Rusland, Ukraine og Vesten

BOGANMELDELSE:
Jens Jørgen Nielsen:
Rusland på tværs
Hovedland 2021

Det er sjældent at finde gode aktuelle bøger om Rusland. Denne fandt jeg tilfældigt i Bog & Idé i Odense. Og lad det være sagt med det samme: Det er en formidabelt god bog. Den bør være pligtlekture for enhver journalist eller andre, der skriver om eller af andre grunde ønsker at danne sig en mening om Putins Rusland. Det er næppe et tilfælde, at jeg ikke har kunnet finde nogen anmeldelse af bogen noget sted, selv om den dog er endda særdeles aktuel.

Jens Jørgen Nielsen er cand.mag. i historie og idehistorie og har senere studeret russisk. Han er russisk gift og har tilbragt lang tid i Rusland. På en måde har mit forhold til Rusland været meget parallelt med Jens Jørgen Nielsens. Ligesom han, besøgte også jeg Sovjetunionen i 80’erne. Og ligesom han fulgte jeg på nærmeste hold Jeltsin-perioden i 90’erne, ligesom han er jeg gift med en russer og tilbringer i dag så megen tid i Rusland og det tidligere Sovjetunionen, som jeg overhovedet kan. Dette er derfor ikke en traditionel anmeldelse af Jens Jørgen Nielsens bog, men også en del af min beretning om det Rusland, jeg kender. Mine oplevelser stemmer stort set overens med hans, selv om jeg måske vanen tro drejer skruen en ekstra omgang. Og nogle steder sætter vi forskellige accenter og har nok også stedvis forskellige opfattelser. Men køb under alle omstændigheder bogen!

Jens Jørgen Nielsen begynder med en kort og glimrende indføring i Ruslands historie og landets skiftende forhold til resten af Europa. Vi skal ikke glemme, at Peter den Store hentede sin inspiration i Vesteuropa og ønskede at europæisere landet – eller at en stor del af den russiske elite var meget franskorienteret og talte bedre fransk end russisk, og at franskmænd, tyskere – og også nogle få danskere – har sat deres uudslettelige præg på Rusland. Sproget har optaget en lang række tyske låneord, tyske kunstnere og arkitekter har sat deres spor overalt, frem for alt naturligvis i Sankt Petersborg, som Peter den Store gjorde til Ruslands hovedstad, og som i dag er en af Europas smukkeste og mest interessante byer. Tysklands og Frankrigs krige mod Rusland er nok den største tragedie i Europas nyere historie og et af kimene til Europas undergang – og også til Ruslands naturlige frygt for landets vestlige naboer. Det skal man ikke glemme!

Men Rusland er unægtelig anderledes end resten af Europa, og det skyldes i vid udstrækning skismaet mellem Østkirken og Vestkirken i 1054, hvor Rusland blev en del af den ortodokse Østkirke, mens det meste af resten af Europa blev en del af den katolske kirke. Når visse danske folkekirkemedlemmer drømmer om, at man da skal kunne være medlem af flere kirker på én gang, er det et tegn på en total mangel på historisk og religiøs forståelse. Afstanden imellem den russiske kirke og den danske folkekirke er f.eks. afgrundsdyb – ja, den russiske kirke anerkender end ikke den danske folkekirkes sakramenter, således at jeg pænt måtte døbes for anden gang for at kunne blive gift i den ortodokse kirke. Der er næppe nogen gennemsnitsdansker, der fatter rækkevidden af denne forskel og dybden af den ortodokse kirkes livsforståelse eller betydningen af dens liturgi. Jeg skal ikke påstå, at gennemsnitsrusseren er mere kristen eller kirkeligt interesseret end gennemsnitsdanskeren, men russerens respekt for kirken og anerkendelse af kirkens betydning ikke blot for den enkelte, men for hele landet er meget stor, og kirkens indflydelse på samfundet er derefter.

Den ortodokse kirke virker på en dansker særdeles fremmedartet – og særdeles gammeldags. Alene sproget i liturgien er uforståeligt selv for moderne russere – men det har været uændret igennem århundreder, for liturgien repræsenterer netop det guddommelige på jorden. Det skal ikke forstås – det skal føles og æres. Gudstjenesten er menneskenes lovprisning af Gud – og ikke Guds lovprisning af mennesket. En moderne vesteuropæer forstår ganske enkelt ikke den ortodokse kirke, og netop den stærkt traditionsbundne kirke kan nok have været en medvirkende årsag til, at man i Vesteuropa stort set altid har betragtet russerne som gammeldags, tilbagestående og primitive, og deres samfundsstruktur med en livegen bondestand helt frem til 1861 har bidraget til dette indtryk. Den typiske karikatur af en russer er i vesten voldelig, fordrukken og uduelig. Også Marx og Engels havde sådan set kun negativt at sige om russerne, som de naturligvis ikke kendte noget til.

De sidste år op mod 1914 var imidlertid præget af store økonomiske fremskridt og voldsom investeringslyst fra udenlandske, bl.a. danske, virksomheders side. Og med den økonomiske udvikling kom naturligvis også ændringer af samfundet.

Den første verdenskrig blev imidlertid en russisk katastrofe, og den kommunistiske revolution satte en stopper for den samfundsudvikling, der var i gang. Rusland blev til Sovjetunionen, og denne beherskedes af en ideologi, der som sit vigtigste programpunkt havde at udbrede kommunismen til hele verden. Der var tale om en ideologisk imperialisme, som man i Vesten stort set var enige om at afvise. Og da den efter den anden verdenskrig udbredtes med vold og magt til hele Østeuropa, blev denne uvilje i allerhøjeste grad forstærket og resulterede i dannelse af Nato. Vi ville ikke påtvinges kommunismens velsignelser! Det var den kolde krig – en kamp mellem to systemer, hvor det ene system havde den erklærede vilje til at påtvinge hele verden det kommunistiske system.

I vesten ynder man at sige, at ”vi” vandt den kolde krig, og at Rusland blot er taberen, der må finde sig i vinderens betingelser. Det er imidlertid en misopfattelse. Sovjetunionen (eller Rusland) ”tabte” ikke nogen krig, men afviklede i stilhed et samfundssystem, som havde vist sig utilstrækkeligt. Gorbatjov blev hyldet som en helt i Vesten, da han demonterede Sovjetmagten – selv om denne demontering nok gik lidt videre end han havde forestillet sig. Han blev da også udmanøvreret af Boris Jeltsin, der tiltog sig diktatoriske magtbeføjelser og, tilskyndet af vestlige ”eksperter” uden kendskab til Rusland, iværksatte økonomiske reformer, som overhovedet ikke tog højde for den russiske økonomis tilstand og landets samfundsstruktur. Blandt andet solgte man statens ejendom for en slik – ligesom i det tidligere DDR. Hvor prisen på et mineselskab under normale forhold typisk blev fastsat til værdien af 10 års produktion, blev den nu foræret væk for et symbolsk beløb svarende til 6 måneders produktion. Det russiske folk blev ganske enkelt udplyndret. Det var i denne situation, oligarkerne opstod. Disse mennesker tilranede sig uhyre rigdomme, men overalt i systemet, berigede man sig så meget, man kunne, på fællesskabets bekostning. Rusland oplevede flere forsyningskriser og statsbankerotter, hvor folk mistede hele deres opsparing og deres pension. Jeltsin blev tiljublet i Vesten, fordi han gjorde Rusland svagt, og Vesten ønsker kun et svagt Rusland. Selv bedøvede Jeltsin sig med store mængder vodka, mens landet var i total opløsning.

Af Ruslands 10 rigeste mænd, var de 8 i parentes bemærket jøder. Da jeg nævnte dette over for min venindes søn, der foregav ikke at interessere sig for folks etniske tilhørsforhold, udbrød han spontant: ”Hvem af dem er ikke jøder?” Der var to.

Fra udlandet, især Amerika, strømmede ”eksperter” med mærkelige navne til Rusland, for nu skulle alle systemer moderniseres og amerikaniseres. Jeg arbejdede på det tidspunkt selv inden for undervisningssektoren, og den russiske undervisningssektor var ganske enkelt verdens bedste. Jeg følte mig som hensat til paradiset på Gorkij-instituttet i Moskva – og også i den almindelige russiske skole. Især privatskolerne tog imidlertid ”moderniseringen” til sig. Vi andre prøvede at holde ”eksperterne” på afstand.

På gader og stræder herskede det absolutte anarki. Ingen betalte skat. Infrastrukturen led, og den lille korruption var udbredt. Politibetjenten fik en så elendig løn, at han umuligt kunne leve af den, så han måtte hjælpe sig på anden vis. Biler blev standset, fiktive fejl påpeget, ”bøder” betalt direkte til betjentene. I forvaltningen så det ikke anderledes ud. Også lægerne måtte strække hånden frem. Russerne havde generelt forståelse for den situation, men de havde ingen penge, så det gik ud over arvestykker, sjældne ikoner osv.

Den politiske frihed var udstrakt. Alt kunne købes på ethvert gadehjørne. Zions Vises Protokoller i mangfoldige udgaver sammen med optryk af antijødiske pjecer af enhver art fra zartiden, Mein Kampf, Rosenberg, Günther, ja, selv den skøre chilener Miguel Serrano, som mener, der er et nationalsocialistisk mønstersamfund på Antarktis, var blevet oversat. Andre politiske og religiøse strømninger nød den samme frihed. Det var naturligvis meget demokratisk – og jeg kan ikke sige andet, end at jeg trivedes godt i den situation. Enhver spadseretur var en lang løben spidsrod imellem forskellige politiske og religiøse grupper, der ville af med deres budskab. Jeg husker specielt en lille flok, der ville gøre mig til antisemit, og som blev meget overrasket over, at en udlænding vidste det hele på forhånd. Disse kredse er i mellemtiden blevet ramt af forbud. Det var på den måde en intellektuelt frugtbar tid – men det var en forfærdelig tid for størstedelen af den russiske befolkning. Den havde fået nok af ideer, nu ville den også have noget at spise.

Det kan være svært for folk her at forstå, hvad det vil sige, når supermarkederne er tomme, helt tomme, og når benzin er noget, man kun kan købe på parkeringspladser rundt omkring, hvor folk sælger, hvad de har kunnet organisere på deres arbejdsplads. Når restauranterne ganske enkelt ingen mad har. Der var på det værste tidspunkt, jeg har oplevet i Moskva, kun Macdonalds ved Pushkinskaya, der havde en form for mad, som jo imidlertid var uden for mange menneskers økonomiske rækkevidde. Så kom der en Pizza Hut. Det var også dyrt, men alligevel måtte man stå i kø i timevis for at komme ind. Jeg kunne prise mig lykkelig over instituttets kantine, selv om suppen var tynd og brødet tørt. I provinsbyerne så det meget, meget værre ud.

Så kom Putin til, og han tiltog sig ikke mere magt, end Jeltsin havde haft, men han var ganske enkelt dygtigere. Han arvede et land på knæ, og han arvede problemer overalt, hvor han kunne se hen, bl.a. Tjetjenienkonflikten, et bål, som Vesten også hældte benzin på. På en pressekonference for nylig fortalte Putin, der jo en kort tid havde været chef for FSB, den russiske sikkerhedstjeneste, hvordan russiske dobbeltagenter havde kunnet berette om vestlig infiltration og økonomisk understøttelse af oprørene – allerede i 90’erne.

Man ynder at kalde oligarkerne for Putins venner. De var Jeltsins venner. Det var ham, der skabte dem. Putin sammenkaldte dem og fortalte dem, at de kunne beholde, hvad de havde stjålet – men de skulle afholde sig fra at drive politik – Khodorkovskij ville prøve at se, om han nu også mente det. Det gjorde han. Berezovsky, Abramowich, Gusinskij og andre forlagde residensen, Gusinskij til Israel, hvorfra han ikke kunne udleveres til retsforfølgelse. Hvis dette ligner et uddrag af Jerusalems telefonbog, er det ikke helt forkert….

Oligarkerne er imidlertid stadig en magtfaktor – for de har muligheden for at kunne sabotere eller virkeliggøre nogle af Putins planer, som de naturligvis på den lange bane vil kunne tjene penge på, og de er en af de 3 magtbaser, enhver russisk leder er nødt til at støtte sig til. De to andre er kirken og hæren. Selv Stalin måtte støtte sig til kirken under den anden verdenskrig.

Jeg forlod Rusland i 2007. Min veninde blev syg og døde en skrækkelig død, instituttet skulle reorganiseres og renoveres, jeg havde mistet min stilling i Danmark, og jeg måtte nu koncentrere mig om min families økonomiske overlevelse. Jeg kunne ikke leve af en russisk løn, selv om jeg blev tilbudt en fast stilling.

I 2017 skrev en af mine russiske bekendte til mig, at det var på tide, at jeg kom og besøgte mine venner igen. Det gjorde jeg – og jeg kom til et helt andet land. Ny infrastruktur, nye metrotog, nye sporvogne, nye busser, højhastighedstog, nye motorveje, rene gader, intet kaos, ingen tomme forretninger, ingen undergrundshandel, renoverede huse – og meget få tiggere. Der er naturligvis en lang tradition for at kritisere magthaverne, men der var almindelig opbakning til Putin – og det er der stadigvæk, selv om diverse sanktioner naturligvis ender med at ramme befolkningen. Det russiske folk hader imidlertid kaos, usikkerhed og uorden. Det har man haft så rigeligt af, og det vil man ikke have mere, hvilket Putin er garant for, at man ikke vil få.

Når jeg stadig hører Vesten betegnet som ”den frie verden” – i modsætning til Rusland, forstås – får jeg kvalme. Når man tænker på f.eks. Tyskland, Østrig, Frankrig etc. med forbudte politiske organisationer, forbudte bøger, forbudte sange, forbudte hilsener, forbudt tøj, forbudte ytringer – og det allestedsnærværende politiske politi, der ødelægger karrierer, familier og mennesker, eller alle de mekanismer, de såkaldte ”demokratiske” lande benytter for at holde uønskede konkurrenter til magten væk. Valgsvindel, indviklede opstillingsregler, politiske processer osv. Her kan Danmark også være med. Mogens Glistrup og Rasmus Paludan er gode eksempler på, hvordan man kommer uønskede kræfter til livs. Og en fri presse har vi i praksis heller ikke. Alle aviserne er enige om f.eks. Coronapolitik, ”klimapolitik” og Ruslandspolitik – som om artiklerne kom fra det samme regeringskontor. Jeg vil egentlig hellere have en direkte regeringskontrolleret presse end en presse, der er styret af en usynlig hånd. I skrivende stund har den tyske regering netop forbudt den russiske fjernsynsstation Russia Today at sende til Tyskland. Den udspreder statslig propaganda og ”falske informationer”, mener tyskerne. Svaret kom prompte fra Moskva. Et forbud mod den tyske propagandasender Deutsche Welle og inddragelse af dens journalisters arbejdstilladelser. Tyskerne har den frækhed at betegne Deutsche Welle som uafhængig. Den er alt andet end uafhængig og udbreder en konstant strøm af regeringstro propaganda. Jeg ville ønske, at russerne også ville udvise en stak danske journalister – jeg skal gerne være behjælpelig med en liste over de værste krigshetzere!

Der hersker i Rusland stadig langt større frihed i den offentlige debat end her. Der er mangfoldige forskellige aviser, utallige højlydte debatprogrammer i fjernsynet, hvor Putins kritikere bestemt også kommer til orde. Og der er ingen, der bliver annulleret, fordi vedkommende har politisk ukorrekte synspunkter. Den politiske korrekthed er ikke kommet til Rusland!

Det er åbenbart svært for Vesten at forstå, at frihed også er friheden til at være fri for noget. Russerne vil ikke have 77+ køn, homoseksuelle ægteskaber, kønsskifteoperationer (sågar på børn), eller en genskrivning af historien og litteraturen, så den svarer til nutidens forkvaklede ideer. Putin er en stor kender – og beundrer – af Tyskland, og han har set, hvad det betyder for et samfund, når folket lider under et unaturligt, kunstigt frembragt skyldkompleks, og det ønsker han ikke skal ske i Rusland. Derfor har han lukket arkiverne til og forbudt kritik af Den Røde Hær. Det er ikke godt for historieforskningen, men det er bestemt godt for Rusland. Et skyldbetynget folk er et svagt folk – det er derfor, vi nu alle skal være skyldige i alverdens undertrykkelser af negre, jøder, muslimer, bøsser, kvinder, rødhårede etc. Putin fremmer det, der forener russerne – og forsøger at nedtone alt det, der kunne splitte dem.

Vestens kæledækker, der betegnende nok altid bærer engelsksprogede skilte ved deres demonstrationer, er lidet agtede i Rusland, og Navalnyjs forskellige ”afsløringer” savner beviser – men de glider ukritisk ned i Vestens propagandistiske medieverden, hvor Joseph Goebbels ville have været en ren amatør. Eller de frygtelige ”Pussy Riot”-figurer, der vanhelligede hovedalteret i Vor Frelser Katedralen i Moskva. Hvad mon der ville være sket dem, hvis de havde gjort det samme i Peterskirken – for slet ikke at tale om Mekka. Dem vil russerne gerne have friheden til at være fri for!

Man bebrejder Putin, at han omgiver sig med folk han kender eller har arbejdet sammen med. Det er imidlertid en meget fornuftig tilgang til politik – måske specielt i et så komplekst land som Rusland. Det er vigtigt, at man kender folk og kan stole på dem. Når det er Putin, der gør det, skal det gøres til noget suspekt – men det er helt i orden, at Mette Frederiksen fyrer eller forflytter embedsmænd i centraladministration for at kunne sætte sine egne slyngveninder ind til opskruede lønningen og så ovenikøbet forgylder dem med bonusser i millionklassen. Men det er naturligvis noget helt andet.

Man påstår ligeledes, at Rusland er fuldt af korruption. Nuvel, det ville vel være vovet at påstå, at der ikke findes korruption. De fleste statsansatte får stadig en meget lav løn – og det gælder også ministre og embedsmænd. Det er lønninger, man ikke kan leve af. Det klares på anden måde, og pengene kommer sandsynligvis fra private kilder. Spørgsmålet er så, om disse får noget igen. Men hvordan er det nu lige det er her? Ministre, borgmestre, byrådsmedlemmer etc. bliver alle anbragt i private virksomheders bestyrelser, hvor det offentlige har krav på repræsentation. Disse jobs er særdeles vellønnede – og hvad mon virksomhederne har ud af den lette adgang til beslutningstagere? Afdankede politikere finder også uhyre let vej til erhvervslivet uanset deres åbenlyse mangel på kvalifikationer. Og så vil jeg slet ikke nævne salget af vaccineproduktionen og Dong. Man skal vel være mere naiv, end politiet tillader, for at tro at nogen minister kan være så dum. Der er masser af guf her for en kritisk presse, men sådan en har vi ikke.

Fortællingerne i Rusland om påstået korruption er mange. Jeg hørte således om, hvordan man til ingen nytte havde udskiftet stenene langs Moskvaflodens løb igennem hovedstaden. Enhver kan se, at disse sten ikke er blevet udskiftet. Jeg spurgte min hjemmelsmand, hvor han vidste det fra. Udenlandske medier, var svaret. Tja… Når man bor i Moskva, behøver man jo ikke at have udenlandske medier til at fortælle sig sådan noget. Det ville man umiddelbart selv kunne se.

Den lille korruption, der plagede Jeltsin-tiden, er inden for de fleste områder væk, f.eks. inden for politiet. Lønforhøjelse er vejen ud af denne form for korruption. Dels kan folk så leve af deres løn, dels har de så pludselig også noget at miste. Politiet er i dag ubestikkeligt. Jeg hører om problemer i sundhedsvæsenet. En overlæge får 4.500 kr. om måneden, og selv om de rækker noget længere i Rusland end her, så er det ikke ret mange penge. Men netop inden for sundhedsvæsenet hersker der en høj grad af idealisme, som man måske en gang imellem kunne savne her.

Det er i dag især på det udenrigspolitiske plan, Putin bliver angrebet. Man siger, at han vil genetablere Sovjetunionen. Det har han nu nok ingen planer om – Rusland er stort nok endda og omfatter i forvejen tilstrækkelig mange ikke-russiske folkeslag, af hvilke en del også dyrker fremmedartede religioner som islam, judaisme og buddhisme. Han ønsker imidlertid, at omverdenen respekterer Ruslands naturlige krav om en vis sikkerhed. Man ynder at citere ham for at have sagt, at Sovjetunionens sammenbrud var den største katastrofe i sidste halvdel af det forrige århundrede, men det var ikke, hvad Putin ved den lejlighed sagde. Han sagde, at Sovjetunionens sammenbrud var den største geopolitiske katastrofe i sidste halvdel af det forrige århundrede. Og det er rigtigt. Førhen var der en balance mellem de to supermagter. USA kunne ikke tillade sig hvad som helst, uden at det ville have alvorlige konsekvenser. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev Rusland svagt, og USA gjorde geopolitisk, hvad der passede dem. Den geopolitiske katastrofe i det ses tydeligt i Amerikas indgriben i den arabiske verden, hvor den har forvandlet velfungerende vestligt orienterede lande til rygende ruinbunker, der ikke producerer andet end terrorister og flygtninge til fremme af den store udskiftning af de europæiske folkeslag og de hvide amerikanere – uden hensyn til FN, hvor Rusland har vetoret. I Europa sås det f.eks. i Jugoslavien, hvor USA bombede Serbien for at løsrive Kosovo og danne en amerikansk lydstat der. Serbien er en gammel russisk allieret, men Rusland var ikke i en situation, hvor man kunne gribe ind. Man glemmer det imidlertid ikke, men den ”frie” vestlige presse glemmer det belejligt, når talen falder på Krim. Det var ikke Rusland, der som de første efter 1945 ændrede Europas grænser. Det var USA og før det Nato-landet Tyrkiet, der i 1974 besatte en tredjedel af Cypern, jagede den græsktalende kristne befolkning ud og erstattede dem med anatolske muslimske fårehyrder for at oprette en nordcypriotisk stat, som kun Tyrkiet anerkender, men som de facto eksisterer som en helt normal stat – en tilstand, som burde have forhindret Cyperns optagelse i EU.

Da Gorbatjov lovede at trække de sovjetiske tropper ud af Østeuropa og at opløse Warszawapagten, lovede vestmagterne, at man ikke ville skyde Nato længere frem imod den russiske grænse, heller ikke til det tidligere Østtyskland. Det blev ikke skrevet ind i nogen traktat – Gorbatjov var for godtroende – men aftalen er blevet bekræftet fra alle sider og blev dengang også nævnt i dagspressen. Det logiske ville have været at opløse Nato. Hvad skulle pagtens formål nu være? Den kommunisme, Nato skulle forsvare os imod, var jo væk. Man opløste imidlertid ikke Nato – tværtimod gennemførte man 5 udvidelsesbølger, så Nato i dag står ved den russiske grænse (og den serbiske grænse).

Og hvad så? Ja så har Rusland ikke mere nogen sikkerhedszone. Nato-raketter kan nå Sankt Petersborg på mindre end 5 minutter. Man har ingen tid til at reagere. Nato har i dag næsten fuldstændig omringet Rusland, og Nato er ikke nogen fredsbevarende institution. Krigshetzen i dag beviser, at Nato er en angrebspagt. Bordet er blevet vendt om. Hvor det tidligere var Sovjetunionen, der ville eksportere en ideologi til resten af verden, er det i dag Nato med USA i spidsen, der vil udbrede sin forkvaklede verdensopfattelse til alverdens folkeslag, som man i sin uvidenhed og selvovervurdering mener sukker efter at få del i den. Den vestlige verden er i dag gennemgribende racistisk og imperialistisk. Den tror virkelig at besidde alverdens visdom og at vide, hvad der er det bedste for alle andre folkeslag.

I 1962 fik Sovjetunionen lov til at opstille atombevæbnede raketter på Cuba. Det kunne USA ikke acceptere, og det førte verden til randen af en atomkrig, før Khrusjtjov besluttede ikke at lade de krigsgale amerikanere udløse denne. Man trak sine raketter tilbage – og Khrusjtjov blev fyret. Ethvert selvstændigt land har lov til selv at vælge sine alliancepartnere, erklærer man fra Washington i tilfældet Ukraine. Men det samme gjaldt åbenbart ikke Cuba. Hvordan mon USA ville reagere, hvis Mexico eller Canada indgik en alliance med Kina? Ja, man behøver ikke at gætte! For nylig indgik Kina en aftale om at måtte oprette en flådebase i Ækvatorialguinea…… Washington protesterede omgående imod denne indkredsning af USA. Ækvatorialguinea – det er i Afrika, vi taler om Sydatlanten. For tæt på USA? Men atombevæbnede Nato-raketter 450 km fra Moskva – det er helt fint. Det skal Rusland bare acceptere…Det forekommer unægtelig noget dobbeltmoralsk. Putin har mange gange foreslået et fælles gensidigt sikkerhedssystem, men krigshetzeren USA har aldrig indladt sig på reelle forhandlinger. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen: USA er den største fare for verdensfreden. Det er et imperialistisk tredjeverdensland med atomvåben og en så uvidende og uuddannet befolkning, at man ikke vil betænke sig på at bruge disse våben. USA er menneskehedens anus.

Marie Krarup sagde på et møde i Trykkefrihedsselskabet for nogle år siden, at hun var blevet forfærdet over den afgrundsdybe uvidenhed, udenrigsministeriets embedsmænd åbenbarede i deres briefinger om Rusland. De anede ganske enkelt intet om Rusland – og det er altså ikke politikerne. De ved naturligvis intet, og vil heller ikke have intelligens til at forstå noget. Det er embedsmændene, der skal understøtte politikerne, der er fuldstændig blanke. Skræmmende! Når det ser sådan ud blandt embedsmændene, er det ikke mærkeligt, at journalisterne heller intet har forstået – eller blot er penneførere for andre kræfter. Udsendte korrespondenter opsøger stort set kun de få vestligt inspirerede og med vestlige penge betalte ”dissidenter”, hvis forkvaklede verdensbillede de projicerer ud på den store skærm som det russiske folks mening.

Bedre ser det naturligvis ikke ud, når det kommer til Ukraine. En udenlandsk journalist spurgte forleden Putin, om han ville afstå fra at krænke Ukraines grænser. Putins svar: ”Ukraines grænser? Hvem har skabt Ukraine? Det har Lenin, Vladimir Iljitj – ingen anden!” Og det er jo sådan set rigtigt. Ukraine har ikke bestået som en selvstændig stat i nyere tid – ja, faktisk aldrig. Det var en forvaltningsenhed i Sovjetunionen – og sådanne forvaltningsenheder skabtes ved et skrivebord i Moskva – uden etniske hensyn. Tværtimod var det ønskværdigt, at der ikke opstod etnisk ublandede enheder. Der boede masser af ukrainere uden for dette forvaltningsområde – og masser af russere inden for det. Det var helt, som Lenin ville have det.

Ved Sovjetunionens sammenbrud blev disse tilfældige grænser altså pludselig til hellige statsgrænser. Kristeligt Dagblad kunne den anden dag forkynde, at Putin træder på 40 millioner ukraineres drømme. Hm. Ukraine har 44 mio. indbyggere – ca. halvdelen taler russisk som modersmål – og rigtig mange af disse ønsker sig hjem til Rusland. Naturligvis er der en ukrainsk grundbefolkning, der hovedsagelig bor i den vestlige del af landet, mens den østligste del er russisk, og den sydlige del med storbyen Odessa er blandet, Odessa er dog selv overvejende russisk.

For at sige det mildt, har ukrainerne dårlige historiske erfaringer med russerne. Stalins påførte sultkatastrofe er ikke glemt. Holodomor har sit eget museum i Kiev, og også på nationalmuset bliver man konfronteret med dette folkedrab. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er en stor tilhænger af en nationalstat for ukrainerne. De fortjener det om nogen. Problemet er bare, at landet ikke har rimeligt definerede grænser. Ved uafhængigheden overtog man den sovjetiske grænsedragning, herunder inkluderingen af Krim, som aldrig har været ukrainsk, og blot blev givet til landet som en gave af Khrusjtjov i 1954, hvor det ikke havde nogen som helst praktisk betydning – i øvrigt uden at han havde spurgt beboerne først.

For at imødegå dette problem udarbejdede man en forfatning, der tilgodeså russernes naturlige krav med hensyn til sprog, skoler, kultur etc. Denne forfatning medførte også, at man en dag pludselig fik en russisksindet præsident, Viktor Janukovitj, som arbejdede på en tilnærmelse mellem Ukraine og Rusland, hvilket der ville være store økonomiske gevinster ved, idet Ukraines sværindustri fra sovjetisk tid var gearet til bl.a. at producere til det russiske militær. Et sådant samarbejde var ikke i vestmagternes interesse, og Janukovitj blev pludselig væltet under den såkaldte Maidan-revolution i 2014, hvor han – landets lovligt valgte præsident – blev jaget i landflygtighed efter beskyldninger om korruption. Sandsynligvis har disse beskyldninger været helt rigtige, for Ukraine var Europas mest korrupte land – og det er det stadig. På det punkt var den nye regering ikke et hak bedre end den gamle.

Putin støttede til at begynde med demonstrationerne i Kiev og sagde, at det var folkets ret at reagere imod misforhold i landets ledelse, men demonstrationerne ændrede sig og endte med et regelret kup. Pludselig kom det hele til at dreje sig om EU med faner etc. Hvor mon de pludselig kom fra? Desuden dukkede yderligtgående højreorienterede militaristiske grupper frem. Nu har jeg jo ikke noget imod yderligtgående nationalister, men jeg ved også, at disse i regelen er komplet uduelige og intet kan afstedkomme. Og nationalister er pr. instinkt modstandere af EU. Naturligvis kan forholdene i Ukraine være anderledes, men jeg tvivler. Ved valg har disse grupper aldrig kunnet samle nogen støtte, følgelig har de heller ikke haft nogen penge. De var imidlertid stærkt bevæbnede, og der kom flere og flere våben til syne. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været fremmede magter involveret i denne udvikling. Det endte med et blodbad. Kupmagerne beskyldte Janukovitj for at have iværksat det – han beskyldte demonstranterne, og der er noget helt igennem mærkeligt ved denne væbnede kampindsats. Efter kuppet besluttede man, at der skulle foretages en tilbundsgående undersøgelse, men da nogle af de folk, der skulle undersøges, nu sad i regering, blev det så som så med undersøgelsen. Jeg skal naturligvis ikke kunne afgøre, hvad der er op og ned på det, men fast står, at en lovligt valgt og internationalt anerkendt regering blev sat på porten ved hjælp af en pøbelopstand med eller uden fremmed indgriben. Russerne har aldrig rigtig anerkendt den nye regering som legitim og demokratisk. Stemningen blev yderligere forværret, da ukrainske aktivister i Odessa jagede en større flok unge russere ind i en bygning og satte denne i brand. Det er alt sammen filmet vældig grundigt, men i Vesten viste man ikke filmene, og talte blot om, at bygningen ”brød i brand”. Hallo! Fri, objektiv presse – nej. Denne tavshed fortæller mig, at fremmede interesser også kan have været med her. Der var allerede dengang vestlig interesse for at fremprovokere en krig.

Det samme kan man sige om det malaysiske passagerfly, der blev skudt ned over Ukraine. Piloten ville flyve syd om kampområderne, men blev af det ukrainske kontroltårn i Dnipro beordret til at flyve direkte hen over området. Russerne understøttede rent faktisk undersøgelserne af hændelsesforløbet, men ukrainerne blokerede dem – og i dag er man stort set ikke kommet videre. Den vestlige presse fortier disse kendsgerninger.

Hvorom alting er, begyndte man nu lige så stille at fratage russerne deres forfatningsmæssige rettigheder. Ukrainsk er nu det eneste officielle sprog. Russiske skoler har det svært. Det var denne udvikling, der udløste opstanden i Donbas (med eller uden russiske tropper eller lejesoldater). En medvirkende årsag er naturligvis også, at Ukraine er, hvad man kan betegne som ”a failed state”. Korruptionen er allerede nævnt. Infrastruktur og bygninger er nedslidte, levestandarden ringe – meget lavere end i Rusland.

Krim blev annekteret, delvis som tak for Kosovo. Hvordan var det muligt at tage Kosovo fra Serbien, men ikke at føre Krim tilbage til Rusland? Valg og folkeafstemninger, der ikke passer vestlige interesser og medier, betegnes altid som ”omstridte”, men der er i dag næppe nogen på Krim, der ønsker at komme tilbage til Ukraine, og Krim vil aldrig blive ukrainsk igen. Lev med det! Endelig er der jo den krølle på historien, at den russiske sortehavsflåde altid har været hjemmehørende på Krim. Rusland havde lejet området på en langtidskontrakt, som ukrainerne nu ensidigt ville ophæve. Det var naturligvis uacceptabelt for Rusland. Det ville tage lang tid og være meget dyrt at flytte flådebasen. Det kunne ikke komme på tale, og det blev ikke bedre, da det forlød, at ukrainerne lå i forhandlinger med kineserne om at lade dem overtage den.

Det er næppe i Putins interesse at annektere hele Ukraine. Det ville medføre betydelige tab og store udgifter. Nej, hans interesse ligger i at sikre russernes rettigheder i et forenet Ukraine ved at få genindført de oprindelige garantier til den russiske befolkningsdel. Og denne stat kan – selvfølgelig – lige så lidt være medlem af Nato, som Canada kan gå i alliance med Rusland eller Kina. Rusland og Ukraine er naturlige samarbejdspartnere, både historisk og kulturelt. Kan Rusland ikke opnå dette nu, kan man anerkende de to forenede folkerepublikker Donetsk og Lugansk og dermed fastfryse konflikten ad infinitum. Man kan også øge deres areal. Som en sidste udvej kan Rusland annektere store dele af Ukraine, f.eks. hele området øst for Dnepr.

Fhv. forsvarsminister Trinepigen Barmsen mener, det er vigtigt at forsvare de ”demokratiske værdier”, hvad det så end er for nogle størrelser – som åbenbart ikke findes i Rusland, men nok i Ukraine. Denne holdning bunder i ikke uventet uvidenhed. Og når man i Danmark og Sverige taler om at sikre vore grænser imod et russisk angreb, ja, så taler man i febervildelse som et ekko af ”den kolde krig”. Der er ikke mere nogen kommunistisk Sovjetunion, der vil udbrede verdensrevolutionen. Rusland har absolut ingen interesse i at angribe hverken Danmark eller Sverige – men hvis jeg var finsk statsminister, ville jeg nok også opgive enhver tanke om et finsk Nato-medlemsskab. Et sådant skridt kunne meget vel gøre det nødvendigt at flytte hovedstaden til Ålandsøerne. Men hun er jo også bare en lille skoletøs, der har glemt Finlands historiske erfaringer.

Både den demente Biden, den festglade Johnson og den arrogante Macron har stærkt brug for en krig til at aflede opmærksomheden fra deres hjemlige uduelighed, men hvis de tror, at en krig mod Rusland vil være en søndagsskoleudflugt, tager de fejl. Russerne har god øvelse i krigsførelse, og de bygger på historiske erfaringer. Som Aleksander Nevskij sagde: ”Den der kommer til Rusland med sværd, vil dø ved sværd!”

Og Ukraine? Tror man, at Ukraine (og de baltiske lande) ville overleve en sådan krig som selvstændige nationer? Næppe vel! Men man kan selvfølgelig også forvandle hele planeten til en radioaktiv ørken, men jeg kan garantere, at USA ville blive centrum for en sådan ørken. USA har i årenes løb ført krige over hele verden, men har aldrig rigtig følt krigens konsekvenser hjemme hos sig selv siden borgerkrigen. Det vil en atomkrig ændre på! Og også i en sådan krig ville Rusland have de bedste overlevelsesmuligheder – ganske enkelt på grund af landets størrelse.

Den nuværende krise tjener kun til at jage russerne i armene på kineserne. Og det er ikke i Europas interesse. Tværtimod. Vor interesse må være at forene os med Rusland imod Kina, som vi selv har været med til at gøre til en økonomisk og militær stormagt, fordi det var i storkapitalens interesse. Og imod USA, der i dag blot er et lig i forrådnelse.

Hvis Vesten ville gøre Ukraine en tjeneste, ville man dæmpe ukrainernes krigslyst og tilskynde landet til at finde en forståelse med Rusland – til gavn for hele Europa. Man skal undgå at ligge i krig med sine naboer. Det ved enhver husejer!

***

Anden vigtig litteratur om dagens Rusland

Gabriele Krone-Schmalz: Russland verstehen: Der Kampf um die Ukraine und die Arroganz des Westens, (Beck Paperback), 2017

Владимир Путин: Патриотизм – национальная ндея россии, Книжный мир, 2017

Pieter Waterdrinker: Tsjaikovskistraat 40, Een autobiografische vertelling uit Rusland, Nijgh & Van Ditmar 2017. Dette er en selvbiografisk skildring i romanform, men det er en fantastisk god skildring af Sovjetunionens fald og tiden derefter. Er oversat til både engelsk og tysk. Virkelig læseværdig!

Og et enkelt historisk værk: Bent Jensen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921 Gyldendal 2017.

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s