Tro mod politik

BOGANMELDELSE:
Anders Gadegaard:
TRO MOD POLITIK
Kristne værdier – byggesten til en politisk etik
Eksistensen 2019

Først en tilståelse: Jeg elsker bøger, og jeg behandler dem med samme kærlighed og omhyggelighed, som jeg behandler en baby. Jeg skriver aldrig i mine bøger – normalt aldrig, for mit eksemplar af denne bog er fuld af understregninger, udråbstegn og bemærkninger i kanten. Det er egentlig uretfærdigt, for bogen kan jo ikke gøre for det indhold, forfatteren har hældt i den – men det er jo også et tegn på, at bogen ikke kan være helt ligegyldig, for så var der ingen grund til at sætte streger. Den er ikke uvæsentlig, den er foruroligende.

Jeg har et særligt forhold til Anders Gadegaard. Vi er vokset op i det samme lille landsogn i det yderste nordøstlige hjørne af Himmerland, hvor Gadegaards far var præst, da jeg var barn – en utrolig kedelig præst, må jeg desværre tilføje, men jeg var på daværende tidspunkt ikke i stand til at vurdere den teologiske dybde, så den skal jeg ikke udtale mig om (1). Hans mor var også teolog, men dengang havde en præst brug for en præstekone (2), så hun kunne ikke også besætte et præstekald. Farfaren var også provst. Dette skal her kun nævnes, fordi det siger noget om det miljø, Anders er vokset op i. Det var helt igennem i himmelnissernes rige – uden megen kontakt til virkelighedens verden, som hans far heller ikke gerne kastede sig ud i. Han optrådte som Guds ophøjede statholder i sognet. Historie synes heller ikke at være Anders’ stærke side, ikke engang kirkehistorie – og
tekst- og kildekritik kender han overhovedet ikke. Men dette sidste havde jeg heller ikke ventet – den skyr alle præster som pesten, for hvis de dykker ned i den, falder deres korthus sammen (3) .

Anders Gadegaard præsenterer sig selv som barn af 68 og beskriver stolt, hvorledes han deltog aktivt i oprøret mod kundskaber, mens han gik i gymnasiet, og nægtede at aflevere sine matematikopgaver, fordi han mente, at læreren var ukvalificeret… det var ægget, der ville lære hønen, og, som det klart fremgår af bogen, er Anders stadig kommunist, og han har gjort Det Nye Testamente til Satans bibel.

Hvor jeg – ganske vist med en pause – stadig sidder i samme lille landsby, er Anders kommet videre, ja, han er kommet frem i verden, og selv om han ikke sidder helt oppe ved Gud Fader den Almægtiges højre hånd – og næppe heller kommer til det – sidder han dog ved bispens, endda ved Københavns biskops, og Københavns biskop er det nærmeste, vi her i landet kommer en ærkebiskop. Om ham har jeg skrevet andetsteds (4), men de to er to alen ud af ét stykke – fortalere for den muslimsk-jødisk-kristne, hindu-buddhistiske, pastafariske fussionskirke. Begge fornægter de verdens historiske og naturvidenskabelige realiteter. De er – forstår man nok – kun ånd, og inden for åndens verden er de naturligvis begge store. Anders kan således væve det mest ligegyldige og himmelråbende nonsens ind i et sådant spind af gyldent uld, at jeg kommer til at tænke på min gamle, for længst afdøde tysklærer, der ofte følte sig kaldet til at sige: ”Det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte!” Men denne uklare udtryksmåde lærer de nok på det teologiske fakultet, ja, den er vel i det hele taget grundlaget for teologien.

Nå, men til sagen: TRO MOD POLITIK – det er ikke nogen dårlig titel. Dens 3 forskellige betydninger giver i sig selv lejlighed til eftertanke – men da Gadegaard nok ikke tillægger sine læsere større åndsevner, end han selv besidder, skynder han sig straks at forklare titlens mening – i stedet for at lade det være op til læseren at finde ud af det. Det er nok en præstesvaghed. En prædiken skal jo helst ikke være flertydig!

Gadegaards hovedtese er, at ”tro og politik behøver hinanden”. En politik uden tro er for ham blot ”administration af det bestående uden drømme, uden længsler og engagement for et fælles liv, hvor lige vilkår og sammenhold er virkelighed” (5) – og langt hen ad vejen er det svært ikke at være enig med ham, men det er vanskeligt for mig at se, hvordan ”lige vilkår og sammenhold” passer ind i denne sammenhæng – ja, hvad det i det hele taget betyder her. Det forekommer mig at være en ideologisk og ikke en grundlæggende definitorisk bestemmelse. Men måske er vi her ved en af sagens kerner: Gadegaard går ud fra sin egen ideologi som universel og indiskutabel. Han kan ikke forestille sig, at nogen kan have en anden indstilling til tilværelsen. Det kan jeg! Politik bør naturligvis have et ideologisk grundlag, hvile på en verdensanskuelse, men den behøver bestemt ikke at være religiøs, ja, jeg ville foretrække, at den ikke var det, men hvis den skulle være kristen, kan kristendommen Gud ske tak og lov opfattes på andre måder end den gadegaardske fusion af kristendom og marxisme, for det er hvad der er tale om.

På samme måde mener Gadegaard, at troen indeholder en forpligtelse til at drive politik. ”En tro uden politisk engagement er slet ikke tro, for til troen hører bevidsthed om, at man har et medansvar for forvaltningen af det fælles liv og en lidenskab for at handle på det medansvar.” (6) Jeg ser bestemt politik og verdensanskuelse som en enhed, men når verdensanskuelsen bliver til en religion, ser jeg store problemer, blandt andet fordi alle religioner, jeg kan komme i tanker om, bygger på noget uvirkeligt og en fornægtelse af naturens orden – ganske enkelt. Hvis man vil bygge et samfund på noget uvirkeligt, rammer man på et eller andet tidspunkt en mur af realiteter. Derfor skal religioner ikke blande sig i politik! Nu bygger alle de store bogreligioner set fra Gadegaards synspunkt på den samme gud og de samme værdier – og det er – sjovt nok – marxismens værdier (7) . Det er vanskeligt for mig at forestille mig, hvordan man kan have studeret teologi og alligevel komme til denne anskuelse, men igen må vi vel bare konkludere, at Gadegaard lever i en verden af luftkasteller, og disse bygges på løbende bånd på de teologiske fakulteter, og netop bygningen af luftkasteller synes at være disse fakulteters eneste misforståede berettigelse. Den verden, kristendommen drømmer om, er en ganske anden verden end den, islam ønsker, og som islam har realiseret i forskellige versioner overalt på den østlige halvkugle. At fornægte det, er at fornægte fakta.

Og i et land med religionsfrihed vil religioners og præsters indblanding i politik kun medføre splittelse, for vi har ikke noget fælles liv, når det kommer til værdier og tro, og selv inden for rammerne af de kristne kirker er der ikke enighed om, hvilken verden man skal tilstræbe, og hvilken rolle religionen skal spille i denne, ja, selv inden for folkekirken er der, som vi ser, vidt forskellige opfattelser. Gadegaard foregiver at se, at der er et problem her, og han betoner, at man aldrig må argumentere politisk ”med Gud i ryggen” (8) . Men hvad er det, han selv gør hele vejen igennem dennes bogs ca. 200 sider? Han argumenterer med Gud i ryggen ved at strø om sig med nøje udvalgte bibelcitater for at bevise sine påstande, og i hele det kapitel, han vier til Søren Krarup, formår han at få denne til at fremstå ikke som en politisk modstander eller som en kollega, man er uenig med, men som et ringere menneske, ja, som en repræsentant for det onde! Dette er farisæisme af værste skuffe, og på trods af alle ihærdige forsøg på at skjule det, ser man ganske tydeligt bukkebenene under præstekjolen!

Gadegaard griber fat i menneskets tvivl:

”Netop til den tvivl på egen betydning er troen det stærkest tænkelige korrektiv. For den siger: Du betyder alt. Som det enkeltindivid du er, er du valgt ud af kærlighed af Gud og sat på din plads for at bidrage til at fremme det gode og begrænse det onde.” (9)

Hvis nogen skulle spørge til identitetstosseriets rødder, så har vi dem her: Du betyder alt! Du er udvalgt af himmelnissen himself, og du har en opgave: at fremme det gode og bekæmpe det onde. Nuvel, men hvad er det gode – og hvad er det onde? Det må vi da have defineret! For Anders Gadegaard er det imidlertid soleklart: Det gode er hans opfattelse, og alt andet er det onde – og det har Gud at rette sig efter! For Gadegaard er den enkeltes vel tydeligvis vigtigere end helhedens vel – også kirkeligt set et noget tvivlsomt standpunkt.

Gadegaard øver en stærk kritik imod det politiske liv i dag, og den kritik kan jeg fuldt ud tilslutte mig:

”Man bliver i dag ikke politiker, fordi man lidenskabeligt ønsker at fremme en bestemt holdning – man bliver politiker, fordi man gerne vil være en del af magtens forvaltning – og finder så sine synspunkter i forhold til, hvor vælgerne for tiden bevæger sig hen. Jeg har mødt ikke så få statskundskabsstuderende i København, der frejdigt siger: ”Jeg læser til politiker.”” (10)

Ja, han kritiserer endog valgsystemet på en måde, jeg kan nikke genkendende til. Vælgerne vælger nemlig ikke politikerne. Det gør partierne – der som bekendt ikke nævnes med et ord i Grundloven – for de vælger, hvem vælgerne overhovedet kan komme til at vælge imellem, og hvilken vægt deres stemme har. 11 Derfor er det en sandhed med modifikationer at sige, at vi selv vælger vore politikere. Jeg er helt enig – og jeg er også enig i Colin Crouchs beskrivelse af det, han kalder ”den post-demokratiske tilstand”, som citeret af Gadegaard:

1) Folkets vilje er ikke længere noget, politikerne lytter til og følger, men er noget politikerne og de økonomiske magthavere selv skaber ved hjælp af forskellige former for overtalelse via reklamer og anden medie-bearbejdelse. (12)

2) Økonomiske emner styrer hele den politiske diskurs. Den globale kapitalisme har skabt en erhvervspolitisk klasse, som udelukkende forholder sig til sine egne vækstinteresser og opererer uden politisk kontrol……

3) [Dette fører til] en decideret depolitisering, hvor samtalen forstummer og alting kan gøres op i forbrug, fritidsfornøjelser og underholdning. Behovstilfredsstillelse bliver det primære formål, og det virker som et socialt beroligelsesmiddel. Men hvor samtalen, debatten og den kritiske udfordring til det politiske system forstummer, hersker diktaturet.

4) Det repræsentative systems magt er aftagende til fordel for en voksende indflydelse via lobbyister og mere eller mindre skjult betalt partistøtte. (13)

Desuden citerer han Graham Ward, professor i ”kontekstuel teologi og etik” for følgende meget rigtige iagttagelse: ”Hvor politikere dissocieres fra vælgergrundlaget, er vejen banet for korruption.” (14)

Gadegaard gør endvidere ganske rigtigt opmærksom på, at [m]assemediernes indtog i politik øger tendensen til udvanding af demokratiet. Valgkampe foregår stort set ikke på gaden eller i forsamlingshusene længere, men i medierne. Her afgøres politikernes skæbne på deres performance. (15) Samtidig peger han på massemediernes økonomiske afhængighed af politikerne.

Det er faktisk meget vanskeligt at være uenig med Gadegaard i dennes kritik af det nuværende politiske system. Jeg har stort set sagt det samme selv. Det, der er galt med Gadegaards bog, er de værdier, han ønsker skal afløse den nuværende mangel på ideer. Og her kommer han hurtigt ud på glatis, når man kritiserer politikerne for netop at lytte til folkets krav om at forbyde at bære niqab i stedet for at træffe forholdsregler imod skatteunddragelse og hvidvask. Niqab-forbuddet er jo netop værdipolitisk og i overensstemmelse med vælgermassens ønske, og de økonomiske forbrydelser forsøger man jo rent faktisk at gøre noget imod, men forbryderne er bare hele tiden foran, fordi de
råder over de bedste hjerner til at rådgive sig. Om politikernes manglende succes på dette felt nu skyldes manglende vilje eller uduelighed, får her stå hen i det uvisse. Et er dog sikkert: Den omfattende internationale økonomiske kriminalitet – herunder lænsningen af statskassen for milliarder i forbindelse med uberettiget tilbagebetaling af aldrig betalte udbytteskatter – er udelukkende resultatet af den økonomiske globalisering – i forbindelse med centraliseringen af skatteinddrivelsen.

Gadegaard er imidlertid på alle andre felter en varm fortaler for globaliseringen, ja, han anerkender ikke eksistensen af forskellige folkeslag og forskellige kulturer. For ham er alle
mennesker hans brødre, som han skylder at hjælpe – uheldigvis vil han som den typiske kommunist, han er, ikke bruge sine egne penge til dette formål, men andre menneskers penge, og når han giver til den ene, stjæler han jo så samtidig fra den anden og skaber ny nød, men det synes ikke at anfægte denne sortkjolede hykler. Vor næste skylder vi alt – og alle er vor næste, uanset om de er tæt på eller langt borte. Men han påpeger selv ud fra lignelsen om den barmhjertige samaritan, at næstebegrebet jo defineres ud fra modtageren. Samaritaneren bliver den overfaldnes næste, idet han hjælper. Næsteforholdet opstår i samme øjeblik, hvor man hjælper. Negeren i Afrika er altså ikke på forhånd ens næste, men man bliver dennes næste ved at hjælpe ham. Men hvorfor hjælper man så ikke i stedet den syge, enlige mor med 3 børn henne på hjørnet og bliver hendes næste? Det ville dog synes at være det mest nærliggende! Men det er selvfølgelig ikke så spændende – især ikke, hvis ingen ser det. Gadegaard siger: Vi er pligtige at give alt bort – ligegyldigt til hvem. Det er ikke gået op for Gadegaard, at grunden til, at vi har noget at give af, er, at vi med stor flid og arbejdsomhed har skabt homogene solidariske nationale fællesskaber – og at vor skyldighed først og fremmest må gælde disse fællesskaber. Hans forestilling om den globale solidaritet svarer til, at man forlanger, at et forsikringsselskab skal betale for ens stormskade, selv om man ikke har tegnet nogen stormskadeforsikring!

Kommunisten Gadegaard afslører også sig selv i sin omtale af ejendomsretten. Han påpeger ganske rigtigt, at vi har alt til låns, fordi vi ikke kan tage det med os, når vi forlader denne verden. Som den gode kommunist, han er, anerkender han åbenbart ikke arv eller familie. Han fortsætter:

”Ejendomsretten er således en tvivlsom konstruktion, for Gud er giveren. Og vi står i Hans, i livets tjeneste. Derfor skylder vi at have opmærksomheden rettet imod dem, som mangler. Og ikke kun blandt vore nærmeste. I det globaliserede samfund er vor næste ikke bare naboen, men enhver, som er afhængig af, at vi bidrager til en retfærdig fordeling af goderne – uanset om vedkommende opholder sig her eller på den sydlige halvkugle.” (16)

Glemt er her Jesu fine definition af næsteforholdet, men lad det nu være. Det var i en anden prædiken. Jeg ville imidlertid grumme gerne have hørt Gadegaards definition af en retfærdig fordeling af goderne. Hvad er en retfærdig fordeling af goderne? At den dumme, dvaske, dovne og uduelige skal have de goder, der er skabt af den kløgtige, vågne, arbejdsomme og duelige? Det forekommer mig at være en mærkværdig retfærdighed. Retfærdighed er, at man selv får lov til at beholde, hvad man selv har skabt. Og hvis vi skal fastholde Gadegaards fiktion om, at Gud er giveren, så er det jo Ham, vi skal spille bolden videre til. Hvorfor har Gud fordelt goderne, som han har, og med hvilken ret skal vi forsøge at ”rette op” på hans fordeling? Logisk tænkning er ikke Gadegaards stærke side, heller ikke stringens. Der er ganske enkelt ingen sammenhæng i den nonsens, han bringer på papir! Endelig bliver jeg jo nødt til at minde domprovsten om, at det i henhold til den kristne legende er Gud, der har skabt alt liv på jorden – nøjagtigt som det fremtræder i dag. Noget liv synes at være dygtigere til at skabe ordnede samfund end andet – og til at skabe velstand. Med hvilken ret kan noget menneske så gå hen og ændre på dette skaberværk ved at blande folk og racer og blande sig i deres måde at leve på? Han siger jo selv, at det er vor pligt at forvalte skaberværket, så det bevares og kan rækkes videre til kommende generationer (17) – men det er åbenbart kun noget af skaberværket, han mener er bevaringsværdigt!

Hvor det går nogenlunde, når Gadegaard blot skal lire sine marxistiske floskler af, går det helt galt, når han skal prøve at forklare, hvad tro er. Han opgiver på forhånd det klassiske trosbegreb – han ved godt, at den traditionelle forestilling om Gud er en fiktion, så det kan han ikke bruge til noget. Han er nødt til at skabe et nyt gudsbegreb. Hør her:

”Men tro er i religiøs forstand noget helt andet og uendeligt større. Tro handler ikke så meget om at begribe verden og eksistensen, som om at gribes. Det er ikke så meget hjernens tro på, hvad der måtte findes der, hvor vores fornuft ikke rækker, som en tro, der opstår, når hjertet er bevæget. Fordi vi er grebet af noget, vi ikke kan ryste af os. Ikke så meget grebet af, at Gud er, men snarere hvem eller hvordan Gud er – ud fra, hvad der er os fortalt, eller hvad vi oplever. At tro er at være grebet af fortællingen om Guds historie med os. Den handler om, at vi i enhver situation gribes af Gud. At tro er at stole på, at vi lever i Guds varetægt. At Han griber os, inden vi – eller når vi – falder. Tro er altså ikke at antage eller have en overbevisning om noget, sådan som religionskritikerne gik ud fra. Det er derimod et spørgsmål om at nære tiltro.” (18)

Vi har altså tiltro til en Gud, vi ikke nødvendigvis tror på eksisterer! Jeg ville i den forbindelse frygtelig gerne have en forklaring på, hvordan det forholder sig med denne åbenbart ikke eksisterende guds ”historie med os”. Storartet tænkning!

Sagen er vel imidlertid den sørgelige, at den skolede marxist naturligvis ikke tror på nogen
Gud, men i modsætning til sin netop afdøde kollega Thorkild Grosbøll er han for klog til at sige det ligeud. I stedet opfinder han et nyt gudsbegreb, Gadegaards gud eksisterer jo kun i Gadegaards bevidsthed, og det er ikke kristendom! I kristendommen er Gud virkelig og virkeligt eksisterende. Hvis Gud ikke er virkeligt eksisterende, men kun en tanke i vort eget hoved, falder jo hele Det Nye Testamente, ja, hele Bibelen til jorden. Lad os derfor lige kaste et blik i Manualen, der har en lidt anden definition af, hvad tro er:

”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser. … I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.” (19)

Hos Anders Gadegaard er begrebet tro blevet så udvandet, at det er meningsløst, og måske er det her på sin plads at repetere nogle kristne grundsætninger for domprovsten:

Mennesket er i sin jordiske tilværelse syndigt – det er et resultat af arvesynden. Menneskets vej til frelse går gennem nåden, men nåden forudsætter troen!

Synd, nåde og frelse spiller absolut ingen rolle i Gadegaards bog! Han taler om tilgivelse, men det er noget mennesker giver hinanden, og noget vi beder Gud om. Nåden er noget meget større, og den udgår fra Gud. Det er jo imidlertid typisk for den selvfede farisæer, at han jo netop ikke mener, at disse begreber vedkommer ham.

Den tro, Bibelen taler om, er imidlertid ikke den tro, der ”griber” Gadegaard, men troen på Gud Fader den almægtige, himmelens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til dødsriget, på tredjedagen opstanden fra de døde, opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, og på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Dette er meget konkret, så jeg tilspørger dig, Anders Gadegaard, er det det, du tror på? I så fald fremgår det i hvert fald ikke af din bog!

Siger Jesus ikke gang på gang: ”Din tro har frelst dig!” Han siger ikke ”Din grebethed har
frelst dig!” Og hermed er vi ved endnu en ting ved din bog: Du fremstiller det, som om Jesus er universalist, han hjælper og frelser i din udgave af Bibelen – der minder en del om den berømte Wicked Bible fra 1631 – ubegrænset, uden hensyn til nationalitet eller nogen anden afgrænsning: ”Bemærk, hvor optaget Jesus er af at nedbryde skellet mellem dem og os, fremmed og fælle.” (20) Men er det nu faktisk også sådan i Bibelens virkelighed Lad os læse, hvad evangelisten Mattæus kan fortælle:

”Så gik Jesus derfra og drog bort til landet omkring Tyrus og Zidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra de egne, råbte og sagde: ”Herre, Davids søn! Forbarm dig over mig! Min datter plages slemt af en ond ånd.” Men han svarede hende ikke et ord. Da gik hans disciple hen til ham, bad ham og sagde: ”Få hende til at gå, hun råber jo efter os.” Han svarede og sagde: ”Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hjælp mig!” Han svarede og sagde: ”Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det for de små hunde.” Men hun sagde: ”Jo, Herre! Thi de små hunde æder dog af de smuler, som falder fra deres Herres bord.” Da svarede Jesus og sagde til hende: ”Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!” Og hendes datter blev helbredt i den samme time.” (21)

Dette er – for at sige det mildt – ren racisme og sikkert i strid med straffelovens § 266b. Når Jesus hjælper hende alligevel, er det netop på grund af hendes tro – den tro, som Gadegaard ikke har del i. Nationaliteten skiller dem – kun som følge af hendes tro, bliver hendes datter helbredt! Troen er det, der forbinder de forskellige mennesker på tværs af nationaliteter – men hvad nu, hvis de ikke har troen? Dette gælder jo f.eks. muslimerne. Derfor er Gadegaard nødt til at skabe sit særlige konstrukt: den jødisk/kristne/muslimske tro. Denne tro eksisterer imidlertid ikke. Den findes hverken som teologisk eller historisk realitet, og alene dette burde skaffe Gadegaard en læresag på halsen.

Troens vigtighed fremgår også af missionsbefalingen i Mattæusevangeliets kapitel 28, 19- 28:

”Mig er givet al magten i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Gadegaard missionerer ikke, han går i seng med muslimerne i stedet – for det er jo for ham én tro. Ligesom hans røde kollega Kjeld Holm mener han vel, at det er en krænkelse af menneskerettighederne og en anmasselse at missionere, fordi man dermed antyder, at dens andens religion er mindre sand og mindre værd end kristendommen. Dertil er vi kommet!

Gadegaards og Kjeld Holms ”tro” er imidlertid ikke kristendom, og den er i strid med såvel
præsteløftet som Den Augsburgske Bekendelse, der er folkekirkens grundlag. Ved præsteløftet har Gadegaard med regnskabsdagen for øje og for den alvidende Guds åsyn (som Gadegaard altså ikke rigtig tror på) bl.a. lovet: at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger… bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse (f.eks. islam, som eksplicit nævnes i Den Augsburgske Bekendelse). Når nogle teologer påstår, at man ikke ifølge præsteløftet er forpligtet til at tro, er dette jo evident noget sludder. Man må som minimum tro på den alvidende Gud og på regnskabsdagen – men vel også på den trosbekendelse, man fremsiger ved enhver kirkelig handling. Hvis præsten (som Gadegaard) ikke tror på den, bør han skyndsomst finde andet arbejde, thi da er han ellers en gudsbespotter! Ingen af alle disse forpligtelser og påbud, og ingen af de grundlæggende skrifter, Bibelen inkluderet, tages i dag alvorligt af den danske folkekirke, som af den russisk-ortodokse kirke heller ikke mere anses for at være kristen, og hvis sakramenter derfor heller ikke mere anerkendes.

Gadegaards bog er et langt katalog om hans påståede gode gerninger, om hvilke han skriver: ”Gode gerninger er selvfølgelige ikke noget, man gør for at være god. Så er de jo kun udført for at forherlige en selv. De kan derimod godt gøres af pligt.” (22) Igen smutter Gadegaard uden om definitionen af, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Er det f.eks. en god, kristen gerning at nedbryde den trygge, velfungerende homogene nationalstat til fordel for et multietnisk eksperimentarium, så samfundet opløses i kaos, og kristendommen fortrænges af islam og retsstaten af sharia? Eller ville det ikke snarere være en god gerning at kæmpe for at bevare denne kristne nationalstat? Endvidere er det jo i det hele taget erfaringsmæssigt meget vanskeligt at skelne imellem, hvad man gør for at forherlige sig selv, og hvad man modstræbende gør af sur pligt. Dette er et gammelt filosofisk-teologisk problem. Gadegaard kan naturligvis henholde sig til Jakobs brev: ”Hvad nytter det, mine brødre! Om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham” (23) (2,14) og senere: ”Hvis den [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død!” (2,17) Man skal med andre ord være ”ordets gørere, ikke blot dets hørere” (1,22). Dette er jo i og for sig logisk nok, men det er altså ikke det, der i sig selv fører til frelsen – det er snarere en slags biprodukt af troen, og så undlader Jakob jo helt at definere, hvilke gerninger, det er, han tænker på, og inden for hvilke rammer disse skal udføres.

Det ville med andre ord have været befriende, hvis Gadegaards bog havde handlet lidt mere om netop troen, ”[t]hi af nåden er I frelst ved troen” (24) . Det er dette, der er Luthers udgangspunkt, ligesom Luther klart fremhæver de to regimenter, det verdslige og det kirkelige. Dette sidste forsøger Gadegaard meget søgt at bortforklare, fordi Luther også har taget til orde i etiske spørgsmål, men etikken hører jo ikke entydigt til under det verdslige regimente, men det gør politikken (25) .

Efter grundig læsning af hele bogen, står det meget klart, at Gadegaard ikke dyrker Skaberen, men skabningen! (26) – og det er for en præst ikke så godt! Der er nemlig en anden grundlæggende ting ved kristendommen, som er undgået Gadegaards opmærksomhed: Gudsriget er ikke her og ikke nu! Vi lever i synden – opfyldelsen af evangeliet sker ikke her, men i det hinsidige – eller efter Armageddon, om man så vil. Den forudsætter Jesu genkomst, hvor Han vil komme at dømme levende og døde – på baggrund af deres tro! Men det tror Gadegaard nok heller ikke på – og man må håbe for ham, at han har ret. Ellers kan han se frem til at tilbringe evigheden et andet sted!

Jeg kan i den forbindelse ikke undgå at komme til at tænke på et af de bolsjevistiske massemorderes slagord efter den russiske revolution: ”Vi river himlen ned på jorden!” (27) Det er nøjagtig det, Gadegaard ønsker at gøre – og det er jo ikke underligt, at netop han, der deler bolsjevismens idegrundlag og ikke virkelig tror på den kristne Gud, ønsker at gøre dette – men det er ikke kristendom! Og den himmel, han vil rive ned på jorden vil ligesom bolsjevikkernes ende med at blive helvede på jorden.

Foruden optegnelsen over alle Gadegaards ”gode” gerninger indeholder bogen stort set kun politiske korrekte betragtninger, og det skal her understreges, at Gadegaard udtrykkeligt bekender til sig den politiske korrekthed som et gode. Foruden de allerede anførte dumheder, skal blot nævnes: Forbrydere skal ikke straffes, man skal bekæmpe årsagerne til kriminalitet. Det gør man i min optik mest effektivt ved at spærre kriminelle inde eller endnu bedre ved at sende dem i galgen. Danmark ville ikke udvikle sig uden indvandring. De fleste betydningsfulde mænd i danmarkshistorien har været indvandrere, ja endog Søren Krarup ville ikke have været dansk, hvis det ikke havde været for indvandring. Indvandrere afgør selv, om de er danske etc. etc. At der er forskel på indvandring, ænser denne intelligensmæssigt udfordrede hykler ikke, og heller ikke den
afgørende forskel mellem mængden af indvandrede før og nu. Hans skyklapper dækker helt øjnene. I en prædiken mod Israels behandling af palæstinenserne – hvis synspunkter jeg fuldt ud kan dele, men som jeg måske ikke synes hører hjemme i en prædiken i den danske folkekirke – siger Gadegaard: ”- jeg håber, at jeg også har mod til at sætte mig til modværge, hvis nogen vil stjæle mit land.” (28) Jamen, lille mand, dine muslimske venner er allerede i fuld gang med det – og du har ikke meldt dig til modstandsbevægelsen, men til landsforrædernes flok, for du er opportunist – men hvis du lever længe nok, vil du opdage, at dette nok var en fejlbedømmelse – uanset om muslimerne vinder eller taber. Muslimerne udgør en forsvindende lille heterogen gruppe. Problemet er ikke dem, men vestens islamofobi og det diffuse had, de mødes med. Det er kirkens pligt at støtte dem. Det er vel, hvad man kan kalde at spænde vognen for hesten. De tidligere indvandrergrupper, der omtales af Gadegaard, har jo ikke udmærket sig ved tilfældig vold, terror, voldtægt, svindel, tyveri etc., men i Gadegaards optik er dette alt sammen vor skyld…. Jeg kunne blive ved længe, men dette må være tilstrækkeligt.

Det fremgår jo nok implicit, at jeg ikke kan anbefale nogen at købe og læse denne bog,
medmindre de har en speciel interesse for den politiske sindssyges vildveje. Hvorfor så lave en så udførlig anmeldelse af den? Ganske enkelt fordi Anders Gadegaard er et kun alt for hyppigt forekommende symptom på, hvad der er galt i folkekirken. De ”røde præster” udgør allerede et massivt flertal i kirken – ja også blandt bisperne 29 . I 1968 blev folkekirken udpeget som et af de vigtigste mål for den revolutionære marxistiske undergravning, og i stedet for at bekæmpe kirken udefra, som man tidligere havde gjort, behandlede man den nu som rotter, der trænger ind i legemet og æder det op indefra. Derfor må den nuværende folkekirke udskilles fra staten – det er ikke mere en kirke, men en fortsættelse af det hedengangne DKP. Det er smerteligt, men det står næppe til at
ændre, som forholdene er i dag. Den eneste redning ville være at fastholde præsterne på
kristendommens grund eller at fyre dem uden pension, men det vil med biskopkollegiets
sammensætning næppe ske. Den røde kirke må sejle sin egen sø. Vi har nok stadig brug for en national kirke, men det må være en kirke, der samler folket – ikke en, der splitter det.

***

Noter

(1) Se: Povl H. Riis-Knudsen: Evigt ejes kun det tabte, mellemgaard 2020.

(2) ”Kan folkekirken overleve de kvindelige præster”.

(3) Se: Christian Lindtner: Hemligheten om Kristus, Hägglunds förlag 2003.

(4) ”Ved bispens fødselsdag”.

(5) Side 14.

(6) Side 14.

(7) Han taler således om ”den jødisk/kristne/muslimske tro”, side 15.

(8) Side 14.

(9) Side 16.

(10) Side 18.

(11) Det er sådan set lidt ligesom i Østtyskland.

(12) Ca. 80 % af alle journalister stemmer socialdemokratisk eller kommunistisk (SF, Enhedslisten, Alternativet, De radikale). Ved fjernsynet er det efter alt at dømme 99,9.

(13) Side 18f.

(14) Side 19.

(15) Side 19f.

(16) Side 187.

(17) Side 69.

(18) Side 26.

(19) Hebr. 11,1-3.

(20) Side 59.

(21) Matt. 15,21-28.

(22) Side 138.

(23) Svaret på det er imidlertid entydigt: JA!

(24) Ef. 2,8, se også: Gal. 2,16. Rom 3,24; 3,28. Det forunderlige ved Bibelen er, at man stort set kan bevise alle modstridende synspunkter med bibelsteder. Dette skyldes naturligvis, at Bibelen er opstået ved afstemninger mellem de 250-318 personer, der var forsamlet til det første koncilium i Nikæa i 325. Om en tekst skulle indgå i Bibelen eller ej, blev afgjort ved håndsoprækning – og som resultat af klassiske politiske studehandler!

(25) Martin Luther: Om handel og åger 1519 (udg. 1524)

(26) Rom. 1,25.

(27) Også titlen på en læseværdig bog af Erik Kulavig om drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922, Lindhardt og Ringhof 2016.

(28) Side 144.

(29) Se pastor Poul Joachim Stenders indlæg i Kristeligt Dagblad den 12. november 2019.

Dette indlæg blev udgivet i Kristendom og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Tro mod politik

  1. Demografisk siger:

    PS tidligere kommentar er slettet af forfatteren.
    Ny kommentar:
    Trods mange og lange studier er Gadegaard åbenbart helt uvidende om naturens orden, som den er beskrevet af Darwin: Livet handler primært – for alle levende væsener – om mad, overlevelse og forplantning. Den som ikke forstår dette er altså ikke rigtig levende længere. Men på vej i hastig takt mod graven !

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s