En landsforræder er kreperet

Hvis nogen synes, at det har lugtet af brændt kød de sidste dage, skyldes det nok, at der er fest i Helvede, som netop nu fejrer hjemkomsten af en af stedets store sønner, den tidligere statsminister Poul Schlüter, der herved har undgået sit fortjente møde med skarpretteren. Hvis man skulle tro pressen – og sågar ellers forstandige folk på Facebook – var Schlüter den bedste statsminister, Danmark nogensinde har haft. Han var i hvert fald igennem sine fantasifulde regeringsdannelser den bedste taburetklæber igennem mange år. Han anså som bekendt ideologi for at være noget bras, og han var stolt over ikke at være så konservativ, at det gjorde noget. Altså den typiske politiker, en liberal-socialistisk-højresindet-radikal. Det eneste han ikke var, var national.

Han kom til magten på et gunstigt tidspunkt, hvor han kunne tjene nogle billige point på at forsøge at rette landets økonomi op efter det kaos, socialdemokraten Anker Jørgensen havde efterladt sig, og som altid vil være resultatet af en socialdemokratisk regerings utrættelige forsøg på at omsætte det kommunistiske tankegods til virkelighed. Forskellen fra i dag er, at det kaos, Mette Frederiksen vil efterlade sig, vil være af et omfang, der ikke mere kan genoprettes. Den delvise økonomiske genrejsning skete dengang som altid på bekostning af såvel de fattigste som af den produktive middelklasse. På det punkt var han konservativ nok.

Det var imidlertid Poul Schlüter, der stod for nogle af lavpunkterne i Danmarkshistorien. Da et flertal uden om regeringen i 1983 fik vedtaget den nye udlændingelovgivning, som åbnede Danmarks døre for en hidtil uset masseindvandring af uønskede befolkningsoverskud fra verdens latriner, lod Poul Schlüter det bare ske i stedet for at gøre det til et kabinetsspørgsmål. Han ville uden videre have kunnet vinde et valg stort på den sag, for folket var imod loven. Han afviste imidlertid på forhånd at udskrive valg på dette grundlag og gav dermed Hans Gammeltoft-Hansen, arkitekten bag loven, frie hænder – og det benyttede denne sig af til fulde. Schlüter bærer derfor hovedansvaret for den accelererende afskaffelse af Danmark, vi i dag er vidner til. Sammen med Gammeltoft-Hansen gravede han Danmarks grav! Håbet om, at Gammeltoft-Hansen når at komme på skafottet, lever stadig.

Det samme gentog sig i forbindelse med den såkaldte Tamil-sag, hvor en klog justitsminister forsøgte at forhindre, at Danmark blev overrendt af tamiler, men blev underløbet af Schlüters gamle ven, Gammeltoft-Hansen, der som belønning for sin aflivning af Danmark nu var blevet Folketingets Ombudsmand, og af en lige så misliebig, nu desværre afdød højesteretsdommer, Mogens Hornslet, der ved flere lejligheder også nåede at bevise, at han heller ikke tjente Danmark. Igen kunne Poul Schlüter have ladet vælgerne afgøre den sag – men han valgte atter uden kamp at overlade regeringsmagten til en anden uduelig socialdemokrat, der i sin regeringsperiode formåede at maksimere den skade, loven af 1983 havde givet mulighed for at påføre landet.

Schlüters tredje svigt var hans udsagn fra 1986 om, ”at Unionen er stendød” i forbindelse med netop den EU-afstemning, der cementerede frihandelsorganisationens omdannelse til en politisk union. Det var en bevidst løgn, men alligevel havde han i 1998 den uhyre frækhed at sige, at udviklingen jo havde vist, at han havde ret – på et tidspunkt, hvor Unionen allerede var blevet til virkelighed. Der er ingen forlydender om, at Poul Schlüter på noget tidspunkt var dement – ergo er der tale om et bevidst forsøg på at bedrage befolkningen. Belønningen var en plads i Europa-Parlamentet med tilhørende fyrstelig pension oven i alle de andre pensioner, han havde skrabet til sig.

I alle disse tilfælde er der tale om usselhed. Poul Schlüter var med Mogens Glistrups ord
”farligere end den pædofile Malene-morder”, med henvisning til en af tidens groveste forbrydelser. Intet af disse punkter nævnes i de utallige nekrologer, ugens aviser er fyldte af. For om de døde, taler man jo traditionelt kun godt. Vi skal i den forbindelse minde om følgende udsagn fra en tidligere konservativ folketingspolitiker og formand for folketingsgruppen, godsejer Johan Knudsen: ”Et Menneske udsletter ikke sin Brøde, fordi han dør!”

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s