Kurdistan

Præsident Trump erklærede allerede under valgkampen, at det var hans agt at sætte amerikanske interesser øverst på dagsordenen – det vil dog i parentes bemærket sige efter israelske interesser. Det har han stort set holdt, og det at sætte sit eget land over andre er en helt fornuftig politik, som vi kun kan have stor forståelse for, selv om den engang imellem ikke kan undgå at have uheldige konsekvenser for andre. Præsident Trump havde arvet Syrien-problemet fra sin forgænger, og fra dag 1 har han stræbt efter at frigøre Amerika fra dette problem. USA havde fra begyndelsen intet at skaffe i Syrien – men det havde Israel – og USA’s indgriben til fordel for oprørerne – på trods af at USA anerkender Assads regering som landets lovlige styre – kastede først rigtig Syrien ud i kaos og banede vejen for IS’ rædselsherredømme i store dele af lande. Kun takket være de kurdiske styrker og Rusland blev IS i Syrien knust.

Hele dette forløb burde medføre en vis forpligtelse for USA til at feje ordentlig op efter sig og til ikke at svigte løfterne til kurderne som tak for deres indsats, men det har man ikke tænkt sig at gøre. I stedet trækker man tropperne i den kurdiske del af Syrien ud og overlader området til Erdogans hærgende horder, der har til opgave en gang for alle at knuse kurderne og give dem samme behandling, som tyrkerne gav armenierne under den 1. verdenskrig. Det kostede 1,5 mio. armeniere livet, og de fik ingen behagelig død. Det anbefales i den forbindelse meget at lægge vejen omkring Jerevan, Armenien hovedstad, hvor der er et mindesmærke og et museum for disse begivenheder, som vesterlændinge ville have godt af at studere. Måske kunne vi så komme til at høre om andet end jødernes holocaust. Det er naturligvis skæbnes ironi, at de muslimske kurdere var tyrkernes villige redskab i folkemordet på de kristne armeniere. Nu er turen så kommet til kurderne selv. Kurderne er et indoeuropæisk folk, der taler et indoeuropæisk sprog, og som etnisk står tyrkerne fjernt. De udgør et flertal i store dele af Tyrkiet, og derfor er en kurdisk statsdannelse farlig for det tyrkiske herredømme i Anatolien, hvor tyrkerne ikke har nogen naturlig plads. Det tyrkiske problem løses bedst ved at dele den tyrkiske stats område i 3 dele, som tilbagegives til de oprindelige retmæssige ejere: armenierne, kurderne og grækerne. Tyrkerne kan så nok selv finde vejen tilbage til Centralasien, hvor de kommer fra.

Dette kommer naturligvis ikke til at ske sådan lige med det samme, men det er en af de helt store skændsler i verdenshistorien, at kurderne ikke efter den 1. verdenskrig, hvor kortet over det dødsmærkede osmanniske imperium blev tegnet om, fik deres egen stat. Det er et talmæssigt stort og stolt folk, der bor i et nogenlunde samlet område, hvor de udgør et overvældende flertal. Hvorfor skulle de ikke have deres egen stat? Denne ville komme til at omfatte dele af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, men disse landes grænser har jo hverken nogen etnisk eller nogen historisk legitimitet. At skabe en sådan kurdisk stat må være en af tidens store opgaver, og den bør løses snarest, så der kan blive fred i det område – og denne fred kan ikke skabes politisk, men kun militært. Desværre er der imidlertid ingen af stormagterne, der har nogen politisk interesse i en kurdisk stat. Såvel Rusland som USA er afhængige af Tyrkiet, som ovenikøbet er medlem af Nato, hvilket i praksis betyder, at den ”demokratiske” verden leverer de våben, tyrkerne har tænkt sig at
udrydde kurderne med. Adgang til Sortehavet og muligheden for at blokere denne adgang er for både USA og Rusland vigtigere end kurdernes liv og rettigheder. Der er ingen moralske overvejelser i politik! Enhver, der tror det modsatte, er en historieløs tåbe.

Erdogan truer nu Europa med at slippe 3,5 mio. syrere løs og sende dem mod Europa. Nuvel, sæt flåden og hæren ind for at forhindre det. Det skulle ikke være så vanskeligt – og send så som modtræk alle de millioner af tyrkere, der befinder sig i Europa, den modsatte vej: heim ins Reich! Derefter ville det så være passende at udslette landet ved hjælp af luftvåbenet – men det kommer nok heller ikke til at ske. Og nu vi er ved det, kan vi jo nok umiddelbart undre os over, at de ligeledes millioner af kurdere, der lever som flygtninge i Europa, ikke står i kø for at rejse hjem og kæmpe for deres land. Hvis vi skal hjælpe dem med det, skal de alligevel den vej, når sejren er vundet. Özlem Cekic først!

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s