Polen har under pres fra EU frafaldet sin helt igennem fornuftige retsreform. Domstolenes uafhængighed var truet, påstod man. Hvor er domstolene nu lige uafhængige? De er overalt mere eller mindre magthavernes redskab.

Hvis vi blot ser på Danmark, forholder det sig jo sådan, at justitsministeren både er medlem af den lovgivende forsamling, har den udøvende magt og i praksis udnævner dommerstanden. Denne ynder naturligvis at gøre sig selvstændig og at skabe ret uden om parlamentet gennem ideologisk bestemt juridisk aktivisme. Dette gælder i allerhøjeste grad EU’s egen domstol.

Dommere kan i Danmark ikke gøres ansvarlige for deres domme, dvs. de kan dømme fuldstændig uden hensyn til lovgivningen, præcedens eller almindelig ret og rimelighed. Dette er naturligvis en uting. Selvfølgelig skal regeringen kunne sikre, at de love, parlamentet vedtager, også i praksis håndhæves af domstolene.

Polakkerne faldt imidlertid omgående til patten. Landets problem er, at rigtig mange polakker arbejder uden for Polen, og at landet modtager store støttebeløb fra EU. Man kan ikke både blæse og have mel i munden!

Vi har stor sympati for både den polske og den ungarske regering i deres forsøg på at hævde sig over for EU. Det vil imidlertid hver gang ende med meget skrigeri og kun lidt uld, som Fanden sagde, da han klippede sin so.

Der er kun én vej: ud af EU, og det kan kun gå for langsomt! Ellers har man ingen selvstændighed. Følg England (hvis England altså virkelig forlader EU)! Man kan samarbejde uden om EU og derved kvæle dette unationale misfoster!