BOGANMELDELSE
Povl H. Riis-Knudsen:
REVOLUTIONÆRE BETRAGTNINGER
Ordsmeden, Aalborg 2020, 200 sider.

Anmeldt af Peter Neerup Buhl

Det er forfriskende at læse Povl H. Riis-Knudsens tekster, fordi de er så logiske og uden alskens forsøg på at gøre virkelighedens drøje kost lettere fordøjelig. Problemet er så, at menneskene ikke er logiske, men kræver en masse mentale E-stoffer tilsat råkosten, skønt de strengt taget er unødvendige for retten selv, men giver den indbydende konsistens og sødme.

“Et samfund og en kultur kan kun holdes sammen af et fælles værdisæt og af absolutte normer, som alle overholder”, er et karakteristisk udsagn, hvis pointe er forståelig i opgøret med den rene individualisme, men enten/eller-tænkningen bør netop tages med et gran salt (eller E-stoffer), og formuleres således, at det vigtige er, at der anerkendes en “norm”, uden at denne dog behøver at være absolut, for det unormale er nærmest pr. definition intet skæbneproblem – medmindre det som i vor tid gøres til lige så normalt som det normale (ja, reelt sættes på en piedestal).

Povl H. Riis-Knudsens seneste bog rummer en mængde korte og længere indlæg samlet i temaer om demokrati, indvandring, retsstaten, kultur, kirken m.v. Der er mange træffende indsigter, således om det moderne demokratis væsen, der er blevet “en farce, hvor politikernes slips, hår, skæg eller medietræning har den afgørende indflydelse på, om den pågældende kan opnå valg”. Nuvel, de mere teatralske elementer var vel ikke mindst afgørende for Adolfs succes, og det personligt appellerende er en uudryddelig faktor, men korrekt er det jo, at det med tv’s nærbilleder i alle hjem er blevet af en vigtighed, Goebbels kun kunne drømme om. Derfor er det også ærgerligt, at Thulesen Dahl tilsyneladende nærmest gør en dyd af at være ukarismatisk teknokrat.

Dansk Folkeparti har Riis-Knudsen ikke meget til overs for. I forbindelse med debatten om “danske” IS-krigeres “retssikkerhed” bemærker han således: “Det er typisk, at Dansk Folkeparti først udsender en fornuftig stillingtagen til problematikken, der kun kan tolkes som ‘Skyd dem på stedet!’, for senere hen at trække den tilbage bag en burka af søforklaringer. Det er virkelig et sølle parti, der ikke fortjener nationale vælgeres opbakning!” Igen både rammende og lidt rigeligt udiplomatiske ord, al den stund der både er ukrudt og krudt i det parti, der desværre tenderer mod at dele de herskende definitioner af ret og rimelighed frem for et nationalt alternativs.

Riis-Knudsen går ikke, som nogen måske kunne tro, imod demokrati, men har tværtimod både skarpsindig analyse af det nuværende fupdemokrati samt et bud på et alternativt og mere folkeligt, som med dets lokale forankring minder mig om noget, vor store forfatter Thorkild Gravlund kunne have udtænkt. Demokratiets akilleshæl er for Riis-Knudsen partierne, som har “opkastet sig til en statsbærende faktor, således at de har kunnet stikke deres ulækre snabler direkte ned i statskassen, så sagesløse borgere kommer til at betale en stor del af disse helt private foreningers udgifter, der i bund og grund er borgeren uvedkommende.” Som fupdemokrati i anden potens kommer så EU, som forfatteren selvsagt på det kraftigste anbefaler europæerne at omstyrte, inden unionen får opbygget en hær, som ikke skal bruges til at holde andre ude, men (tværtimod) bruges til at holde indfødtes protester nede.

I tråd med kritikken af fupdemokratiet er kritikken af de moderne fupdanske “værdier”, og Riis-Knudsen kan kun støtte indvandrerne, når de heller ikke vil kendes ved dem. “De vil ikke integreres ind i den kloak, der fejlagtigt betegnes som ‘danske værdier’, og det er særdeles fornuftigt af dem!” Forfatterens logik står dog også her i en vanskelighed ved at tale ind i en individualiseret tid, hvor der må fares med lempe og åndelige E-stoffer, ikke mindst fordi mange indvandringsmodstandere netop vækkes til modstand af indvandreres antimoderne holdninger. Så det ønske, Riis-Knudsen nærer om en samlet national modstand, kan (desværre) nok kun opfyldes, hvis man mere omhyggeligt vælger sine kampe og særlig i disse sager nøje vejer sine ord.

Det er svært ikke at citere nogle prægnante tilkendegivelser i bogen:

“Det tyrkiske problem løses bedst ved at dele den tyrkiske stats område i 3 dele, som tilbagegives til de oprindelige retmæssige ejere: armenierne, kurderne og grækerne. Tyrkerne kan så nok selv finde vejen tilbage til Centralasien, hvor de kom fra.”

“USA har ingen historie og ingen kultur. Det er en veludviklet gangsterorganisation, hvis eneste opgave er at fremme storkapitalismen på folkeslagenes bekostning.”

Riis-Knudsen er god til forenklinger, der rummer en kontroversiel sandhed, men hvor tæt den er på realpolitik og den hele sandhed, er så et andet spørgsmål. Men forenklinger er jo også afgørende for at skære igennem, og de fleste nationalsindedes brøde er faktisk omvendt, at de er for undskyldende og eftergivende over for mainstream-indvendinger. I forhold hertil er Riis-Knudsen nærmere en sandhed.

Riis-Knudsen skelner skarpt mellem den historiske nazisme, han fordømmer, og sin egen version af nationalsocialismen. Racelærens doktriner fastholder han: “Der vil næppe i en afrikansk-muslimsk verden være den store interesse for Platon eller noget som helst andet, bortset fra at æde og kopulere.” Den udiplomatisk udtrykte pointe er her også klar nok, og skønt den vestlige civilisations overlegne stade (paradoksalt ud fra forfatterens darwinistiske standpunkt, for den har jo netop også stærke livsuduelige træk) og dens menneskelige forudsætninger er uomtvistelige, kan man dog spørge, om hele denne tankeverden med over- og underlegne ikke er en overflødig bevisbyrde at påtage sig inden for nationalistisk ideologi, hvis kerne er et etisk standpunkt om ret til at være herrer i eget hus, ikke et kvalitetsspørgsmål. I hvert fald er det igen splittende retorik inden for den nationale lejr.

Mest rammende skriver Riis-Knudsen måske om hykleriet om terror, alt efter om den kommer fra muslimer eller såkaldte højrenationalister. Han gennemgår, hvor svært det er for én bestemt fløj at komme til orde, og konkluderer: “Det er denne totale udelukkelse af et befolkningsflertal fra den offentlige diskurs, der skaber væbnede aktioner – ikke noget som helst andet!” Vel at mærke har der kun været få nationalistiske terroraktioner – forbavsende situationen taget i betragtning, og Riis-Knudsen ser snarere udøverne som forbilledlige i forhold til Facebook-krigerne, der intet flytter. Og mainstream gør typisk hele den nationale fløj medskyldig – mens omvendt muslimers aktioner angiveligt intet har med den ægte islam at gøre.

Riis-Knudsen giver gode eksempler på, hvor lette danskerne er at manipulere, og han fokuserer mest på en landsforræderisk elite, der udfører denne propaganda og derfor kun fortjener galgen. Jeg må sige, at min egen tolkning med tiden er blevet den egentlig mere dystre, at de fleste danskere reelt ønsker denne opløsning af nationen i en “åben” én verden, og åbenbart hellere vil tage omkostningerne herved end den byrde fortsat at forsvare en nationalstat. Ligesom med muslimske kvinders tildækning kan man altid hævde, at der bag et valg er “falsk bevidsthed”, men faktum er dog, at hundredtusindvis af mere eller mindre jævne danskere ikke er faldet for “hjernevasken”. At flertallet, resten, så ikke lige fuldt kunne gennemskue de enkle forhold, der er tale om, er at gøre dem til ansvarsløse ofre på urealistisk og utilbørlig vis. At flertallet så senere meget vel kan fortryde, når “åbenhedens” pris virkelig skal betales, er en anden sag, men så er det for sent (og de reelt ansvarlige døde).

Også retssystemets uafhængighed demaskeres af Riis-Knudsen – det er helt underlagt de herskende politiske vinde, hvilket han viser ved eksempler. I det hele taget er det tankevækkende, om man så er enig eller ej, at læse et fuldstændig omvendt syn af det herskende (mindre rosende kan man måske kalde det et negativt afhængigt syn): “Man forsøger at bilde unge mennesker ind, at de lever i den bedste tidsalder, verden har set – men realiteterne er desværre ganske anderledes. Vi lever i den ringeste og mest foragtelige epoke, der er set i verdenshistorien, og i en ikke alt for fjern fremtid lurer borgerkrigen.” Selv om man værdsætter visse “moderne landvindinger”, skal man have stirret sig meget blind på dem for blankt at benægte, at mange tegn i tiden også tyder på en katastrofekurs.

I sit opgør med ikoner for dansk middelmådighed som Kim Larsen og Benny Andersen giver Riis-Knudsen nok også en del af forklaringen på, hvorfor han selv er forblevet en paria: “En nation kan ikke overleve ved at hygge sig med sine radiser og vente på, at kaffen er klar, mens en invasionshær truer med at tilintetgøre os.” Danskerne (og såmænd også andre vesteuropæere) fortrænger tilværelsens ubehagelige krav, som Riis-Knudsen omvendt sætter på en piedestal. Man vil dog gerne hygge sig, og her var Glistrup vel nærmere på at ramme en tone, der gav genklang, idet han forenede muhamedanerbekæmpelse med hyggepauser. Alle sandheder i livet behøver afbalancering, men Riis-Knudsen foretrækker at forblive i den helt modsatte banehalvdel af mainstream. Den slags er der også behov for, men de karakteriseres bl.a. ved måske at have ret, men i hvert fald ikke at få ret.

Bogen er en formaning til rette tid om at gå i brechen for eget folk, kultur og levemåde (traditionelt forstået). Forfatteren undrer sig med rette over, at i det moderne samfund, hvor så mange ønsker at give deres meningsløse eksistens en form for mening med en “god sag”, vælger alt for få det mest nærliggende. Det er dog heller ikke uden ubehag, pga. meningsdiktaturet, og det alt dominerende mål i dag er, som det påpeges i bogen, at opnå personligt velbefindende. Omvendt er livets altoverskyggende mål ifølge forfatteren at bringe folket videre i næste generation. Også her må der dog som overalt være tale om en balance. Finder de nulevende ingen nydelse i livet, vil de ikke se formål i at sætte endnu en generation i verdens jammerdal. Men tilfredsstillende for hver enkelt er det dog også at gøre en indsats for det fælles. Riis-Knudsen er af mainstream portrætteret som umenneskelighedens ansigt, men udspringer nutidens inhumane trussel i virkeligheden af hedonismens hensynsløse dyrkelse af nu’et, er djævlene at finde på langt mere magtfulde, diametralt modsatte steder, og endnu værre: skjult bag en sukkersød “humanitets” facade.