Af Andrew Joyce, ph.d.

I 1937 fik den store anglo-irske digter William Butler Yeats besøg af en professor fra Indien. Efter en lang diskussion over frokosten spurgte professoren Yeats, om han havde et budskab til Indien. ”Lad 10,000 mænd fra hver side møde hinanden i åben kamp. Det er mit budskab til Indien”, svarede Yeats, som derefter greb et japansk sværd og råbte: ”Konflikt, konflikt og mere konflikt!” I moderne menneskers ører kan dette budskab lyde bizart, ligesom det sikkert har slået Yeats gæst til jorden. Budskabet havde imidlertid rødder i digterens romantiske og nationalistiske overbevisning – en overbevisning i hvilken konflikt var både naturlig og god og afgørende for at forhindre etnisk forfald, forurening og dekadence.

I dag er man selvfølgelig langt fra en sådan forståelse. Den er blevet udrenset fra kunstneriske og politiske udtryksformer og fordrevet fra vores instinkt af en svag og pervers kultur.  Hvis man i dag bliver vred, så lader man ”sine fjender vinde”, og hvis man hader, begår man den mest utilgivelige dødssynd. At hævde sig selv og sine interesser er at udvise en sygelig form for egoisme. Yeats ville have været forfærdet. Han ville have forstået, at hvor konflikt i det mindste byder på muligheden for sejr og dermed har en heroisk kvalitet, så byder Vestens nuværende pacifisme kun på muligheden for uværdigt nederlag og død.

Anekdoten om Yeats slog mig, da jeg i de tidlige morgentimer kastede et blik på mediernes kommentarer til det seneste jihad-angreb i London. Med deprimerende sikkerhed spyede massemedier, politikere og kulturpersonligheder alle den samme gift ud i æteren. Ingen var dog overrasket over den seneste muslimske grusomhed – vi er måske heldigvis ved at nå det punkt, hvor denne reaktion har udtømt sin levedygtighed, selvom der stadig hist og her runger hult klingende udtryk for ”chok”. I stedet for fremførte eliten en fortælling baseret på ideen om, at terrorismen ”ikke skulle splitte os”. Rent bortset fra den kendsgerning, at et multikulturelt samfund betyder, at der ikke længere er noget ”os”, og at terrorisme har til formål at terrorisere frem for at splitte en befolkning, indeholder selve ideen et underliggende budskab: ”Gør ingenting!” Den er opfordring til pacifisme, til overgivelse.

Der er intet nobelt ved ikke at blive påvirket eller motiveret af terrorisme. Hvis en mand brød ind i mit hjem og angreb min familie, ville jeg ikke blive til en helt ved at stå i et hjørne og lade, som om intet var hændt, og som om vi, når det kommer til stykket, alle er brødre. I de sidste 24 timer har de sociale medier været oversvømmet af venstreorienterede, som har appelleret til englændernes stoiske ro, som den blev udvist under tyskernes luftangreb på London under den anden verdenskrig. En sådan henvisning er forkert af to grunde. For det første, fordi billedet af stoiske englænder med den stive overlæbe er en myte og kulturel metafor. Den afdøde engelske historiker Angus Calders mesterværk The Myth of the Blitz demonstrerer tydeligt, at tyskernes luftangreb langt fra viste englænderne i deres stolteste stund, men ødelagde deres liv og knækkede viljen på størstedelen af Londons indbyggere, så en fjerdedel af befolkningen flygtede ud på landet (1). Og fremfor at skabe en national solidaritet, buede befolkningen af både Winston Churchill og kongefamilien, når disse besøgte de udbombede bydele. Hvis tyskernes formål med luftangrebene var at terrorisere, svække moralen og ødelægge livet i byen, så var de generelt vellykkede. Og hvis nutidige englændere tror, at de kan overleve islamisk terrorisme ved at appellerer til den fiktive ”ånd fra den anden verdenskrig”, tager de grusomt fejl.

Den anden grund, til at en sådan henvisning er forkert, er, at stoicisme ikke er en sund holdning i en konflikt, medmindre den ledsages af aggression. Selvom den er blevet overdrevet som led i en national myte, eksisterede der et element af stoicisme i det engelske samfund under anden verdenskrig, men denne stoicisme eksisterede, mens der rent faktisk var krig. Befolkningen tålte angreb velvidende, at en eller anden form for hævn ville blive taget på angriberne. Der ville blive smidt bomber på fjendens byer, og fjendens civilbefolkning ville blive udsat for de samme lidelser, den samme terror. Intet fornuftigt menneske ville have været fortaler for blot at tage imod bomberne, eller have været stolte af at nægte at svare igen og hævne sine døde.

Hvad der i dag går for at være stoicisme i England og det meste af Europa, er det faktisk ikke. Den er en særlig snigende form for pacifisme, der er blevet spredt via kulturelle adfærdskodekser. Dens primære formål er uforstyrret at bane vejen for det multikulturelle projekts fremskridt. Det skal gøres klart, at denne pacifisme ikke er helt selvskabt, hvormed jeg mener, at denne feje passivitet ikke er kulturelt medfødt hos europæere. Den er blevet lært og udbredt blandt vores folk ved hjælp af et sprogligt system, som Jonathan Bowden beskrev som ”en grammatik af intolerance over for sig selv.” Når man svækker et folks følelse af tilknytning til sin dets egen kultur, svækker man dets lyst til at forsvare denne kultur, og man forvrænger endog dets evne til at fornemme, at denne kultur kan være truet. Liberale, venstreorienterede og de generelt uoplyste råber og skriger om ting, som de mener er truet af islamisk terrorisme, men disse omfatter aldrig deres eget folks håndgribelige interesser. ”Tolerance” og ”mangfoldighed” er ofte de valgte abstraktioner, men for nylig udnævnte en journalist fra The Guardian endog islamisk terrorisme til ”en krig mod glæde.” Så mens hvide bliver gjort til en minoritet i London, bliver lemlæstet under køretøjer, og får deres struber skåret over på restauranter vægrer de sig ved at opfatte sig selv som mål eller ofre for en islamisk invasion. I stedet for at se sig selv som de direkte ofre for terror, gør de denne til et angreb på abstrakte koncepter eller værdier.

Rent bortset fra den kulturelle indoktrinering, som er intens i hele Europa, bliver pacifismen også understøttet og fremmet ved hjælp af juridiske tiltag. Det bør ikke forbigå nogens opmærksomhed, at hver muslimsk grusomhed ledsages af et eller andet regeringstiltag, der angivelig skal gøre nationen mere sikker. Hvad disse initiativer reelt gør, er at sikre det multikulturelle projekt. Love, der skal overvåge internettet, standse had og holde øje med rejsende, bliver solgt til offentligheden som midler til at håndtere islamisk fundamentalisme, mens de i praksis bevidst bliver anvendt til at bekæmpe nationalisme og kritik af mangfoldighedsdagsordenen. Disse love bliver ofte forberedt af organisationer som den jødiske Anti-Defamation League og deres europæiske modstykker. Efter enhver muslimsk forbrydelse kan man således være helt sikker på, at nationalistiske hjemmesider vil blive udsat for censur, at enkelte nationalister vil blive anholdt for ”racistiske ytringer om islam og muslimer”, og at indrejseforbud, der blev vedtaget under påskud af at ville forhindre radikale, pakistanske imamers indrejse, i stedet for vil blive brugt mod mennesker som nationalisten Richard Spencer.

Tolv timer efter det sidste angreb bekendtgjorde Theresa May da også straks, at hun ville finde midler til at håndtere ”ekstremisme” på nettet, hvilket uden tvivl retter sig mere mod nationalister end islamister. Landet bliver naturligvis ikke mere sikkert ved indførelsen af nogen af disse love. Terrorangrebene fortsætter, og mønsteret gentager sig. Den islamiske trussel og etnisk motiverede forbrydelser mod de indfødte englængere intensiveres, mens nationalismen dråbe for dråbe, skridt for skridt bliver kneblet, får mundkurv på og svækkes.

Kombinationen af juridisk undertrykkelse og kulturel lammelse resulterer i en virkelig rædselsfuld træghed. Til at begynde med kunne man godt se det tragikomiske ved reaktionen på muslimsk terror – filtre på de sociale medier, stearinlysene, mindehøjtidelighederne, klichéerne og den fundamentale mangel på basal logik. For nylig har jeg bemærket, at jeg og mine venner griner mindre og mindre ad denne reaktion, hvilket måske er et tegn på, at nogle af os har indset, at situationen er langt mere faretruende, end vi tidligere havde troet.

Bort set fra vores egne problemer og patologier er vi rent faktisk i krig, og det er en krig med flere fronter. I de bedste tider finder terrorisme en svag fjende i pacifismen. Selv ikke særlig effektive terrorister, der tit lider under demografiske og logistiske svagheder, opnår ofte en stor del af deres mål, hvis de blot presser længe og hårdt nok på et særligt svagt sted. Og alle regeringer har deres akilleshæl. Terroristernes mest primitive mål er ofte blot at udtrykke deres vrede mod en befolkning eller en regering ved vold. De tre døde muslimer, som ligger på London Bridge, opnåede relativt let deres mål, et udtryk for deres had mod Vesten, ligegyldig om dette had var af religiøs, racemæssig, kulturel, social eller økonomisk karakter (eller en kombination af dem alle). I løbet af et 8 minutter langt blodigt raserianfald stillede de deres hævntørst.

Hvilket bringer os til en enestående vanskelighed, som islamisk terror repræsenterer for Vesten: Den kendsgerning, at dens soldater er ligeglade med, om de kommer hjem, og at de rent faktisk byder døden velkommen. Venstreorienterede mener, at de er faldet over ægte visdom, når de proklamerer, at ”man ved at hade, lader sine fjender vinde.” Den sande, men dæmoniske genistreg, ligger hos Islam, der proklamerer, at den enkeltes død (den mest personlige form for nederlag) kan bringe sejren.

Bortset fra det snævre mål at opnå personlig hævn er et særdeles alarmerende aspekt ved muslimsk terrorisme, at den ikke på nogen tænkelig måde kan forhandles væk. Da den engelske regering var i krig med IRA, kendte man IRA’s krigsmål: Den engelske regerings totale tilbagetrækning fra hele den irske ø. Mens den varme krig stod på igennem det meste af det tyvende århundrede, udspillede der sig bag kulisserne sideløbende en kold krig, der bestod af forhandling og diplomati. Formålet med den var via diskussion og indrømmelser at mindske volden, hvor man således langsomt decentraliserede den engelske regering i Irland, gradvist trak engelske tropper tilbage og kom med indrømmelser til politiske fanger. Afgørende var at IRA’s krav var betydelige, men de var ikke helt umulige at imødekomme, og der var praktiske politiske måder at håndtere dem på. Et lignende tilfælde gør sig gældende i relation til den baskiske uafhængighedsbevægelse ETA’s geopolitiske mål og dens krav til den spanske regering.

Når man forsøger at opregne islamisternes krigsmål, bliver man imidlertid slået af deres omfang og ufattelighed. Islamisk terror udføres for at bane vejen for et globalt kalifat, for at dræbe de vantro og for at sikre, at Vesten ikke har et roligt øjeblik, så længe der er mennesker, som lider i Mellemøsten. I juli 2016 talte Islamisk Stat rent ud af posen:

”Kendsgerningen er, at selv hvis I holdt op med at bombe os, fængsle os, tortere os, tilsvine os og tilrane jer vore lande, ville vi fortsætte med at hade jer, fordi vores hovedårsag til at hade jer ikke forsvinder, før I omfavner Islam.”

Ingen af disse krigsmål kan der forhandles om, da ingen af dem byder på nogen mulighed for at nå til et kompromis. Lysten efter et globalt kalifat er iboende hos Islam, og den opfordrer til det. En muslim, som har lyst til at dræbe vantro, kan man ikke forhandle med, da hans forhandlingsgrundlag består af lig. Yderligere har Mellemøsten altid været plaget af social, politisk og økonomisk uro. At løse Mellemøstens problemer er umuligt, for slet ikke at komme ind på, at det ikke er Europas ansvar at redde vildt fremmede folkeslag fra deres selvskabte elendighed.

Islamisk terror kan der ikke forhandles med, og den kan heller ikke komplet fjernes fra den muslimske befolkning. Den er integreret i Islam, nogle dele mere end andre, og den vil derfor altid være tilstede, hvor større muslimske befolkninger findes. De eliter, som regerer England og meget af Europa, har besluttet, at der permanent skal være store muslimske befolkninger i Europa. Disse eliter er derfor på alle måder medskyldige i den terror, der nu udspiller sig på europæisk jord. Eliternes immigrationspolitik, deres afvisning af at handle mod muslimer generelt, og deres aktive undertrykkelse af de elementer i deres egne befolkning, der har en anden mening om tingene, udgør en dødelig heksebryg af landsforræderi. Nationalisten befinder sig således ikke kun i kamp med de muslimske terrorister, som dræber hans landsmænd, men også med de indfødte kulturelle og politiske elementer, som styrker, øger og beskytter Europas islamiske kolonisering.

Denne krig på mange fronter kan skabe en følelse af pessimisme. Man kan imidlertid finde en smule trøst i, at vi i det mindste er klar over, at vi er i krig, og at konflikt er god og naturlig. Ligegyldigt hvor marginaliserede, kneblede og fængslede vi end måtte være, så ved vi, at vi er krig, og hvad vi kæmper for. Vi ved, at det, vi er vidne til, ikke er et angreb på ”glæde”, men på vort folk. Vi ved, at vi ikke kæmper mod mennesker, som vil vores “tolerance” til livs, men som ønsker at tage vores land og vore ressourcer fra os. Hvor vidtrækkende Islams krigsmål end er, så ser vi dem i det mindste for, hvad de er. Og denne viden vil, i den rette sammenhæng, være yderst nyttig. En enorm kamp tegner sig i horisonten, en kamp, der er større end nogen, vore forfædre kunne have forestillet sig. Hvilken skæbne, der venter efter denne kamp, ligger i et stort og ukendt mørke. Men vi gør klogt i at takle den lige på og hårdt, i stedet for som fårene omkring os, der uvidende traver mod slagtehuset. Om ikke andet bør vi være velforberedte. Hvis Yeats var her i dag, ville jeg spørge ham om et budskab til England. Jeg tror, at han ville gribe efter sit sværd som i 1937, løfte det og gentage disse udødelige ord: ”Konflikt, konflikt og mere konflikt”.

Note

(1) A. Calder, The Myth of the Blitz (Pimlico, London, 1992).

Kilde

Oversat fra ‘Heaping Up Its Own Funeral Pyre’: Britain, Islamic Terror, and the Cult of Pacifism