Sidste nyt: Rusland har foretaget en delvis mobilisering. Vesten kalder det uacceptabelt og en eskalering. Men undskyld: Vesten har hældt benzin på dette bål i måneder og holdt en konflikt i gang, som Vesten ikke vil forstå. Ukraine har ingen historiske grænser og befolkes ikke kun af ukrainere. Vesten har i 2014 indsat en illegitim legering. Næste stop er 3. verdenskrig. Sidste stop er atomkrigen. Eneste redning er her, at befolkningerne i Vesten afsætter deres uduelige ledere og hænger dem op i de nærmeste lygtepæle. Disse mennesker er kriminelle forbrydere og landsforrædere, der hver dag gør sig skyldige i hundredvis af menneskers død. De har ikke blot ødelagt Vestens velstand – de styrer lige nu verden imod undergangen – angiveligt for at redde et korrupt, jødisk diktatur i en stat, hvor vi ingen interesser har. Ukraine og Rusland ville for længst være kommet overens om en løsning, de begge kunne have levet med, hvis Vesten ikke havde blandet sig. Hvis der ikke gøres en ende på dette regime nu, er verdens undergang nær! Dette er langt farligere og langt mere destruktivt end nogen frit opfundet ”klimakrise”!

***

Euforien i den vestlige presse vil nærmest ingen ende tage, fordi russerne har trukket sig tilbage fra et stykke af Kharkov-regionen – uden megen kamp. De ser allerede Rusland slagen og ydmyget – ja delt op i 10 forskellige stater. Lad os lige begynde med lidt historie: Karl XII’s hær nåede helt frem til Poltava, Napoleons til Moskva – og Hitlers helt til Volga-flodens nedre løb. Der ligger Stalingrad. Der er forbandet langt til Vladivostok! Som det ser ud, forkortede de russiske tropper et frontafsnit med et umuligt forløb. Den tilbagetrækning var sådan set planlagt i forvejen, men nu blev den fremskyndet. Lad os holde fast i, at Rusland gik ind i Ukraine med et bestemt formål: man ville befri Donbas (som er næsten rent russisk) – og fremtvinge et regimeskift i Kiev, så man fik en ukrainsk regering, man kunne leve med, og som ikke skulle afstemme sin politik med Washington, London og Berlin. Man har ikke erklæret krig, og man har ikke mobiliseret hæren. Der anvendes kun frivillige og professionelle soldater – og et meget beskedent antal. Det gør det imidlertid nødvendigt at økonomisere med dem og skåne dem for unødvendige tab. Kharkov-regionen skal russerne nok vende tilbage til. Lige nu gælder det sydfronten!

Russerne ser ikke noget fjendskab med ukrainerne – kun med deres regering. Man skåner, så vidt det er muligt, civilbefolkningen. Når man rykker ind i et område, er det første, man gør, at sørge for beboernes ve og vel – uanset om der er tale om ukrainere eller russere. Man forsyner dem med fødevarer, retablerer lys, vand etc. – og man opbygger en velordnet civil administration. Man går ikke ud og forfølger eller straffer dem, der bekender sig til at være ukrainere. Det er den måde, russerne vinder venner på. Man havde vel ikke fra begyndelsen nogen planer om at indtage Cherson-regionen, men det kom sig sådan alligevel. Hele sydkysten er sådan cirka halvt russisk – i gennemsnit ikke mere end det, men i dag er der ikke mange, der ønsker at vende tilbage til det ukrainske styre. Livet er ganske enkelt meget bedre under russerne.

Og her er vi ved Zelenskijs hovedproblem, når han taler om at ”befri” de russiskkontrollerede områder af det, der var Ukraine – herunder af Krim. Der er jo ingen i disse områder – eller i hvert fald meget få – der ønsker at blive ”befriet” – på Krim overhovedet ingen. Hvad er det, vi taler om her? Et territorium eller en befolkning? Vil Zelenskij have mere jord – uden befolkning, eller hvad er det, han vil? Han bombarderer dagligt Donetsk – som Ukraine har gjort det i 8 år – med 14.000 dræbte civile til følge. I dag dræbes der videre – nu er det bare Vesten, der betaler for det – og er skyldige i disse meningsløse dødsfald. Man skal jo ikke glemme, at ifølge Zelenskijs forstyrrede såkaldte hjerne, er disse mennesker faktisk ukrainske statsborgere – som han altså forsøger at udrydde for igen at kunne indlemme et mennesketomt territorie i Ukraine. Hvor sindssyg kan man blive? Og hvad er det nu lige, der er helligt ved de grænser, som blev trukket af Lenin og Stalin for 100 år siden – uden hensyntagen til beboernes nationalitet? Rent faktisk er disse grænser en stadig og konstant kilde til fjendtligheder. Det gælder i disse dage mellem Armenien og Aserbajdsjan, og mellem Kirgisistan og Tadsjikistan. Tidligere var det mellem usbeker og kirgisere i Kirgisistan. Generelt bander alle folk over disse grænser.

Ukraine har ydermere aldrig været en selvstændig stat. Ukraine har ingen historiske grænser. Opgaven må vel være at dele befolkningen op efter nationalitet, således at russerne får lov til at slutte sig til Rusland – og ukrainerne til at være ukrainere. Eventuelt må man flytte befolkningerne rundt. Alternativet vil være at anerkende, at Ukraine er en multinational stat, opdelt i regioner – lidt efter schweizisk forbillede – hvor de enkelte regioner har vidtstrakt selvstyre i kulturelle og sproglige spørgsmål. Det gik Ukraine egentlig med til med Minsk II-aftalen, og det var også det, der blev bekræftet ved forhandlingerne i Istanbul, men så aflagde Boris Johnson et uventet besøg i Kiev, og så faldt aftalen til jorden – med foreløbig op til 100.000 dræbte europæere til følge. Og husk, der er dig, der betaler for det, og dig, der er skyld i disse unge menneskers død. Du kan ikke vælte den skyld af dig. Og du vil blive stillet til regnskab!

En anden løsning ville jo være at acceptere, at der er to samfund i Ukraine, et russisk og et ukrainsk – og nogle steder også andre befolkningsgrupper som f.eks. ungarere, rumænere, ruthenere, polakker etc., og at disse har kulturel og sproglig autonomi og ligeberettigelse. Sådan var det faktisk forudset i den oprindelige forfatning, da Ukraine blev selvstændigt, men den blev afskaffet efter den amerikanskorganiseret Maidan-revolution. Denne løsning forekommer mig bedre end kanton-løsningen, for sammenligningen med Schweiz holder ikke helt. I Schweiz er de forskellige befolkningsgrupper (i hvert fald de 3 store) stort set geografisk adskilte. Det er kun i begrænset udstrækning tilfældet i Ukraine, men at Krim og Donbas er russisk befolket, er der vel ingen, der er i tvivl om. Heller ikke at Krustjovs overdragelse af Krim til Ukraine i 1954 ikke havde nogen folkeretlig legitimitet, idet befolkningen ikke var blevet spurgt. Det, Vesten understøtter med sin krigsmaskine, er jo en tilstand, hvor befolkninger undertrykkes og systematisk berøves deres kulturelle og sproglige rettigheder. Dette er meget langt fra de ”europæiske idealer og værdier”, vi hører så meget om i denne forbindelse. Det er faktisk det stik modsatte.

Ukraine er i dag et diktatur (eller måske mere korrekt en amerikansk koloni). Oppositionen er forbudt, oppositionens politikere er – i bedste fald – i fængsel. Der har i månedsvis ikke været nogen kontakt med eller livstegn fra ledende oppositionspolitikere. Sidst de blev fremvist, bar de tydelige mærker af totur og sult. Oppositionens medier er forbudt. Der kan i Ukraine ikke finde nogen politisk diskussion sted. Vi ved ikke noget som helst om, i hvilken udstrækning den ukrainske befolkning overhovedet støtter Zelenskij. De medier, der udkommer, er 100 % kontrollerede af regeringen (i Washington). At kalde Ukraine en demokratisk stat er en hån imod dette i forvejen overanstrengte begreb. Man har i Vesten forbudt russiske medier, fordi de angiveligt er statsstyrede – hvilket ikke er tilfældet, men det er klart, at den specielle situation lægger visse bånd på, hvad man kan skrive. Der er imidlertid i Rusland en meget levende politisk diskussion.

Situationen er jo absurd. Vesten sluger alt, hvad der kommer fra Zelenskijs kontor råt – uden nogen form for kritisk sans, men man har forbudt udbredelsen af de russiske medier i Vesten, så folk ikke har mulighed for selv at danne sig en mening. Ukrainske regeringsstyrede medier taler pr. definition sandt, mens alt, hvad der kommer fra Rusland, pr. definition er løgn. Jeg har aldrig haft stor tiltro til den frie presse, thi jeg ved, hvem der styrer den, men jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit efterhånden lange liv. Goebbels var en sand amatør i sammenligning. Det er ganske tydeligt i forbindelse med situationen omkring atomkraftværket i Saporosje. Værket er besat og sikret af russerne, men det er fortsat ukrainere, der betjener det (de vil kunne se frem til 15 års fængsel for at have samarbejdet med russerne). Værket bliver beskudt. Ukrainerne påstår, at det er russerne, der beskyder det, og vestens ”frie presse” plaprer efter. Men er det nu logisk, at russerne skulle skyde på sig selv og udsætte sig selv for et atomuheld med skæbnesvangre følger. Nej, selvfølgelig ikke, og russerne har også beviser på, at det er amerikansk ammunition, de er blevet beskudt med. Men nej, det er selvfølgelig stadig russerne, der bombarderer sig selv. Imens bombarderer Ukraine byerne i Donbas med ulovlige ”sommerfuglebomber”, som med forkærlighed spredes på legepladser og andre steder, hvor børn færdes. De ligner legetøj, men er dødelige eller stærkt lemlæstende. Man dræber mellem 5-15 civile i Donetsk hver dag. Det hører vi ikke noget om. Det passer ikke til narrativen.

Ret beset er Zelenskij jo en klovn – i ordets egentligste betydning – en skuespiller, der har spillet præsident og i den forbindelse sagt en masse rigtige replikker, som har stået i hans manuskript. Det fik ham til at opstille til præsidentvalget, og folk fik blandet filmen og virkeligheden sammen. Så primitivt er det såkaldte demokrati rent faktisk. Han er nu i gang med at slagte det ukrainske folk. Han tvinger unge mennesker direkte ind i kødhakkeren, og da han ikke har flere mænd tilbage, tager han nu fat på kvinderne. Det er godt, at så mange af dem har bragt sig i sikkerhed i udlandet. De er ikke flygtet fra russerne – for af dem har de intet at frygte – de er flygtet fra Zelenskij. Lad os minde om det igen. Zelenskij er ikke ukrainer. Han og hans stamme hader ukrainerne – og russerne med – fordi begge folk er skeptiske over for den jødiske magt og har ladet jøderne føle denne skepsis. Zelenskijs ejere i New York og Washington fejrer Purimsfest hver dag i denne tid.

Ved udbruddet af den væbnede konflikt var der officielt ca. 44 mio. ukrainere (af alle nationaliteter). I dag regner man med, at der er under 30 mio. tilbage i Ukraine. Efter Ukraine har taget kontrol med de områder omkring Izjum, russerne har rømmet, har ukrainerne indledt rene pogromer imod befolkningen. De fleste russere er flygtet, men det første, ukrainerne gør, er ikke at sikre menneskenes ve og vel, men at prøve at finde ud af, hvem der har ”samarbejdet” med russerne. Og samarbejde er det, når f.eks. lærerne er fortsat med at undervise, lægerne med at behandle, buschaufførerne med at køre bus, arbejderne med at arbejde osv. Samarbejde er også, hvis man har modtaget fødevarehjælp eller anden hjælp fra russerne. Der er øjenvidneberetninger om, hvorledes mændene er blevet stillet op ad en mur og skudt, mens kvinderne er blevet voldtaget – alt sammen for dine skattekroner. Det var det samme, man også gjorde i Butja, da russerne havde forladt byen – idet man forsøgte at skyde skylden på russerne. Der er imidlertid masser af filmdokumentation og stakkevis af vidneforklaringen, der bekræfter, at der ingen lig var, da russerne forlod stedet. Men vestlig presse er i den grad spændt for politikernes løgnagtige propagandavogn, at folk ikke hører om dette. Nu hører vi også om en massegrav i Izjum. Ja, der har jo været kampe i området, og ukrainerne har bombarderet det, så man skal nok ikke undre sig over, at der er døde, og at de er blevet begravet – noget ukrainerne generelt ikke bekymrer sig om, hverken når det er deres egne soldater eller fjendens, det gælder.

Ukrainerne skaffer sig ikke venner på denne måde. De spreder frygt, og flygtningestrømmen til Rusland er taget voldsomt til, men spørgsmålet er nu, hvordan det går videre.

Rusland kunne jo indlede en regulær krig med en krigserklæring og dermed åbne mulighed for en mobilisering af de værnepligtige og reserverne. I alt 5 mio. mand. Man kunne også nøjes med at sætte luftvåbnet ind, bombe troppekoncentrationerne, jernbanerne, vejene, byerne osv. Lidt lige som Tyskland 1945. Man kunne også lukke for gassen og for strømmen og på den måde bringe regeringen til fald. Man taler om, at Putin kunne finde på at bruge taktiske atomvåben til at pacificere Zelenskij med. Det betvivler jeg meget. Han er ikke ude på at slå flest mulig ihjel, men i at sætte regeringen ud af spillet. Det behøver han ikke atomvåben til. De ville højst gøre de ramte områder ubeboelige i de kommende år. Det er ikke i russisk interesse.

Den russiske befolkning er ikke for en mobilisering – det minder for meget om Afghanistan, men hvis Zelenskij og hans bande angriber selve Rusland i større målestok – de gør det jo allerede på en daglig basis i grænseområderne – ja, så ændrer dette sig, for så er det fædrelandet, det gælder, og så forenes befolkningen i kampen mod fjenden.

En anden ting, vi skal huske på, er, at Putin er en af duerne i russisk politik. Hvis han svækkes, er det ikke Navalnij, der kommer til, men høgene – og i modsætning til Putin hader de Vesten og alt, hvad der kommer derfra. De vil tidligst standse krigen, når de kommer til den polske grænse – tidligst. Putin skal imidlertid vise nogle resultater både over for befolkningen og over for høgene, og det er vanskeligt at se, hvordan han kan gøre det i den nuværende situation uden at udvide krigsområdet betydeligt. Det afgørende er imidlertid ikke at vinde et par kvadratkilometer her og der, heller ikke at åbne en korridor til Transnistrien. Det vil alt sammen blot føre til en evig krigstilstand. Det vil være nødvendigt ikke blot at besætte hele Ukraine, men at fange og aflive regeringen. Ellers fortsætter denne amerikanske krig med base i nabolandene. Dette naturligvis under forudsætning af, at Vesten fortsætter sin massive støtte til Zelenskijs kriminelle aktiviteter. Vinteren vil sikkert vise, om befolkningerne vil være med til det. Det er kun Vesten, der holder krigen i gang. Man vil her kæmpe til den sidste ukrainer for at svække Rusland.

Faren for en udvidelse af krigen til en tredje verdenskrig er stor. Det må kræve en betydelig selvbeherskelse ikke at bombe f.eks. Tyskland tilbage til 1945, hvilket ville være en helt fortjent reaktion. Og netop tyskerne skulle med historien in mente afholde sig helt fra at deltage i Zelenskijs heppekor. De slog 27 millioner russere ihjel, og det er ikke glemt i Rusland. De kan være meget glade for, at det er Putin, der sidder i Kreml. Putin elsker Tyskland, men hans kærlighed sættes i øjeblikket på en hård prøve. Det er vanskeligt at blive ved at elske, når man ikke bliver genelsket, men bliver lettet ben opad.

Men lad os igen slå fast: Rusland kan ikke besejres uden måske i en atomkrig. Men hvad er en sejr i den forbindelse? Man vil ikke kunne besætte Rusland, der er dobbelt så stort som USA. Rusland har både de fornødne mennesker af høj kvalitet, det fornødne militære isenkram og de fornødne råstoffer til at kunne knuse Ukraine på en uge. Hvis det altså var det, man ville. Det vil man ikke, men man kan blive nødt til at gøre det.

Alle tanker om at ville opdele Rusland i 10 stater er fostret i en syg fantasi. Lever vi i Middelalderen? Russerne vil ikke opdeles i flere stater. En socialdemokrat fra Hviderusland talte om at befri de undertrykte republikker i Rusland. Som andre socialdemokrater lever han adskilt fra virkeligheden. I disse godt 20 autonome nationale republikker, hvoraf de fleste har et meget beskedent befolkningstal, er den største etniske gruppe som oftest i mindretal – enten fordi republikken omfatter mange forskellige folkeslag, eller fordi russerne er i flertal. De færreste ”indfødte” taler andet end russisk på trods af halvhjertede forsøg på at holde de nationale sprog i live. Når man opholder sig i republikkerne – og jeg har opholdt mig i mange – oplever man kun en russisk identitet. Den tidligere polske præsident og frihedshelt Lech Wałęsa udtalte, at den russiske befolkning skulle skæres ned til 50 mio. Den må vi lige lade stå et øjeblik… Det, denne modtager af Nobels fredspris siger, er, at man må slå 85 mio. russere ihjel. Ellers har jeg svært ved at se, hvordan man kan nedbringe befolkningstallet med 85 mio. Manden opfordrer til folkemord – og han er ikke i fængsel. Der er heller ikke nogen, der har protesteret over det. Men jeg er sikker på, at det er blevet bemærket i Moskva. Man kan prøve at forstille sig, hvad der ville ske, hvis nogen foreslog at decimere den jødiske befolkning med – ja, lad os bare sige beskedne 6 millioner.

Når alt kommer til alt, er dette imidlertid ikke en konflikt mellem Rusland og Ukraine. Allerede ved Sovjetunionens sammenbrud kom der ukrainere til NATO-hovedkvarteret for at stille sig til rådighed for USA’s imperialistiske planer. Det er i bund og grund en konflikt mellem USA og dets satellitter på den ene side og resten af verden på den anden. Og der er naturligvis grænser for, hvor lang tid Rusland vil acceptere NATO-landenes støtte til Zelenskijs regime i form af våbenforsyninger, efterretningstjeneste, uddannelse af soldater, aktive kamptropper ”uden for nummer” mv. Der er stof i det til en atomkrig. Der tales i dag meget om ”The Great Reset”. En atomkrig vil være det virkelige ”Great Reset”. Der vil ikke blive overskud til de krænkelsesparate, de seksuelt forstyrrede, Bwalya Sørensen, BLM, eller dem, der bekymrer sig om deres pronominer. De vil alle dø. Det er alt sammen pseudoproblemer i en pseudoverden. En atomkrig vil føre de få overlevende tilbage til tilværelsens grundproblemer. Hvor får jeg mad fra i morgen? Hvor længe er der, til jeg dør af strålesyge?

Vesten må holde op at støtte eskaleringen af denne konflikt, og ukrainerne må søge en fred med Rusland, som begge kan leve med. Det er brødre og søstre, der slår hinanden ihjel til glæde for USA’s ejere. Det må høre op!

Povl H. Riis-Knudsen