In memoriam

Dr.phil. Christian Lindtner

1949 – 2020

Christian Lindtner blev født ind i en god og klassisk dannet familie, og han kunne med sin enestående begavelse været blevet hvad som helst. Hans hu stod imidlertid til de klassiske studier, og han studerede først med henblik på en embedseksamen i klassisk filologi, men da han fandt det for let, studerede han videre, idet han kastede sig over de klassiske indiske sprog sanskrit og pâli og studiet af de indiske religioner, herunder buddhismen. Denne var tidligere udbredt over det meste af Asien, og de skrifter, der var forsvundne i Indien, findes ofte i oversættelser i andre lande som f.eks. Tibet og Kina. Christian Lindtner forsynede sig følgelig med de fornødne sprogkundskaber og gik derefter på jagt efter skrifter til sin disputats i hele Sydøstasien.

Hans akademiske karriere førte ham bl.a. til University of Washington i Seattle og til en stilling ved Københavns universitet. De klassiske studier var imidlertid allerede dengang truede, og efterhånden forsvandt indologien helt fra universitetet. Lindtner var heller ikke nogen ydmyg lakaj for de herskende kræfter, og han kom til sidst på kant med rektor Nathan – som han konsekvent i skrivelser åbenlyst betegnede som rector marxisimus Satan. Det måtte naturligvis ende galt, men Christian Lindtner var ikke økonomisk afhængig af en stilling på universitetet, så da han fik en fyreseddel, trak han sig tilbage til at være, hvad man på tysk kalder Privatgelehrter, og som sådan publicerede han en uendelig række videnskabelige artikler og bøger, ligesom han deltog i videnskabelige konferencer og optrådte som foredragsholder og gæstelærer i hele den civiliserede verden. Han betegnes i dag internationalt som en af verdens mest betydende eksperter i buddhisme.

Christian Lindtner var en af dette lands kyndigste religionsforskere – men i sit fædreland var han en af de mindst agtede, idet han ikke kunne købes, hverken med penge eller virak. Han ledtes i sit arbejde utrætteligt af sin konstante søgen efter den ultimative sandhed, ligegyldig hvor denne søgning måtte føre ham hen. Havde han en tese, undersøgte han den, og viste det sig, at den ikke var holdbar, klæbede han ikke til den og brugte ikke sin tid på at forsvare det, som ikke kunne forsvares. Dette var ganske tydeligt, da Christian Lindtner kastede sig over holocaustrevisionismen, provokeret af den megen dårlige litteratur, der findes om dette emne. Han deltog således i den berygtede konference i Teheran, hvor han fik til opgave at undersøge denne sag til bunds. Det gjorde han. Han kom ikke blot frem til, at de revisionistiske historikere snød med kilderne, men fandt også, at der jo foreligger et stort materiale af tyske kilder, som er uimodsigeligt. Dette blev imidlertid fuldstændig ignoreret af revisionisterne – men heller ikke i stor udstrækning benyttet af populærvidenskabens hollywoodprægede fremstillinger, der ofte bygger på mere end tvivlsomme ”vidneudsagn”. Christian Lindtner fulgte derfor sin samvittighed og sit videnskabelige instinkt, og med sit sædvanlige vid, som måske nok ikke var for enhver, hudflettede han revisionismens store navne og blev en af fædrene til den revisionistiske bevægelses faktiske død.

Mange tog ham hans studier af holocaust ilde op, men de beviste jo imidlertid blot hans
retsindighed og hans videnskabelighed i en verden, der generelt sætter tro over viden. Hans desværre sidste store projekt blev en grundig undersøgelse af kristendommens kilder. Som en af de meget få her i landet beherskede han ikke blot latin og græsk til perfektion, men også buddhismens sprog sanskrit og pâli (foruden tibetansk og kinesisk). På denne baggrund kunne han afsløre, at Det Nye Testamentes evangelier i hovedsagen blot er en kopi af ældre indiske skrifter – helt ned i den mindste sproglige detalje. Dette førte ham på kollisionskurs med landets præsteskab og ikke mindst med biskopperne. Han betragtede kirkens fløjlsmaver som en bande halvstuderede røvere og forkælede nassere, der blot klæber til deres fede embeder og nægter at undersøge det, de hver søndag står og prædiker om. Et særligt mål for hans angreb var de teologiske uddannelser, hvor man blot hygger sig med sine rigelige midler i stedet for at lære sig sanskrit og undersøge kristendommens virkelige oprindelse. Som en teolog sagde til ham under en konference: ”Jeg vil ikke lære sanskrit”, idet han stampede i gulvet som et lille barn. Teologernes holdning er: ”Dette vil vi ikke vide!” Christian Lindtners konklusion var, at både den danske folkekirke og den katolske kirke i dag først og fremmest er indbringende forretninger – og et skalkeskjul for kommunistisk undergravelse.

Christian Lindtners sidste publikation blev hans efterskrift til Geoff Roberts netop udkomne bog Jesus har aldrig levet, Indblik 2020. Den skulle have været præsenteret ved en sammenkomst på Christiansborg den 8. november. Bogen vil senere blive anmeldt her på bloggen.

Christian Lindtner var derudover en god national dansker, der kæmpede for at bevare det Danmark, vi begge er vokset op i, og den kultur og de mennesker, der har skabt det. Dette bragte ham ofte på kollisionskurs med den jødiske elite, men Christian Lindtner var meget langt fra at være vulgær antisemit. Som videnskabsmand iagttog han sin omverden og drog sine sagligt velfunderede konklusioner.

Han kunne på mange felter indtage en ironisk distance til sin omverden, men når han så sine kerneværdier truet, kastede han sig med fuld kraft ind i kampen. Christian Lindtner satte den danske sprogforsker Rasmus Rask meget højt. Rask var Lindtners forgænger inden for studiet af de indiske sprog, og Christian gjorde Rasmus Rasks gravskrift til motto for sit eget liv: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette!”

Men frem for alt var Christian Lindtner et ædelt, anstændigt, nobelt og særdeles dannet menneske, hvem svig, løgn, bedrag og nid lå uendelig fjernt. Dette er i dag desværre et sjældent karaktertræk. I min sidste udveksling af e-mails med Christian, hvor vi netop diskuterede den akademiske verdens råddenskab, skriver han den 27. oktober: ”Jeg bliver snart revolutionær!”. Jeg svarede ham: ”Men har du noget reb og en høtyv, så lad os gå i gang ….. Jeg er med!” Christian svarede: ”Fint, derfor må vi passe godt på vores helbred!! Det er for meget!”. Dagen efter blev han indlagt på Rigshospitalet, og en uge senere var han død. Det er ikke til at fatte!

Et uendeligt reservoir af viden er dermed pludselig gået tabt – viden, som i dag meget, meget få mennesker besidder. Store planer er blevet til intet. Vi, hans venner, føler tomheden og savnet af de inspirerende og underholdende diskussioner, hvor vi i timevis kunne undersøge og vende og dreje denne verdens største emner, så vi glemte tid og sted, og hverken fik vådt eller tørt. Det havde vi ikke tid til. Der var vigtigere ting på programmet. Vi vil savne hans bidende ironi og sviende humor. Vore tanker går naturligvis også til hans familie, hvis tab er endnu større. Vor sidste sammenkomst blev optaget og kan høres på Radio Lindtner.

Vi har nu en forpligtelse til med de beskedne midler, vi besidder, at forsøge at videreføre noget af hans arbejde og virkeliggøre nogle af hans visioner.

Æret være Christian Lindtners minde!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Referencer

Opråb nr. 12. Christian Lindtner

Radio Lindtner

Nordens Grænse: Kristendommens rødder

Jesus is Buddha