”Verdenshistoriens største forbrydelse”

Sådan lød Kristeligt Dagblads overskrift til en af de utallige intetsigende, idiotiske artikler om jødernes såkaldte ”holocaust” i anledning af 75-årsjubilæet for russernes besættelse af Auschwitz. Jeg ved ikke, hvordan læserne har det, men jeg føler mig stopfodret med nonsens i den anledning.

Hvor mange folkemord, grusomheder og bestialiteter kan historien ikke udvise? Og vi behøver såmænd ikke gå tilbage til Djengis Kahn eller jødernes utallige bibelske folkedrab. Den nyere historie giver rigelige eksempler. Udryddelsen af de amerikanske indianere, folkedrabet på armenierne og de grækere, der levede i det Osmanniske Rige, hvor mere end 1,5 mio. mennesker blev slagtet på den mest brutale og modbydelige måde, kvinder blev voldtaget og korsfæstet nøgne, børn hakket i stykker for øjnene af deres forældre, før disse selv blev ekspederet. Muslimer skal aldrig nogensinde beklage sig over ”folkedrab” mod dem. De har trukket et meget bredt blodspor af usigelige grusomheder igennem hele historien og vil kun komme til at høste, som de har sået! Bedre kendt er Stalins grusomheder, vilkårlige nedskydninger af dissidenter i tusindvis i hver en by, deportationer til GULAG, hvor fangerne nu virkelig blev arbejdet ihjel, den påførte sult, der havde henved 6 mio. ukrainske og et ukendt antal millioner russiske ofre. Massemorderen Stalin er vel god for 30 mio. ofre, hans kollega Lenin for yderligere 15-17 mio. Når denne ikke nåede flere, var det kun, fordi han blev syg og døde. Så er der bombekrigen imod Europa og Japan, hvor man ikke nøjedes med at dræbe de levende, men tog de ufødte med – ja, dem, der end ikke var undfanget endnu – bombningerne af flygtningekolonner og torpederingen af flygtningeskibe, for ikke at forglemme fordrivelse af 12 mio. tyskere fra deres hjemstavn med mindst 2 mio. dødsofre til følge….

Listen er lang, og alle disse uhyrligheder har det tilfælles, at de højst bliver mindet lokalt for de armenske og ukrainske ofres vedkommende. Resten glemmes. Ja, det moderne
nationalmasochistiske Tyskland fejrer vel nærmest disse massemord på tyskere. Der er ellers masser af fint filmstof i alle disse begivenheder. Hvordan mon dette føles for en mor at se sine små børn blive brændt levende af amerikanske fosforbomber, inden hun selv bliver smeltet væk? Hvordan mon det er at blive bagt i et beskyttelsesrum? Hvad mon ofrene for de usigelige sovjetiske krigsforbrydelser i det østlige Tyskland følte, når de blev voldtaget af 100 døddrukne soldater, fik skåret brysterne af og en bajonet solidt plantet i underlivet, når festlighederne var ovre? Der er virkelig godt filmstof i dette – stof, der rigtig bearbejdet ikke ville lade et øje tørt i biograferne og de små hjem.

Disse film er imidlertid aldrig blevet lavet. Kun en himmelråbende elendig tysk serie om fordrivelsen fra Østeuropa, hvor det hele nærmest bare bliver reduceret til, at det var ”nazisternes” skyld det hele. Filmverdenen beherskes af jøder (1) , og det er i meget vid udstrækning jøder, der gennem deres beherskelse af medieverdenen sætter dagsordenen for, hvad der diskuteres, og hvad der må menes. Derfor er de andre film ikke lavet. Der må ikke være andre ofre at begræde end de jødiske! For hele denne jødiske følelsesporno har nemlig først og fremmest et politisk sigte. Det skal gøre nutidens jøder og staten Israel immune over for enhver kritik, thi en kritik af jøderne vil automatisk føre til et nyt Auschwitz, hævder man. På samme måde bruges Auschwitz som våben imod enhver national og fædrelandskærlig strømning. Den må nødvendigvis føre til Auschwitz, mener man. Det, der imidlertid uundgåeligt vil føre til et nyt Auschwitz, er den jødiske intellektuelle elites konstante nedbrydelse af den vestlige verdens værdier og de vestlige
nationalstater. Dette må før eller siden føre til en modreaktion, hvor Auschwitz meget vel kan blive forvandlet til et arbejdende museum.

Nej, det, der gør Auschwitz til noget enestående, påstås det, er den industrielle udryddelse af mennesker på baggrund af deres religion. Jeg ved egentlig ikke, om det er værre at bruge religionen til udvælgelse af ofrene end at bruge partibogen eller nationaliteten – eller måske blot tilfældighedens princip. Endelig var tyrkernes udryddelse af armenierne og grækerne så sandelig også baseret på deres religion. De er kristne. Hvad det industrielle angår, er det egentlig vanskeligt at se noget særlig industrielt over holocaust. En væsentlig del af ofrene blev simpelthen stillet op og skudt – ganske som hos Roosevelts ”Uncle Joe” i Sovjetunionen. Brugen af gaskamre er, som den fremstilles, nærmest amatøragtig, famlende og eksperimentel. Under alle omstændigheder ville jeg meget foretrække at ende mine dage i et gaskammer frem for på et kors eller i en kælder under det brændende Dresden. Helt ærligt!

Hvis nogle af mine læsere skulle mene, at jeg har sagt alt dette før, så kan jeg kun sige, at gentagelse vel fremmer forståelsen. Under ingen omstændigheder har jeg gentaget det så tit, som holocausthistorien er blevet genfortalt og bearbejdet kreativt. Nu er vi kommet helt frem til ”Tatovøren i Auschwitz”, en roman af sandsynligvis tvivlsom kvalitet.

Men når alt dette er sagt, så må jeg imidlertid konstatere, at intet af dette er ”verdenshistoriens største forbrydelse”. Verdenshistoriens største forbrydelse foregår i dette øjeblik for øjnene af os alle. Udryddelsen af europæerne og erstatningen af velordnede nationalstater med et globalistisk kaos, der nedbryder vestens sociale og økonomiske systemer, uddannelsessystemet, retsstaten, borgernes sikkerhed – ja kort sagt hele civilisationens fundament. Vi ser med vore egne øjne, hvordan verdens eneste virkelige højkultur på ganske få år er blevet forvandlet til et multikulturelt eksperimentarium – hvordan vore forfædres arv til vore efterkommere formøbles og gives væk til fremmede, således at vore børn og børnebørn ikke mere vil have noget sted på jorden, de kan kalde deres. Dette er i sandhed verdenshistoriens største forbrydelse!

Men måske skal vi netop høre så meget om ”holocaust”, fordi vi skal glemme verdens mest
brændende problem, mens vi stadigvæk kan nå at gøre noget ved det, hvis vi handler her og nu? Glem alt om ”holocaust”, og gå til modstand mod alt det og alle dem, der truer dine børns fremtid!

Note

(1) Se: Neal Gabler: An Empire of Their Own: How the Jews Invented Hollywood, Anchor Books 1988. Og nej! Det er ikke en ”antisemitisk” bog – tværtimod!

Dette indlæg blev udgivet i Antisemitisme og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s