Kan politikeres respektabilitet blive ringere?

I forlængelse af sidste uges artikel om politikernes elendighed kan vi nu endvidere konstatere, at også Nye Borgerliges stifter og formand Pernille Vermund selv er blevet træt af legen på Christiansborg. Hun forsvarer sig med, at hun ikke vil gro fast som politiker, men ”prøve noget nyt”. Altså kan vi konkludere, at hendes korte optræden på den politiske scene blot var en form for selvpromovering – og da valgresultatet ikke levede op til hendes forventninger, ja så løber hun af pladsen og opgiver kampen for et nationalt bevidst og borgerligt orienteret Danmark.

Det er vigtigere, at hun får “prøvet noget nyt” end at fortsætte den svære kamp, som vi andre har ført i over 50 år – uden nævneværdige resultater. Men vi har gjort det af pligt – ikke som et forsøg på selviscenesættelse, og vor kamp har krævet ofre i en størrelsesorden, der er fremmed for Pernille Vermund. Det er naturligvis tænkeligt, at Mette Thiesens personlige svigt og Inger Støjbergs enegang har svækket Pernille Vermunds tro på sagen – og på det såkaldte borgerlige Danmark i al almindelighed. Det kan jeg godt følge. Og nej, Pernille havde ikke kunne vinde kampen, for hun har ikke forstået, at ”den politiske kamp” er fup og fiduser, og at der skal ganske andre boller på suppen for at redde Danmark, boller, som Pernille Vermund ikke har appetit på. Hun vil jo gerne være den pæne pige i klassen. For hende er boller et verbum.

For Nye Borgerlige er Vermunds afgang indledningen til bisættelsen. Pernille Vermund (og Mette Thiesen) var ganske enkelt Nye Borgerlige – særdeles pæne, begavede, præsentable, veltalende – alt det, der skal til for at vinde stemmer i systemets fupvalg. De to kan ikke erstattes, og Nye Borgerlige er i alvorlig fare for at dø på sottesengen. Det er da lidt vemodigt – NB er det eneste parti, der fører en antisocialistisk national politik i modsætning i Dansk Folkepartis national-socialistiske politik – og det er et kæmpesvigt over for medlemmerne af partiet og dets vælgere, men sådan er demokratiet – og sådan er demokratiske politikere. De er ikke idealister, de er opportunister. Men måske – og jeg siger udtrykkeligt måske – er den allestedsnærværende skjulte hånd årsag til miseren. Kønsdriften synes at være ganske veludviklet hos de to damer (med det udseende kunne det også bare mangle andet). Den fældede Mette Thiesen, men måske var det også den, der fældede Pernille Vermund. Og måske, måske har den skjulte hånd spillet en rolle i begge tilfælde. Det vil jo ikke være første gang! Man bruger rutinemæssigt kvinder til at forsøge at ødelægge mænd og tilintetgøre det, de har skabt, men i disse ligeberettigelsestider kan man vel også bruge mænd til at ødelægge kvinder og politiske partier. I så fald vil de to snart igen blive ledige på ægteskabsmarkedet – til trøst for alle deres skuffede tilbedere.

Det skal således heller ikke glemmes, at den afgørende grund til, at Daniel Carlsen lukkede Danskernes Parti, var oprettelsen af Nye Borgerlige – som nu også sang- og klangløst vil forsvinde. Med al respekt for Lars Bøje Mathiesen og Kim Edberg Andersen – de to eneste frontfigurer i NB, der er noget virkeligt gods i – vil de ikke være i stand til at løfte arven efter Mette og Pernille. De ser ganske enkelt ikke godt nok ud i badetøj, og det er – når alt kommer til alt – det vigtigste.

Pernilles venskab med Inger Støjberg hænger nok også lidt i laser, fordi Støjberg undlod at gå sammen med Pernille for at skabe et stærkt nationalt modspil til landsforræderne. Hun forblev den selvcentrerede systempolitiker, hun altid har været. Hun kunne sammen med Pernille Vermund have skabt noget, der måske havde kunnet flytte nogle brikker en lille smule, men så var hun jo kun blevet nummer 2 – hun er ikke så uimodståelig i badetøj som Pernille. Nu er hun nummer 1, men hun kan bare sidde i Folketinget med nogle i mere end én forstand værdiløse mandater uden at kunne udrette noget som helst. Det er lidt ligesom ærkeenglen Lucifer, der hellere ville være nummer 1 i Helvede end nr. 2 i Himlen. Endnu et udslag af meningsløs selvpromovering. Og min spådom er, at ”Danmarksdemokraterne” også lige så stille vil forsvinde, når medlemmerne i al ubemærkethed glider tilbage til de partier, de forskellige er kommet fra.

Jeg kunne godt sige noget om kvinder i politik, men det vil jeg næppe blive populær på, men på den anden side er jeg ikke sat i verden for at blive populær, men for at fortælle folk alt det, de ikke ønsker at høre. Kvinder har generelt ikke noget at gøre i politik – og det gælder kvinder af alle køn! Der er undtagelser: Margrethe den I af Danmark, Elizabeth den I af England, dronning Victoria af England, Margaret Thatcher og Golda Meir – og bestemt også en lang række udmærkede piger i politikkens anden division, piger, som har sat sig ind i tingene, og som ikke nærer noget ønske om at være mænd, piger, som ikke har noget, de skal bevise. Desværre ender det oftest med, at netop sådanne piger, der som f.eks. Marie Krarup har noget at byde på, forlader politik i væmmelse. Men bortset fra de nævnte kan jeg ikke komme i tanker om nogen, der har udvist nogen særlig grad af duelighed. Kvindelighed og politik går ganske enkelt kun undtagelsesvis i spand sammen – heller ikke, selv om kvinder forsøger at fornægte deres kvindelighed.

Dagens og morgendagens katastrofer bærer i allerhøjeste grad et kvindeligt stempel: Mette Frederiksen og hele hendes tøseslæng, Ursula von der Leyen, Annalena Baerbock, Sanna Marin og hele hendes tøseslæng og mange, mange flere. Det sagdes altid i min barndom, at der skulle flere kvinder ind i politik, hvis vi skulle undgå flere krige. I dag må vi konstatere, at de mest krigsliderlige politikere er kvinder – og de vil føre os i ud i årtusindets største katastrofe, hvis de får lov til at fortsætte. Politikere skal ikke vælges på baggrund af deres køn eller udseende, men fordi deres viden, integritet og forståelse kan give en merværdi i det politiske liv og for folket!