Trump

Det har i de seneste 4 år ikke skortet på opfordringer til at skrive om fænomenet Trump, men jeg tror, dette er det rette tidspunkt til at gøre det. Trump er bestemt som person ikke som folk er flest. Måske er han en gang imellem lidt for impulsiv og hurtigere på aftrækkeren, end godt er, men han er bestemt den bedste præsident USA har haft i hvert fald siden Ronald Reagan. Han satte Amerika først, han begrænsede ulykkerne efter Obamas såkaldte sundhedsreform, han sikrede en stærk økonomi, der kun blev forstyrret af den kinesiske virus, og han trak USA ud af håbløse militære forehavender, som skiftende præsidenter havde indviklet landet i. Det er sandt, at han også var Israels præsident, og i den forbindelse scorede han mange politiske sejre i med det mål at bringe de arabiske stater nærmere Israel. Det skete naturligvis på palæstinensernes bekostning, men sympatien for dem kan efterhånden ligge på et beskedent sted blandt Vestens hårdt plagede befolkninger.

Det er typisk, at danskerne fra første dag har taget afstand fra Donald Trump – og de har anset det for selvfølgeligt, at alle gør det. Lige efter hans valgsejr gik jeg igennem sikkerhedskontrollen i Kastrup med min mappe fra Det Hvide Hus. Det gav anledning en et væld af anti-Trump- kommentarer, som man med stor selvfølgelighed mente, at jeg ville dele. Danskerne tror generelt, at de ved alt om USA, men reelt aner de intet. De læser i medierne og hører i fjernsynet kun, hvad uduelige journalister skriver af efter CNN, der her i landet fremstilles som det eneste amerikanske medie, der findes. Det er det ikke! I sommeren op til valget i 2016 kørte jeg nogle tusind kilometer igennem Trumps USA, og helt naturligt havde jeg bilradioen tændt på CNN. Den bragte hele dagen små løsrevne klip af Trumps taler iblandet hadske kommentarer fra Clinton-netværkets rapportere. De gav indtryk af en mand, der var lettere sindsforvirret, og hvis udtalelser ikke forekom at give
megen mening. Til sidst skruede jeg om på Fox News. Her bragte man Trumps taler i sin helhed, og se, det var en helt anden sag. Nu forekom manden jo særdeles sammenhængende og fornuftig. Det blev den endelige skilsmisse mellem CNN og mig! Og det blev begyndelsen til en omvurdering af Trump, som jeg allerede havde hørt i CNN-regi op til valget i 2012, hvor han overvejede at opstille, og hvor jeg heller ikke blev imponeret af ham.

Når såkaldte danske statsbetalte medier hele tiden taler om Trumps ”udokumenterede”
påstande om valgsvindel, glider dette uhindret ned hos danskerne som noget selvfølgeligt. USA er et ”demokratisk” samfund. Der svindler man ikke med valg – det gør man kun i Hviderusland, Rusland og andre steder, man heller ikke ved noget om – og hvor der virkelig aldrig er blevet dokumenteret nogen valgsvindel. Det er bare noget, man påstår.

Danskere opfatter USA som et land nogenlunde ligesom Danmark – bare meget bedre. Og de tror, at valg foregår ligesom hos os, hvilket heller ikke ganske er tilfældet. USA er ikke ét land – det består af 50 stater (+ et antal territorier mv.) med hver sine love – herunder også med hver sit valgsystem. USA er landet uden et folkeregister og uden egentlige personnumre. Hvis man vil stemme til valgene, skal man registrere sig som vælger, og det må man naturligvis kun gøre i den stat, hvor man bor. Allerede her halter systemet, men det er naturligvis begrænset, hvor mange stater, man fysisk kan nå at stemme i. Der hvor det gik helt galt, var imidlertid, da man åbnede for brevstemmer. Disse er ganske enkelt ikke til at kontrollere, og det var derfor Demokraterne var så ivrige efter at få folk til at brevstemme ved dette valg – og igennem medierne skabte man en fortælling om, at det kun var Demokraterne, der stemte pr. brev. Nu er det at brevstemme i USA også lidt anderledes end at brevstemme her. Vi møder op på ”Borgerservice” – ækelt ord – eller på
det lokale bibliotek, legitimerer os og afgiver vor stemme, hvorefter vi ikke kan stemme igen til selve valget. Det sørger CPR-registeret for. Den eneste svindelmulighed, der reelt findes, er, at man lader stemmesedler forsvinde – og det gør man da – men virkningen heraf er normalt begrænset. I USA kan man bede om at få en stemmeseddel tilsendt, eller man får den tilsendt automatisk, alt efter hvilken stat man bor i. Den udfylder man – dvs. hvem, der gør det, ved man naturligvis ikke – putter i en konvolut, som man underskriver og sender med postvæsenet, hvis datostempel er bevis for rettidig indsendelse. Underskriften skal naturligvis helst svare til den underskrift, man afgav, da man blev registreret som vælger, men vi ved jo, hvordan det er med underskrifter… Nu er alle
muligheder for svindel åben – inklusive muligheden for at stemme i flere stater, blot man er registreret i dem. Men det er ikke det værste. Visse stater gav også mulighed for, at man blot kunne putte stemmesedlerne i bokse, der var opstillet rundt omkring. I det tilfælde var der intet datostempel, dvs. intet bevis for, at de var afgivet rettidigt. De skulle dog stadig foldes og lægges i konvolutten. Hvis alt går ærligt til, er muligheden for svindel stadigvæk begrænset, men alligevel betydelig. Resultatet var imidlertid, at folk, der ikke havde stemt, mødte frem på valgstedet og fik at vide, at de skam havde stemt. Det var der en anden, der havde gjort for dem. Også de døde stemte. Som en vittig hund sagde: ”Min far har ved dette valg stemt Demokratisk for første gang. Det ville aldrig være sket, hvis han havde været i live!”

Der fandt efter beskyldningerne om uregelmæssigheder en høring sted i et senatsudvalg i
Georgia, en af de omstridte stater. Her udtalte folk sig under edsansvar om, hvad de havde oplevet på valgdagen og under optællingen, der naturligvis foregår maskinelt ved indscanning og ikke med hånden. Disse afstemningsmaskiner er berygtede for at give mulighed for omfattende svindel, idet man i en håndevending kan overføre stemmer fra en kandidat til en anden. Valgkontrollører fra Republikanerne blev udelukket fra optællingsstederne eller skulle stå så langt væk, at de intet kunne se, tilforordnede blev sendt hjem eller flyttet, hvis de rapporterede om mistænkelige forhold, der var stakke af brevstemmer uden fold (dvs. de har aldrig været i en konvolut), stakke af brevstemmer,
hvor 99% var for Biden, hvilket ifølge eksperter er statisk umuligt – og så endda fra en militærbase. Bundter af stemmesedler med stort set samme underskrift. Værst af alt var nok, at man efter lukning af optællingen, hvor alle kontrollanter var sendt hjem, trak kasser med brevstemmer frem fra skjulesteder i lokalet og kørte dem igennem scannerne gang efter gang efter gang – indtil man havde Biden-stemmer nok. Endvidere har der været rapporter om ”stemmer” lagret på tilfældige løse diske, fund af bortkastede postsække fulde af stemmer på Trump og meget, meget mere. Allerværst er nok, at man ikke vil lade tingene undersøge. F.eks. vil man ikke udlevere de omstridte stemmesedler. En ekspert sagde under høringen, at han meget hurtigt ville kunne identificere papir,
tryksværte, blæk osv. bare han måtte få lov. Men det måtte han ikke. Hvor der er
hemmelighedskræmmeri, er der sædvanligvis noget at skjule. En langt mere indgående gennemgang af svindlen findes her.

Men hvorfor er der så ingen retsinstans, der vil skride ind over for dette valg? Ja, her må man forstille sig, hvad der ville ske, hvis man erklærede valget (evt. blot i de omstridte stater) for ugyldigt. Hele BLM-segmentet og alt krapylet i USA ville brænde byerne ned og sætte landet på den anden ende. Og så er der det internationale, storpolitiske hensyn at tage. USA skulle jo gerne fremstå som et forbillede og ikke som det tredjeverdensland, det har udviklet sig til at være.

USA er ikke en nation, og som land er det dybt spaltet og splittet. Groft sagt kan man inddele det i det produktive og skabende Amerika, som arealmæssigt udgør langt den største del af landet, og så snyltedyrenes Amerika, der udgøres af kystområderne på begge sider med knopskydninger i form af en del af de større byer i resten af landet med deres børsspekulanter, regeringsembedsmænd, konsulenter, skuespillere, kommentatorer og socialhjælpsmodtagere. Denne splittelse er ikke skabt af Trump, den er af gammel dato og er forstærket af stort set alle regeringer, Demokratiske såvel som Republikanske, der alle har udvist en sand foragt for det skabende Amerika og kun har tjent kapitalens, indvandringens og dekadences sag. Trump var den første præsident i mange år, der repræsenterede det skabende folk – ”the big fly-over”, som snyltedyrene foragteligt kalder landet mellem Østkysten og Vestkysten – det egentlige Amerika, der ernærer latriner som New York, Washington, Los Angeles og San Francisco. ”Dræn sumpen”, var Trumps
slogan, men desværre lykkedes det ham ikke. Han blev i alt, hvad han foretog sig, modarbejdet fra dag 1. Der var ingen 100 dages fredningstid, som der normalt er, men en konstant krig, både politisk og personligt. Trump fik simpelthen ikke tid og lejlighed til at gennemføre sit program, fordi han blev tvunget til at beskæftige sig med uvæsentlige ting. Han skulle forsvare sig imod anklager om ”russisk indblanding” i valget – en anklage, der viste sig at savne enhver evidens, men som stadig føres i felten imod Trump. Selv om det imidlertid havde været sådan, hvad så? Ethvert land forsøger at influere andre landes interne politik, hvis de finder interesse i det. Vi skal således ikke glemme Obamas indblanding i valgkampen i England op til Brexitafstemningen. Rent faktisk har intet andet land forsøgt at påvirke politikken i andre lande i højere grad end USA. Så var der
sager om hans personlige økonomi, anklager mod hans medarbejdere, administrations
modarbejdelse af hans mur mod Mexico, en rigsretssag og meget andet. Forsvar optog ganske enkelt en alt for stor del af hans tid og energi. Det var naturligvis en bevidst strategi.

Pelosi-folkene taler om nødvendigheden af heling, samarbejde osv., men de har selv i den grad bidraget til at grave kløften bredere igennem de sidste 4 år, og det eneste logiske og fornuftige svar til dem må være krig. Demokraterne har startet en hadkampagne, ikke blot imod Trump, men imod alle, der har støttet ham. Nu kræves der hævn. Der udarbejdes lister over Trump-støtter. Disse skal elimineres, brændes og i hvert fald aldrig kunne få et job eller kunne udgive en bog. De skal fjernes fra samfundet, se i denne forbindelse ubetinget denne video! Så meget for Demokraternes ”bipartisan spirit”. Hvad de disker op med, er ringeagt, had og opfordring til vold, ja, til mord eller bedre til massemord. Der var ikke mindre end 74 mio., der stemte på Trump. Det er jo ikke, som den danske rendestenspresse påstår, Trump, der har indledt den hadefulde retorik. Den brugte Hilary Clinton allerede under valgkampen op til det forrige præsidentvalg, hvor hun bl.a. betegnede Trumps støtter som ”a basket of deplorables” (en samling ynkelige figurer). Det var folket, hun talte om, men ”eliten” har aldrig haft megen respekt for netop folket, der højst er blevet set som hindring for, at den kan udøve den absolutte magt til egen fordel.

Man er vant til, at man kan byde den skabende hvide befolkning hvad som helst. Måske så vi forleden, at der er en grænse – men det, der egentlig burde have været startskuddet til en borgerkrig, forblev en tom demonstration. Igen er der konservative kræfter, som påstår, at det var folk fra BLM, der blandede sig i demonstrationen og gjorde den voldelig. Atter engang anser nationale kræfter det for udelukket, at den hvide befolkning skulle slå igen. Det er deprimerende. Jeg håber ikke, at det er sådan. Det er nemlig ved at være sidste udkald også i USA. Når først Nancy Pelosis marxistiske diktatur er blevet indført, vil der nemlig ikke være nogen vej tilbage. Der vil ikke igen kunne vælges en Republikansk præsident – og slet ikke en Republikansk kongres.

Det russiske fjernsyn gav som sædvanlig den bedste kommentar til begivenhederne på
Capitol. Man fortalte, som rigtigt er, at valgsystemet i USA ikke er pålideligt og ikke et demokrati værdigt, ligesom man mindede om Maidan-oprøret i Kiev i 2014, hvor folket rejste sig mod den lovligt valgte regering. Det fandt USA helt i orden, ja, man understøttede det ligefrem. Hvorfor er det så så forfærdeligt, når det samme sker i Washington?

Jeg har ofte diskuteret Trump med mine bekendte på den yderste amerikanske højrefløj. Deres udgangspunkt har været, at Trump jo ikke gjorde nogen virkelig forskel, at også han jo var ”jødelakaj” – ja, at hans økonomiske forbedringer og bedre levevilkår for alle i bund og grund var dårlige ”for den revolutionære sag”. Det er i bund og grund noget sludder. Trump ville gøre en forskel. Og al snak om, hvor gavnligt det ville være for den revolutionære stemning, hvis USA synker hen i økonomisk uføre, er noget sludder, for denne fløj ville ikke under nogen omstændigheder være i stand til at udnytte en eventuel revolutionær situation – ja, hvis man tilbød den magtens nøgler på et sølvfad, ville den ikke kunne tage imod dem, for man har simpelthen ikke de folk og den viden, der skal til. Det er fuldstændig urealistiske drømmerier i et ekkokammer for højst nogle få hundrede mennesker, der for længst har mistet jordforbindelsen totalt. Den fløj har udspillet sin rolle, hvis den da nogen sinde har haft en. Der skal mange millioner mennesker til at
reformere USA, og reformerne kommer ikke til at se ud, som disse kredse drømmer om – og det er nok godt det samme!

Hvor stor en forskel Trump ville have gjort, vil man få at se i de kommende år. Her er et lille udpluk af, hvad Nancy Pelosi sysler med. Og jeg skriver Nancy Pelosi, for det er hende, der kommer til at regere, ikke den demente Biden og heller ikke Harris, der er blevet udpeget som vicepræsidentkandidat – og dermed snart præsident – på grund af sin race og sit køn. Hun er rørt sammen af stort set alt, hvad der findes i USA, men når hun skal sælges til de hvide vælgere, fjernes farven på billederne og hun fremstår som hvid.

  1. Udvidelse af antallet af højesteretsdommere, så der er liberalt-marxistisk flertal. Derved mister Trumps dommerudnævnelser deres betydning. Det er let at gennemføre.
  2. Optagelse af Puerto Rico og Washington D.C. som stater i unionen, hvilket vil give
    Demokraterne 4 senatorer mere, idet disse områder har ”født” demokratisk flertal. Der findes yderligere områder, der kunne komme på tale. Muligvis skal man ændre lidt på kriterierne for at opnå status som stat, men det kan også lade sig gøre.
  3. Uddeling af statsborgerskab til flere indvandrere fra den 3. verden og en generel forøgelse af indvandringen, frem for alt fra Latinamerika. Derved kommer de hvide meget hurtigt i mindretal.
  4. Ophævelse af det 2. tillæg til forfatningen – det, der giver amerikanerne ret til at eje og
    bære våben. Hvis det bliver for vanskeligt, kan det udvandes gennem lovgivning og gennem en nyfortolkning, der stadfæstes af den nye højesteret. Dette vil medføre total afvæbning af landets hvide befolkning, der traditionelt finder sig i alt. De andre skal nok beholde deres våben.
  5. Stramning af lovene mod ”hate speech”, så de kommer til at omfatte stort set alt, hvad der strider imod det Demokratiske partis interesser. Det vil sige de facto afskaffelse af
    ytringsfriheden svarende til, hvad vi kender fra gummiparagraffen 266b i den danske
    straffelov, forbud imod ikke blot hagekorsflag, men også imod sydstatsflaget og paroler som ”It’s Okay to White!” eller ”White Lives Matter!” ”Black Lives Matter” vil naturligvis ikke være omfattet – det er jo udtryk for kærlighed. Ligesom Demokraternes egen ”hate speech” om hævn over Trumps støtter og deres udslettelse. Det er også kærlighed.
  6. Enorme social- og sundhedsudgifter efter skandinavisk mønster, der vil skulle betales af landets skabende befolkning, dvs. hovedsagelig de hvide, hvis indkomster er meget lette at beskatte.
  7. En ”klimapolitik”, der vil forarme landet og forlægge al produktion til Kina.
  8. Flere militære eventyr i fjerne dele af verden – men naturligvis ikke, hvor de kan genere Kina, hvor Biden-familien i dag synes at have investeret sine interesser i stedet for i Ukraine. Det vil sige opgivelse af Taiwan og yderligere styrkelse af Kinas rolle i Afrika. Øget konfrontation med Rusland. Øget oprustning til gavn for storkapitalen.

Der ville være vældig god grund for den hvide befolkning og Trumps andre støtter til at indlede borgerkrigen nu. Venter de, vil de ikke få lejlighed til det, og de vil ende på samme måde som de hvide i Sydafrika og Zimbabwe. Efter 4 år med Pelosis marxistiske diktatur vil der aldrig igen blive valgt en Republikansk præsident. USA vil være forvandlet til et tredje verdens “shit hole”.

Det interessante ved Trump er ikke så meget personen, men fænomenet Trump, der kunne
rejse så mange mennesker til modstand imod den selvudnævnte elite i Washingtons gylletank. Det giver et svagt håb for fremtiden. Hvad personen Trump angår, kan man blot sige, at et menneske, der hades så intenst af den herskende klasse, ikke kan være så ringe en person endda. Sig mig, hvem der hader dig, så skal jeg sige dig, hvem du er!

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s