Systempressen gør ofte et stort nummer ud af, at visse landsforræderiske politikere en gang imellem får svar på tiltale i diverse sociale medier. Senest er det den radikale Kristian Hegaard, vi skal have ondt af, fordi man fremhæver hans åbenlyse handicap. Nuvel, det er naturligvis ikke særlig pænt, for det kan han ikke gøre for, men det er jo ikke så usædvanligt. Hans værste handicap er imidlertid ikke det, man kan se – det er det, man ikke kan se! Han må på et eller andet tidspunkt have fået det hvide snit, så han er blevet komplet ude af stand til at forstå selv de mest basale sammenhænge i samfundet. Det danske samfund bærer de betydelige udgifter, der er forbundet med Hegaards handicap ud fra et princip om national samhørighed og solidaritet, og sådan skal det også være, men det er netop denne samhørighed og solidaritet, Kristian Hegaard arbejder for at afskaffe. Når et lands beboere ikke mere har noget egentligt til fælles, forsvinder denne solidaritet som dug for solen, og Kristian Hegaard vil blive henvist til at klare sig selv, som han nu bedst kan, eller han vil blive smidt ud fra toppen af et højhus. At han tilsyneladende er svagt begavet, kan han måske nok hellere ikke selv gøre for, men så burde almindelig selverkendelse byde ham at holde mund – og i landets lovgivende forsamling har han bestemt intet at skaffe, men fjernede man alle de svagt begavede fra folketinget, ville salen naturligvis blive meget tom.

Når nationalistiske dissidenter udsættes for hadefulde kommentarer, er massemedierne imidlertid tavse som graven. Det siger jo en hel del om deres ”journalistiske objektivitet”. I tidens løb er nationalistiske talsmænd som bekendt blevet udsat for langt værre ting end et par ukærlige bemærkninger på Facebook. Før i tiden savnede man som offentligt kendt nationalist f.eks. aldrig post. Man fik læssevis af varer, man ikke havde bestilt, og daglige trusselsbreve, hvori man blev lovet død og ulykke – ikke blot for en selv, men også ens familie. Når det samme skete for unationale kræfter, der boltrede sig i denne sump, var medierne også den gang ved at overdøve hinanden i deres råben op om ”racistisk terror”. Når nationale danskere blev ramt, var der imidlertid kun tale om en ”naturlig demokratisk reaktion over for deres uhyrlige synspunkter”. Noget, der hyppigt gik igen i disse skriverier, var en utvetydig opfordring til at forlade dette land, hvis man ikke brød sig om de vinde, der blæste. Et synspunkt, som med stor sandsynlighed deles af Kristian Hegaard. ”Forsvind fra vores land!”, hed det igen og igen.

Nu føler vi imidlertid med særdeles god ret, at det rent faktisk er vort land. Igennem århundreder, ja lige så langt tilbage det kan forfølges, har mine forfædre pløjet de danske marker og besejlet de danske have. De har været håndværkere og handelsmænd, de har tjent dette land på Rigsdagen og i administrationen, og deres indsats har været med til at præge dansk kulturliv. Som søfolk og soldater har de sat deres liv på spil for at bevare Danmarks selvstændighed og værdighed. Sammen med utallige andre gode danske mænd og kvinder, med hvem de har delt deres forestillinger og idealer, har de skabt og sikret den nationale arv, som jeg selv har fået, og som det er mit ønske at vedligeholde og videregive til mine efterkommere. Jeg har intet højere ønske end at se dem vokse op som sunde, harmoniske og glade mennesker i et dansk Danmark, med hvilket de kan identificere sig, og i hvis nationale værdier de kan finde den eksistentielle tryghed, uden hvilken menneskets trivsel trues. Vore rødder er dybe i dette land, og i modsætning til dem, der som hr. Hegaard skænder det og vil skænke det bort til fremmede og os uvedkommende menneskemasser, er vi os også disse rødder bevidst. Vi er ikke kosmopolitiske verdensborgere, der kan føle sig hjemme overalt. At få rykket vor rødder op ville så afgjort være den straf, vore kære modstandere så inderligt ønsker for os. Det er ikke uden grund, at landsforvisning tidligere blev betragtet som lovens strengeste straf ved siden af dødsstraffen.

Alligevel ville vi den dag i dag påtages os den landflygtiges lod og lade vort fædreland bag os, hvis nogen altså ville anvise os et land, hvor vi kunne leve i pagt med vore idealer, og som kan garantere vore børn en sund opvækst iblandt mennesker fra deres egen kulturkreds. Et land, hvor selvbevidste hvide mennesker er herrer, og hvor man har viljen til at dæmme op for flodbølgen fra den tredje verden. Et land, hvor man trygt kan sende sine børn i skole i sikker forvisning om, at skolegangen kun vil styrke deres naturlige instinkter og deres historiske bevidsthed samt lære dem disciplin og ansvar. Et land, hvor forældrene sætter deres børn over alt andet, og hvor familien sættes i centrum. Et land uden legaliseret fosterdrab, uden narkotika, uden ungdomskriminalitet, uden kulturberigelse, uden politisk korrekthed, uden ”Pride Parades”, uden DR, uden Ekstra Bladet og uden Kristian Hegaard! Et land, hvor menneskene er stolte, selvbevidste og glade. Et land, hvor flid og arbejdsomhed belønnes, og hvor der ikke findes socialt nasseri, simpelthen fordi alle føler sig som en ansvarlig del af fællesskabet. Et land, hvor kriminelle straffes, medens ofrene beskyttes, og hvor man derfor kan færdes på gaden om aftenen uden frygt. Et land, hvor der hersker sand frihed i stedet for floskler, hvor pressen er forpligtet til at skrive sandheden, og hvor alle er lige for loven. Et land, der styres af kompetente og ansvarlige ledere, som anvender den beskedne skatteindtægt til gavn og glæde for landets egne borgere.

Vis os sådant et land, og vi skal nok rejse – ikke med glæde, men af nødvendighed, thi det land, som er vort hjem, og som vi elsker, er blevet forvandlet til en giftig sump, hvor vi ikke mere kan ånde. Vi vil gerne yde vort bidrag til at dræne denne sump, men råddenskaben synes at have så godt fat, at befolkningen som helhed er bedøvet og har mistet sin livsvilje. Derfor er vi i dag de udstødte og de hjemløse. Blot findes der intet sted på kloden, hvor vi kan finde asyl, ja, vi er vore dages virkelige flygtninge!

Povl H. Riis-Knudsen