Partiernes tid er forbi!

Introduktion

Danmarks eneste nationale oppositionsparti har valgt at nedlægge sig selv, hvilket uden tvivl vil give anledning til frustration blandt nationale kræfter. Danske nationalister bør dog besinde sig, da kendsgerningen er, at partipolitik under de nuværende omstændigheder er umulig. Ægte nationalister må nødvendigvis søge andre og mere effektive veje, hvis de vil gøre sig nogen forhåbning om at redde deres folk og land fra den sikre udslettelse. Følgende artikel er et glimrende bud på, hvordan vi bedst bruger vores tid og energi, når det nu er evident, at partiernes tid er forbi.

Partiernes tid er forbi

Af Colin Jordan

Vi lever i en dødsdømt tidsalders tusmørkedunkle dage. Vi omgives af et sygt samfund, som er dødsdømt i den kosmiske udviklingscyklus på grund af dets iboende manglende evne til at kunne klar sine problemer: En gammel verdensorden, som nu udviser en myriade af tegn på dens fremadskridende opløsning. Alligevel kan systemets naturlige bortgang trækkes ud i lang tid endnu, og i mellemtiden strammer dets tilhængere deres greb om magten, som de udøver gennem et slør af censur og indoktrinering, ved at nægte modstandere ytringsfrihed, samt ved i stadig stigende omfang at gribe til tvang og undertykkelse.

Disse omstændigheder medfører en kamp på liv og død for alle, som har viet sig til kampen for de europæiske folkeslags overlevelse og biologiske videreudvikling gennem en ny national verdensorden. I en sådan kamp vil det primære skridt være at søge efter midler og veje til at nå målet. Alle sådanne mulige midler og veje må underkastes en undersøgelse med henblik på omkostninger og effektivitet, og de må tages i anvendelse eller forkastes i overensstemmelse med undersøgelsens resultat. Denne artikel skal – stående med ryggen mod muren – vise, at det politiske partis æra er omme. Dets appel til masserne med løbesedler m.v., som er beregnet til at råbe befolkningsflertallet op i valgsituationer, er håbløst ineffektiv.

Det politiske parti – uden hensyntagen til dets indhold, og selv i tilfælde, hvor det formelt er anti-demokratisk – er et organisatorisk produkt af det demokratiske massesamfund, dvs. et samfund som er beregnet på at tjene almindelige menneskes interesser. Det afløste i sin tid et erklæret og åbenlyst minoritetsstyret samfund, men demokratiet er i ikke mindre grad end ethvert andet kendt politisk system styret af minoriteter. Den eneste forskel ligger for demokratiets vedkommende i disse styrende minoriteters måde at udøve magten på. Dette gøres – undtagen i ekstremt pressede situationer – primært gennem skjulte manipulationer fremfor gennem åbenlys tvang. Minoritetens styrende rolle kan i alle tilfælde forventes som en naturlig lovmæssighed. Den brede offentligheds styring har aldrig eksisteret, bortset måske fra mindre administrativ poster. Den kan aldrig og vil aldrig eksistere. Civilisationen, dens administration såvel som den frugt, som den har båret, er altid udgået fra et lille mindretal, ikke fra det almindelige, men fra det ualmindelige menneske.

Dette er imidlertid på ingen måde et argument for at ville nægte den brede masse en retfærdig del i de materielle civilisationsgoder, hvor lille en rolle denne klasse end har spillet ved deres frembringelse. Ved udtrykket ”massen” menes der her en åndelig, ikke en økonomisk klasse, som uden hensyntagen til pengemæssig formåen kan karakteriseres som en fårefloksagtig borgermasse, der slavisk hænger fast i den givne politiske status quo, som den dagligt ser lovprist i det herskende systems medier.

Demokratiets kontrolboks

De politiske partier opstod i massesamfundets udviklingsfase, som følge af den tiltagende kommunikation mellem befolkningsdelene, samt af den stadigt større ensartethed, hvormed disses livsførelse kunne karakteriseres. Begge dele var følger af den industrielle revolution, og begge dele indtraf længe før opfindelsen af det mest moderne og mest effektive middel til at hjernevaske masserne med: Fjernsynet. I dag er demokratiets styrende mindretal gennem fjernsynet, som enhver husholdning er udrustet med, i besiddelse af et instrument til manipulation af den menneskelige hjerne. Dette sikrer, at millioner og atter millioner af bedragede fjolser tænker i ”demokratiske” baner, og således ved stemmeurnen også stemmer ”demokratisk”. Indholdet af fjernsynskassen i dag bestemmer valgurnens indhold i morgen.

Det partipolitiske spilfægteri er således kraftigt underlagt en magt, som er fjendtligt indstillet over for forsøg på national og etnisk genoplivning. For dem, som således vil være nægtet adgang til fjernsynsmediet (såvel som til alle andre medier), vil deltagelse i partipolitik være tidsspilde. Selv Hitler – som kom til magten lige førend hans modstandere fik fjernsynsvåbnet i hænde – ville i dag komme til kort overfor og uden denne magiske kasse. Da vi selv ingen muligheder har for at få den i hænde, og da vi parallelt ingen muligheder har for at fravriste vore modstandere grebet om den, findes der kun én måde, på hvilken dens altgennemtrængende, hypnotiske og ondartede indflydelse kan omgås, nemlig under ydre omstændigheder, hvor en gennemgribende krise har fået fat i det etablerede samfund: En krise, som skaber en tilstand, der er tilstrækkelig ubehagelig til at få masserne slået ud af deres nuværende sløve slavetilværelse.

Idet et ægte etnonationalistisk parti vil være dannet med henblik på vinding af masserne, vil det i sit virke uundgåeligt blive hæmmet og ødelagt gennem disse bestræbelser. I dets ønske om at vinde så mange medlemmer som muligt for at kunne optræde så stærkt som muligt, begår det to fatale fejl. For det første: For at kunne tiltrække så mange almindelige mennesker som muligt, er partiet nødsaget til at sætte sine optagelseskrav tilpas lavt. Således tilbyder partiet det almindelige menneske at kunne identificere sig selv med en formodentlig ædel målsætning til gengæld for sjældent mere end et usselt økonomisk bidrag. Idet det almindelige menneske således er blevet bragt indenfor i folden – i stedet for blot at holde raslebøssen hen under næsen på ham udenfor folden – og idet et sådant bidrag simpelthen ikke er nok til at føre til det ønskede fremskridt, leder dette til et konstant forsøg på at presse mere ud af ham. Man forsøger altså herved at gøre en politisk aktivist ud af et individ, hvis natur ikke tillader dette. Således er det politiske partis rolle i modstrid med den jernhårde naturlov, som siger, at politiske aktivister udgør – og altid vil udgøre – en lille minoritet, som er mest produktiv, når den arbejder på egen hånd, og at resten af menneskeheden har – og altid vil have – karakter af politisk passive.

Mens partiet altid begynder med at gro ud af en lille kerne af aktivister, vil det altid ende med at sprede sine aktivisters indsats som følge af disses sammenknytning med de passive. På grund af denne sammenknytning vil der altid blive brugt en uendelig mængde arbejde på fortsat at forsøge at holde de rekrutterede passive masser tilfredse med at være i partiet. Aktiviteter afholdt med dette formål vil til slut blive holdt over hele nationen, hvilket betyder omkostninger for partiet i form af penge og arbejde, herunder omkostningerne til transport frem og tilbage, hvilket primært gavner benzinselskaberne og jernbanen. Herudover er der for partiet som helhed en tendens til at degenerere til ikke at være andet end en selskabelig sammenslutning, hvis medlemmer primært giver sig af med at ævle nyttesløst frem og tilbage under umådeholden alkoholindtagelse.

Partilegens faldgruber

Den anden store fejl, som partiet gør sig skyldig i, er dets forventning til fordelene ved at have et stort medlemstal, hvorved det ikke opnår større, men mindre styrke på grund af medlemmernes naturgivne uensartethed. En medlemsmæssig stor tilslutning duer til intet, med mindre disse medlemmer forenes af en stor fælles tanke, som er absolut fremherskende blandt dem. Hvis partiet byder for store skarer velkommen, vil partiet som følge af den store spændvidde i medlemmernes anskuelser i sig indeholde større kløfter, end der kan spændes bro over. Ud over fortalerne for ideologisk divergerende opfattelser, vil partiet også tiltrække små mennesker – små i deres åndelige begrænsninger og visioner – med deres overfladiske iagttagelser; folk, som i deres fritid dyrker deres rebelske ”radikale” hobby; folk, som er under indflydelse af demokratiets begreber af ”respektabilitet” og ”moderation”, og som således er ude af stand til at gøre en virkelig revolutionær indsats i tanke og handling. Det politiske parti kan således med dets fatale kombination af lave medlemsmæssige adgangskrav og bredt anlagt politiske handlingsplaner ikke gøre andet end et ynkværdigt indtryk. Ethvert forsøg på at vurdere partidannelsens omkostninger i forhold til dets resultater må føre til en forkastelse af partiet som middel til at nå målet.

Det påstås, at ”mange bække små gør en stor å”. Det er rigtigt, under forudsætning af ”den lille bæk” ikke koster mere end den er værd, og forudsat at det erkendes, at ”små bække” aldrig kan føre til sejr i en mægtig kamp, selv når de lægges sammen. I modsat tilfælde begår vi den dumhed at forfalde til lighedsvanviddet i tanken om, at ”småt er godt”. At gøre dette er at skabe basis for frustration blandt de få aktivister, som stilles i skyggen af massen af passive, og som gøres modløse ved på deres ryg også at skulle bærer de passives byrder. Budskabet heri er ikke at kaste vrag på de ”små bække” af hjælp fra offentligheden, men disse kunne – og burde – blive indsamlet udefra af aktivisterne, uden at aktive og passive udgør en del af sammen organisation.

Stemmeurnens formålsløshed

Et politisk partis formål er i tilstrækkelig stor grad at appellere til masserne for at kunne tiltrække tilstrækkeligt mange stemmer i valgsituationer og derigennem vinde magt, f. eks. regeringsmagten i landet. Nationalistiske partier har i årevis forsøgt at arbejde sig hen mod dette mål, og har til dags dato end ikke været i stand til at erobre så meget som et enkelt mandat i parlamentet, for slet ikke at tale om det absolutte flertal, hvilket i Danmark vil sig 90 mandater i Folketinget. Medens vort folk og vor races situation i den mellemliggende periode er blevet stadigt forværret, er disse partier ikke kommet spor tættere på succes.

Nogle søger at forklare dette forhold ved, at disse partier ikke har formået at tilpasse deres ”vare” tilstrækkeligt godt til det eksisterende politiske marked, inkl. en manglende evne til at undgå at blive betegnet som ”nazistisk”, ”racistisk” eller ”ekstremistisk”. Deres løsningsforslag går ud på at tilpasse sig i langt højere grad til masserne, i stedet for at søge at omvende masserne til partiets politik. Således forsøger de at konkurrere med de etablerede partier på disse egne præmisser, medens de selv mangler alle de systemtro partiers infrastrukturmæssige fordele. Disse mennesker, som højlydt roser sig selv for deres egen listighed, begår den absurde fejl at opgive evnen til reformering i jagten på muligheden for samme.

Under private former og med et politisk glimt i øjet, vil nogle af dem indrømme, at deres manøvre kun er spil for galleriet, og at de, så snart de kommer til magten, nok skal vise deres sande ansigt. Dette, som imidlertid skinner klart nok igennem allerede, er ensbetydende med en medfødt svaghed. Denne svaghed vil imidlertid være umulig at overvinde den dag, det politiske gennembrud eventuelt skulle vise sig. Den tilsøling, som de frygter og desperat forsøger at undgå, er et uundgåeligt ledsagefænomen for alle helhjertede forsøg på national- og etnisk genoplivning, og den undgås kun ved skamfuld selvsterilisation.

Andre, mere karakterfaste mennesker derimod, indser at målet ikke kan nås gennem valghandlinger, men argumenterer for at valgdeltagelse ikke desto mindre alligevel nødvendiggøres af hensynet til publicity og rekruttering. Imidlertid mangler de endnu – for at bevise deres synspunkters korrekthed – at dokumentere, at det, som de vinder i kvantitet og kvalitet ved valgdeltagelse, overstiger hvad de med samme omkostningsniveau kunne have vundet på anden vis. En ting, som en sådan valgdeltagelse så sandelig ikke udmønter sig i, er den manifestation af styrke, som i højere grad kan bevæge masserne end en tilsvarende tilkendegivelse af intelligens og idealer – for valgene ender altid snarere i en manifestation af svaghed.

Systemmændene, sikre som de er i deres beherskelse af medierne – og derigennem af vælgermassens tanker – er imidlertid glade og tilfredse. I det omfang de ikke kan fordrive eller sprede al modstand mod dem, kan de nøjes med at lade oprørerne mod demokratiet slide sig selv op ved deltagelse i det partispil, som de selv har opfundet, og som de dominerer. De stoler på, at såfremt de rebelske på et tidspunkt – af en eller anden grund – skulle komme til at udgøre en reel fare for deres magtposition, ville de kunne knuse truslen ved at øge deres eksisterende undertrykkelsesmetoder i en grad, der vil udgøre et reelt forbud – om end de aldrig ville bruge dette udtryk. Demokratiets løgnagtighed viser sig altid i, at det – overfor den hjernevaskede offentlighed – foregiver at tilsikre frihed, medens det i realiteten gennem sindrige påfund altid indskrænker frihed. Selv om et mirakel indtraf og et parti med vore ideer virkelig vandt det nødvendige flertal, tror nogen da, at demokratiets bagmænd – stillet overfor truslen om at miste magten – ville acceptere stemmeurnens afgørelse og ydmygt overgive det vindende parti tøjlerne? En åben kamp ville alligevel følge. At føre en sådan er for os således ikke blot en mulighed, men vil tværtimod være den ultimative nødvendighed under alle omstændigheder.

Specialstyrkens rolle

Den logiske konsekvens af alt dette er, at da massernes støtte på den ene eller anden måde er nødvendig til at opnå magten, kan denne kun opnås ved, at den gamle samfundsorden brydes ned på en så eftertrykkelig måde, at selv de nuværende slaver af fjernsynsskærmen vil blive tvunget til at undsige systemet.

Altså behøver vi i vor nuværende situation i stedet for politiske partier, som drømmer om at kunne mobilisere de hypnotiserede masser, at vænne os til tanken om en specialstyrke eller eliteorganisation, bestående af aktivister, som kun engagerer sig i projekter, hvorom man har en formodning om, at de opnåede resultater vil stå i gunstigt forhold til deres omkostninger. Således vil man kunne undergrave det katastrofale demokratiske system i overbevisningen om, at specialstyrken – grundet dens høje personkvalitet – vil kunne opnå en virkning, som er ude af al proportion med dens antalsmæssige størrelse, og som endvidere langt overgår, hvad man kunne have opnået ved at have opereret som politisk parti.

Man må i den situation gøre sig klart, at kampens betydningsfulde natur gør, at den vil kunne sammenlignes med en krig, at den føres på alle det menneskelige livs fronter, og at den følgelig vil være en total krig. Således vil førelsen af krigen for den involverede aktivist blive en ren og skær livsform, og ikke blot et halvhjertet partipolitisk engagement. I det sidstnævnte deltager man gennem en støtteerklæring; i den førstnævnte gennem arbejde og kamp. Heraf følger naturligt, at et højt mål af politisk uddannelse, af systematisk forberedelse på planlagte aktiviteter, samt – mere langsigtet – på sammenbruddets kulmination, vil være af højeste betydning.

Hvor partier bekymrer sig om at snakke om, hvor meget bedre tingene vil blive efter de har vundet det forestående valg, vil specialstyrken i så høj grad som muligt føre et bedre liv nu og her. Den vil danne sig et overblik over, i hvor høj grad det vil være muligt at leve nationalistisk indenfor rammerne af den bestående verdensorden, og i hvor høj grad samfundet vil kunne omdannes indefra. Dette indebærer ikke blot en fastlæggelse af en sund levemåde for den enkelte, isolerede nationalist, men også en undersøgelse af mulighederne for, at nationalister simpelthen slutter sig sammen i afgrænsede lokalområder, som vil udgøre en miniatureudgave af den kommende nye verdensorden. En anden mulighed kunne bestå i, at nationalister sammen opstartede en virksomhed eller andre realistiske projekter, idet det huskes – som en positiv sideeffekt – at den bedste propaganda leveres gennem et succesrigt gennemført praktisk eksempel.

Magtanalyse

En sådan undersøgelse afslører, at der er mangfoldige af livets områder, som ikke er genstand for effektiv eller forsøgt kontrol fra fjendens side. Et partis mål er at opnå regeringsmagten, men hinsides dette mål ligger indførelsen af nye fremgangsmåder, på hvilke det i kun begrænset omfang vil være muligt at udøve tvang og forfølgelse. Magten er kun et middel til målet, som består i at få nogle ting gennemført. Kan vi – selv indenfor den fjendtlige stats rammer – få nogle ting gennemført, vil der også heri ligge en sejrrigt gennemført magtudøvelse. Hvis du har viljen til at udskille dig fra massen, besidder du et iboende enormt magtpotentiale.

Magten må således nøje studeres med videnskabelige metoder, hvorved alle dens forskellige former og niveauer vil blive omhyggeligt defineret, hvorefter disse står fri til erobring. Åbne muligheder er ikke blot – som nævnt – flere nationalisters sammenslutning i lokalområder, men også f. eks. at en aktivist udøver infiltration ved at opnå en indflydelsesrig stilling, hvorved han eller hun kan gøre sin indflydelse gældende i overensstemmelse med vor verdensanskuelse.

Et eksempel på et større projekt kunne tænkes at ligge indenfor undervisningssektoren, hvor der under de nuværende forhold er en skrigende mangel på implementation af racekundskab og vor races historie i læseplanerne. Endvidere undlades det at styrke elevernes moral og karakter, at bibringe dem disciplin, og at opdrage dem til tjeneste for folkefællesskabet. Skolerne præges desuden af et lærerkorps, som prædiker marxismens eller raceblandingens velsignelser, og som af karakter enten er blødsødne og pladderhumanistiske, eller nihilistiske og ondsindede. Som følge heraf vil en arbejdsopgave for specialstyrken bestå i at etablere den fornødne skoling og uddannelse for medlemmernes børn.

Alle sådanne tiltag i retning af at indpode en ny verdensorden midt ind i den gamle vil give et bidrag til nedbrydelsen af samme, men hinsides denne omstændighed er der også mangfoldige andre veje til direkte beskadigelse af fjendens magtapparat. At stikke demokratiet en kæp i hjulet er mere givtigt med henblik på at nedbryde det, end at slås for stemmetal.

En anden mulighed som står åben for en elite er dristige og dramatiske propaganda-handlinger, hvormed en lille veltrænet enhed besjælet af stor fantasi – og med få omkostninger – kan gøre et stort indtryk på masserne, hvis psyke reagerer positivt på mod. I denne sammenhæng skal det indskydes, at hvis man tænker på hvor megen tid og arbejde, som der er investeret i udarbejdelsen af løbesedler, der alligevel kun når ud til en brøkdel af befolkningen, og som altid kun har en højst minimal effekt; kan det da nægtes, at en i arbejde og penge langt billigere indsats, udført af den rigtige type folk udrustet med radiosendere, kunne have nået ud til en langt større del af befolkningen?

Af indlysende årsager kan man ikke her uddybe alle de muligheder for politisk krigsførelse, som står åben for en lille veltrænet enhed, som er sammenlignelig med Otto Skorzenys specialstyrker. Området er forbeholdt den professionelle politiske soldat og kan ikke være tilgængelig for dilettanten. Når systemets sammenbrud indtræffer, vil det være den professionelle politiske soldat – og ikke partimedlemmet eller politikeren – som vi har brug for, når den åbne kamp om den politiske magt indtræffer.

Rekruttering til, og indvielse i en sådan specialenheds rækker, kan af naturlige årsager ikke foregå på samme måde som den partimæssige hvervning. I stedet må man satse på privat og personlig kontakt til egnede personer, som man kunne tænke sig ville have interesse for sagen. Endvidere må man tage sig tid til at se personen grundigt an før en endegyldig invitation til at deltage udstedes. Det er bydende nødvendigt, at man gennemfører en skarp adskillelse mellem de aktivister, som arbejder i fuld offentlighed, og de, om arbejder i det skjulte. For sidstnævnte kategori er det endvidere påkrævet at inddele sig i celler.

Som tingene står nu, bliver vor sag skadet af partipolitikkens blindgydetaktik. Partiorganisationens uduelighed som politisk våben er bevist. Lad os indse dette, lad os bryde med gammel vanetænkning, og lad os erstatte partiet med specialenheden.

Dette indlæg blev udgivet i Demokrati og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Partiernes tid er forbi!

  1. Ikke nok med at folk glemmer den anderledes politiske, sociale og økonomiske situation i 1933, så overser de at NSDAP var mere end et parti, men netop havde karakter af en parallel regering: Et paramilitær i form af SA, studenterorganisation i form af Nationalsozialistischer Deutscher Studentenbund, ungdomsorganisationer i form af Hitlerjugend, osv.
    Jeg er heller ikke sikker på hvad selv en teoretisk politisk revolution i Danmark eller endda hele Skandinavien skulle udrette. Med kun hhv. ~5 og ~20 millioner indbyggere ville vi ikke kunne optræde som en global magt, og ville stadig være underlagt (((internationale kræfter))).

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s