Palæstina/Israel er en af de ting, der splitter den nationale lejr i hele Vesten og således også i Danmark. En faktor er naturligvis den indbyggede judofili, som vi daglig indpodes i pressen, i kirken, i skolen osv. Jøderne som det fejlfrie Guds udvalgte folk. Det synes jeg i denne forbindelse, både jeg og andre har skrevet nok om.

En anden faktor er naturligvis, at vi daglig konfronteres med Hamas-lignende typer i det offentlige rum – og at vi sandt for dyden ikke bryder os om dem. Jeg har sådan set personligt ikke noget udestående med arabere eller muslimer for den sags skyld – men de skal bare ikke være her! De har deres egne lande, og der kan de blive. Der er der ingen, som brænder koranen (man gør det i hvert fald kun én gang), der er der intet svinekød osv. Det må jo være paradis for muslimer, så hvorfor søger de til lande, hvor man ser anderledes på disse ting? Det spørgsmål kender vi alle godt svarene på.

Den nuværende åbne krig imellem Israel og Hamas bunder imidlertid i en helt anden konflikt. Det er ikke nogen religionskrig – og den har sådan set ikke noget direkte med islam at gøre. Det er en krig mellem to folkeslag og to vidt forskellige kulturer om det samme lille stykke land i Mellemøsten.

Problemerne begyndte, da det nydannede FN efter jødisk pres og begrundet i holocaust delte det historiske Palæstina i to dele og gav jøderne den ene del og Jordan den anden del. Det havde været mere rimeligt at give dem Østpreussen eller en anden tysk provins, men det havde jo været temmelig ligegyldigt, hvis der ikke i forvejen havde boet mennesker i dette land: palæstinenserne, af hvilke ca. 30 % i øvrigt var kristne, repræsentanter for den oldkristendom, som i dag er absolut udryddelsestruet.

Nogle gode folk hævder jo så, at jødernes tilstedeværelse i Palæstina er veldokumenteret, bl.a. på Titussøjlen i Rom. Ja man kunne jo også blot citere det gamle testamente – i den udstrækning, dette er et historisk dokument – hvor jøderne frydefuldt beskriver, hvordan de begår det ene folkemord efter det andet for at tage denne Guds gave i besiddelse.

Alt dette er imidlertid frygtelig irrelevant for Palæstinaproblemet. Romerne fordrev jøderne fra Palæstina i år 70, fordi de – man havde nær sagt som sædvanlig – var blevet et uønsket og uroligt element. Det var et af jødernes historisk mange holocausts. Derefter var det arabernes land, nærmere betegnet filistrenes land (deraf navnet Palæstina), og filistrene var som bekendt det eneste indoeuropæiske folkeslag på de kanter. Og indtil 1948 forblev det altså filistrenes land – uanset om herskerne sad i Istanbul eller London, og uanset hvad landet kaldtes. Men hvor skulle jøderne nu være, når der i forvejen boede mennesker i dette land allerede! Med oprettelsen af Israel skabte ”verdenssamfundet” et permanent arnested for uro og krig – og det burde man have kunnet sige sig selv.

Jøderne vidste imidlertid at skaffe sig plads. De dannede forskellige terrorgrupper: Irgun-gruppen, Stern-gruppen og andre. Også senere prominente danske jøder deltog aktivt i disse terrororganisationer, hvis formål var at sprede skræk og rædsel blandt landets oprindelige beboere. Man myrdede, nedbrændte landsbyer, bombede osv. Taktikken lykkedes, palæstinenserne flygtede – i første omgang til Jordan og Libanon, men derfra til hele den arabiske verden. Hver gang Israel har udvidet sine grænser, har man sat nye flygtningebølger i gang. Det er svært at sætte tal på. Jeg har set 7,4 mio. Heraf lever 3 mio. i Gazastriben, verdens største kz-lejr. Andre lever bag pigtråd i lejre i den jordanske ørken, eller i trøstesløse ghettoer i Jordan og Libanon.

De palæstinensere, der blev tilbage i Israel, blev andenklassesborgere. De behandles, som jøderne blev behandlet i Det Tredje Rige. Værst er det for de palæstinensiske beboere på Vestbredden – det, der tidligere hørte til Jordan. Her foregav man på skrømt at ville grundlægge en palæstinensisk stat, men jødiske bosættere har taget landbrugsjorden og vandet fra Jordanfloden. Det palæstinensiske område bliver mindre og mindre, palæstinensere flyttes uden videre, deres huse sprænges, de må ikke færdes på de veje, israelerne benytter – og de udsættes for daglig terror fra den israelske hærs side. Hensigten er ganske klar. Jøderne har brug for jorden, for befolkningstallet i Israel vokser som følge af landets indvandringspolitik. Jøder alle steder fra er velkomne, og de opfordres til at emigrere til Israel. Lad mig bare være ærlig: Det er en særdeles fornuftig politik, det er i det hele taget kun få ting i Israel, jeg ikke gerne så implementeret her for danskere, som det i Israel er implementeret for jøder. Hvis jeg var jøde, ville jeg elske Israel.

Problemet med denne politik er jo blot, at den føres på ryggen af en indfødt arabisk befolkning, hvis levevilkår nærmer sig slavelignende tilstande. Israel vil gerne have, at de rejser – det er det, denne politik opmuntrer dem til – og Israel vil gerne have, at de genbosættes i de vestlige lande for at fremme opløsningen af disse. Krigen mod goyim er ikke glemt. De er imidlertid ikke velkomne her, for så ender vi med at være i samme situation, som palæstinenserne er i Israel: et undertrykt mindretal i vort eget land. Jøderne er for palæstinenserne, hvad disse er for os: Folk udefra, som vil fortrænge os fra det land, der har været vort siden Arilds tid.

Jeg må indrømme, at jeg har et retfærdighedsgen. Jeg er ikke forlovet med nogen af parterne, men jeg mener, at palæstinenserne er blevet ofre for jødepogromer i Europa, som de ikke har haft noget at gøre med, og som det er urimeligt at lade dem betale prisen for. Og det er der jo heldigvis også mange jøder, der kan se – og der er også mange, der gerne vil gøre noget ved det. Jeg henviser til min anmeldelse af On Palestine af Noam Chomsky et alii (1) . Sagen er imidlertid den frygtelige, at denne konflikt synes uløselig. Når det i dag er kommet til noget, man kun kan betegne som krig, er det jo resultatet af mange års daglig israelsk terror, af de jødiske bosættelser på Vestbredden, af det palæstinensiske folks trøstesløse fremtidsudsigter. Det er et udbrud af palæstinensernes fortvivlelse. Trykket i trykkogeren er blevet så højt, at gryden er eksploderet. Palæstinenserne kan imidlertid ikke udrydde jøderne, og selv om jøderne godt kan udrydde palæstinenserne, ville den politiske pris for at gøre det nok være for høj. Hverken palæstinenserne eller jøderne kan bombe sig ud af denne konflikt. Den er forprogrammeret til at vare, indtil en tredje magt udefra tvinger parterne til en ordning, der tilfredsstiller begge – men en sådan tredje magt findes i dag næppe og en for begge tilfredsstillende ordning heller ikke. Der er jo i dag flere generationer jødiske israelere, som ikke kender noget andet hjem end Israel, og som ønsker at bo i en udpræget jødisk stat – på samme måde, som vi ønsker at bo i en dansk stat. Forskellen er blot den, at de gerne må skabe en etnisk homogen jødisk stat, mens vi ikke må bevare vor etnisk homogene danske stat, hvis historie er noget længere end den jødiske stats.

Der er nogen, der gerne vil se en religiøs konflikt i dette, og naturligvis er der religiøse aspekter, når israelerne vil bygge et nyt tempel på tempelbjerget – som også er et af islams hellige steder. Men det er i bund og grund ganske enkelt en helt normal kamp om Lebensraum. Den kamp kommer vi også til at føre.

Man kan naturligvis godt undre sig over, hvordan i alverden Hamas har kunnet forberede dette angreb lige under Mossads næsetip. Mossad har jo ellers ry for at være verdens bedste efterretningstjeneste. Er dette med en ufattelig kynisme iscenesat af Israel selv? Eller har man blot bevidst lukket øjnene? Det ville i så fald nok ikke være første gang i historien (2) . Det er imidlertid heller ikke første gang, Israel eventuelt er blevet taget på sengen (3) . Efterretningsarbejde i Mellemøsten er ikke så let. Det kan være meget svært at gennemskue loyalitetsforholdene. Men under alle omstændigheder kan det jo nok være tankevækkende, at denne krise kommer, netop som Netanyahus regering er i vanskeligheder. Hamas’ angreb kom for den som sendt fra himmelen, for i krisetider rykker jøderne sammen og glemmer mindre uoverensstemmelser.

Plejehjemspatienten i Det Hvide Hus i Washington taler ligefrem om angrebet som Israels 10 gange 9/11, og ideligen ulejliges også erindringen om holocaust. Jøderne har altid været verdens bedste propagandister, og rædselshistorierne har været mange – bl.a. de 40 halshuggede børn, som viste sig at være fri fantasi. Det synes mig dog alt sammen at være lidt for voldsomt blot for at redde en regering, og netop Bidens brug af 9/11 tyder måske på, at dette angreb skal bruges til noget mere, f.eks. et angreb på Iran, ligesom amerikanernes 9/11 kom som bestilt til at sætte hele den arabiske verden i brand og ødelægge velfungerende stater – med den ekstra bonus, at man åbnede alle veje for, at Afrikas myriader kunne finde vej til Europa. Jeg henviser til artiklen ”Skal danske nationalister støtte Israel”, note 3 nedenfor. Et angreb på Iran forudsætter imidlertid nok, at man kan få inddraget Hizbollah i krigen, for Hizbollah og ikke Hamas er direkte allieret med Iran. Hizbollah sidder imidlertid i Libanon, hvor de tilføjede israelerne et sviende nederlag, som i sig selv kunne være et motiv for Israels hævn. Hizbollah råder over en ganske betydelig og veludrustet slagstyrke, og en krig mod Hizbollah ville blive blodig og gå voldsomt ud over det i forvejen hærgede Libanon. Et felttog mod Iran kan i den nuværende situation meget vel betyde den 3. verdenskrig. Rusland vil ikke kunne tillade USA at sætte sig fast i Iran – og lad os slå fast, at USA altid beredvilligt har ført Israels krige. Og Israel kunne sikkert godt finde på at krydre det hele med sit atomarsenal. Under alle omstændigheder må man nok konstatere, at den tilnærmelse Israel med held har søgt til den arabiske verden, er slut. Israel kan ende med at betale en høj politisk pris for sin gengældelsesaktion – ligegyldigt hvor berettiget den kan forekomme.

Hvis ukrainerne skyder et russisk missil ned, så det rammer en boligblok, skriger hele den vestlige verden mord og krigsforbrydelse, selv om Ukraine har bombet civilbefolkningen i Donbas siden 2014 med væsentlig flere dræbte, end vi nu ser i Israel. Israelerne er i gang med at jævne hele Gaza by med jorden – og 3 mio. beboere er fanget der, herunder 1 mio. børn. Egypterne har lukket den eneste udgang. De ønsker forståeligvis ikke at importere problemet. Hvor er Vestens fordømmelse? Den er meget svag. Det viser, hvem der har magten over medierne og politikerne – og dermed hvem der er vor fjende.

Jeg ser med nogen beskæmmelse på nationale danskeres massive opbakning til Israel i denne sag (4). Vi har ingen interesser til fælles med Israel – og jøderne vil overhovedet ikke vide af nationalistiske europæere, der ønsker det samme for Europa, som jøderne har i Israel: deres eget land (5) . Den jødiske elites mål er udryddelsen af den hvide mand og hans kultur – bl.a. ved at fremme indvandringen fra den 3. verden til Europa. Ligegyldig, hvad der er ret og uret i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, må resultatet imidlertid aldrig blive, at nogen af dem kommer her! Danmark er danskernes land, og det skal det forblive. Ellers går det os som palæstinenserne i Israel!

Det er en af de situationer, hvor man skal have meget stor viden for at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert – og de færreste har den viden (6) . Det er lidt lige som spørgsmålet om Rusland og Ukraine, men hvor den konflikt – i hvert fald på overfladen er ret simpel, er situationen i Palæstina særdeles kompliceret. Som jeg andetsteds har betegnet den: en gordisk knude bundet af stålwire. Hamas handler i fortvivlelse, Israel svarer igen i vrede. Ingen af delene er klog krigsførelse. Ofrene er befolkningen.

Jeg kender palæstinensere i udlandet med familie på Vestbredden. Dem tænker jeg naturligvis på i denne tid. De lever et udmærket liv i et naboland, men de drømmer hver dag om det land, deres fædre i hast måtte forlade. Vi har også gode venner i Israel, som jeg naturligvis også tænker på. Vi får ingen svar på bekymrede henvendelser. De bor 59 km fra Aschelon…

Det er som sagt kompliceret, meget kompliceret!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Noter

(1) https://danmarksfrihedsraad.com/2023/04/09/on-palestine/
Eller se mine Nationalistiske Betragtninger, Ordsmeden 2023.

(2) Se Moshe Shonfield: The Holocaust Victims Accuse, Neturi Karta of USA, New York 1977. Den jødiske forfatter mener heri at kunne dokumentere, at jødiske organisationer holdt viden om holocaust tilbage og saboterede hjælp til ofrene, fordi man havde brug for et blodoffer på 6 mio. for at grundlægge staten Israel i henhold til Det Gamle Testamentes profetier.

(3) Yom-Kippur-krigen i 1973.

(4) https://danmarksfrihedsraad.com/2021/05/22/skal-danske-nationalister-stotte-israel/
Eller se mine Nationalistiske Betragtninger, Ordsmeden 2023.

(5) https://danmarksfrihedsraad.com/2018/01/14/ulykkelig-kaerlighed/
Eller se mine Nationalistiske Betragtninger, Ordsmeden 2023.

(6) Jeg henviser til de mange titler på god litteratur om emnet, der findes i tilknytning til de anførte artikler.