Det er naturligvis et sundt princip, at et folk slutter op om sin ledelse i en krisetid. Hvis det gælder nationens overlevelse, må smålige uenigheder naturligvis vige. Men hvad nu, hvis hele denne krisestemning er et resultat af den selvsamme ledelses komplette uduelighed – eller skjulte hensigter?

Kort sagt, får jeg stærke opkastningsfornemmelser, når ellers bundfornuftige mennesker bryder ud i lovsang om Mette Frederiksens ”historiske taler” og statsmandsevner. Den kære leders beslutninger er, som hun selv siger det, politiske. De er bestemt ikke evidensbaserede, ligesom hendes klimatosserier heller ikke er det. Mette Frederiksen, der på trods af en cand.mag.-titel ligesom de fleste af sine kolleger ikke har nogen egentlig uddannelse, regerer ikke på baggrund af viden og saglighed, men udelukkende ud fra sine kvindelige og noget diffuse ”følelser”. Lad os plukke lidt fra det i sandhed historiske nonsens, hun har lukket ud i anledning af den milde kritik, nogle sundhedsøkonomer har fremsat mod hendes kurs.

”Menneskeliv kan ikke gøre op i kroner under coronakrisen”, siger statsministeren. Ellers kan de godt, for det sker, som tidligere understreget på denne blog, hver eneste dag i sundhedsvæsenet. Men det er også udelukkende mennesker, der dør ikke af, men med Corona, hun i den forbindelse beskæftiger sig med. Man har på nuværende tidspunkt måttet udskyde 11.000 operationer og undersøgelser på landets hospitaler. Speciallægerne klager over, at de på grund af manglen på værnemidler må undlade at foretage en lang række undersøgelser, der kan være et spørgsmål om liv eller død. Folk er generelt blevet skræmt fra at gå til læge selv med alvorlige symptomer, fordi de ikke vil belaste systemet. Spørgsmålet er, om det i det hele taget kan belastes, for man har i vid udstrækning droslet ned for afdelinger, der ikke har med Corona at gøre – af hensyn til beredskabet. Mennesker, der dør med Corona, er for Mette Frederiksen åbenbart mere værd end
alle andre syge mennesker. I hendes optik er dette det etisk rigtige. I min optik er denne form for etik i allerhøjeste grad uetisk.

”Vi er et samfund, der bygger på fællesskab, solidaritet og tillid. Det er også udgangspunktet, når jeg får spørgsmålet ’kan vi få regnestykket at se?’. Det er der nogle, der spørger os om. Vi redder så og så mange liv, det koster så og så meget – er det pengene værd, bliver der spurgt… Alligevel er mit svar, at det regnestykke, nogle efterspørger, det er alt for simpelt. Den situation, vi står i, er langt mere kompliceret end at sætte pris på et enkelt menneskeliv. Den strategi, vi følger, er selvfølgelig også et politisk valg. Det står jeg ved”, sagde den kære leder på et pressemøde ifølge Kristeligt Dagblad. Fællesskab, solidaritet og tillid var måske engang til stede, dengang vi var et homogent samfund med et fælles værdigrundlag. Det er snart længe side.

Det er meget sandsynligt, at regnestykket er for kompliceret for lille Mette – ingen er jo forpligtet ud over sine evner – men det er egentlig meget enkelt. På den ene side står nedlukningen af den danske økonomi. Følgerne af den er på nuværende tidspunkt fuldstændig uoverskuelige. Det kan meget vel ende med at sætte os rigtig mange år tilbage økonomisk. Der er mig bekendt ikke forsøgt foretaget nogen som helst beregning over dette. Når man tænker på, hvordan der i alle andre sammenhænge skal regnes i det uendelige, før man foretager sig noget, er dette jo i sig selv temmelig enestående. Man plejer at skulle have råderum og dækning for alle udgifter, og disse udgifter rammer jo ikke kun den af Mette så forhadte privatkapitalisme, dvs. virksomhedsejerne, og pensionisterne, hvis pension ofte af afhængig af værdipapirkurserne, det berører så sandelig også samfundets skatteindtægter i de kommende år – og også samfundets udgifter til f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp osv. Den del er naturligvis lidt kompliceret, fordi den er uforudseelig, men det er ikke den, Mette taler om. Den har hun overhovedet ikke tænkt på. Hun taler om forholdet mellem etik og økonomi. Det kan naturligvis være en berettiget diskussion. Skal denne patient have denne dyre medicin, eller skal han ikke. Når dette spørgsmål stilles, er svaret i regelen givet på forhånd: Han får den ikke. Der er ikke balance imellem udgiften og den sundhedsmæssige gevinst. Men sådan skal der åbenbart ikke regnes, når et i forvejen dødssygt menneske får Corona. Så rykker vedkommende op i en højere værdiklasse.

Men det er jo egentlig meget værre end som så. For Mette Frederiksen redder jo ret beset ingen. Som tv-lægen Peter Quortrup Geisling siger: ”Mange flere danskere skal smittes!” Kun sådan opnår vi flokimmunitet, så længe der ikke er nogen vaccine, og den får vi ikke, før denne epidemi er overstået. Det, man tilstræber, er altså blot at sprede tilfældene ud over en længere periode for ikke at overbelaste hospitalerne. Men der var vel ingen tegn på, at hospitalerne ville stå over for en sådan overbelastning. Under alle omstændigheder ville det samfundsøkonomisk have været langt billigere at indrette nødhospitaler (f.eks. i nedlagte små sygehuse) og evt. indkøbe flere respiratorer. Og så bør man naturligvis under alle omstændigheder beskytte de særlig udsatte grupper, f.eks. gennem en karantæne. Det ville være en rimelig og billig foranstaltning, som alle ville kunne forstå. Hvis tilstrækkelig mange raske bliver smittet, vil de udsatte grupper også langt hen ad vejen blive beskyttet af flokimmuniteten.

Men Mette Frederiksen taler hele tiden om at redde. Det lyder jo også bedre, men ret beset slår hun bare nogle flere ihjel, nemlig nogle af dem, der nu ikke får behandling eller ikke bliver undersøgt i tide. Som professor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (1) siger: ”Det er ikke pengene i sig selv, det er det, vi tager fra andre.” Det kan naturligvis lyde uforståeligt for Mette Frederiksen og alle de andre medlemmer af det engang så høje ting, hvis fornemmeste kvalifikation i dag er, at de aldrig har haft et rigtigt arbejde, men penge er altså ikke noget, man plukker på træerne. De kan kun bruges én gang, og Mette har nu brugt midlerne til sundhedsvæsenet og al anden velfærd et par årtier ud i fremtiden. Epidemien ville i sig selv have været hård ved erhvervslivet, men det ville relativt hurtigt være kommet sig, hvis man ikke fra regeringshold havde stranguleret det. Det ændrer diverse bureaukratiske støttepakker meget lidt på. Den lille forretningsdrivende kan ikke tåle at være lukket i ugevis. Vi kan risikere at vågne op til de rene spøgelsesbyer – uden forretninger, cafeer, restauranter etc. Og vi vil alle have færre penge at give ud. Det går også ud over både erhvervslivets og statens indtægter. Der er drejet alvorligt ned for mine indtægter, ergo må jeg jo også dreje alvorligt ned for mine udgifter. Det er naturligvis ukendt for Mette Frederiksen. Hun har netop midt under den alvorlige krise, hun har påført samfundet, fået en lønforhøjelse svarende nogenlunde til, hvad Arne må leve for i et halvt år!

Det er typisk, at alle dem, der ikke har prøvet at tjene deres penge ved hårdt arbejde – heriblandt en flok ræverøde præster – kalder denne diskussion uetisk, men ”sundhedsøkonomisk prioritering er ikke uetisk”, sige professor i sundhedsøkonomi ved Aalborg Universitet Lars Holger Ehlers i Kristeligt Dagblad. ”Det drejer sig om mere end menneskeliv.” Professoren er særdeles kontant i sin udmelding. Sundhedsøkonomi er ikke at sætte en pris på menneskeliv, men at sætte en pris på værdien af indsatser mod sygdom. ”Udgangspunktet for sundhedsøkonomiske beregninger er, at der er knappe ressourcer. Sundhedsvæsenet kunne redde flere menneskeliv end i dag, hvis der blev tilført flere penge. Mange af de 40.000-50.000 mennesker, som herhjemme dør hvert år, kunne
således reddes, hvis bevillingerne blev øget.” Han fremhæver således, at der hvert år dør ca. 3.000 mennesker af ”utilsigtede hændelser”, det vil groft sagt sige fejl og sjusk på vore hospitaler. Selv jeg er rystet over det tal! Med mere personale og dermed mindre stress kunne dette antal ifølge professoren nedsættes betydeligt, men hvert år skæres der som bekendt dybt i de økonomiske budgetforslag. ”Den medicinske litteratur vidner om mange typer af relevante sundhedsfaglige indsatser, som påviseligt kunne redde flere danskeres liv, men som vi har afslået at implementere af økonomiske hensyn.” Professoren konkluderer: ”Samfundet kunne formentlig have reddet flere liv for de samme penge, som corona-indsatsen hidtil har kostet det danske samfund, såfremt politikerne havde prioriteret anderledes. Mange af de 40.000-50.000 danskere, der i år vil dø af alle mulige andre sygdomme end corona, kunne altså være reddet for de samme penge – og formentlig i et større antal end undgåede corona-relaterede dødsfald.”

Professoren nævner afsluttende, at der naturligvis også er andre faktorer at tage hensyn til, som f.eks. samfundets sammenhængskraft og befolkningens tryghed. Men helt ærligt: Gør det os mere trygge og øger det sammenhængskraften i samfundet at se, at landets økonomi styrtes i grus til ingen verdens nytte, og at samfundets sparsomme midler spildes på en indsats, som højst har en marginal virkning og sandsynligvis slet ingen? De 40.000-50.000, der normalt dør hvert år, dør imidlertid i stilhed og kommer ikke på avisernes forside. At redde dem er der kun få stemmer i. ”Coronaindsatsen” har imidlertid takket være den logrende røde rendestenspresse kunnet omregnes til hyldest fra den befolkning, der endnu er uvidende om, hvilken regning den kommer til at betale – en hyldest, som må gøre selv en Kim Jong-un misundelig. Det er den afgørende forskel på de to grupper, de mange, der virkelig dør, og de, der som følge af samfundets nedlukning måske ikke får Corona i denne omgang, men først til efteråret, og hvoraf de allerfleste vil overleve, dersom de ikke lider af en anden sygdom, som de dør af. Politikere ejer ikke etik. For dem drejer det sig udelukkende om at blive siddende ved fadet!

Denne grænseløse panik er udelukkende spin. Vi er en del af naturen. Det er sygdomme også. Der dør godt 150 mennesker hver eneste dag af alle mulige årsager. Når vi bliver udsat for epidemier, er det naturligt at træffe visse forholdsregler, men vi skal jo også helst kunne leve videre, når epidemien er overstået! Dette glemmer Mette Frederiksen tilsyneladende. Som alle andre politikere tænker hun kun på det næste valg – og når man læser meningsmålingerne, kan det komme, inden vi aner det, så hun kan nå at score point på pressens lobhudling, inden regningen forfalder til betaling. En statsmand tænker længere, han tænker på den næste generation.

Som vi tidligere har sagt, er det mest uhyggelige ved hele situationen den lethed, man har kunnet gennemføre sine tiltag med – støttet af alle Folketingets partier, desværre også Nye Borgerlige, der hermed dumpede til forprøven. Det er en ommer, Pernille! Vi har at gøre med en regering og nogle partier, der på alle punkter har svigtet det danske folk og ledt os imod afgrunden. Hvordan kan man lige pludselig tro på, at disse selvsamme mennesker i denne situation gør det rigtige og tjener nationens bedste? Vi har at gøre med et system, der vil vor undergang – partier, der har som mål at nedbryde denne nation. Og økonomisk uføre er en vældig effektiv måde at nedbryde et land på. Intet væsentligt initiativ, der udgår fra denne kreds, bør nyde fremmer. Støtter man dette system, gør man sig til medskyldig!

Fejringen af Mette Frederiksen er absurd. Man går så vidt som til at instruere børn i at takke hende for åben skærm. Dette har virkelig nordkoreanske overtoner. Vi må forvente snart at se legemsstore plakater af hende i lygtepælene, omgivet af taknemmelige undersåtter klædt i de pjalter, de herefter får råd til – hvor det i virkeligheden var hendes skelet, der burde hænge der! Men det er jo også i Nordkorea, de røde journalister har deres største forbillede. Der er imidlertid ikke noget at sige til, at pressen i denne tid slikker politikerne i ryggens nederste forlængelse, for man har lige fået en blankocheck på et ekstra 3-cifret millionbeløb i Coronastøtte. Dette står i skarp modsætning til det bureaukrati, den lille erhvervsdrivende møder, hvis han vil have del i en af støttepakkerne. Pressen har måske mistet nogle annonceindtægter – men alle mister jo noget i denne situation. Til gengæld har folk bedre tid til at læse avis! Men helt ærligt: Pressen priser sig af at være uafhængig. Hvis man er uafhængig, kan man ikke modtage nogen form for offentlig støtte. Pressen påstår, at det er dens opgave at kontrollere politikerne og at stille dem kritiske spørgsmål. Det har der ikke været meget af i denne tid! Man bider jo ikke den hånd, der fodrer en! Hele medietøttesystemet er endvidere skruet sådan sammen, at kun systempressen kommer til at nyde godt af det. Alle andre, der vil forsøge at få del i de konstante milde gaver, mødes med regler, der er udtænkt af systempressen og også forvaltes af denne. Systempressens død kan kun hilses velkommen! Den er lige så uafhængig og irrelevant som Folkets Dagblad i Peking!

Pressen kunne passende spørge politikerne om, hvordan disse tiltag forenes med Grundloven. De er uforenelige med denne. Om de er fornuftige eller ej, kommer ikke sagen ved. Grundloven er rettesnoren for al lovgivning. Kan man bryde den én gang, kan man altid bryde den! Den ignoreres totalt. Politikernes ønskeliste er lang: forsamlingsforbud, tvangsvaccinering, adgang til folks hjem, overvågning af mobiltelefoner og betalingskort, lukning af medier, der er kritiske over for regeringens politik ….. Det er ikke alt, de har kunnet liste igennem, men som tyskerne siger: ”Man
merkt die Absicht, und man wird verstimmt!” Denne lovgivning danner præcedens, og man får let en fornemmelse af, at vi har at gøre med en generalprøve. Når folket begynder at gøre oprør over den store udskiftning, vil vi komme til at se, hvad man virkelig kan udrette med særlovning, når Grundloven tilsyneladende ikke mere gælder.

Desværre synes tendensen til at støtte de siddende regeringer at være universel i øjeblikket, også selv om disse regeringer består af landsforrædere. Således ses støtten til f.eks. Alternative für Deutschland og Sverigedemokraterne at falde. Kære venner: Indvandringen er en større fare end Corona – en langt, langt større fare. Hvis man ikke kan se det, bør man have sine skolepenge tilbage!

Lad os slutte med nogle interessante tal fra England:

Som Dr. John Lee fremfører på Coffee House, er perspektiv det altafgørende. Der blev registreret 138.913 dødsfald i England og Wales fra den 1. januar til den 20. marts, af hvilke 210 er anført som værende smittet med Covid-19. Samlet døde der 4.900 færre mennesker end der normalt dør inden for denne tidsramme. Hvis vi ser på de dødsfald, hvor ‘influenza og lungebetændelse’ er anført som dødsårsag, var der 1.841 dødsfald i uge 12 – sammenlignet med et gennemsnit på 2.120 i de forudgående fem år. Med andre ord, på trods af Covid-19 var der færre dødsfald som følge af respiratoriske sygdomme i den uge, der endte den 20. marts, end i et gennemsnitligt år. (Fra The Spectator).

Det kunne være spændende at se de tilsvarende danske tal.

Vi bliver taget ved næsen af snotdumme politikere og deres højtbetalte hjælpere – som heller aldrig har haft et rigtigt arbejde – og ført rundt i manegen som tålmodige cirkusheste. Gå til modstand, mens du stadig kan! Ellers vågner du en dag lige pludselig op i Gulag, og det kan meget vel blive, før du aner det. Hvor diskussionen hører op, begynder diktaturet nemlig som bekendt. Diskussionen er for længst hørt op!

***

Note

(1) Hvor mange kroner til velfærd kunne der mon frigives ved at nedlægge denne institution? Hvilken merværdi skaber den mon?