Julen har altid været en af de ting, der har bundet vort samfund sammen – en fest, som blev fejret af alle, høj som lav, rig som fattig – og det uanset, om det reelt var den hedenske jul, solhvervsfesten, man fejrede, eller det var fødslen af den kristne frelser. Den var udtryk for fællesskabet. Der blev samlet ind til de ringest stillede, for at de også skulle kunne holde jul med den traditionelle julemad. Denne kunne variere lidt, men selvom man måske spiste and eller gås juleaften, var grisen hovedleverandør af julens mad: flæskesteg, medisterpølse, sylte, stegt flæsk osv. Og det blev alt sammen skyllet ned med rigelige mængder øl og snaps – eller evt. vin. Og man sørgede for, at alle kunne deltage i julens glæder – ingen blev overladt til sig selv. Glæde forudsætter fællesskab – hvad enten glæden nu skyldtes solens tilbagevenden eller fødslen af et barn i det fjerne Palæstina. I det offentlige rum var der julestemning. Frelsens Hær spillede i gaderne. Byerne var udsmykkede, forretningerne kappedes om at lave den flotteste juleudstilling – Salling satte sit nisseværksted op, hvor figurerne bevægede sig, husene var oplyste osv. Overalt forsøgte man at konkurrere om at være de mest opfindsomme, når det gjaldt om at lave noget, som holdt såvel unge som gamle fast foran butikkens vinduer. Hvad er der blevet af alt det? Og hvad er der blevet af fællesskabet?

I Aalborg er der et lille julemarked på Gammel Torv med nogle få boder. Sallings facade er pakket ind som en julegave – men det er stort set også alt. I København er der ingen julestemning på Strøget. Forretningerne er åbne, og folk køber ind, som var de besatte. Restauranterne er fulde – men julen er væk. Både nisserne og englene har pakket sammen og er rejst bort. Tivoli har juleåbent – med masser af boder, men der er heller ikke rigtig nogen jul her. Det kunne det være en hvilken som helst anden vinterdag – men det er den 21. december. Det eneste, der er tilbage, er d’Angleterres traditionelle juleudsmykning.

Og hvor er juletræsfesterne i forsamlingshusene – hvor fællesskabet fandt et helt konkret udtryk? Væk – udkonkurreret af først fjernsynet og siden mobiltelefonen, der har ødelagt enhver form for menneskeligt samvær.

Ikea har omdøbt julen til “vinterfest”. Og her er vi ved sagens kerne. Den kristne – såvel som den hedenske – jul støder vore “nye medborgere”, der jo ikke må fejre jul. Så for at tækkes dette fremmedelement, må vi omkalfatre det danske samfund og afskaffe alt det, som har bundet os sammen som folk – for det er pr. definition fremmedfjendsk. I stedet skal vi holde Eid, selv om vi ikke ved hvorfor – og selv om denne fremmede fest ikke har nogen rod i vort liv og i vor kultur – og heller aldrig må få det! Et mangfoldigt samfund er et fattigt, glædesløst og konfliktfyldt samfund uden nogen virkelig åndelig eller kulturel lim til at holde det sammen. “Vinterfesten” synes i dag kun at være til for de multinationale koncerners skyld. Den øger omsætningen af overflødige varer og nyttesløst krimskrams – og her gælder det virkelig om at øge kundegrundlaget mest muligt. Af det udgør de fremmede en stadig større del….

Men julen var mere end festligt udsmykkede forretninger. Julen var også det tidspunkt, hvor familierne samledes, og hvor man holdt en slags status over det forgangne år og mindedes alle de juleaftener, man havde haft – og hvor forbindelsen til forfædrene atter knyttedes. Og så var det julekortenes tid. Det var postvæsenets højsæson. Man lejede haller og ansatte ekstra personale til at sortere de mange sække med julepost. Folk skrev julehilsener til hinanden. Selvfølgelig skrev man til familien – men også til nære og fjernere venner, som man kun hørte fra den ene gang om året. Ja, min far skrev endog julekort til sin barber. Mange mennesker skrev kort til den kongelige familie. Det var ikke ualmindeligt at modtage 50 julekort. Kortene blev omhyggeligt læst op ved juletræet. Portoen og mobiltelefonen har også taget livet af den tradition. Hvad nytte er det til, når man bare kan ringe sammen eller sende en sms? Tja, i min barndom kunne man også ringe – men det var ikke det samme. Skriftlig kommunikation forudsætter eftertanke og koncentration. Det gør mobiltelefonen ikke, og begge dele er en mangelvare i dagens forjagede samfund, hvor man ikke mere ved, hvad det egentlig er, man jager efter. Jeg har beskrevet julen for 60-70 år siden i min bog “Evigt ejes kun det tabte” (side 184ff).

Men julen er dog stadig familiernes fest, eller er den nu også det? Vi lever i dag i dysfunktionelle og splittede familieforhold, hvor børnene ofte må deles ud på flere forskellige familier, fordi de har forskellige fædre og mødre – og utallige halvsøskende på kryds og tværs. Julen er ofte mere strid og splittelse end sammenhold. Det er det store ædegilde og det store gaveorgie, hvor man konkurrerer om, hvem der gennem de største gaver kan knytte børnene nærmest til sig. Også den traditionelle julemad har fået konkurrence, for nu skal vi tage hensyn til alle mulige mærkelige spisevaner. Veganere, vegetarer og alle andre kostforagtere med mærkelige og unaturlige ideer skal jo også kunne være med – og både øl og vin skal skam findes i alkoholfrie varianter. Ikke engang maden kan knytte os sammen længere.

Vi tillader i dag, at vort førhen så tæt sammenknyttede samfund opløses i atomer, mens andre – fremmede – grupper bevarer deres familie- og kulturorienterede struktur. Individualistiske samfund forgår, mens kollektivistiske består. Det er logik for perlehøns. Vi går imod undergangen – og den modstand, jeg i dag kan iagttage, koncentrerer sig hovedsagelig om symptomet – ikke om den virkelige årsag. Vi skal ikke kritisere de fremmede for at have en stærkere samfunds- og familiestruktur, end vi har. Vi skal bekæmpe de kræfter, der har opløst vor tidligere meget stærke samfundsstruktur – og forsøge at genskabe den. Vi skal bekæmpe de kræfter, der fremmer “jeg-tænkningen” og splitter vort folk op i atomer med 117 forskellige “kønsidentiteter”, skaber modsætninger og konkurrence imellem mænd og kvinder, tykke og tynde, syge og raske, gamle og unge, rige og fattige, nedbryder familien, monopoliserer medier og underholdningsindustri, ødelægger landbruget og de små virksomheder for at skabe stor verdensomspændende industrier ejet af anonyme kapitalfonde. Det er ikke muslimerne!

Glædelig Jul og Godt Nytår!

Povl H. Riis-Knudsen