“Det er en ny kulturkamp, vi star over for: et opgør med selvtilstrækkeligheden og den snævre nationalisme. Og her kan vi søge inspiration fra den kulturkamp, der fandt sted sidst i 1930’erne, da nazisme og fascisme sydfra truede den danske kultur.” Uffe Ellemann-Jensen på TV2, 2017

“En rummelig stormoske vil sende et klart signal om, at København anerkender danske muslimers plads og rolle i det danske samfund og vil give islam sin naturlige plads blandt byens øvrige religioner.” Uffe Ellemann-Jensen, i Politiken, 2013

Svovllugten trænger i disse dage helt op i de højere luftlag. Der varmes behørigt op i forbindelse med modtagelsen af Uffe Ellemann-Jensen i hans rette hjem, en anden af de politikere, der har været med til at grave Danmarks grav. Uffe Ellemann-Jensen var særdeles Nato-liderlig og en ihærdig EU-fanatiker, der, efter at den danske befolkning havde sagt nej til Unionen, snørede vælgerne og lempede os ind ad bagvejen med de fire såkaldte forbehold, som ikke var det papir værd, de var skrevet på – hvilket netop tydeligt er blevet bevist. Forsvarsforbeholdet har man fået revet i stykker ved en af de mest løgnagtige kampagner, der er set i dansk politik – og det vil sige en hel del. Vi er underlagt EU-retten fuldt ud, så det forbehold er intet værd i praksis, kronen er bundet snævert til euroen, så vi reelt har euro, vi kalder den blot for krone, og unionsborgere er vi også blevet, se blot på dit modbydelige rødbedefarvede pas. I tilgift er grænserne blevet ophævet, og den ydre grænse reelt nedlagt. Alt sammen til stor glæde for Ellemann- Jensen.

Ellemann-Jensen kunne ikke få EU nok. Han var også en ihærdig forkæmper for optagelsen af de baltiske lande i EU, hvorved disse mistede deres nyvundne selvstændighed. De fik bare skiftet en union ud med en anden, som nok på kort sigt er mere behagelig, men som på den lange bane er endnu mere dødelig. Ligeledes fik han med udsendelse af korvetten Olfert Fischer til Golfen gjort Danmark til en krigsførende magt, der aktivt understøttede den amerikanske krigsførelse mod Irak, som aldrig har gjort Amerika noget – tværtimod. Og Danmark havde absolut intet udestående med Irak. Ellemann-Jensen kunne heller ikke få Amerika nok, og han var dybt skuffet over, at Danmark ikke ville være med i den senere åbne krig imod Saddam Hussein.

Ellemann-Jensen var økonom – men havde aldrig haft et produktivt arbejde. Det var således helt naturligt, at han forvandlede bondepartiet Venstre til et parti for byernes ”elite” af snyltedyr, og selv ernærede han sig godt med alle de ben, han havde samlet på sin tallerken: bestyrelsesmedlem i Danmarks Nationalbank og i ”Royal Greenland” (dvs. Den Kongelige Grønlandske Handel) og ikke mindst som bestyrelsesformand for det til formålet nyoprettede Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder på et tidspunkt, hvor hans efterfølger Anders Fogh Rasmussen ellers ville have alle disse parasitære organisationer afskaffet. På den post har han kunnet gøre ubodelig skade.

Uffe Ellemann-Jensen vil være selvskrevet til en skamstøtte i landsforrædernes park efter revolutionen. Han er en prototype på alt det, der skal bekæmpes. Mod ham var Corfitz Ulfeldt er ren hædersmand. Jeg forestiller mig en sådan park fyldt med galger, hvori statuer af de formastelige er hængt op ved halsen. Til deres levende efterfølgere behøves ingen statuer. Det største problem ved en sådan park vil være dens størrelse!