När flaggstängerna blommade

Boganmeldelse:

Vera Oredsson:
När flaggstängerna blommade
Helsingborg: Logik Förlag 2016

Det er med en god portion nysgerrighed, man griber Vera Oredssons lille erindringsbog, for hun har det meste af sit lange liv været en central personlighed i svensk nationalsocialisme, men det er desværre ikke den tid, hendes erindringer handler om, men derimod om hendes barndom og ungdom i Det Tredje Rige, måske fordi en stor del af det andet er behandlet i hendes sidste ægtemand Göran Assar Oredssons erindringer Prisat vare allt som gjort mig hårdare fra 1980, i øvrigt en oplagt titel at genudgive, skulle man mene, selv om den nok er ret nedslående læsning, hvis man ikke er meget heroisk med hang til politisk selvmord.

Vera Oredsson, som i dag er 90 år gammel og stadig politisk aktiv, blev født Schimanski af en svensk mor og med en tysk far i 1928, og hun oplevede således alle de 12 år, Hitlers Tyskland eksisterede. Man kunne mene, at der måske er skrevet nok om dette, men på den anden side kan man næppe lade være med at blive grebet af Vera Oredssons historie, der jo på en måde er et stykke Tysklandshistorie fortalt i børnehøjde. Man skal ikke her forvente nogen kritiske refleksioner. Det er fortællingen om Det Tredje Rige, som Vera Schimanski oplevede og opfattede det dengang, og det er egentlig særdeles forfriskende. Der findes utallige levnedsskildringer fra den tid, der er fulde af efterrationaliseringer og ukritiske projektioner af efterkrigstidens historieskrivning på det, man dengang oplevede og glædede sig over. Alt andet ville i Tyskland være i strid med straffeloven. Det ville være Verharmlosung eller sågar Verherrlichung – og det er slemt i Tyskland, det er lige til
tugthuset. Disse indskrænkninger er Vera Oredsson ikke underlagt, og hendes historie er jo rent faktisk beretningen om, hvad de allerfleste tyskere oplevede og følte dengang. Hitler havde på rekordtid genopbygget Tyskland, og folk var i det store og hele glade og tilfredse, ja, de så op til Hitler, tilbad og forgudede ham. Det er denne begejstring, Vera Oredsson formidler ufiltreret, og det er måske ganske godt en gang imellem at blive mindet om, at det jo var sådan, det var. Selv da krigen kom og bomberne begyndte at falde, forblev de allerfleste Hitler tro. Havde de været til stede under hans monologer i førerhovedkvarteret eller ved hemmelige drøftelser inden for ledelsen, havde det nok ikke været sådan. Så havde de fleste tydeligt sagt fra, men de var netop ikke til stede, og hans tro følgesvende har stadig svært ved at tro på det meste af det, der efterhånden er kommet
frem – det er for dem fjendtlig propaganda, og det er klart, at mennesker som Vera Oredsson ikke vil kunne absorbere dette, for det strider jo så fuldkomment imod alt, hvad hun selv har oplevet og hørt og kæmpet for resten af livet. Dette må man blot notere og respektere.

Der vil aldrig blive skrevet en definitiv historie om Det Tredje Rige – det definitive er ganske enkelt imod historiens væsen. Der vil altid dukke nye ting frem og kunne anlægges nye synsvinkler. Og historie vil under ingen omstændigheder kunne skrives redeligt, hvis man skal tage juridiske hensyn, lige så lidt som domstole selv kan skrive historie. Men historien vil aldrig blive det glansbillede, nogle drømmer om, og der tænkes her ikke på grusomheder, koncentrationslejre og forsøg på folkedrab – på det punkt er der ingen, der har noget at lade Hitler høre! Alt dette er, som Le Pen har sagt, en fodnote i historien, der som bekendt er en lang beretning om blod og tårer – eller ”en fugleklat på Tysklands historie”, som man i dag siger fra AfD’s side.

Det, der var i vejen med Det Tredje Rige, og som førte til dets fald, var noget andet og langt mere dybtliggende: det var den absolutte og uanfægtelige magt i hænderne på én mand, der mente at repræsentere forsynet, og som slap ikke blot det nationalistiske grundlag for sin bevægelse, men forlod realiteternes verden i historiens største narkorus. Han mente til sidst, at det tyske folk ikke var ham værdigt, fordi det ikke havde mandskab og ressourcer til at føre krig imod hele verden – en krig, som han kunne have undgået. Derfor måtte det gå under – det var for svagt til at bestå. Der var intet, der var værd at redde. De bedste var allerede faldet – på hans bud! Det var ikke det tyske folk, der ikke var ham værdigt – det var omvendt. Det var heller ikke nationalsocialismen som sådan, det var galt med, det var dennes usalige formæling med gammeldags tysk chauvinisme i hjernen på en mand, der som livsmål tilsyneladende havde at genskabe slutscenen i Wagners ungdomsværk ”Rienzi” i virkelighedens verden.

Vera Oredsson ville nok hertil sige, at dette – bortset fra at være helligbrøde – er en kombination af historieforfalskning og efterrationalisering. Gid det var så vel. Hvis højrefløjens yderste grene – og det er ikke de ringeste grene – imidlertid ikke vil begynde at reflektere over fortiden, hægter den sig selv af historien. Hvad der er sket, må aldrig kunne gentage sig, thi herfra stammer alle de problemer, Europa i dag kæmper med, og som truer med at drive vor verdensdel til undergang! Mange vil hertil sige, at dette blot er et udslag af bagklogskab, men det er bedre at være bagklog end slet ikke at være klog. Vi er nødt til at lære af historien og for at kunne det, er vi nødt til at kende historien og lade vore romantiske forestillinger fare.

Jeg har kun truffet Vera Oredsson en enkelt gang, i familien Oredssons sommerhus nordøst for Göteborg. Det var i 1973. Hun var dengang ikke blot en meget smuk kvinde, hun var også en meget karismatisk og intelligent kvinde. Hun havde stort set alt det, hendes mand savnede. Da denne senere formelt gjorde Vera Oredsson til fører for Nordiska Rikspartiet, bemærkede en af mine venner meget tørt: ”Jamen, det har hun jo altid været!” Men heller ikke hun kunne gøre NRP til en succes, for efterligninger er uorganiske og ahistoriske. Enhver tid kræver en ny bevægelse, der beskæftiger sig med tidens og stedets problemer. Den skal være født af folkets kultur, skikke og traditioner. Den kan ikke importeres. Disciple af fortiden kan læse dette efter i Mein Kampf (en bog,
der altid er god at få forstand af). Hovedsagen er imidlertid, at en ny bevægelse bygger på naturens lov, som vi kender dem. Uden dette, vil den svæve frit i luften.

Det kan under alle omstændigheder anbefales at øve sine svenskkundskaber på denne bogs 146 sider. Den giver ikke overordnet set nye kundskaber, men gør opmærksom på detaljer, som man måske ikke lige har tænkt på – og den er på mange måder et frisk pust af ungdommelig begejstring i en historisk litteratur, der ikke levner megen plads til en sådan. Bogen kan fås hos Saxo.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s