BOGANMELDELSE:
Jens Jørgen Nielsen:
KRIMS HISTORIE
Hovedland 2025, 288 sider.
Jens Jørgen Nielsen er kendt som ruslandsekspert, og jeg har tidligere anmeldt hans bog Rusland på tværs fra 2021, ligeledes fra forlaget Hovedland. Den er stadig meget anbefalelsesværdig. Med Krims historie viderefører og aktualiserer han sådan set også det tidligere værk, for man kan vanskeligt skrive Krims historie uden at komme ind på krigen mellem Rusland og Vesten (for det er i hovedsagen ikke blot en konflikt mellem Rusland og Ukraine).
Krim har til alle tider haft stor strategisk betydning, og halvøens tidlige historie er en buket blandede blomster. Adskillige folkeslag har været igennem Krim og har efterladt sig deres spor. Særdeles håndgribelige er disse i form af en lang række græske ruiner og rester af græske byer (f.eks. Chersonisos (Khersones) uden for Sevastopol) og befæstningsværker opført af italienske bystater. Af varig betydning blev tatarernes bosætning og dannelsen af khanatet med centrum i Bakhtjisaraj og Osmannerrigets sejr over Byzans og dermed deraf følgende overtagelse af Krim og en del af baglandet. Det var i Chersonisos, den slaviske fyrst Vladimir den Første blev døbt i år 988 og de slaviske folk dermed gjort kristne, men også germanske stammer har været bosat på Krim, og i 1589 nedskrev en flamsk købmand, der besøgte Krim, en række entydigt germanske ord og nogle få grammatiske observationer som belæg for, at der stadig taltes et germansk sprog på Krim. Det er imidlertid ud fra de ca. 85 ord, optegnelserne omfatter, ikke muligt at rekonstruere sproget, der i dag oftest betegnes som Krimgotisk1, en videreudvikling af det gotiske sprog, som taltes af de germanske stammer, som antages at have levet mellem Elben og Weichsel, indtil de under folkevandringerne drog sydpå, bragte Romerriget til fald og grundlagde henholdsvis det Østgotiske og det Vestgotiske Rige (hhv. dagens Italien og den Iberiske Halvø), hvor de gik til grunde, idet de blev opslugt af de lokale folk, som udgjorde et stort flertal. Kolonisering i større stil er – ligegyldig hvordan man vender og drejer det – vejen til udslettelse.
Goternes tilstedeværelse på Krim interesserede tyskerne, da de havde besat halvøen under den anden verdenskrig. Himmler sendte en hær af arkæologer afsted, der skulle forsøge at finde spor af disse goter, og man udarbejdede planer for omdannelsen af Krim til en SS-ordensstat ”Gotenland”, ja, bogen viser et officielt kort over Krim, hvor alle stednavne er skiftet ud med tyske navne: Sevastopol er Theoderichshafen, Jalta er Adolfsburg og så videre op langs kysten til Alarichshafen (Feodosia) og Baudilaburg (Kerch). Hvad der skulle ske med befolkningen ved vi fra Hitlers monologer i førerhovedkvarteret. Den skulle udryddes eller decimeres nogle gange, så man dog havde lidt tjenestefolk…
Hvis nogen skulle undre sig over, at man midt under en eksistentiel krig brugte penge og mandskab på den slags drømmerier, kan jeg godt forstå det. Det var ikke underligt, at man tabte krigen. Og det var jo ikke det eneste vanvidsprojekt, der blev sat i verden. Jeg kunne nævne en hel del meget mere kostbare projekter, men det ville sprænge rammerne for en anmeldelse af denne ganske fortrinlige bog.
Efter den anden verdenskrig forviste Stalin den tatariske befolkning til Usbekistan under påskud af, at den havde støttet tyskerne – hvilket ikke entydigt kan siges at have været tilfældet. Med samme begrundelse deporterede man tjetjenerne fra Tjetjenien. De deporterede krimtatarer fik først lov til at vende tilbage flere år efter Stalins død i 1953, men mange vendte aldrig tilbage, og krimtatarerne udgør i dag et forholdsvis beskedent mindretal på Krim. I stedet indvandrede der især russere og ukrainere til Krim, som har et behageligt klima og allerede i zartiden havde udviklet sig til et yndet feriested. I 1954 beslutter Khrusjtjov at overføre Krim til den ukrainske sovjetrepublik. Jens Jørgen Nielsen mener, at det er en velovervejet beslutning og ikke lederens spontane indfald, idet beslutningen på forhånd var truffet af kommunistpartiet. Under alle omstændigheder skete overførelsen ikke i overensstemmelse med den sovjetiske forfatning, og der var naturligvis heller ingen folkeafstemning på Krim. Man kan således med føje hævde, at denne overførelse ikke var retsgyldig. I Sovjetunionen var tilhørsforholdet jo imidlertid uden de store praktiske konsekvenser, men der var på Krim en stemning for igen at blive en selvstændig sovjetrepublik, som det tidligere havde været, men disse bestræbelser førte som følge af ukrainsk modstand ikke til noget.
Da Sovjetunionen begyndte at falde fra hinanden, udarbejdede Gorbatjov et forslag til en ny sovjetisk forfatning og sendte det til folkeafstemning. Helt typisk stemte Krim og det sydlige og østlige Ukraine for den nye forfatning, det nordvestlige Ukraine imod. Forfatningen blev imidlertid aldrig til noget. Sovjetunionen kollapsede og resultatet blev en række selvstændige stater. I januar 1991 holdt man en folkeafstemning på Krim om selvstændighed. 93,2 % stemte for selvstændighed. Ukrainerne ville ikke acceptere det – og Krim havde jo ingen hær. De fik i stedet en autonomistatus. Da der i december 1991 blev afholdt en ny folkeafstemning, denne gang om Ukraines uafhængighed, var der reelt ikke noget at stemme om. Sovjetunionen var i praksis ophørt at eksistere, og Ukraine havde erklæret sig for selvstændigt – med Krim, som ikke var blevet spurgt på forhånd. Den ukrainske præsident Kravtjuk lovede imidlertid forud for den efterfølgende folkeafstemning følgende:
”Vi vil under ingen omstændigheder acceptere tvungen ukrainisering. Ethvert forsøg på at diskriminere efter nationale kriterier vil beslutsomt blive stoppet … Kære medborgere: ukrainere og russere har i århundreder levet sammen i Ukraine i fred og venskab. De to folks forenes af spildt blod, fælles sorg og fælles glæde. Lad os være vores forfædre værdige. Lad os bygge et uafhængigt Ukraine som et fælles hjem for ukrainere og russere og andre nationaliteter, som bor her”. (Krims historie, p. 134).
54 % af Krims beboere stemte for – der var jo ikke noget alternativ, men valgdeltagelsen var meget lav. Beboerne på Krim havde allerede tilkendegivet, at de ville være selvstændige – eller en del af Rusland – for det store flertal var jo russere. Bestræbelser for at opnå selvstændighed fortsatte – og de politiske modsætninger mellem Kiev og Simferopol voksede støt. Det nordvestlige Ukraine var ukrainsk med hensyn til sprog, kultur og følelsen af etnisk tilhørsforhold, og her voksede der efterhånden stærke nationalistiske bevægelser frem, blandt dem bl.a. Svoboda (der betyder frihed). Om disse udtalte Europa-Parlamentet sig i december 2012, som følger:
”EU-Parlamentet udtrykker sin bekymring i forhold til den voksende nationalistiske stemning i Ukraine, som kommer til udtryk i støtte til partiet Svoboda … EU-Parlamentet minder om, at racistiske, antisemitiske og xenofobiske synspunkter går imod EU’s fundamentale værdier og principper. Derfor appellerer Europa-Parlamentet til de demokratiske partier i det ukrainske parlament om ikke at samarbejde med eller støtte nogen koalition, som dette parti indgår i. (Krims historie p. 146).
Rent bortset fra, at dette virkelig ikke vedkommer EU-Parlamentet, idet det er en suveræn stats indre anliggende, og Ukraine i øvrigt ikke er medlem af EU, kan man jo nok undre sig over det holdningsskift, der har fundet sted! Det er i dag Svoboda og dette partis allierede, der regerer Ukraine og modtager massiv økonomisk støtte fra EU! Når russerne kalder disse kræfter ”nazistiske”, er dette således i fuld overensstemmelse med EU-Parlamentets vurdering. Det er russerhadet, russerne forbinder med ”nazisme”, for det er den del af ”nazismen”, de har mærket følgerne af. Man kunne naturligvis dertil sige, at den nationalsocialistiske tanke bestemt ikke i sig selv indeholder russerhad, men det er ligegyldigt, for i Hitlers udgave gjorde den. Hitler anså slaver i al almindelighed for at være undermennesker. Jeg skal blot henvise til den berygtede pjece ”Der Untermensch”, der var så grov, at den blev for meget for selv Himmler, der prompte fik den forbudt – selv om den var udgivet af ”Der Reichsführer-SS, SS-Hauptamt”!2 Dertil kom naturligvis, at disse kræfter under Stepan Banderas ledelse havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og dermed havde gjort sig skyldige i landsforræderi. Svoboda og de andre såkaldte højrepartier har intet andet program end ”død over russerne”, fra hvem ukrainerne jo næppe kan adskilles under et mikroskop, og med hvem de har delt historie og kultur i flere århundreder, ligesom de har giftet sig med hinanden på kryds og tværs. Denne konflikt er kunstigt skabt af Europas fjender. Europa kan kun overleve, hvis europæerne står sammen, uanset hvilket sprog de taler, og hvilken kirke de besøger.
Nå, tilbage til Krims historie. Med ”den orange revolution”, Vestens første forsøg på ”regime change”, indledtes ukrainiseringen. Ukrainsk skulle være det eneste sprog, og man satte et par tvivlsomme historikere til at skrive landets historie om fra grunden. Projektet lykkedes ikke rigtigt i første omgang. Landet havde alvorlige økonomiske problemer og styredes i vid udstrækning af oligarker, der udplyndrede folket uanset sprog. Det var en udvikling, man også kendte i Rusland, men der havde man det store held, at Jeltsin udnævnte Putin til sin efterfølger – og Putin er dygtig. Ingen af de ukrainske ledere var dygtige, og landet faldt jo hen i fattigdom. Enhver, der har besøgt Ukraine før krigen, har ikke kunnet undgå at konstatere det. Ukraines præsident, Viktor Jusjenko, gjorde derfor den russisktalende Viktor Janukovytj fra Donbas til statsminister, en stilling, hvorfra han ved næste valg avancerede til præsident. Han forsøgte at slå ind på en økonomisk vej, hvor man både havde handelssamkvem med Rusland og den russiske blok af uafhængige stater og med EU. Det meste af Ukraines nationalprodukt skabtes i de store østukrainske industrier, som var indrettede på at servicere det russiske marked. Disse industrier ville ikke kunne overleve i EU. Bryssel afviste et kompromis, og dette blev sammen med NATOs mål om at optage Ukraine i alliancen for på den måde at indkredse Rusland militært det, der udløste det amerikansk betalte og amerikansk organiserede statskup, der kendes som Maidan-opstanden, hvor den lovligt valgte præsident Janukovytj blev fordrevet og en aftale om et fredeligt nyvalg skrottet. Den illegitime regering, der nu blev dannet, genoptog ukrainiseringsprogrammet. Krim har imidlertid aldrig været ukrainsk, og der har altid været et russisk flertal og et flertal for tilknytning til Rusland under en eller anden form. FN’s udviklingsorganisation udarbejdede en rapport om Krim og nåede frem til, at 80 % ønskede tilslutning til Rusland. 90 % af skolerne på Krim var russisksprogede, kun 7 % ukrainsksprogede og 3 % tatarisksprogede. De skulle nu alle kun tale ukrainsk.
Begivenhederne i Odessa, hvor en ukrainsk pøbel brændte 41 unge russere ihjel i fagforeningsbygningen – uden at blive strafforfulgt, gjorde det klart for beboerne på Krim, at det nu var alvor. De kunne ikke leve i det nye Ukraine. Dertil kom rabiate tatarers krav om, at Krim kun skulle tilhøre tatarerne. Man ville nu have sin selvstændighed! I Rusland så man også med mistrøstighed på udviklingen. Sevastopol var hjemstedet for den russiske sortehavsflåde, og selv om man indgik en lejeaftale indtil 2042, så man i ånden, at Sevastopol kunne blive overtaget af NATO. Man understøttede fra russisk side beboerne på Krim i deres ønske om selvstændighed – og eventuel senere optagelse i Den Russiske Føderation. Man taler meget om de ”grønne mænd”, der kom over med færgen fra Kertj, men russerne var jo allerede talstærkt til stede i Sevastopol. Krimborgerne brugte deres delvise autonomistatus til at løse båndene til Ukraine – og søgte så senere optagelse i Den Russiske Føderation. Der var ikke tale om nogen anneksion – det var folkets selvbestemmelsesret i funktion, en løsrivelse på samme måde, som Kosovo havde løsrevet sig fra Serbien – med hjælp fra NATO. Men det har man glemt alt om. Det hører ikke med til det narrativ.
Krim har i dag 3 officielle sprog, der frit kan benyttes i alle sammenhænge: russisk, ukrainsk og tatarisk. Jeg har ikke hørt et eneste ukrainsk ord på Krim. Der var i 2001 10 % ukrainsktalende, men jeg vil gætte på, at mange senere er flyttet væk. Der er imidlertid også kommet tilflyttere til Krim, især naturligvis russere, men også en del tyskere. Efter løsrivelsen fra Ukraine har Krim oplevet stor økonomisk fremgang, en tiltrængt fornyelse af infrastrukturen og en gennemgribende renovering af byerne. Der er på Krim ingen, der ønsker at vende tilbage til Zelenskijs Ukraine – og slet ikke, når man læser Ukraines plan for, hvad der skal ske, når Krim er blevet ”befriet”:
- Ændring af alle gade- og bynavne samt fjernelse af samtlige mindesmærker, der har noget med Rusland at gøre.
- Enhver, som passivt eller aktivt har støttet den russiske besættelsesmagt, skal miste sin valgret.
- Alle, der har arbejdet i den offentlige sektor, vil miste samtlige rettigheder som ansat inklusive ret til pension.
- Krav til alle lande, heriblandt Rusland, om udlevering af personer, som anses for at have krænket ukrainsk lov.
- Journalister og andre ”eksperter” skal miste deres eventuelle ejendom og pension.
- Deportation af alle personer, der er flyttet til Krim efter 2014.
- Alle aftaler – heriblandt ejendomsskøder m.m. indgået efter 2014 vil være ugyldige.
- Sprængning af Kertjbroen.
- Udrensning og genopdragelse.
- Fjernelse af alt, der kan minde om Rusland, herunder det russiske sprog.
- Genopbyggelse af det, russerne har ødelagt.
- Sevastopol skal hedde Objekt Nr. 6 indtil videre.
Når man læser denne ”plan”, kan man kun konstatere, at Olexej Danilov, chefen for det Ukrainske Sikkerhedsråd, der har forfattet planen, lever i den samme narkotågede drømmeverden som Volodymyr Zelenskij selv, når denne fantaserer om at besejre Rusland. De lever i et uvirkeligt univers, der er fuldstændig afskåret fra realiteterne på jorden. Man kommer i den forbindelse til at tænke på Hitler, der til sidst sad i sin bunker i Berlin og dirigerede rundt med regimenter, der for længst var ophørt med at eksistere. Denne plan minder i øvrigt utrolig meget om SS-planen for Gotenland. Den er lige så urealistisk, og for at kunne virkeliggøre Danilovs plan – som jo også ville komme til at omfatte alle de andre russisktalende regioner – ville man jo nemlig også være nødt til at følge det østrigske forbilledes plan om at udrydde russerne. Man ville jo ikke kunne gennemføre dette idioti, uden at slå i hvert fald en stor del af de 90 % af befolkningen ihjel, som i dag betragter sig som russere, og som ikke vil ukrainiseres. Gudskelov har denne plan samme chancer for at overleve som en snebold i helvede, men den understreger, at der ikke er nogen mulighed overhovedet for at slutte fred med det nuværende regime i Kiev. Man kan ikke have fred i Europa, så længe der findes et land, hvor sådanne ideer er statsbærende. En stat kan kun defineres som hjem for et folk – ikke på baggrund af tilfældige streger på et kort. Kan man ikke ved grænsedragninger undgå, at der opstår nationale mindretal, skal disse behandles med respekt og have ret til at leve på deres eget sprog og med deres egen kultur.
Særlig grinagtigt er punkt 11. Russerne har intet ødelagt. De har genopbygget en forsømt halvø med faldefærdige bygninger og nedslidt infrastruktur. Men hr. Danilov har naturligvis ikke været på Krim for nylig.
Under alle omstændigheder får vi her et indblik i, hvad det er for værdier, vore skattekroner går til at sikre i Ukraine – de nye ”europæiske værdier”, som Mette Frederiksen fabler så meget om. Det var sådanne ideer, man i 1945 betegnede som en ”forbrydelse imod menneskeheden”. Og for hvilke man blev hængt langsomt.
Med Krims Historie har Jens Jørgen Nielsen sat sig selv på en stor opgave. Ikke alene er Krims historie i sig selv indviklet, men når man naturligvis også er nødt til at gennemgå den nyeste historie om hele forholdet mellem Rusland og Ukraine, skal fortællingen nødvendigvis blive ganske omfattende og komprimeret, når den skal holdes på 288 sider. Der er flere kronologiske fortællinger, som forløber mere eller mindre parallelt, hvilket en gang imellem gør det vanskeligt at følge en tråd, der går på tværs af disse fortællinger. Det er en bog, der skal læses i sin helhed og ikke et opslagsværk.
Den er naturligvis ganske velskrevet – men jeg irriteres over et alt for stort antal amerikanismer, som en gang imellem er direkte forstyrrende. Der er ikke noget, som på dansk hedder ”et legalt system”; legalt betyder på dansk, at noget er tilladt, i overensstemmelse med loven. ”A legal system” er et juridisk system, måden, et retssystem er opbygget på. Her har vi altså at gøre med en forvirrende fejl. Der er på dansk heller ikke noget, der hedder ”at handle på noget” (act on something), det skulle da lige være at handle på torvet, men det er helt klart ikke det, der er meningen. Det er vel snarere ”at reagere på”. Jeg hader universalordet ”stoppe”, der er ved at fortrænge en lang række danske verber med forskelligt anvendelsesområde. Et ”vandskel” er på dansk konkret, det er, hvor to vandsystemer mødes. ”A watershed” er imidlertid også et vendepunkt, eller måske undertiden en grænse. ”At pause en uddannelse” er ikke en dansk, men en amerikansk konstruktion. Man kan eventuelt ”sætte noget på pause”. ”Himlen er grænsen” er ikke en dansk vending. Det hedder på dansk: ”Der er ingen grænser”. Eller hvad med ”de er bekvemme med” (they are comfortable with). Det er ikke dansk. ”De er trygge ved”. ”Dernæst tilpassede man i Rusland” (adjusted). Går ikke på dansk. Det er refleksivt: man tilpassede sig. Og man aftjener ikke en fængselsstraf – man afsoner den, men man aftjener værnepligt. At man i begge tilfælde bruger ”serve” på amerikansk, betyder ikke at man kan gøre det på dansk.
Det tilgrundliggende problem er, at vi i den grad fodres med engelsk, at vi er begyndt at tænke på engelsk, og så oversætter vi det til dansk på samme måde, som vi oversætter dansk til et fremmedsprog, vi ikke kan særlig godt. Når vi begynder at tænke på engelsk, er dansk døende! Jens Jørgen Nielsen og jeg er lige gamle, dvs. vi har begge gået i en skole, hvor vi har lært tingene! Der er mange engelske vendinger, som med fordel kan oversættes meget frit til dansk. Men vi skal jo netop ikke oversætte. Vi skal som en naturlig ting tænke på dansk – det er meget lettere. Oversættelse er ikke for enhver.
Et enkelt sted laver de vanartede tvillinger Hans og Sine spilopper, men de er jo også nogle uvorne unger, der selv med den bedste vilje undertiden er svære at holde styr på.
Hvis man vil vide noget om Krim og krigen i Ukraine, får man imidlertid bestemt valuta for pengene med denne bog. Og jeg kan også kun varmt anbefale samme forfatters Rusland på tværs. I min Mit russiske liv får man en mere kalejdoskopisk gennemgang af problematikken med en række på udgivelsestidspunktet aktuelle artikler.
Povl H. Riis-Knudsen
Noter
- Den tyske filolog Hans Krahe mener ikke, at der er tale om en videreudvikling af det gotiske sprog, som vi stort set kun kender fra biskop Wulfilas oversættelse af dele af Det nye Testamente, der er delvist bevaret i forskellige håndskrifter, men om et selvstændigt østgermansk sprog. Grundlaget for at komme til den konklusion synes mig at bygge på et utilstrækkeligt materiale – og frem for alt har jeg vanskeligt ved at se, hvilke østgermanske stammer, der eventuelt kunne være tale om. (Hans Krahe: Historische Laut- und Formenlehre des Gotischen, 2. Auflage, Carl Winter Universitätsverlag, Heidelberg 1967). ↩︎
- Læs mine to små bøger Nationalsocialismen – den biologiske verdensanskuelse og Nationalsocialismen – en venstreorienteret bevægelse. Begge i 2. udgave, udgivet på Forlaget Ordsmeden, hvor jeg forsøger at rydde lidt op i begrebsforvirringerne. ↩︎
Relaterede artikler:
Danmarks Frihedsraad 