Amerikansk startede konflikter og missiler, der indkredser Rusland og Asien

Der går næppe en dag, uden at aviser og fjernsyn er fyldt med hadtirader imod Vladimir Putins Rusland, ofte fremsat af folk, der ikke har nogen anelse om virkeligheden i dette land – eller der som Samuel Rachlin er født med et indædt had til russerne og alle os andre, der ikke lige lader os dirigere af jødernes nye verdensorden. Angrebene sker på to fronter, den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske.

Om det første kan kun kort siges, at det virkelig ikke vedkommer udlandet, hvordan russerne ønsker deres stat indrettet, og hvilke værdier de ønsker skal danne denne stats grundlag. Vestens politikere mener, at verden kun kan indrettes efter deres vanvittige normer, der er i gang med at ødelægge hele den europæiske kultur og forvandle verden til kaos. Russerne ønsker ikke deres land indrettet efter disse såkaldte værdier. De fik en smagsprøve på dem i Jeltsin-årene, hvor landet blev systematisk udplyndret af
den internationale storkapitalisme med de sædvanlige typer i hovedrollerne (af Ruslands 10 rigeste mænd var de 8 jøder). Landet var kaotisk, infrastrukturen i forfald, og vestlige eksperter med mærkelige navne strømmede til landet for at ”modernisere” det. Et af hovedmålene var naturligvis uddannelsessektoren, der var den bedste i verden, men som nu skulle beriges, dvs. ødelægges, af moderne pædagogiske principper. Danmark oprettede en ”Demokratifond”, som skulle støtte bestræbelser på at få russerne til at tænke som os, og forvirrede tossehoveder uden indsigt i russiske forhold og russisk historie mente i fuldt alvor, at vi skulle til at diktere russerne, hvordan de skulle opbygge deres samfund og deres undervisningssystem, og hvordan de skulle udføre deres arbejde. Imens sank Rusland stadig dybere ned i kaos. De nyrige kunne naturligvis igen købe noget, men den menige befolkning var henvist til sultegrænsen og tiggeri foran landets kirker. Det var tiden, hvor der blev opbygget kolossale formuer på folkets bekostning – og ødelagt millioner af liv.

Disse år har naturligvis præget den russiske befolknings syn på Vesten dybt, og dertil kommer chokket efter Sovjetunionens fald. Fra at være en supermagt, var Rusland blevet til et koloniseringsområde for vestlige charlataner, der kun investerede i landet for at kunne trække endnu flere rigdomme ud af det, samtidig med at man kunne se, hvorledes USA og Nato langsomt, men sikkert og i strid med de trufne aftaler begyndte at indkredse Rusland. Sammenlagt var det hele en national katastrofe. Men så kom Vladimir Putin
ind på scenen, og han formåede ved en konsekvent indsats at vende skuden og at vinde det russiske folks tillid. Vore hjemlige politikere begræder manglen på ”demokrati” i Rusland og fabler om ”oppositionen”, der ikke får en fair chance. Men eksisterer denne opposition virkelig som en folkelig kraft, eller er der blot tale om det sædvanlige sammenrend af nedbrydende kræfter, som vi kender så godt herfra? For ikke så længe siden kunne den ”danske” presse berette om en ”stor” folkelig demonstration imod Putin i Moskva. Man regnede med 1.000 deltagere. Nu har Moskva alene reelt vel omkring en 18 mio. indbyggere (ingen ved det nøjagtigt). Af disse havde altså 1.000 valgt af demonstrere mod Putin. I Danmark ville det svare til omkring 300 deltagere. Næppe imponerende!

Sagen er jo den, at Putin-årene har medført en kolossal forbedring af levevilkårene i Rusland, specielt naturligvis i de store byer – selv med de lave oliepriser og Vestens boykot. Der er i dag meget få tiggere, levestandarden er steget, Moskvas slidte infrastruktur er fornyet og udbygget i rekordtempo. Vejnettet er blevet moderniseret og den indre ringvej er blevet forsynet med en ekstra etage, der er nye metrolinjer, en
ny ydre overjordisk metroring, nye metrotog, nye sporvogne, nye busser. Der er pinligt rent overalt. Jeltsin-tidens uregulerede gadehandel er lagt i fastere rammer. Folk er derfor rimelig tilfredse. Og russerne vil heller ikke have Pussy Riot-typer eller Gay Pride-parader eller anden dekadence. De er særdeles tilfredse med, at den slags ikke forekommer, og de er også helt indforståede med, at der slås ned på diverse amerikanske sekter, der kun skaber splittelse i befolkningen, som ret massivt bakker op omkring den ortodokse kirke, selv om mange ikke er specielt religiøse. Kirken er imidlertid et udtryk for russisk kultur. Vi har her set, hvad den vestlige fortolkning af ”menneskerettighederne” medfører – nemlig det store flertals tab af rettigheden til flertallets kultur og værdier, der drukner i mediernes og undervisningsvæsenets bevågenhed for dekadencen. Hvor denne bevågenhed kommer fra, forstår man, når man ser på ejerforholdene i medieverdenen og de enkelte journalister og redaktører. Her er det ikke folkets dagsorden, der hersker, men den sædvanlige højtråbende minoritets. Det er den samme minoritet, der fremmaner en ikke eksisterende russisk opposition. Det er jo i den grad værd at bemærke, at ”demonstranter” i Rusland altid bærer engelsksprogede skilte. Engelsk er ikke videre udbredt i Rusland. Hvem mon det er, demonstranterne vil gøre indtryk på? I dag sker det under DR’s overskrift ”Russerne går på gaden”. Billedet viser 8 personer med god plads….

Putins Rusland kritiseres ofte for at være korrupt. Nuvel, korruption har en lang tradition i Rusland, begyndende med kommunismen, og den nåede sin fulde udfoldelse under Jeltsin. Det ville nok være meget at forlange, at den ville forsvinde som dug for solen under Putin. En af årsagerne er latterlig lave lønninger til politikere og embedsmænd, der nærmest forudsætter en vis korruption, for at de pågældende kan eksistere. En veluddannet russer påstod for nylig over for forfatteren af denne artikel, at der var mere
korruption i dag end under Jeltsin. Når man oplevede Jeltsin-perioden, ved man, at dette ikke er tilfældet, så jeg spurgte om kilden. Den var vestlige medier. Nuvel – altså ikke nogen videre troværdig kilde. Man skal i denne forbindelse også huske på, at Putins politiske muligheder er afhængige af hans evne til at balancere mellem de forskellige magtbaser i Rusland, og blandt disse er de tilbageværende oligarker og andre velhavere. Afskærer han deres økonomiske livsnerve, kan hans taburet hurtigt komme til at vakle. Det afgørende er imidlertid, at korruption i Rusland er produktiv. Der skabes rent faktisk noget til gavn for samfundet. Det er ikke som korruption i Afrika, hvor uanede pengemidler blot forsvinder i sandet.

Der skal i denne forbindelse mindes om, at korruption forekommer overalt, også i Danmark, hvor man bare er opdraget til ikke at efterforske den. Hele privatiseringsprocessen, som har været påbudt af EU med henblik på at stjæle folkenes værdier og overføre dem til storkapitalen, har været et tagselvbord for politikere og embedsmænd, der enten har været totalt uduelige eller bundkorrupte. Bedst dokumenteret er forholdene i forbindelse med salget af offentlig ejendom i det tidligere DDR, men man kan unægtelig også undre sig over, hvordan Statens Seruminstituts vaccineproduktion kunne sælges til Saudi-Arabien med tab, eller hvordan dele af DONG kunne bortsjakres til Goldman Sachs for en brøkdel af den virkelige værdi. Korruption er ikke altid en brun konvolut. Den kan antage mange former!

Gennem sin udenrigspolitik har Putin pådraget sig omverdenens vrede, men vundet det russiske folks respekt. Sagen er jo i sin enkelthed, at Rusland er et stort og vigtigt land, som fortjener, at man tager hensyn til dets interesser. Dette har man mildest talt ikke gjort. Selv om Vesten lovede ikke at skyde Natos grænser længere frem mod øst, har man stor set ikke gjort andet siden Sovjetunionens fald. Som det seneste er man ved at lukke Adriaterhavskysten for russerne ved at optage Albanien og operettestaten Montenegro. Vesten hidser sig forarget op over Putins anneksion af Krim. Nuvel, det kunne måske være
sket på en mere elegant måde, men elegance har nu engang aldrig været russisk udenrigspolitiks stærkeste side. Sagen er jo den klare, at Krim aldrig virkelig har været ukrainsk. Det var en gave fra Khrusjtjov, fordi man havde kæmpet så bravt under den 2. verdenskrig, men befolkningen var på det tidspunkt hovedsagelig russisk. I Sovjetunionen var de interne grænser uden nogen som helst betydning. Med Sovjetunionens fald
ændrede det sig fra den ene dag til den anden, og et af Ukraines iboende problemer er, at man aldrig fik fastlagt en holdbar østgrænse. Man kan ikke have et selvstændigt Ukraine, hvis man har et meget stort russisktalende mindretal, der i vidtstrakte områder op imod Rusland udgør et flertal. Dette pres forstærkes af, at den økonomiske udvikling i Rusland er langt foran Ukraines, hovedsagelig fordi Ukraine styres af korrupte og uduelige politikere, understøttet af Anders Fogh Rasmussen, hvilket er en garanti for, at det
aldrig bliver bedre. Der vil næppe være nogen vej uden om at afholde folkeafstemninger i de omstridte områder og at gennemføre omfattende flytninger af befolkningen, hvis man ønsker fred. Ellers vil de åbne konflikter fortsatte i al evighed, og ukrainerne vil under alle omstændigheder flytte fra de berørte områder.

Under ingen omstændigheder vil Vestens boykotaktioner have nogen afgørende virkning. Rusland er et rigt land med uudtømmelige ressourcer – i modsætning til, hvad vor uvidende udenrigsminister påstår – og hvis det skal være, kan man klare sig selv. De mennesker, man specielt ønsker at ramme, skal nok vide at omgå disse latterlige tiltag.

Denne ballade om Krim og Østukraine var til at forudse. Nøjagtig den samme situation opstod i Georgien i 2008, hvor omstridte områder blev besat af russerne og den georgiske befolkning flygtede mere eller mindre frivilligt. Dette var et svar på, at Georgien var blevet lovet optagelse i Nato. Det er naturligvis uacceptabelt for Rusland at have en fremmed alliances angrebsstyrker stående i baghaven – på ganske samme måde som det var uacceptabelt for USA at have russiske atomraketter stående på Cuba. Det har man imidlertid glemt. Det var den samme mekanisme, der udløste krisen i Ukraine. For tætte bånd til EU og Nato i et naboland vil være uacceptable for Rusland. Det lykkedes kun i de baltiske stater, fordi man knyttede disse bånd på et tidspunkt, hvor Rusland var ude af stand til at reagere. I dag kan Rusland reagere, og som man har set, udløser Natos indkredsningsmanøvrer en reaktion. Man kan lige så godt acceptere
fakta. Krim vender aldrig tilbage til Ukraine – og det gør Donetsk og Lugansk næppe heller. Det samme gælder med stor sandsynlighed de annekterede georgiske områder.

Dette fremstilles i vestlige medier konsekvent som russisk aggression, og man sammenligner gerne med Hitlers anneksioner, men er det nu ikke lige omvendt? Er det ikke de konstante udvidelser af Nato og EU, der er en aggression imod Rusland? Man vil sige, at selvstændige stater frit skal kunne bestemme, om de vil være medlemmer af diverse alliancer, men sådan har det jo aldrig været. Finland overlevede kun som
selvstændig stat ved at afstå fra at deltage i sådanne alliancer og i det hele taget tage vidtstrakte hensyn til sin store nabo – den såkaldte finlandisering. Det samme gælder i mindre grad Sverige. Hvor frit disse nye stater så vælger, er en helt anden sag. Det er nemlig ikke altid særlig frit!

Man beskylder Putin for som den første at have ændret Europas grænser med magt siden den 2. verdenskrig. Igen synes Vestens hukommelsen at være svækket af demens. Natofly bombede i 1999 på amerikansk foranledning Serbien, indtil det nødtvunget måtte opgive kontrollen over Kosovo, der historisk set altid har hørt til Serbien (for så vidt som man på Balkan overhovedet kan tale om ”altid”). Her ændrede Nato – dvs. USA – egenmægtigt et selvstændigt europæisk lands grænser og skabte en amerikansk lydstat midt på Balkan, et centrum for narkotika-, organ- og menneskehandel, hvor de muslimske horder på det
heftigste chikanerer og terroriserer den tilbageblevne serbiske befolkning og forsøger at nedbrænde og ødelægge historiske serbiske klostre og anden serbisk kulturarv, mens man eksporterer kriminalitet til hele Europa. Der er her i sandhed tale om en latrin, en ulækker brun plet på Europakortet, som kun bevarer sin status som ”selvstændigt” land ved hjælp af udenlandske bajonetter. Nu kunne man måske spørge, hvorfor Kosovo var så vigtigt for USA. Undskyldningen om, at man greb ind af humanitære årsager, kan man glemme alt om. Kosovo råder nemlig over vel nok verdens største kendte forekomster af litium…. Derfor var det vigtigt at vriste denne lille plet på landkortet ud af Serbiens kontrol, idet Serbien jo traditionelt er tæt forbundet med Rusland. Også denne forbindelse er man imidlertid i gang med at nedbryde, idet man har manipuleret valgene og bestukket politikerne, så man har fået en regering, der adlyder Amerika og ikke det serbiske folk. Man regner således med, at Serbien vil tilslutte sig både EU og Nato inden år 2025. Endnu en indkredsningsmanøvre rettet imod Rusland. Som et symbol har USA netop bygget en ny kæmpeambassade på et højdedrag i nærheden af kongeslottet i Beograd. Der er her Serbiens virkelige regering sidder.

I Makedonien har den amerikanske ambassade endnu mere imponerende dimensioner, der er skurken i en James Bond-film værdige. Et kæmpekompleks med bygninger uden vinduer, tre etager over jorden og syv etager under jorden, bygget på et sted med antik bebyggelse, der blot blev fjernet uden nogen form for arkæologiske undersøgelser. Man kan jo nok spørge sig, hvad USA skal med en så stor ambassade i et lille land med under 2 mio. indbyggere. Et af svarene er, at man her huser et af USA’s hemmelige fængsler, hvor
fanger holdes indespærret og torteres på ubestemt tid uden nogen form for domstolskontrol. Men det er ikke nok med det. Under og efter det sidste valg greb man aktivt ind i landets beslutningsproces og væltede den nationalistiske regering. Forløbet er velbeskrevet i makedonsk presse. Formålet var at få landet ind i EU og Nato som et led i inddæmningen af Rusland og udslettelsen af de europæiske folk til fordel for den
internationale storkapitals uindskrænkede herredømme. I vejen stod tilsyneladende navnestriden med Grækenland, der gør krav på eneretten til navnet Makedonien. Der blev så under amerikansk pres forhandlet en aftale i stand med Grækenland om, at Republikken Makedonien skulle skifte navn til Republikken Nordmakedonien. Det er alt, hvad den vestlige presse har berettet om dette, men den velinformerede læser måtte jo unægtelig undre sig over denne storm i et glas vand, og over hvornår Grækenlands EU-finansierede kommunistiske regeringsparti var begyndt at interessere sig for nationalistiske anliggender. Sagen er, at det heller ikke er det, det drejer sig om. Samtidig giver Makedonien nemlig afkald på alle krav om erstatning til de henved 500.000 makedonere, der blev fordrevet fra Grækenland efter den 2. verdenskrig og de vel omkring 50.000 til 100.000, der blev fordrevet fra Bulgarien. Det var om dette, striden stod, og ikke om navnet, men det behøvede vestlige læsere jo ikke at få at vide. Med Makedoniens indtræden i EU skulle både Grækenland og Bulgarien ellers have været til lommerne. Nu
må de fordrevnes efterladte kigge i vejviseren efter deres erstatning eller ret til at vende tilbage. Præsidenten nægtede at underskrive denne aftale. Derefter blev han bortført og holdt fanget på den amerikanske ambassade i 3 døgn, hvor ingen vidste, hvor han var. Så ville han gerne skrive under. Nu er der rejst tvivl om, hvorvidt han gør det, men man kan vel altid klare det med et nyt ”besøg” på ambassaden eller en simpel bilulykke. USA er leveringsdygtig i det hele.

USA er ingen stat i normal forstand. Det repræsenterer i dag ikke nogen nation, har ingen historie og ingen kultur. Det er en veludviklet gangsterorganisation, hvis eneste opgave er at fremme storkapitalismen på folkeslagenes bekostning. I den forbindelse ligger Rusland i vejen, og den militære og økonomiske inddæmning, der finder sted under dække af Nato og EU, er enten et forsøg på at kvæle Rusland eller i værste fald at forberede en angrebskrig imod Putin. Ingen af delene er i Europas interesse. Nationale kræfter, der drømmende taler om USA’s offervilje og hjælp til Europa, har intet forstået af historien. USA handler altid kun ud fra egne interesser, og disse defineres i Jerusalem. Og lad det være helt klart. Hvis vi skal vælge imellem den herskende amerikanske finansimperialismes kolonisering af Europa med dens dekadence, degeneration og dens sindssyge og livsødelæggende ideer og politiske korrekthed på den ene side og Putins Rusland på den anden, vil vi hellere koloniseres af Rusland. Rusland er et europæisk kulturland, der stadig er besjælet af et europæisk værdigrundlag, som i dag fuldstændig savnes i USA. Fra USA kommer kun skidt, kulturløshed, død og elendighed.

Man skal naturligvis ikke se Putin som en nationalismens messias. Han er en politiker, men en dygtig en af slagsen. Han har imidlertid ikke noget blik for racens betydning, og der er allerede rigeligt med negre og muslimer i Moskva og især Sankt Petersborg – men i forhold til her er det naturligvis ingenting. Vi ved imidlertid erfaringsmæssigt, hvordan det går. Der er også frit slag for indbyggere fra de forhenværende asiatiske sovjetrepublikker. Endvidere vil ultranationalister påpege et forbud mod bestemte ideologier og strømninger og et låg på historieforskningen. Dette har noget med den russiske historie og selvopfattelse at gøre. Få russere er i tvivl om, at kommunismen var ond og grusom, og at den røde hær begik grove overgreb mod både russere og tyskere, men som man siger: ”Det er jo vores historie, og hvad gavner det at grave i det?”. Man gør altså ikke som tyskerne, der er blevet åndeligt kastrerede af en fuldstændig overdreven skyldfølelse over den tyske historie, og som har fået revet hele deres historiske og kulturelle identitet bort under fødderne på sig. Det tyske folk lider i dag af en kollektiv hysterisk neurose med
tilhørende selvhad og selvdestruktion, som er ukendt i Rusland. En statue af Adolf Hitler midt i Berlin ville være utænkelig, men jøden Karl Marx – historiens største skrivebordsmorder – troner stadig stor og mægtig foran Bolsjojteatret i Moskva, og utallige byer, gader og metrostationer bærer den dag i dag navne efter kommunismens helte og storforbrydere. Russerne har ikke fået frarøvet deres identitet og stolthed – og det
er glimrende. Ét stort europæiske folk med kollektiv sindssyge er mere end tilstrækkeligt! Skal Europa reddes, må redningen i dag udgå fra Rusland!