Kan folkekirken overleve de kvindelige præster?

Det er efterhånden blevet et kvindejob at være præst. Det synes ganske enkelt ikke mere at være attraktivt for mænd, hvilket man måske nok kan undres lidt over. At kvinder elsker det, er ikke så svært at forstå. Rollen som den søde, uendelige gode og alt forstående sjælesørger passer fint til kvindens kernekompetencer. Der er imidlertid mere i et præstekald end det – og det at være præst er et kald, ikke et job. Det er vigtigt at gøre sig den forskel klar.

Præstens opgave er ikke blot at kunne trøste, men også at kunne levere en teologisk og filosofisk holdbar udlægning af de skrifter, kirken nu engang bygger på. Sidst der var bispevalg, var det interessant at sammenligne valgudtalelserne fra de forskellige kandidater: kvinderne slog på alle de bløde værdier, mens mændene forsøgte sig med en mere teologisk begrundet tilgang. Mændene tabte – naturligvis. Den danske folkekirkes udgangspunkt er ikke mere Bibelen og Gud, men mennesket. Det har jeg tidligere været inde på. En sådan tilgang er som skabt til kvinderne.

Indvendingerne imod kvindelige præster er vel efterhånden forstummet, undtagen hvor Indre Mission stadig har magten over sjælene. Det teologiske grundlag for indvendingerne er, at Eva er ophavet til den arvesynd, som vi alle slæber rundt på, og at Paulus i øvrigt mener, at kvinder af den grund skal tie i forsamlinger. Det kan præsten jo ikke så godt gøre. Andre kristne trossamfund slår 10 kors for sig, når de hører om kvindelige præster – for slet ikke at tale om homoseksuelle præster og vielser af homoseksuelle. Den russisk-ortodokse kirke anerkender ikke mere den danske folkekirkes sakramenter. Det er der en god grund til. Den danske folkekirke anses ikke længere for at være kristen.

Der er imidlertid en langt mere jordnær og praktisk grund til, at ideen med kvindelige præster måske slet ikke er så god – og den er blottet for enhver teologi.

Dengang verden endnu ikke var gået af lave, var hele det kirkelige og kulturelle liv i sognene centreret omkring præstegården, hvor der boede en præst, som havde en præstekone – og en flok børn. De fungerede som et eksempel. Præsten tog sig af den teologiske side af sagen – han sørgede for udlægningen af teksten, han sad i skolekommissionen, deltog i foreningslivet, holdt foredrag, afholdt – eventuelt sammen med nogle af skolens lærere – litteraturkredse osv. I baggrunden stod præstekonen, men hun var ikke mindre vigtig, for hun stod for alt det organisatoriske. Hun passede telefonen, sørgede for kaffen og bollerne, sikrede evt., at der var lokaler osv. Hendes indsats i sognene må aldrig glemmes. Og sjælesorgen, den deltes præsteparret i regelen om. Der var mange situationer, hvor præstekonen kunne udrette langt mere end præsten – det afhang af forholdene. Både præsten og hans kone var centrale personer i sognet, de hjalp med at holde det sammen, og præsten blev ofte konsulteret om alt muligt mellem himmel og jord, som måske ikke helt lå inden for hans område, men han og lægen var de personer i sognet, der havde den højeste uddannelse, og ”dovtoren” kunne man jo ikke ulejlige med den slags. I alt dette understøttede præstekonen ham, gav ham gode råd – og sørgede for, at han kunne koncentrere sig om det, han skulle gøre. Og præsten kunne stort set altid træffes.

I dag er præsten en kvinde. Hun er måske gift med præsten i et nabosogn eller et sogn længere væk, måske med en tømrer eller gymnasielærer. Hun har i praksis to jobs, præstens og præstekonens, og hun kan ikke forvente nogen støtte i sit arbejde af ægtefællen – hvis hun da har en – for han har sit eget liv, sin egen karriere og sine egne interesser. Hun skal selv klare både det teologiske og det praktiske. En af delene kommer til at lide under det, og det er ofte det teologiske, både fordi det måske ikke er præstens hovedinteresse, og fordi det er det mindst umiddelbart synlige. Hendes rolle i sognet bliver mindre. Midt i det hele skal hun så have et års barselsorlov. I den tid har sognet ikke mere noget kirkeligt centrum. Så kommer hun tilbage i et år, før hun skal have barselsorlov igen. Forstå mig ret: Det er glædeligt, at der fødes børn – også i vore præstegårde, men det er skidt, at det er præsten, der skal føde dem!

Sagde jeg præstegård? Det er det næste problem. Tømreren eller gymnasielæreren gider egentlig ikke bo i en stor præstegård, hvor der er et evigt rend af folk, han vil hellere bo i et almindeligt parcelhus. Hvis præstens mand også er præst (og det er jo nok ikke så sjældent), ja, så er der måske 2 præstegårde, hvoraf den ene kommer til at stå tom og vil blive solgt af menighedsrådet, også selv om den har historisk værdi. Thyregod sogn har således solgt den præstegård, hvor N.F.S. Grundtvig er vokset op. Den var for dyr at holde, sagde man. Med den form for tænkning vil jeg kunne frygte, at de også sælger kirken, for det må bestemt være billigere at leje et lokale på kroen i de par timer om ugen, der er brug for det. Og det lille lokale kan jo nok gøre det, selv i Thyregod…

På denne måde dør præstegårdskulturen – og dens død er med til at slå, hvad der måtte være tilbage af landsbyens liv, ihjel. Det hele hænger sammen.

Præsten skal nu findes i et eller andet tilfældigt hus. Der er ingen åbne døre. Henvendelse kan ske på kirkekontoret i åbningstiden. Privaten er privat! Ferierne er mere hellige end sakramenterne. Telefonen afbrydes uden for arbejdstiden. Der er ingen steder, den åndeligt nødstedte kan henvende sig, hvis han eller hun har brug for hjælp.

I regelen er der i dag flere præster i sognet, så kirken kommer til at fungere ligesom ”sundhedsklinikkerne”. ”Nej, din præst er ikke på arbejde i dag. Vil du tale med en anden?” Den, der er i dyb krise og søger hjælp af det menneske, han kender, henvises til at gå ud og hænge sig. Men måske er der slet ikke hjælp at få. I dag går præsten selv til psykolog. Så sørgeligt ser det ud for kirken.

Denne udvikling er i høj grad med til at gøre kirken irrelevant. Præstens kald er blevet til et 9-16-job. Det er udviklingen, vil man sige, men ”udviklingen” er jo skabt af mennesker gennem deres handlinger eller mangel på handlinger. Vort samfund er inde i en dødsspiral, og kirken er hoppet med på vognen mod afgrunden.

En anden indvending vil – bortset fra det evige lirumlarum om ligestilling – være, at man uden kvinderne jo nærmest slet ingen præster ville have. Det er en reel indvending, men måske burde kirken spørge sig selv, hvorfor det tilsyneladende er blevet så lidet attraktivt at være præst. Er lønnen for ringe? Eller er det, fordi samfundet er blevet gennemsekulariseret, så der ingen interesse er for åndelige anliggender? Måske skyldes det endda, at ingen i dag kan tro på de kristne myter? Svaret er nok, at det er en kombination af det alt sammen. Måske man skulle gå i tænkeboksen og fremkomme med nogle generelle løsninger på kirkens problemer, i steder for at benægte dem – eller måske skal man bare lukke butikken.

Under alle omstændigheder skal politikernes råderet over kirkens indre anliggender fjernes gennem indførelse af den kirkeforfatning, der blev lovet i grundloven, og måske var det sundest for kirken – men ikke ubetinget for samfundet – hvis båndet mellem stat og kirke blev ophævet. Så måtte kirken også økonomisk stå på egne ben, og det ville i høj grad tvinge den til at finde løsninger, der igen vil gøre kirken relevant.

Dog vil det næppe løse problemet med de kvindelige præster – eller måske bedre de kvindelige præsters problem – for kvinderne flokkes om præsteembederne som fluer om et ådsel.

Stakkels Gud!

Dette indlæg blev udgivet i Kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s