Asger Aamund er som bekendt ikke hvem som helst, og hans blogindlæg er altid læseværdige. Som en kommentar til Pernille Vermunds fratræden som formand for NB bebrejder han de borgerlige kommentatorer, der – som undertegnede – kritiserer Pernille Vermund for at svigte. Han mener, at Pernille Vermund blot har læst vælgernes udmelding som en indikation af, at der ikke kan samles tilstrækkelig mange stemmer om et sådant projekt, hvorfor det er spild af tid. PV kan efter Aamunds mening ikke se sig selv som 65-årig i spidsen for en folketingsgruppe på 5 medlemmer, der intet kan udrette. Hun har derfor blot draget den naturlige og fornuftige konsekvens af valget.

Nuvel, det sidste folketingsvalg var som tidligere nævnt noget særligt pga. Inger Støjbergs solooptrit, der tog rigtig mange stemmer fra NB. Denne anomali vil imidlertid forsvinde – sandsynligvis allerede efter næste valg, hvor selv den dummeste vælger vil have indset, at Støjberg blot er en fusentast, en vindbøjtel, der ikke kan folde sig ud i stille vejr. Det havde nok været rigtigt, at give det endnu en chance. Det varede som bekendt også nogen tid, inden Dansk Folkeparti virkelig slog igennem. Vil man noget i politik, er det en besværlig kamp, som man enten må holde sig fra eller være beredt til at stå igennem til den bitre ende. Pernilles optræden er barnlig: Når jeg ikke må få, hvad jeg vil have her og nu, vil jeg slet ikke være med mere, æv bæv!

Vi andre kæmper ikke for en øjeblikkelig politisk succes, der er forbundet med vederlag, ben og pensioner. Vi kæmper for Danmarks fremtid – og vi ville bestemt gøre det ad folketingspolitisk vej, dersom vi troede, der var nogen chance for at nå målet på den måde. Det tror vi ikke. Så langt giver vi Pernille Vermund og Asger Aamund helt ret. Men der er andre måder at kæmpe på, og vi holder ikke op, før vi ligger i graven – uanset, om det er surt eller sødt. Det er mest surt. Det kan en gang imellem virkelig være fristende at smide det hele og give sig til at dyrke radiser i stedet. Men havde vore forfædre også gjort det, havde Danmark ikke eksisteret i dag.

Det er naturligvis et problem, at den danske befolkning som helhed er så dum og uvidende, at den fortsat vedbliver at stemme på de landsforrædere, der har bragt landets eksistens som dansk i yderste fare. Dette naturligvis under forudsætning af, at vi kan regne med valgresultatet. De seneste to valg anser jeg for at have været udsat for massiv valgsvindel. Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark i det hele taget skal kunne afskaffes gennem en ”demokratisk” proces. Det er helt afgjort ikke skabt gennem en sådan! Det er efter min opfattelse helt indlysende, at dette under ingen omstændigheder skal være muligt. Danmark er utallige generationers arv til vore børn, en arv, som vi blot skal forvalte. Det er et kriminelt svig at bortgive denne arv til fremmede. Dette skal forhindres med alle midler, og kan man ikke gøre det på den ene måde, må man forsøge andre veje.

Pernille Vermund har imidlertid valgt at give op. Det viser med al ønskelig tydelighed, at hun aldrig har ment det alvorligt, og at hun ikke har gennemtænkt, hvordan det politiske system fungerer. Der vil aldrig – som i aldrig nogensinde – ske en radikal ændring ad politisk vej, så længe man begrænser den politiske og nationale kamp til folketinget. Når man vælger andre veje, følger der imidlertid ikke vederlag, ben og pensioner med – kun afsavn – og i yderste konsekvens en tidlig død. Det kan tilrådes Pernille Vermund at aflægge Mindeparken i Ryvangen et besøg – og at skifte sin lækre badedragt ud med sæk og aske!

Eller var det hele blot et mummespil for at lægge Daniel Carlsens politiske ambitioner med Danskernes Parti i graven – og med dem alle muligheder for i fremtiden at danne et nationalt parti? Daniel Carlsen var den største politiske begavelse, Danmark har haft siden Mogens Glistrup. Hans lige findes ikke så let!