Efterhånden som den folkelige modvilje mod indvandringen øges, stiller et stigende antal kendte personer med Marianne Jelved og Uffe Østergård i spidsen nu op i den voksende kø ved håndvasken for at fortælle, at de skam har undervurderet problemerne ved indvandringen, og at de nu går ind for en “skrappere” kurs, dvs. assimilation. De fremmede skal opsluges af det danske folk og acceptere dettes værdisæt. Der er som bekendt større glæde i Himmelen over én synder, der omvender sig, end over 10, der ikke behøver omvendelse, men alligevel.

Vi var nogle stykker, der allerede i 70’erne så farerne ved den tiltagende indvandring af fremmedarbejdere fra Tyrkiet og Pakistan og advarede imod dem, men vi blev forhånet og lagt for had af netop denne selvsamme personkreds, hvis fejlagtige bedømmelse af indvandringen og fornægtelse af de med indvandringen forbundne problemer var med til at forme udlændingeloven af 1983 og dermed den nuværende indvandringspolitik.

Der er ikke kun tale om ytringer, men om handlinger med konsekvenser. Disse omfatter mord, voldtægter og anden vold af grusomste karakter, begået imod danskere af fremmede, der ikke ville have været i landet, om det ikke havde været for de masser, der takket være den pågældende personkreds’ bestræbelser er blevet lukket ind i landet. Dertil kommer de enorme omkostninger, gæstebuddet har medført for danskerne, hvis sociale velfærd er styrtdykket: Kontanthjælpen er beskåret, førtidspensioner gives fortrinsvis til udlændinge, sundhedssystemet er overbelastet, skolerne forvandlet til en vittighed, hvor danskerne mange stedet er et lillebitte mindretal. Derfor kan disse fejltagelser ikke bare glemmes. Den, der sviger sit folk, skal stilles til regnskab. Også selvom der blot er tale om usle opportunister, som under de rigtige omstændigheder såmænd ville gøre hvad som helst for at tækkes de herskende kræfter.

Dertil kommer så det grundlæggende, at de fremmede jo netop hverken skal integreres eller assimileres. De skal væk! Assimilering i det omfang, der her er tale om, ville jo også betyde en udskiftning af den danske befolkning med andre mennesker med deres egne iboende egenskaber, egenskaber, som har skabt de fejlslagne stater og samfund, som disse mennesker er rejst bort fra. Man kan ikke skifte befolkningen ud og samtidig påstå, at nationen forbliver den samme – heller ikke selv om de fremmede bliver lutheranere og kommer til at elske at betale skat! At være dansk er i første række et genetisk anliggende, og det er netop deres gener, vi ikke vil have.

Danskerne er et oprindeligt folk, og vi har et naturligt krav på beskyttelse. Et sådant krav kan imidlertid kun gennemføres med magt, og magt opnås kun gennem kamp – ikke gennem parlamentariske kompromisser!

Er vi racister? Ja, det kan I bande på, vi er. Racisme er nemlig kærlighed til Danmark! Vi skal ikke lade landsforræderne definere ordenes betydning!