Introduktion

Vi bringer her første del af denne todelte artikelserie, som er to interviews om forskellige emner for at give et perspektiv på Rusland og Ukrainekrigen fra en politisk aktiv person på den russiske nationale højrefløj, Aleksej Miltjakov lederen af Rusitj.

De to artikler burde gerne give mulighed for at opklare mange af de misforståelser, der hersker om Rusland og Ukrainekrigen – også på højrefløjen.

Russisk nationalist ved fronten – Del 2

Bloggen tager naturligvis afstand fra vold, terror og al anden form for ulovlig aktivitet. Handlinger og synspunkter fra personer og grupper, som er nævnt i artikelserien står for deres egen regning.

Vi har oversat den fra svensk og bragt den med tilladelse fra Den Nordiske Modstandsbevægelse. Kilde: https://nordfront.se/rysk-nationalist-vid-fronten-introduktion-och-ukrainafragan

Oprindeligt udgivet på nordfront.se d. 7. marts 2024.

Vores engelske oversættelse af teksten findes her.

***

Russisk nationalist ved fronten: Introduktion, Ukraine-spørgsmålet og »denazificering«

INTERVIEW • Sidste år interviewede Nordfront en ukrainsk nationalist, der kæmper i den ukrainske hær mod Rusland. Nu er det tid til, at en russisk nationalist, der kæmper for Rusland, fortæller om sit syn på Rusland, Ukraine og den igangværende konflikt.

I maj sidste år offentliggjorde Nordfront et todelt interview med en ukrainsk nationalist, der deltager i krigen mod Rusland. Baggrunden var de mange spørgsmålstegn, der er opstået omkring den ukrainske position, dels i lyset af Euromajdan-kuppet i 2014, men også den igangværende krig i landet.

På samme måde som man kan stille spørgsmålstegn ved, at en nationalist kæmper for Ukraine, er der en række spørgsmålstegn ved, hvordan man kan støtte den anden side i krigen. Rusland har erklæret, at den militære specialoperation i Ukraine er en »antinazistisk« kampagne, og der kommer ofte rapporter om, hvordan radikale nationalister forfølges i Rusland.

Når man diskuterer Ukraine-spørgsmålet, tager man ofte udgangspunkt i en geopolitisk eller ideologisk synsvinkel: Nogle mener, at det bedste for verden er, at Rusland sejrer og dermed mindsker NATO’s magt, mens andre ser Rusland som en nybolsjevikisk magt, der truer hele Europa. Nordfront ønsker med disse interviews i stedet at give perspektivet fra de nationalister, der faktisk deltager i konflikten og risikerer deres liv for det, de tror på, uanset hvilken side de står på.

Den interviewede hedder Aleksej Miltjakov og er leder af en paramilitær og nationalistisk bevægelse ved navn Sabotage-angrebsrekognosceringsgruppe (DShRG) Rusitj, som har deltaget i konflikten i Donbass siden 2014 på de russiske separatisters side og videre i Ruslands militære specialoperation i Ukraine. Rusitj blev for nylig igen aktuelt i forbindelse med, at Jan Petrovskij, også kaldet »Veliki Slavian« (Den store slave), der tidligere boede i Norge og også kæmpede for Rusitj i Ukraine, blev idømt fængsel i Finland.

Interviewspørgsmålene er først skrevet på svensk, derefter oversat til engelsk og videre til russisk. Miltjakov har derefter skrevet svarene på russisk, som derefter er oversat til engelsk og videre til svensk, efterfulgt af samme proces med en række opfølgende spørgsmål. Nordfront forsøger derfor i videst muligt omfang at lade oversættelsen være så ordretro som muligt. Indlæg i parentes er Miltjakovs egne, mens indlæg i hakparentes og indlæg efterfulgt af »reds. anm.« er Nordfronts tilføjelser, der kun er til for at forklare noget for læseren og ikke kommentarer til svarene som sådan. I de tilfælde, hvor en kommentar i spidsparentes kommer fra Rusitjs egen oversætter, fremgår dette. Vi overlader det helt til læseren at tage stilling til Miltjakovs svar, ligesom da vi interviewede den ukrainske soldat.

I den første del fortæller Miltjakov mere om sig selv, om Rusitj, dens rolle i Donbass og i den militære specialoperation samt om sin opfattelse af Ukraine som nation, den politiske udvikling siden 2014 og den igangværende krig i landet. Vi stiller også spørgsmålet om, hvad »denazificeringen« af Ukraine egentlig handler om. Miltjakov får også mulighed for at svare på alvorlige beskyldninger i en medieberetning fra ungdommen.

I anden del spørger vi om Rusland, hvordan det er at leve som nationalist i det russiske samfund, og hvordan Miltjakov oplever, at andre nationalister i både Rusland og ude i verden har reageret på krigen.

Introduktion og Rusitj

Kan du fortælle lidt om dig selv, din baggrund og dit engagement i nationalisme samt din rolle i konflikten i Ukraine?

Jeg blev født i Sankt Petersborg i 1991 og gik i skole der. Fra jeg var 14 år, deltog jeg aktivt i den højreorienterede nationalistiske bevægelse og gik til fodboldkampe med »ultras« (såkaldte fodboldhooligans). Jeg var en af de første i Sankt Petersborg, der gik ind for ting som militær træning blandt højreorienterede unge og for, at radikale højrebevægelser skulle bevæbne sig (køb af lovlige våben).

Efter at de russiske myndigheder i 2009 forbød »Den Slaviske Union« (en sociopolitisk højrefløjsbevægelse), som jeg var medlem af på det tidspunkt, forlod jeg alle bevægelser og begyndte på egen hånd at engagere mig i oprettelsen af en paramilitær, nationalistisk struktur, der skulle kæmpe for Ruslands interesser. Da der ikke var nogen krig på det tidspunkt, fokuserede vi simpelthen på at forberede os, tilegne os erfaring og færdigheder og studere.

Mellem 2012 og 2013 gjorde jeg tjeneste i den russiske hær – luftbårne styrker, 76. luftbårne stormdivision. I 2014 kom jeg til det område, der tidligere tilhørte Ukraine (byen Luhansk), sammen med en lille gruppe og begyndte at oprette min egen enhed som en del af »Batman«-indsatsstyrken, som en regulær og samtidig frivillig formation. Vi kom dertil uden at vide noget om fremtiden – men det viste sig at være en god beslutning.

Du er leder af en gruppe kaldet Rusitj. Kan du fortælle om Rusitj, hvor og hvorfor den blev oprettet?

Ja, jeg leder en gruppe kaldet Rusitj. Enheden blev dannet i 2009 og bestod dengang af en gruppe venner, der var nationalister, patrioter og højreekstremister, som havde som mål at lære at kæmpe.

Med andre ord, i modsætning til de almindelige nationalistiske bevægelser, der på det tidspunkt fokuserede på forskellige gadeprotester, demonstrationer og så videre, var vores mål mere præcist at forberede os til deltagelse i krig, så vi var bevæbnede og trænet efter en militær model.

Senere i 2014 var medlemmerne af denne gruppe selv kernen blandt dem, der rejste for at forsvare det russiske folk i Donbass sammen med os. Da vi indså, at vores daværende niveau af viden og træning gjorde det muligt for os at udvide, valgte vi at gå ud med vores navn og begyndte at arbejde selvstændigt.

Er Rusitj i dag en ren paramilitær organisation, eller er den også politisk? Hvis den også er politisk, hvilken ideologi tilhører den?

Rusitj er et projekt, og den paramilitære del er kun en af projektets komponenter. Vi har også en militærpatriotisk klub, en informationsafdeling, en finansafdeling og en række andre afdelinger.

Vi er selvfølgelig alle nationalister og patrioter. Vores ideologiske komponent er delvist nationalsocialisme med tilføjelser fra andre nationale politiske bevægelser. Årsagen er, at klassisk nationalsocialisme af samme type som i Det Tredje Rige allerede er forældet og ikke relevant for Rusland.

Hvad er jeres endelige politiske mål? Ønsker I en slags panslavisk stat, at genskabe det russiske imperium som et tsarrige? Eller noget andet?

Vores endelige politiske mål er udviklingen af Rusland i traditionel og klassisk forstand som et hvidt, europæisk, heteroseksuelt land og foreningen af de slaviske folk under Ruslands protektorat, i egenskab af den stærkeste slaviske magt.

Der er ikke noget mål om at rense Rusland for alle andre oprindelige folk, der har levet i dette land i tusinder af år, de skal også få lov til at leve i fred, harmoni og enhed på russisk territorium. Men russerne skal, som statsdannende nation, have deres egen store nationalstat, der kaldes Rusland.

Mener du, at etniske russere bør have en nationalstat inden for rammerne af en bredere russisk føderation, og at denne også bør omfatte andre indfødte folk med egne politiske enheder?

Rusland skal blive en nationalstat for det russiske folk på officielt plan, med en henvisning til det russiske folks politiske overhøjhed i statens forfatning. Dette skal naturligvis omfatte territorier, der i øjeblikket er besat af »nationale republikker« [dagens delrepublikker i Den Russiske Føderation. red.] i det nuværende Rusland og endnu mere.

Andre folkeslag kan også bo på russisk territorium, men de kan ikke have nogen kulturel eller politisk autonomi og kan heller ikke regne med statens støtte til deres nationale sprog og kulturer. Kun russisk kan være statens officielle sprog, og kun russisk kultur skal undervises i de offentlige skoler.

Hvad var Rusitjs rolle før 2014 og derefter efter 2014 i Donbass og videre efter at den militære specialoperation i Ukraine blev indledt i 2022?

Rusitjs rolle i 2014 på Folkrepubliken Luhansk territorium var betydelig, hvilket også gælder hele »Batman«-styrken (som vi var en del af på det tidspunkt).

Da Luhansk på det tidspunkt bestod af en lille gruppe dårligt bevæbnede mennesker med mangelfuld træning, var vores rolle meget afgørende.

Efter 2014 deltog vi i andre kampe og var en del af andre strukturer.

Den militære specialoperation, der blev indledt i 2022, blev en meget storstilet operation med et stort antal styrker. Men vi opfyldte vores rolle og gjorde det, der blev forventet af os.

Er det korrekt, at Rusitj i dag er en del af det private militærfirma Wagner [som det rapporteres i både medierne og på Wikipedia. red. anm.]? Og hvis det er korrekt, hvordan ser du på det?

Nej, i dag er »Rusitj« ikke en del af Wagner.

Hvad er din holdning til den tidligere chef for Wagner, jøden Jevgenij Prigozjin? Var han bare en skurk, eller var hans kritik af Ruslands militære ledelse motiveret og rimelig?

Under den [militære] specialoperation viste Jevgenij Prigozjin sig at være en klog leder, der var i stand til at administrere en stor enhed, der leverede resultater, hvilket i høj grad var takket være ham. I øvrigt har han aldrig fordømt eller forsøgt at gribe ind over for russiske nationalister og har aldrig forsøgt at tvinge dem til at opgive deres ideologiske overbevisninger.

Det er sjovt, at han bliver kaldt jøde. Hans mor er russer, hans far er russer, han har altid set sig selv som russer og ortodoks, samtidig med at han altid behandlede hedningerne i sin inderste kreds bedst. Læg især mærke til den person, der var hans »højre hånd« i mange år, og hvilke tatoveringer og holdninger denne person havde. Se også billederne fra Prigozjins hus fra politiets razzia – hvor mange ortodokse ikoner der var, og hvor mange jødiske genstande man kunne se (nul).

Hans kritik af Ruslands militære ledelse var berettiget. Jevgenij Prigozjin er naturligvis følelsesladet, men hans kritik var korrekt, og her støtter vi ham fuldt ud.

Hvordan tror du, at Jevgenij Prigozjin døde? Var det et uheld eller et mord? Og hvis det var et mord, hvem stod bag?

Vi tror ikke, at det var et uheld. Og yderligere gisninger ligger uden for vores kompetence.

På internettet findes der nogle forfærdelige historier, der er blevet tilskrevet dig, først og fremmest dyremishandling (en video med tortur af en hund) og også krigsforbrydelser i det østlige Ukraine. Er der noget sandhed i dette, og hvad er dine kommentarer?

Der har aldrig været nogen video på internettet, der viser tortur af en hund. Hvis I kan give os bare en lille del af denne video, der direkte viser, hvordan en hund tortureres, vil vi sende et arkiv med unikke fotografier, der vil skabe kaos på internettet over hele verden. Hvis I ikke finder videoen, kan vi desværre ikke give jer disse fotos.

Vi begik ingen krigsforbrydelser i det østlige Ukraine, da vi på det tidspunkt ikke var militærpersonale. Men vores holdning er altid at være så grusomme som muligt over for fjenden, det er sandt.

Det er sandt, at vi ikke har set nogen video, men kun fotografier eller hvad der ligner skærmbilleder af en video fra den påståede hændelse samt medieberetninger om den. Er det korrekt at fortolke dit svar som, at du afviser fortællingen som fake news, og hvad er i så fald den virkelige kontekst for disse billeder?

Fotografierne er selvfølgelig ikke photoshoppede, men det er uklart, hvorfor folk tror, at et foto af et lig og processen, hvor det blev til et lig, er det samme.

Vi har fulgt sagen om Jan Petrovskij fra Rusitj, lige siden han boede i Norge for mange år siden og frem til i dag, hvor han sidder fængslet i Finland og også efterforskes for krigsforbrydelser. Kan du fortælle mere om hans sag?

Vi kan ikke fortælle så meget om sagen med Jan Petrovskij. Vi kan kun sige, at vi ikke mener, at han er skyldig, og at Finland har påtaget sig en stor byrde, som man måske ikke vil være i stand til at bære. Selv om man er tiltrådt NATO.

Finland har ingen ret til at retsforfølge en russisk statsborger for »forbrydelser«, der er begået uden for finsk territorium. Vi er desuden fuldstændig overbevist om, at Jan Petrovskij ikke har begået nogen forbrydelser, og at hans sag udelukkende er af politisk karakter, samt at Jan selv holdes som politisk gidsel.

Rusland og Ukraine

Hvordan ser du som russisk nationalist på den ukrainske nation? Er ukrainere en del af det russiske folk eller en egen folkeslag?

Vi ser ikke ukrainere som en separat nation.

De østlige dele af det moderne »Ukraine« er traditionelt russisk land, og de mennesker, der bor der, er russere på samme måde som os. Grænsen mellem os opstod »takket være« bolsjevikkerne, hvis mål var at svække Rusland ved at oprette kunstige republikker langs landets grænser.

Det vestlige »Ukraine« består af russere blandet med polakker, ungarere og rumænere, samt jøder, der boede der uden for Rusland, i det jødiske bosættelsesområde i Det Russiske Kejserrige [et område i den tidligere tsarstat, hvor den jødiske befolkning blev forvist. red.]. Der var heller ingen ukrainere der.

Hvordan så du fra russisk side på Euromajdan i Ukraine? Var det en folkelig revolution eller et vestligt støttet statskup?

Vi ser ikke på Majdan fra et russisk perspektiv, men fra vores eget perspektiv. Det oprindelige slogan for Euromajdan var »Vi vil ikke have CU, vi vil have EU!« (CU – en toldunion [Custom Union] mellem Rusland og nabolandene). Mens Ukraine gjorde oprør, fordi de ville være med i EU, var vi ligeglade.

Men så udviklede begivenhederne sig i en helt anden retning. Så snart tjetjenske faner [tjetjenske separatistfaner. red. anm.] og »Højre Sektor« begyndte at kræve terrorangreb mod russisk territorium, blev det klart for alle russere, at begivenhederne på Majdan-pladsen [i Kiev] havde antaget en klart negativ karakter.

Vi mener naturligvis, at konflikten blev provokeret af Vesten, kun for at skabe spændinger nær den russiske grænse og i vores traditionelle landområder, som millioner af vores forfædre døde for at forsvare.

Hvorfor modsætter Rusland sig, at Ukraine nærmer sig EU?

For Rusland er Den Europæiske Union en fremmed organisation, der på højeste officielle plan går ind for tolerance, indvandring, homoseksualitet og diverse andre vederstyggeligheder. Rusland har bestemt ikke brug for en sådan allieret. Den Europæiske Union er desværre ikke kun en handels- og økonomisk sammenslutning, men også en politisk sammenslutning med en ensartet politisk struktur og propaganda.

Det er naturligvis ikke til fordel for Rusland at miste sine historiske landområder, der er beboet af en russisk befolkning, til en fjende, der støtter ovennævnte snavs og vederstyggeligheder.

I Vesten fremstilles den russiske annektering af Krim som en meget aggressiv og truende handling fra Ruslands side, og man siger, at folkeafstemningen ikke blev gennemført korrekt. Hvordan ser du på dette?

For det første fandt der ingen annektering af Krim sted. Dokumenterne om overførslen af Krim til »Ukraine« blev underskrevet af kryptojøden Nikita Khrushchev [Sovjetunionens leder fra 7. september 1953 til 14. oktober 1964. red.], som kunstigt adskilte dele af Rusland fra deres moderland.

Samtidig fortsatte russerne med at leve på Krim sammen med en lille gruppe krimtatarer, der vendte tilbage efter en velfortjent deportation (de blev deporteret for samarbejde med nazisterne og for at have begået folkemord på russere). På en velmenende måde havde en stærk leder for krimtatarerne simpelthen udryddet dem, men Josef Stalin gav dem generøst nok en chance for at overleve. Hvilket spild – krimtatarerne (5 procent af halvøens befolkning) var de eneste, der brokkede sig over »Ukraine«.

Resten af befolkningen var russere, de talte altid russisk og ventede på Rusland i 23 år [fra Ukrainas uafhængighed i 1991 til 2014, da Krim tiltrådte Den Russiske Føderation. red.]. Krims tilbagevenden til sit hjemland er derfor et naturligt fænomen. Krim har historisk altid været et russisk-slavisk land. Alt dette førte til, at genforeningen ikke var hård, men blev gennemført så blødt som muligt uden dødsfald, da Krims befolkning fuldt ud støttede ideen.

Er Rusland en trussel mod resten af Europa?

Nej, Rusland udgør ingen trussel mod Europa. Vi mener, at Rusland først og fremmest skal have et samarbejde og en venlig dialog med de europæiske lande og ikke med de asiatiske lande. Rusland har ikke brug for alliancer med andre racer, når der er europæere.

Men i dette tilfælde udgør Europa selv en trussel mod Rusland. Ikke kun i militær forstand, men også i den forstand, at de traditionelle værdier er i hastig tilbagegang i Europa. Den hvide, sunde, heteroseksuelle familie som grundlag for samfundet er ved at blive et fortidskapitel. Europa importerer millioner af indvandrere fra arabiske og afrikanske lande.

Hvad er pointen i, at Rusland nu skal være venner med Frankrig, som er befolket af aber og allerede i vid udstrækning består af sorte og muslimer? Og især fordi Europa på dette stadium af sin udvikling er fuldstændig underlagt USA.

Krigen i Ukraine

Hvor meget støttede Rusland separatisterne i Donetsk og Luhansk, da borgerkrigen i Ukraine brød ud i 2014? Fra vestlig side siges det, at de udbrudte republikker var meget styret og støttet af Rusland, samtidig med at der synes at være en hel del russiske nationalister, der i stedet beskylder den russiske stat for at have svigtet russerne i det østlige Ukraine og i lang tid have overladt dem til deres skæbne.

Den støtte, som [separatisterne] modtog, var utilstrækkelig; den burde have været både bedre og mere omfattende. Vi mener ikke, at russerne i Donetsk og Luhansk under nogen omstændigheder blev overladt til sig selv. Men Rusland ydede bestemt ikke den støtte, der var nødvendig, da konflikten brød ud i 2014.

Måske var der grunde til det. I hvert fald har Vladislav Surkov fortalt os det under en personlig samtale, men det er endnu ikke tid til at videregive detaljerne fra den samtale til pressen, især ikke den udenlandske.

[Oversætterens tilføjelse: Vladislav Surkov var tidligere chef for al indenrigspolitik i Rusland og en af de fem mest indflydelsesrige personer i landet.]

Hvorfor var det nødvendigt for Rusland at invadere Ukraine i 2022?

Hvis der ikke var blevet indledt en militær specialoperation i februar 2022, er det vores opfattelse, at Ukraine i stedet ville have forsøgt at iværksætte en omfattende offensiv operation mod Donetsk- og Luhansk-republikkerne i de kommende måneder, hvilket ville have ført til alvorlige konsekvenser og et stort antal civile ofre.

En sådan operation blev naturligvis planlagt under ledelse af USA, som blev kontrolleret af den gamle og senile [præsident Joe] Biden, da hans søn Hunter (en narkoman, incest- og børneseksuelt misbruger) havde seriøse forretninger i Ukraine og dækkede over Bidens og Demokraternes kriminelle planer om at hvidvaske millioner af dollars i dette gennemkorrupte land.

Med andre ord havde Biden-familien, med deres rekordlave støtte i amerikansk politik, brug for at:

A) Først og fremmest distrahere offentligheden fra skandaler omkring den gamle mands totale inkompetence og hans søns modbydelige opførsel og i det mindste øge den politiske støtte marginalt, som alligevel er styrtdykket.

B) For det andet bruge de følgende milliarder af dollars på ukrainske bidrags- og støtteprogrammer, som ingen kan spore i betragtning af den rekordhøje korruption i dette land.

En hurtig og vellykket operation mod Donetsk og Luhansk kunne have hjulpet Biden med at nå disse mål. Men så greb Rusland ind.

Dette var en absolut nødvendig militæroperation i selvforsvar, som desuden fandt sted på Ruslands eget territorium (som judebolsjevikkerne ved en misforståelse gav til det »ukrainske« folk). Pointen var at endelig stoppe bombningen af det fredelige Donetsk og endelig befri det russiske folk, som uden egen skyld befandt sig på et andet stats territorium, da Sovjetunionen kollapsede i 1991, og som siden da hele tiden har ventet på Ruslands ankomst.

Var der ingen fredelig løsning på konflikten?

Der var åbenbart ingen mulighed for en fredelig løsning. Hvis en sådan mulighed havde eksisteret, ville den højst sandsynligt være blevet implementeret. Men der er et stort antal mennesker og grupper på den ukrainske side, der tjener på krigen.

Og det er usandsynligt, at den ukrainske regering ville have accepteret en fredelig løsning, at de radikale ukrainske elementer og deres storfinans, der tjener millioner på krigen, ville have accepteret det.

Betyder invasionen ikke, at Rusland mister noget af sin moralske overlegenhed over for USA, nu hvor russiske tropper invaderer et uafhængigt land, ligesom amerikanske soldater har gjort igen og igen?

Vi ser ikke, at det skulle være forkert at invadere andre lande og gribe ind i deres suverænitet med det formål at fremme vores egne nationale interesser. USA og dets allierede gør det, Israel gør det (bogstaveligt talt international terrorisme på statsniveau) – og hele verden tier om det.

Men samtidig skal man bemærke, at USA invaderer fjerne lande, der på ingen måde har nogen forbindelse til Amerika, hvor der ikke bor nogen amerikanere, og på mildest talt vage grunde.

Alt dette mens Rusland giver russiske mennesker, der bor på traditionelt russisk land, som kun befandt sig uden for Rusland på grund af bolsjevikkerne og deres kunstige grænser, deres frihed tilbage. Alt, hvad disse mennesker ønskede, var at læse bøger på russisk, se russiske film og undervise børn i russiske skoler (hvilket alt sammen har været forbudt i Ukraine siden 2014).

Og nu skriger hele den vestlige verden og deres marionetmedier, at Rusland er aggressoren. Nej, det er ikke sandt.

Hvad vil du sige er Ruslands mål med krigen i dag?

Vi ved ikke, hvilke mål den russiske føderations politiske ledelse forfølger i øjeblikket.

Vores egen opfattelse er, at det mindst gunstige udfald for Rusland i denne konflikt er: Tilbagesendelse af traditionelt russiske landområder, herunder Cherson-regionen, Odessa og Kiev (altså uden for Dnepr-floden) sammen med en bufferzone mellem Rusland og NATO i det vestlige Ukraine.

Desuden skal fremtrædende repræsentanter for ukrainsk russofobi (som f.eks. offentligt har lovet at dræbe russere over hele kloden udelukkende på grund af deres nationalitet) udryddes. Dette er det minimum, vi anser for at være tilstrækkeligt.

I 2022 var der i den officielle russiske retorik, som vi hørte i Vesten, stor fokus på, at Rusland skulle »denazificere« Ukraine. Dette blev også gentaget af Vladimir Putin, da han blev interviewet af Tucker Carlson for nylig, hvor han sagde, at alle former for »nynazisme« skal forbydes i Ukraine. Hvad betyder dette, og er denne »denazificerings«-retorik lige så almindelig i Rusland? I Vesten hersker der stor forvirring omkring dette, da Ukraine ledes af en jødisk præsident og andre jødiske politikere, mens Putin kaldes fascist, og Rusland står for værdier, der i Vesten stemples som højreekstreme.

Ærligt talt forstår vi ikke, hvad »denazificering« er. Udtrykket var åbenbart nødvendigt for at forklare konflikten for den russiske befolkning, som lever i det statsligt pålagte paradigme om kampen mod nazismen som landets vigtigste projekt og sejren over Hitler som dets største bedrift. Men dette er kun karakteristisk for det nuværende regime. Hvis der sker et magtskifte i Rusland, vil tonen også ændre sig, og folk vil igen begynde at tale om andre vigtige russiske bedrifter: rumrejser, opfindelsen af fly og helikoptere, opfindelsen af fjernsyn og radio, den fremragende klassiske russiske kultur og russisk videnskab.

Men i Ukraine findes der faktisk ingen tydelig nazisme eller ægte nationalisme. Nationalisme er trods alt kærlighed til sit folk.

I stedet er hele deres ideologi simpelthen bygget på den russiske ideologi, med andre ord at gøre hvad som helst for at være anderledes end Rusland. Ligesom deres kunstige sprog [ukrainsk], som er en særdeles forvrænget version af det russiske sprog. Det var det, de berusede, analfabetiske bønder fra Ruslands sydlige regioner talte, og de tilføjede endnu flere fejl til sproget og vedtog det derefter på officielt niveau, bare for at være anderledes end os. På slagmarken hører man for øvrigt aldrig det ukrainske sprog – begge sider råber på reneste russisk.

Samtidig: Ved den første lille fare flygtede en stor del af den ukrainske befolkning i frygt til Europa og ødelagde for de europæiske skatteydere – dette er deres virkelige ideologi og virkelige ideer. Hvor er nationalismen, med andre ord kærligheden til folket og forsøget på at forsvare det?

I stedet ser vi inden for rammerne af specialoperationen en afkommunisering. Da Ukraine aldrig har eksisteret og blev skabt kunstigt af kommunister, vil dets fuldstændige udslettelse være en del af afkommuniseringen og rettelsen af det røde kommunistiske systems fejltagelser.

Liberale i Vesten beskylder Rusland for at have planer om at »udslette« det ukrainske folk. Her henvises der til ting, der er blevet sagt og skrevet om »denazificeringen«, hvor visse russiske meningsdannere har fremstillet hele den moderne ukrainske kultur som noget problematisk, der bør afskaffes. Hvad har du at sige til disse beskyldninger, er det hysteriske overdrivelser eller en berettiget bekymring?

Som tidligere nævnt mener vi ikke, at det ukrainske folk eksisterer. De, der ser sig selv som ukrainere, er faktisk fra et etnisk synspunkt enten rene russere eller en blanding af russere og andre folkeslag, der bor i områderne omkring det vestlige Ukraine.

Vi taler ikke om at udslette det ukrainske folk – hvordan kan man ødelægge noget, der ikke eksisterer: det ukrainske folk har ikke haft tid nok til at kunne tage form.

Vi nævnte tidligere vores egen vision for målene med denne konflikt og disse territorier, hvis tilbageførsel vi ser som en del af vores opgave. Bemærk venligst, at vores liste ikke omfatter byer i det vestlige Ukraine, såsom Lviv og Ivano-Frankivsk. Disse er historisk polsk-østrigske byer og landområder, og vi gør ikke krav på dem. Men af hensyn til den russiske sikkerhed bør det vestlige Ukraine blive en neutral bufferzone mellem os og NATO.

Men jøden [Volodymyr] Zelenskyj gør ingen hemmelighed ud af, at hans mål er at udrydde den etniske russiske befolkning blandt Ukraines borgere. Se bare på den territoriale sammensætning af deres værnepligtige og deres mobiliserede hær nu, som falder i hundreder hver dag – hovedsageligt mennesker fra Ukraines centrale og østlige dele, med andre ord etniske russere, der endda har en stærk russisk accent, når de taler ukrainsk. Men indbyggerne i Lviv bliver ikke indkaldt – der er trods alt næsten intet russisk over dem, de er først og fremmest en blanding af jøder, polakker og ungarere. Med andre ord kernen i den fremtidige ukrainske nation, som i dag kun er ved at blive skabt.

Hvad skal Ukraine gå med til for at den russiske invasion skal ophøre? Er der nogen officielle krav fra Rusland, eller har du selv nogle tanker om, hvad der ville være rimeligt?

Vi ved ikke, hvilke krav Den Russiske Føderation vil stille. Men at stoppe op og forlade Ukraine med de nuværende ressourcer, oppustet af Vesten, ville blot være at flytte konflikten til fremtiden. Nej, fjenden skal besejres. Både på slagmarken og på den politiske arena.

Hvad angår betingelserne for kapitulation, skal alle dokumenter fra Ukraines militære efterretningstjeneste (GUR) og Ukraines sikkerhedstjeneste (SBU) naturligvis også overføres til Rusland, og disse sikkerhedstjenesters ansatte, spioner, personer, der har begået terrorhandlinger mod Den Russiske Føderation, osv. skal arresteres eller henrettes. Men Ukraine vil aldrig gå med til dette, så længe det får støtte fra Vesten.

Hvor længe tror du, at krigen i Ukraine vil vare, og hvordan tror du, den vil ende?

Vi har intet andet valg end at sejre, da Rusland ikke kan tabe denne krig, og vi ved ikke, hvor længe den vil vare. Min personlige mening er, at krigen garanteret vil fortsætte i yderligere to, måske tre år.

Og dette vil kun afslutte den varme del af krigen, men konflikten vil derefter gå over i en fase med antiterroroperationer for at rydde op i den ukrainske underverden, hvilket også vil tage tid.

Uanset hvad er det umuligt at besejre Rusland.

Efter konflikten, ville et suverænt og uafhængigt Ukraine i en eller anden form være acceptabelt for russerne generelt og for jer i særdeleshed?

Efter krigen, ja, måske ville der være et område, der hedder »Ukraine« på kortene, men uanset hvad vil det ikke være en suveræn stat. Ukraine har ikke engang i dag suverænitet, når alle dets ressourcer, herunder finansiering til at udbetale pension til ældre, kommer fra Vesten. Og så snart denne bistand ophører, er statens sammenbrud uundgåelig. Desuden vil Vesten tvinge dem til at kæmpe til den sidste ukrainer, indtil staten er fuldstændig tømt. Zelenskyj og [Ukraines tidligere øverstbefalende Valerij Zaluzjnyj] ønskede fred og gik med til vores krav kun en måned efter krigens begyndelse. Men Biden og [Storbritanniens daværende premierminister Boris Johnson] tvang dem til at fortsætte krigen for at få fortsat bistand.

Måske vil dele af landets territorium komme under Polens herredømme, visse dele vil måske gå til Rumænien, måske får Ungarn sin del.

Uanset hvad vil hele det daværende Ukraines territorium ikke blive annekteret af Rusland. Dette vil igen kræve omfattende ressourcer for at udrydde de russiske fjendtlige elementer i det vestlige Ukraine. Hvis dette kan undgås, vil en lille del af det vestlige Ukraine kunne kaldes »Ukraine«.