interessant aspekt ved manifestet er, at det undgår de økonomiske kneb, Caplan rejste i sin TIME-artikel, og i stedet vender tilbage til den tomme moralisering fra Steve Cohens indsats i 2003. Caplan argumenterer for, at ”bevægelsesfrihed er en grundlæggende frihed, som regeringer bør respektere og beskytte, medmindre det er berettiget af formildende omstændigheder. Dette gælder også for bevægelse på tværs af internationale grænser.”
Caplan fortsætter med at sige, at ”grænsekontrol hovedsageligt begrænser bevægelsen af mennesker, der ikke har onde hensigter. De fleste af de mennesker, der i dag lovligt forhindres i at krydse internationale grænser, flygter fra forfølgelse eller fattigdom, ønsker et bedre job eller hjem, eller blot vil se byens lys.”
Vil de blot se byens lys? Caplan og hans tilhængere kræver, at ”internationale grænser bør være åbne for alle at krydse, i begge retninger.” Dette omkvæd om trafik, der bevæger sig i ”begge retninger,” er et af de mere snedige og uærlige kneb fra fortalerne for åbne grænser. Det er faktisk kernen i bestræbelserne på at overbevise hvide om, at ved at opgive deres grænser vil også de blive ”sat fri.” Men hvor lang vil køen være til flyvninger fra New Hampshire til Mogadishu? Fra København til Damaskus? I den mareridtsagtige virkeliggørelse af drømmene hos Cohen, Caplan og deres stadig voksende antal kolleger vil der ikke være trafik i ”begge retninger.” Der vil være en almægtig bølge fra alle mørke hjørner af jorden til de dele af den, hvor civilisationens sidste svage lys endnu lyser.
*****
I Sun Tzus Krigskunst bemærkes det, at det er en bedre offensiv taktik at besejre modstanderens styrker i deres helhed frem for stykkevis. Nationale grænser, nationale identiteter og den stykkevise karakter af den hvide sociopolitiske eksistens er forhindringer for globalister af enhver art, der søger vores nederlag. Det er langt bedre for dem, at vi er forenet i økonomiske bånd som Den Europæiske Union, hvor diktater og indvandringsdirektiver kan nedlægges for den store masse, uden at nogen sten forbliver uvendt, ingen jordplet uberørt. Det er meget bedre for dem, at vores grænser udslettes, så vi for evigt opsuges i det store kaos af mørk menneskelighed. Men som Sun Tzu sagde, kan kendskab til fjenden være et første skridt mod et vellykket forsvar. Og måske har vi nu en lidt klarere forståelse af hans taktik og metoder.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “The Jewish Origins of the Open Borders Movement“. Oprindeligt udgivet d. 2. oktober 2016.