Nu er det vel formodentlig efterhånden gået op for de fleste, at landets nuværende statsminister ikke er den skarpeste kniv i skuffen, ja, nogle ville nok mene, at han er en ren sinke, men det er sikkert en nødvendig kvalifikation for at få jobbet.

Ved Venstres landsmøde sidste år gav også han så sit bud på de ”danske værdier”. Han medgav, at vi jo ikke kan være ens alle sammen, hvilket vel ellers synes at have været den officielle politik igennem årtier, hvorefter han definerede de ”danske værdier” som frihed og fællesskab. Ingen af delene fandt han på at definere.

Hvad er frihed for en størrelse? Betyder det, at man kan gøre, hvad man vil? I et land, hvor halvdelen af ens indtægt beholdes af skattevæsenet, lyder ordet frihed hult. Frihed begynder med, at man kan råde over det, man selv skaber. Hvad har vi egentlig frihed
til? Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv. eksisterer i praksis ikke for dissidenter. Alle overvåges gennem telefoner, anvendelse af Dankort, nummerpladescannere, kameraer snart også med ansigtsgenkendelse. Der er grænser for, hvor længe, man må være ude af landet uden fare for at miste sin sygesikring – selv om man naturligvis betaler fuld skat til Danmark. Der er grænser for, hvor man må rejse hen osv.

Endnu værre er imidlertid, at vi ikke har frihed til at være fri for visse ting. Vi vil gerne være fri for fremmedbyrden, som vi ikke har bedt om, vi vil være fri for omskæring og halalslagtning, vi vil være fri for at betale til en gudsdyrkelse, som ikke er vor egen, gennem afgifter til muslimerne for deres dyremishandling, vi vil være fri for voldtægter og røveriske overfald, vi vil være fri for hjemmerøverier og butikstyverier, vi vil være fri
for moskeer, bønnekald og muslimske bønner i det offentlige rum, og vi vil være fri for koranklodser og kæmpemæssige udgifter til sikkerhed overalt.

Vi vil kort sagt have frihed til at være os selv og til at blive ved at være, som vi altid har været!

Helt galt går det imidlertid med fællesskab. Fællesskab er jo blot en tom ramme. Det væsentlige er, hvad man er fælles om, og sagen er netop den, at vi ikke kan være fælles om noget væsentligt med folk, der dyrker en primitiv, menneskeforagtende religion, der har en totalt anden retsopfattelse, et middelalderligt kvindesyn, taler 100 forskellige sprog, men ikke dansk, og for hvem vi er urene, således at de kun har foragt til overs for os, og som af gode grunde ikke deler vor historie, vor kultur, vore sange og vore traditioner, og
som ikke kan spise den samme mad som vi og ikke kan fejre de samme fester som vi. Der er intet, vi kan være fælles om.

Danskerne betaler, og de fremmede taget under ét nyder langt mere, end de yder, og alt for mange af dem begår frygtelig kriminalitet – netop fordi de foragter os, og fordi vi er så tåbelige, at vi tror, de blot bliver som vi, bare vi lærer dem at cykle. Det virkelige fællesskab udelukker for altid de fremmede!

Når statsministeren så i sin nytårstale beklager sig over, at fællesskabet er ved at falde fra hinanden, ja, så er det den logiske følge af det kaotiske multikulturelle sammenrend, Lars Løkke Rasmussen har være med til at skabe som afløser for det fredelige homogene danske folkefællesskab! Sammenhængskraften er væk.

Alle de ulykker, de fremmede har bragt ind over landet, alle voldtægter og alle mord begået af disse fremmede er politikernes personlige ansvar, og på dommens dag er der kun én måde, de kan undgælde for dette på: for enden af et reb! Måtte den dag komme snart!