Der har traditionelt været stor opbakning til det danske kongehus generelt og i særdeleshed til dronning Margrethe personligt. Efterhånden som hun er blevet ældre, har hun jo også fået sagt ganske mange fornuftige ting. Som ung var hun blot politikernes villige værktøj – bl.a. i indvandrerdebatten. Hun har imidlertid aldrig udnyttet denne folkelige opbakning til at modsætte sig den udvikling, hun ikke kan undgå at se – en udvikling, der uvægerlig vil ende med Danmarks undergang. Vi mangler i den grad en moralsk autoritet, der kunne sige fra her – og den autoritet har hun ikke ønsket at være, og hermed har hun svigtet sin opgave som nationens vogter. Hvis man vil være alles dronning, ender man let med at blive meningsløs. Så må man lønnes af Se & Hør og Billedbladet.

Kongehuset skal ikke være regeringens redskab. Regeringen skal være kongehusets redskab. Vi har i den seneste tid set lidt for mange eksempler på, at kongehuset af egen drift eller tilskyndet af en ilde anbragt populistisk behagesyge har ladet sig bruge eller misbruge til propaganda for den politiske korrekthed.

Der var f.eks. sagen om Herlufsholm, som blev offer for en af skandalejournalisternes udokumenterede og unuancerede ”afsløring” af ”misbrug” på Danmarks eneste eliteskole. En eliteskole er jo fundamentalt ”udemokratisk” – skolepengene er astronomiske. Den er kun for de bedste, og den forsøger at bevare traditioner og at hæge om en kontinuitet, hvilket er forudsætningen for at opbygge den historiske bevidsthed, der er nødvendig – især for mennesker, som på den ene eller anden måde forekommer forudbestemte til at indtage betydelige poster i samfundet. Kommunismens rendestensjournalister ser det naturligvis som deres opgave at nedbryde en sådan skole – og alle danser efter deres pibe. Rektor bliver fyret, der bliver lavet ”advokatundersøgelse” etc., etc., etc.

Og kongehuset, som man skulle tro var hævet over dette retiradeniveau, skyndte sig at stikke halen mellem benene og tage deres børn ud – i stedet for at vise solidaritet med skolen.

Så var der sagen om fratagelsen af Eccos status som kongelig hofleverandør, fordi man hos Ecco har haft rygrad nok til ikke at trække sig ud af Rusland, og Margrethes frasigelse af protektoratet for H.C. Andersen-prisen, fordi komiteen blev ledet af en russisk børnebogsillustrator. Det er nok muligt, at disse ting ikke er groet i hendes egen have, men er sket på bud fra proletaren Mette Frederiksen, men skændigt er det alligevel. Det viser mangel på rygrad.

Og hendes udtalelser om ”Putins kolde øjne” er fuldstændig utilstedelige og tegn på manglende dømmekraft – eller politisk behagesyge. Statsledere – og det er dronningen i den forbindelse – må iagttage en vis diskretion og holde ukvalificerede personlige vurderinger for sig selv – især i betragtning af, at hun ikke er på valg!

Endelig kan man undre sig over, at dronningen på sine gamle dage har valgt at skabe spild i sit eget hus – og dermed i befolkningen, der ellers overvældende har støttet kongehuset. Ved med tilbagevirkende kraft at fratage nogle af sine børnebørn deres titler som prinser og prinsesser ”for at gøre kongehuset slankere” har hun til ingen verdens nytte bevæget sig ind i et minefelt. Disse titler har betydet noget for de pågældende, og da titlerne ikke er forbundet med apanage eller andre goder, er det meget vanskeligt at se formålet med øvelsen. Det ses som en demokratisering, men kongehuset kan og skal ikke demokratiseres, hvis det stadig skal have nogen berettigelse.

Det største problem er dog nok det uundgåelige kommende generationsskifte. Dronningen har gennem sin udvikling og fremtræden erhvervet sig en vis grad af autoritet. Med den næste generation ser det unægtelig ikke så godt ud – og Frederik vil ikke kunne undskylde sig med ungdommelighed. Hans optræden afslører ham som et stort rundt, kulturløst nul, og hans borgerlige hustru har ved sin optræden som protektor for bøsseparaden – som rettelig er en skam og en skændsel for landet – vist, hvad vi kan forvente af det borgerliggjorte kongehus. Endvidere er hun af Klaus Schwab blevet kåret til ”Young Global Leader”, noget kongehuset burde holde sig på lang afstand af. Dette er politik – og meget kontroversiel politik!

Det er let at forstå Margrethes indstilling til prinsernes ægteskaber. De kunne ikke gifte sig med en borgerlig fra den danske ”provins”. De skulle giftes med udlændinge – for der havde pressen ikke så gode vilkår for at snage. Det har jo imidlertid kun delvis været en succes, idet Hongkong-prinsessen tidligt viste, hvad hun består af. Der er svært for en borgerlig – ja, selv for en fransk greve – at indleve sig i rollen som dansk kongelig. Der var jo ellers tyske prinsesser nok på markedet, men om det havde været bedre, vides jo ikke. Men også for den kommende konge er det jo en vanskelig rolle at spille. Han har ingen som helst politisk betydning, og hans job kunne sagtens undværes. Kongehuset lever kun på den kulørte presses nåde og barmhjertighed – og man kan nok takke sin gud og skaber for, at vi ikke har en formiddagspresse som den engelske.

Balancegangen er vanskelig, for man er jo en slags anakronisme. På den ene side har man en række privilegier, der er alt andet end folkelige – på den anden side føler man behov for at vise, at de kongelige er ganske almindelige mennesker. Hvem husker ikke, hvorledes Frederik bragte sine børn i en ganske almindelig børnehave – på cykel – mens PET fulgte efter i bilen. Det er at lefle nedad, og det sætter højst kongehuset i et latterlighedens skær. Hvis de er ganske almindelige mennesker, må de ud at tage ganske almindelige jobs – der savnes hjemmehjælpere – og bo ganske almindeligt i en lejlighed i Vollsmose eller Gellerupparken, Ishøj eller Hundige. Hvis de vil bevare deres privilegier, er de netop ikke almindelige – de er kongelige, og de må opføre sig kongeligt.

Under Frederiks kongedømme vil logen i Det Kongelige Teater nok komme til at stå temmelig tom. Han er mere til rockkoncerter og sportsidioti. Hvad man ikke har i hovedet, må man jo have i benene. Men er det nu virkelig kongeligt nok?

Jeg er af natur for et kongedømme – det har historisk og kulturel legitimitet og er hævet op over den intetsigende politiske tumult. Men et kongedømme må have politisk magt i et eller andet omfang og stå i spidsen for militæret. Kongen skal være rigets vogter og forhindre, at landets ledelse kører helt af sporet. Han skal udpege en regering af duelige mænd (eller undtagelsesvis kvinder), som kan levere en kvalificeret ledelse. Dette i samarbejde med parlamentets to kamre, folketinget og landstinget. Jeg har stor tiltro til det system, man har i den katolske kirke, hvor kardinalerne (der svarer nogenlunde til mine forestillinger om et førstekammer, landstinget) udnævner paven, som til gengæld udnævner nye kardinaler. Dette system sikrer en vis kontinuitet og fungerede godt igennem århundreder, men det er også ved at køre af sporet, idet der ikke er nogen grænse for antallet af kardinaler, hvilket den nuværende kommunistiske argentinske pave har udnyttet groft. Derved er det lykkedes at dreje den katolske kirke mod venstre, således at dens rolle i dag er mere nedbrydende end samfundsbevarende. Ingen skal således komme og fortælle mig, at Joseph Ratzinger efter kun 8 år frivilligt trak sig fra det embede, han havde stræbt efter igennem det meste af sit liv. Jeg er overbevist om, at han temmelig bogstaveligt fik sat pistolen for brystet. Enten går du på pension, eller også dør du lige så pludseligt som Johannes Paul I, som også var en konservativ kraft i kirken.

Men alt det kan der tages højde for. Det, vi her taler om, er nogle grundprincipper.

Der er for mig næppe nogen tvivl om, at den nuværende kronprins langtfra har format til at bære en sådan opgave. Det ville med andre ord være nødvendigt at indføre et valgkongedømme – i hvert fald i en overgangsperiode. Det er imidlertid en nødløsning. Et kongedømme må følges af en ny adelstand, som kan støtte kongen og afbøde dennes eventuelle mangler.

Nogle vil sige, at dette er udemokratisk. Nuvel, demokratiet har ført os mod undergangen, og det vil et parlamentarisk demokrati altid gøre. Jeg er en stor tilhænger af en form for oplyst enevælde med en virkelig folkevalgt forsamling som stopklods, hvis noget kører af sporet. Rigets styrelse skal ikke være en kamp, men et samarbejde – og grundlaget skal ikke være tåbelige politiske ideologier af nogen art, men derimod ekspertise og viden.

Gud bevare Danmark!