Gud bevare Danmark…

Illustration fra Facebook

Rigtig mange mennesker har stor respekt for Inger Støjberg som en modig dame. Den respekt har jeg også. Som person fortjener hun al mulig agtelse. Som forventet har hun brugt denne store sympati i befolkningen til at lave endnu et parti, og Gud hjælpe mig, om dette parti ikke sprænger alle meningsmålinger og styrter ind i Folketinget. I det mindste ser det sådan ud i dag.

Men hvad vil Inger Støjberg egentlig politisk? Ja, det har vi ikke rigtig fået noget at vide om, men vi kan jo prøve at se på, hvad hun har stået for politisk igennem sin lange karriere inden for Venstre. Hun var bl.a. udlændinge- og integrationsminister i 4 år, og det var som sådan, at hun – helt korrekt efter dansk lov – adskilte ”flygtningepar”, hvor pigen var mindreårig – hvilket meget sigende kostede hende pladsen i Folketinget. Men hvad har hun lavet derudover? Hvor var hun, da horderne marcherede ind over grænsen ad motorvejen i 2015? Hvor var hun, da Løkke Rasmussen rejste til Marrakesh og underskrev en vidtrækkende aftale, som har åbnet landet for flere såkaldte ”migranter”. Kært barn har mange navne, men forbliver dog det samme: en byrde for det danske samfund, som med usvigelig sikkerhed vil bukke under for den medfølgende islamisering, stigende kriminalitet og øgede sociale udgifter. Indvandringen vil belaste undervisningen – som allerede i dag ikke mere formidler hverken danskkundskaber på et acceptabelt niveau eller dansk kultur – sygehusvæsenet og den danske genpøl, som oplever faldende intelligens for hver måling, der foretages. Fra de oprindelig 100 IQ er vi nu nået ned på 97, hvor hvert enkelt point ned ad stigen betyder et betydeligt sænket BNP. Med en biologisk integration vil dette problem vokse. Enhver tale om integration er derfor af det onde. De skal ikke integreres – de skal ud! Se blot på eksemplet Sverige. Sådan vil Danmark være om 10 år.

Men hvad har Inger Støjberg gjort for at få dem ud? Absolut intet! Hvad vil hun gøre for at få dem ud? Ja, det ved vi jo ikke, men lad os gætte: Intet! Hun har allerede oplyst, at hun vil holde Danmark i EU – et ”slankere” EU, som hun siger, men det er jo fuldstændig urealistisk givet Danmarks størrelse og manglende indflydelse i EU. Vi kan enten fortsætte ad vejen mod en stadig stigende integration – som der står i Rom-traktaten – eller vi kan melde os ud. Inger Støjberg har valgt integrationen, for der vil ikke finde nogen slankning af EU sted, og det ved Inger Støjberg udmærket. Hun er jo ikke idiot.

Hun vil heller ikke røre konventionerne, hvilket i praksis vil sige, at Danmark heller ikke under Støjbergs ledelse ville kunne påregne igen at overtage kontrollen med retstilstanden her i landet. Den vil fortsat blive reguleret af disse vanvittige konventioner. Så hvad er det, Inger vil – bortset fra at bevare en plads i Folketinget til sig selv og sine proselytter? Vi venter spændt, men vi forventer os ikke noget. Det er imidlertid et tegn på den højeste grad af politisk umodenhed, når en så stor del af befolkningen kaster deres stemme på et parti uden program – blot fordi man finder, at der er begået uret imod Inger Støjberg.

Spørgsmålet er jo så, hvor hendes stemmer kommer fra. Nogle kommer naturligvis fra Venstre. Det skal vi ikke græde over. Venstre er et erklæret landsforræderparti – lige som alle de gamle partier og hele venstrefløjen. Sammen har den konstellation et indbygget flertal, så når det kommer til tiltag for at bevare Danmark dansk, vil disse til enhver tid blive stemt ned. Og personen Jakob Ellemann-Jensen er blot en modbydelig nulbon, der aldrig har gavnet danske interesser, men udelukkende været stikirenddreng for USA og de kredse, der har magten der – og det er ikke politikerne!

Så er der naturligvis Dansk Folkeparti, hvis folketingsgruppe en masse har forladt partiet og for en dels vedkommende er søgt over til Støjberg – netop på det tidspunkt, hvor DF endelig har fået en kompetent formand – sandsynligvis det bedst begavede medlem af Folketinget. Denne masseflugt truer DF’s eksistens, og den er egentlig meget sigende. Dansk Folkeparti har i de seneste mange år udelukkende være en forsørgelsesmaskine for partiets levebrødspolitikere. Disse forsøger nu at bringe deres mandat i sikkerhed. Men Støjberg vil næppe føre DF-politik. Hun vil forblive en pendant til Venstre, og det er åbenbart godt nok for disse overløbere fra DF.

Den borgerlige fløj står altså i værste fald til at miste 1,9 % af stemmerne, hvis DF falder for spærregrænsen. Dertil kommer 1,0-1,5 % spildte stemmer på Kristendemokraterne. Hermed skulle Mette Frederiksen være sikret en ny periode. Men måske kan hun også regne med et spild på 1,9 % til Løkke Rasmussen, men det har mindre betydning, for selv om han kommer ind, har han jo erklæret, at han vil støtte en socialdemokratisk regering.

Taber er endelig også Nye Borgerlige, hvis opinionstal er blevet mere end halveret. Det gør måske heller ikke så meget. På deres sommergruppemøde i mondæne Snekkersten har de netop vedtaget ”tre ufravigelige krav til indvandringspolitikken”. Hvor ufravigelige de er, får vi jo se, men de er i hvert fald betydningsløse: et nyt asylsystem (kommer ikke til at ske), at udlændinge skal forsørge sig selv (kommer heller ikke til at ske), og at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom (det kommer først til at ske, den dag, den samlede nuværende dommerstand dingler i lygtepælene). Under alle omstændigheder kradser disse tre krav kun i problemets overflade. Det grundlæggende er, at Danmark er danskernes land, og at kulturelt og etnisk fremmede elementer ikke er velkomne og derfor må blive ude! Alt andet er sniksnak, som ikke fører til noget! Må jeg foreslå partiet at holde sit næste sommergruppemøde i Ishøj, Vollsmose eller Gellerup. Men der er intet i dette politiske spilfægteri, der fører til noget.

Den blå bloks mest succesrige statsministerkandidat er Søren Pape-Poulsen, der ved sit valg som de konservatives formand erklærede, at han stod for de urkonservative og kristne idealer. Det lader vi lige stå et øjeblik. Helt åbenbart ved han ikke, hvori disse idealer egentlig består. Han burde skamme sig. Men i et totalt degenereret samfund spiller hans personlige livsførelse naturligvis ingen rolle, så lad os vende os imod hans politiske budskab: en blå regering, der driver politik hen over midten. Også den må vi lige lade stå et øjeblik. Det vil jo nemlig sige, at der ingen ændring bliver, ligegyldig hvilken blok der kommer til fadet efter næste valg. Det er blot benene, der vil blive fordelt på en ny måde. Og her har vi det grundlæggende problem i et såkaldt demokrati, der bygger på parlamentarisme og politiske partier. Det er ligegyldigt, hvem man stemmer på. Det hele ender som et lunkent kompromis. Den forrige regerings love bliver ikke ophævet, højst justeret lidt. Selv om det burde være klart for enhver, at udlændingeloven af 1983 har tilføjet dette land ubodelig skade, er der ingen, der går hen og afskaffer den. Der bliver bare bygget videre på den.

Så er der endelig jokeren Lars Løkke Rasmussen, også et af helt store politiske skadedyr. Han er bare socialdemokrat. Han vil også arbejde ”hen over midten”. Den, der stemmer på ham, kan lige så godt stemme på Mette Frederiksen. Stillet over for dette panoptikon af taburetklæbende nulliteter, er der ét spørgsmål, der melder sig: Hvor er Rasmus Paludan? Han ville være et forfriskende indslag, men han ville naturligvis heller ikke kunne ændre noget.

Der er ingen politisk vej ud af dette morads: Der er kun Kalashnikovs Parti, og det har foreløbig ikke mange medlemmer, men man har jo lov at håbe! Ellers er nationalstaten Danmarks undergang sikker.

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s