Er det landsforræderi at ville forbyde islam?

En af den nationale kamps veteraner, om hvem der intet dårligt er at sige – og det er en udmærkelse, som tilkommer få – er for nylig blevet betegnet som landsforræder, fordi vedkommende vil forbyde islam. Det er et brud på religionsfriheden, påstås det. Juridisk set er det naturligvis noget sludder. Det har ikke noget med landsforræderi at gøre, og det ville gavne debatten betydeligt, dersom man brugte straffelovens begreber med noget større omhu – og måske i det hele taget talte lidt pænere til og om hinanden. Det er modstanderne, der skal skældes ud for de svin, de er.

Men lad os se på sagen. Er det forkert at ville forbyde islam? Eller er det forkert at ville håndhæve en abstrakt religionsfrihed? Nu er det selvfølgelig mit udgangspunkt, at det vigtigste er en styrkelse af det danske folks identitetsfølelse, og at en sådan ville gøre denne diskussion fuldstændig overflødig. Der ville ikke være fremmede i landet, og dermed heller ingen muhamedanere – lidt firkantet sagt, for der kunne vel stadig være nogle forvirrede sjæle, som følte sig tiltrukket af denne fremmede ideologi. Men islam ville forsvinde ud af det offentlige rum. Egentlig ville islam kunne forbydes i morgen under henvisning til den gældende grundlov, der hjemler forbud mod religioner, der strider imod dansk sæd og skik.

Den form for islam, vi konfronteres med i det daglige, er den mest voldelige og modbydelige form for islam, man kan forestille sig, men nogle hævder, at der findes en anden form for islam, en humanistisk og menneskekærlig form. Det kan vi ikke afvise. Islam deler verden i ”krigens hus” og ”fredens hus”. Vi lever i krigens hus. Her er islam i kampposition. Når islam har skabt fredens hus, er der – teoretisk set – ikke noget at kæmpe for, og religionen bliver dermed en ”fredens religion” (1). Men det er altså, når vi alle sammen er blevet muhamedanere eller blot har underkastet os islam helt. Alle religioner hævder at repræsentere den absolutte sandhed, og da der kun kan være én absolut sandhed, kan der kun være én herskende religion. Og islam er den stærkeste religion – det viser historien, og det skyldes, at islam er en særdeles primitiv religion, der kan forstås at selv det mest primitive menneske, og at islam appellerer til menneskets mest primitive instinkter. Desværre er det også de instinkter, der fører til en gruppes overlevelse – og gruppens overlevelse er central i islams historie. Den enkeltes frelse er i islam en simpel sag. Man skal bare følge nogle få bud, og så er den hjemme. I kristendommen er det ikke helt så simpelt.

Vi står derfor svagt over for islam med vores individualistiske, navlebeskuende, verdensfjerne og filosofiske tilgang til tilværelsen. Vi vil gerne give plads for alle andre livsanskuelser. Ja, vi ser dem som interessante. Islam er ikke sådan. Islam tåler ikke konkurrence. Andre religioner tåles kun, hvis de underkaster sig og betaler skat til islam, og deres eksistens er på lånt tid. Islam gennemfører netop i vor tid de heftigste forfølgelser af Mellemøstens kristne (2) i mange århundreder. Deres lånte tid er ovre. Historisk set har det imidlertid aldrig været anderledes (3). Skal man altså i det hele taget give religionsfrihed til en religion, der i praksis fornægter religionsfriheden?

Nu vil nogle vel hævde, at kristendommen ikke er anderledes. Den befaler også, at man går ud i alverden og gør alle folkeslagene til Kristi disciple (4). Og det er jo ganske rigtigt, men siden korstogene, har det været ganske småt med den form for missionering. Man vendte sig i stedet mod ”hekse” og andet misliebigt godtfolk, og i dag afviser man missionering som et brud på selveste ”menneskerettighederne”, der dog ikke kommer fra Gud, men fra mennesker grebet af et anfald af hybris. Den nuværende kristendom har intet med oldkirkens kristendom at gøre, når man i nogen grad undtager den russisk ortodokse kirke.

Jeg har siden min studietid altid interesseret mig for den arabiske verden, islam og det arabiske sprog – nogle ville nok sige, mere end det har været godt for mig. Da jeg begyndte at rejse i den arabiske verden, var den almindelige indstilling, at islam blev mere og mere sekulariset og samfundene i stadig stigende grad mere vestligt prægede. Det viste sig at gå stik modsat. Ægypten, der i 1978 var meget vestligt orienteret, er i dag præget af en lurende militant islamisme, der endda vandt landets eneste rigtige valg – hvorefter den så blev sat fra bestillingen af militæret (under beskyldninger fra vestlig side, om at militæret derved krænkede demokratiet!). Tyrkiet, der i 1984 fuldstændig lignede et europæisk land, er i dag stærkt islamiseret og et kraftcenter for islamiseringen af Balkan og Centralasien. Iran er med implicit vestlig støtte blevet helt islamisk ligesom Afghanistan. Det sekulære Irak har amerikanerne knust. Det samme er forsøgt gjort med Syrien. En forklaring er i hvert fald i nogle lande, at den indfødte befolkning ganske enkelt ikke kan leve op til kravene i en moderne stat og derfor søger trøst i islam, som giver dem den følelse af mereværd, de har brug for.

Lad os imidlertid skære igennem og slå noget helt grundlæggende fast: Et folk kan kun bestå i længden, hvis gruppen deler livsfilosofi, kultur, historie og sprog. Et sådant fællesskab kan bestå mellem forskellige kristne retninger, der deler samme livsfilosofi, men blot giver denne forskellige udtryksformer. Det kan ikke bestå mellem folk, der har vidt forskellige livsfilosofier, og islam og kristendom har intet fælles filosofisk grundlag. Der er nogle, der gerne vil konstruere et sådant som led i Den Store Udskiftning, men det kan man ikke. Vi har heller ikke fælles historie, og islams sprog er arabisk.

Jeg så gerne alle religioner derhen, hvor peberet gror, men jeg må jo konstatere, at religionen historisk er et vigtigt fundament for ethvert folk. Mennesket er ikke noget fornuftsvæsen, der kan eksistere på grundlag af den lille tabel alene. Kristendommen udgør et væsentligt fundament for den europæiske civilisation, og odinismen har bestemt en historisk plads iblandt os. Uden kendskab til den bliver mange aspekter af vort kulturelle liv, vor billedkunst og vor litteratur også meningsløse. Islam hører imidlertid ikke til vort univers! Det er ikke en del af den europæiske civilisation!

Man kan naturligvis forsøge at hævde, at religionen blot er et individuelt personligt anliggende, men det er ikke tilfældet. Det er en af de ting, der stærkest binder folket sammen. Den absolutte individualisme fører til anarkisme og samfundets opløsning. Skal folk med forskellige religioner absolut leve sammen – og historien har en gang imellem maget det sådan – så kan dette kun ske i gensidig respekt. Det har dagens kristendom ikke noget uoverstigeligt problem med, men det har islam, hvor man direkte prædiker udryddelse af de vantro. Og de vantro, det er os!

Der er mange ting, der deler og splitter den nationale bevægelse – til vore modstanderes store fryd – og dette må ikke være en af dem. Der er nok andet: race, jøder, historieopfattelsen, Rusland, Ukraine, Israel, det sociale system, abort, dødshjælp etc. Overalt skyldes uenighed om detaljer manglende gennemtænkning af problemerne, hvilket det er vor opgave at råde bod på.

Uenighed om detaljer må imidlertid aldrig føre til fjendskab, beskyldninger og skældsord. Og med hensyn til religionsfriheden (som bestemt ikke er givet af Gud) er der noget helt andet: Ingen af os har nogen som helst indflydelse på, om islam forbydes eller ej. At lade en sådan problemstilling splitte os er tåbeligt! Vor mission er at samle alle gode kræfter og slå bro over det, vi måtte være uenige om – ikke at bruge dette til at fremme splittelse.

Disse linjer er skrevet i Beirut, hvor jeg p.t. opholder mig på flugt for Moskvas snesjap, kulde og mørke. Et bedre eksempel på, hvad en religiøs opsplitning af en befolkning fører til, gives næppe. Libanon har 18 religioner. Et blomstrende land er gået op i limningen og er blevet til et kaotisk fallitbo.

Kun enhed og fællesskab kan være grundlaget for et ordnet samfund.

Noter

(1) Se Michel Houellebecq: Underkastelse, som er anmeldt i mine Utidssvarende betragtninger, 2017.

(2) Se herom Klaus Wivel: Den sidste nadver (Kristeligt Dagblads Forlag).

(3) Den, der søger hjælp i historien, henvises til Dario Fernandez-Morera: The Myth of the Andalusian Paradise. Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain, Intercollegiate Studies Institute, 2016. Morera har de fornødne arabiskkundskaber til at gå i kilderne, hvor de fleste ”historikere” blot skriver Vestens ønsketænkning af efter hinanden.

(4) Missionsbefalingen, Matthæus 28:18-19.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s