Hvem er ”Die Reichsbürger”?

Særudsendelser i tysk fjernsyn, ”breaking news”: 3000 sværtbevæbnede politifolk med maskinpistoler og terrorudrustning har – ledsaget af udvalgte medier – været i aktion for at arrestere 54 medlemmer af en ”terrororganisation”, der aldrig har begået nogen terrorhandling, og hvis alderssammensætning mest af alt minder om Støvsugerbandens. Det ser i høj grad ud som en afledningsmanøvre fra en åbenlyst landsforræderisk regerings side – en regering, der med god grund kan frygte folkelige opstande i kølvandet på dens fuldstændig vanvittige og uansvarlige ”klimapolitik”, Coronapolitik og udenrigspolitik, hvis økonomiske konsekvenser vil føre til en deindustrialisering af Europas vigtigste industriland og en total forarmelse af befolkningen. Der er al mulig god grund til at gøre oprør imod denne åndeligt forarmede og intelligensmæssigt udfordrede forbryderbande, der har aflagt ed på at ville beskytte det tyske folk og afvende skade fra nationen, men som uden blusel erklærer, at den vil blæse på vælgerne. Ukraine er den vigtigere end det tyske folk, hvis interesser denne såkaldte regering skulle varetage.

Men hvem er så ”Die Reichsbürger”? Det er en løs samling af overvejende ældre medborgere af meget forskellig politisk observans, hvis eneste fællesnævner er den særdeles rigtige konstatering af, at dagens Tyskland ikke er et selvstændigt land med en frit vedtaget forfatning. Der er aldrig blevet sluttet en fred med Tyskland efter den anden verdenskrig – og dette er en kendsgerning, som ingen kan bestride, og som russerne for nylig mindede Tyskland om. Forbundsrepublikken Tyskland er et i USA indregistreret aktieselskab – intet mere, og det er teknisk set stadigvæk i krig med hele verden. Sejrsmagterne fra den anden verdenskrig forbeholder sig endnu ret til at gribe ind mod den politiske udvikling i Tyskland. Landet er i praksis intet andet end en amerikansk koloni. ”Die Reichsbürger” afviser med andre ord hele statens eksistens og myndighed over dem. De er frie rigsborgere, og de afviser såvel BRD’s grundlov som Weimarforfatningen med Det Tredje Riges mange ændringer. I stedet henholder de sig til den tyske forfatning af 1871. Denne holdning fører naturligvis til nogle konfrontationer, når en rigsborger bliver standset af færdselspolitiet og fortæller disse arrogante myndighedspersoner, at de reverenter talt kan rende ham…. Men det er også cirka udstrækningen af deres terror, som politiet med sædvanlig tysk grundighed bekæmper med håndjern og knippelsuppe. Det tyske politi er landets værste terrororganisation!

Man kan muligvis diskutere visdommen i denne holdning, men ikke dens juridiske fundament. Et statskup ville sådan set være fuldt berettiget. Den tyske grundlov, hvis væsentligste paragraffer blev dikteret af Vestmagterne, og som aldrig er blevet forelagt tyskerne til en folkeafstemning, indeholder faktisk bestemmelser, der legaliserer et oprør mod staten, hvis politikerne forlader demokratiets vej. Det er naturligvis en paradeparagraf (artikel 20, stk. 4). Den tyske grundlov er mere udspecificeret end den danske, men princippet er det samme: I stk. 1 forkyndes en grundlæggende rettighed – og i de næste stykker indskrænkes denne, indtil der ikke er noget tilbage af den. Det er grundlæggende forbudt at ville ændre systemet – ligesom i DDR og alle andre tyrannier. Dermed er der jo så ingen virkelig politisk frihed. Det hele er kun show og skuespil.

Die Reichsbürger ville givetvis kunne stille en bedre regering end den nuværende, hvis performans svarer nogenlunde til et elevråds. Det ville selv Caligulas senatorhest kunne. Rigsborgerne er ikke underbegavede tåber, som medlemmerne af den nuværende regering, men de lever i de højere luftlag uden nogen ledning ned til jorden. De bestyrker sig i bevidstheden om, at de har ret – men de overser, at ret og magt er to forskellige ting. Uden magt er det sådan set ligegyldigt, om man har ret eller ej. Og som mange andre grupper undervurderer de fuldstændig regimets styrke. Denne verden ændres ikke ad filosofisk vej, men kun med rå vold, og udøvelsen af en sådan ligger uden for rigsborgernes muligheder, og de ville med stor sikkerhed også afvise at benytte en sådan. Deres tilgang til tilværelsen er idealistisk og ikke realistisk.

At fædrelandskærlige gruppe af normalt begavede mennesker giver sig til at drøfte planer for, hvordan man evt. kunne ændre tingenes tilstand, er på baggrund af indvandringen, forarmelsen og kursen mod en atomkrig kun naturligt. Men disse planer skal være meget detaljerede og meget præcise for at være strafbare, ligesom de jo rent praktisk skal kunne virkeliggøres af den pågældende gruppe for at kunne tages alvorligt. Det er ikke strafbart at skrive alternative love, give hinanden alternative ministerposter eller at tale om, hvordan et statskup eventuelt kan gennemføres, hvis man helt åbenlyst ikke er i stand til at bringe planerne til udførelse – og heller ikke gør noget forsøg derpå. At begå et sådant vellykket statskup vil i Tyskland kræve rigtig mange mennesker. Med 54 geriatriske patienter kommer man ikke ret langt, og selv om man sætter et par nuller bagved, ændrer det ikke meget på sagen. Det tyske magtapparat er alt for velfunderet – og for velbevæbnet – til at man kan ændre det på den måde. Der skal udskiftes flere millioner mennesker for at ændre systemet – og så meget mandskab har rigsborgerne beklageligvis ikke!

I mine mørkeste stunder beskæftiger jeg mig så sandelig også med, hvordan dette system kan ændres – og at det ikke kan ændres inden for lovens rammer, turde desværre være klart, medmindre der opstår situationer som i Østeuropa i 1989 med virkelig massive folkelige protester. Det ændrede systemet – men jo ikke til det bedre, selv om det naturligvis blev mere behageligt. Det gjorde reelt kun verden værre og bragte os nærmere afgrunden, for det var stort set de samme pampere, der blev siddende ved magten, blot med en anden etiket. ”Wir sind das Volk!” lød godt og rigtigt, men det, man i virkeligheden mente, var: ”Wir wollen auch Bananen!”. Og opstanden fik hjælp udefra. Det får den næppe denne gang. Men man har jo altid lov til at håbe!

Det er imidlertid naivt at tro, at de nuværende magthavere frivilligt afleverer nøglerne til deres personlige velstand. De ved også, at der ville følge et retsopgør efter, og at straffene for deres forbrydelser ville blive meget ubehagelige. De bør ikke henrettes – de bør holdes i live igennem et langt liv, hvor de hvert sekund i døgnet ville ønske, de var døde! Systemet skal nødvendigvis ændres nedefra – og det kan ikke gøres ublodigt. Det kan kun ske gennem en nådesløs krig imod magthaverne og alle deres håndlangere på alle niveauer – en krig, der spreder lammende skræk og rædsel blandt forbryderne. Det er en større opgave, end jeg lige kan bide over, og noget, de fleste mennesker vil vige tilbage for. Derfor sidder forbryderne så fast i sadlen.

Men tilbage til Tyskland, hvor der som nævnt virkelig er baggrund for folkelige protester af samme format som i Østtyskland i 1989. Det er dem, man nu vil forsøge at forhindre med en latterlig skræmmekampagne, hvor man ruller hele undertrykkelsesapparatet ud, så folk kan se, hvad de er op imod. Der kunne blive en spændende retssag ud af det, men det tyske retsvæsen er i endnu højere grad end det danske en del af undertrykkelsessystemet – og det vil sige en hel del. Der er naturligvis anstændige tyske dommere. Dem har jeg også oplevet på flere niveauer, men der er nok ikke mange tilbage. Hvis dommere i Tyskland ikke følger regeringens linje, blive de ganske enkelt pensioneret. Fyre dem kan man ikke, men pensionere dem – det kan man, og det gør man – på løbende bånd. Allerede dagen efter aktionen forkynder indenrigsminister Nancy Faeser fra Socialdemokratiet, at man vil skaffe sig af med offentligt ansatte med ”højreradikale” synspunkter, idet man vil vende bevisbyrden om. Normalt er det sådan, at den, der bliver beskyldt for noget, er uskyldig, indtil vedkommendes skyld er bevist. Det er et af retsstatens absolutte fundamenter. Nu vil Faeser – der påstår at være jurist – have det byttet om, således at den, der bliver beskyldt for at have ”højreradikale” synspunkter, selv skal bevise, at dette ikke er tilfældet. Det er retsstatens afskaffelse, således at artikel 20, stk. 4, må træde i kraft. Det er ligefrem borgernes pligt at fjerne det forbryderiske regime – og det må gerne gøre ondt.

Et andet spørgsmål, det er vigtigt at få afklaret, er naturligvis, hvad det vil sige at være ”højreradikal”, og hvorfor det er værre at være ”højreradikal” end at være ”venstreradikal”. Når alt kommer til alt, er det jo venstreradikale, der optræder med skilte med teksten ”Nie wieder Deutschland!” og andre landsforræderiske paroler, og som fremmer befolkningsudskiftningen og støtter importen af mordere og voldtægtsforbrydere til det førhen så fredelige Tyskland. Men definitionen er vel ganske enkelt, at enhver til højre for SPD er ”højreradikal”.

Tyskland har naturligvis ikke siden Weimarrepublikkens dage været et demokrati – heller ikke efter krigen. Forbudte bøger og blade, forbudte sange, forbudte emblemer, forbudte hilsener, forbudt tøj, forbudte foreninger, forbud mod at deltage i begravelser, demonstrationsforbud, osv. er ikke det, vi normalt forbinder med demokrati, og Tyskland har da også ført flere politiske processer imod politiske ”forbrydere” end noget andet europæisk land – herunder også Rusland.

Når Forbundsrepublikken Tyskland kalder sig en demokratisk retsstat, har dette ikke nogen større sandhedsværdi, end når DDR kaldte sig det samme. Egentlig tværtimod, for i DDR vidste man, hvordan klaveret spillede for alle. I BRD spilles der 2 forskellige melodier afhængigt af det politiske og racemæssige ståsted. Islamiske mordere og deres støttegrupper går fri – og fædrelandskærlige og uskadelige pensionister sættes i fængsel med ubegrundede anklager om terrorisme – eller fordi de mener noget andet om historien end regeringen og dens udvalgte historikere. Det kan godt være, at deres mening er tåbelig, men tåbelige meninger er i en retsstat ikke nogen grund til at sætte folk i fængsel. Hvordan historien skal opfattes og læses, må og kan aldrig blive et anliggende for domstolene eller noget, der kan lovgives om. Det må historikerne klare, og hvis nogen siger den herskende mening imod, må man jo forsvare sig i en åben debat. Det vil man ikke nedlade sig til – og dermed skaber man martyrier og personlig ulykke for uskadelige mennesker, som egentlig mener det godt og blot burde sættes til vægs med argumenter – hvis man har sådanne – eller ignoreres, ligesom man ignorerer folk, der plæderer for, at jorden er flad. Dette er en uddannelsesmæssig og ikke en politimæssig opgave.

Det er meget betegnende, at en meningsundersøgelse i Tyskland viser, at over halvdelen af befolkningen er bange for at sige sin mening offentligt. Et udtryk for de højt besungne ”europæiske værdier”? Hvordan mon det er her? Næppe meget bedre.

Allerede dagen efter Nancy Faesers afskaffelse af retsstaten, forkyndte hun, at man ville stramme våbenlovgivningen. Det er nok i virkeligheden det, det hele drejer sig om. Folket må ikke kunne forsvare sig mod forbryderne.

Denne tyske ”stat” fortjener at forsvinde – men der kræves næppe noget statskup for at få det til at ske. Regeringen gør selv alt, hvad den kan, for at tvinge landet i knæ og udslette det i den altfortærende atomkrig, der meget vel kan blive resultatet af Tysklands tredje forsøg på at knuse Rusland. Tyskerne lærer simpelthen aldrig af historien. ”Wehret den Anfängen” (dansk = ”Grib ind i tide”) sagde man tidligere med henvisning til Hitlers vej til magten. Det er i højeste grad tiden til at gribe ind nu!

Vi kender godt forløbet fra Danmark, hvor folket gradvis er blevet afvæbnet, så kun de kriminelle har våben, og hvor ytrings- og informationsfriheden er blevet indskrænket løbende siden indførelse af den oprindelige § 266b i begyndelsen af 70’erne. I dag fortsætter dette ved hjælp af den politiske korrektheds krav, der betyder fyring, hvis man ikke hopper på den vogn. Hvis man giver udtryk for, at der kun er to køn, at homoseksualitet er en vederstyggelighed, at Putin er en god præsident for Rusland, at den europæiske kultur og civilisation er den eneste virkelige højkultur, at kvinder skal hjem til kødgryderne – eller endnu værre, hvis man synes, at Israel er en skamplet, eller at jøderne selv har været ude om de forfølgelser, de har været udsat for, ja, så bliver man udstødt og annulleret. Sådanne meningstilkendegivelser vil henvise enhver til evig arbejdsløshed – for de kunne jo krænke nogen, og folk, der krænker nogen, kan man jo ikke have tillid til… osv. Man behøver ikke mere at lovgive, erhvervslivet klarer afstraffelsen, og kunderne kan ikke samle sig sammen til at afstraffe erhvervslivet. Men ytringsfrihed er jo netop, som George Orwell definerede den, friheden til at sige det, andre ikke vil høre. Har man ikke den frihed, er der ingen ytringsfrihed.

Relevante links om sagen

https://rtde.live/meinung/156818-grossrazzia-bei-reichsbuergern-wenn-lachen/

https://rtde.live/meinung/156611-graue-armee-fraktion-oder-kann/

https://rtde.live/inland/156538-fruehmorgendliche-razzia-im-reichsbuerger-milieu/

https://rtde.live/inland/156762-innenministerin-faeser-will-disziplinarrecht-aendern/?utm_source=Newsletter&utm_medium=Email&utm_campaign=Email

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s