Af Lothrop Stoddard, ph.d.

Kulturen er menneskehedens blomstring. Den er et både nyt og skrøbeligt begreb. Det er kun otte eller ti tusind år siden, at de første glimt af virkelig kultur kunne skimtes. Dette kan jo synes at være en lang tid; men den synes ikke så lang, når vi husker på, at der bag kulturens gry ligger en umådelig nat af barbari, af vildhedstilstand og dyriskhed, som anslås til en halv million år fra det øjeblik, da abemennesket kravlede ud af de tropiske skoves dampende mørke og skulende og blinkende løftede sine øjne mod stjernerne.

Kulturen er også et sammensat begreb. Den medfører, at der danner sig menneskelige samfund, som kendetegnes ved politisk og social organisation, som behersker og udnytter naturens kræfter og læmper sig efter de nye omgivelser af således opstået menneskeværk, som besidder viden, forfinelse, kunst og videnskaber, og som – sidst, men absolut ikke mindst – er sammensat af individer, der formår at opretholde denne komplicerede bygning og lade den gå i arv til dygtige efterkommere.

Denne sidste betragtning er i virkeligheden det vigtigste af det hele; heri ligger det gode resultats hemmelighed, og heri ligger forklaringen på denne gentagne tragiske svigten, der overrasker og bedrøver os, når vi studerer historien.

Menneskets march frem gennem tiderne har ikke været støt og stadig, snarere en langsom vandring, stundom på sollyse højder, stundom påny nede i fugtige sumpe og dystre dale. Af de utallige menneskestammer er mange totalt omkomne, medens andre er standset på vejen tilsyneladende ude af stand til at komme videre og enten vegeterer eller er sunket ned i forfald. Menneskets spor er bedækket med ruiner af døde kulturer og vrimler af lovende, for tidligt bortrevne folkeslags grave.

Skarpt og indtrængende melder sig da spørgsmålet: Hvorfor? Kultur synes dog at være noget godt! Den betyder jo forholdsvis beskyttelse mod naturens blinde og grusomme kræfter, ophør af kamp mod vilde dyr og mildnelse af kampen mellem menneskerne, mulighed for velvære og magelighed og udvikling af højere evner. Hvor kan det da være, at så mange grene af menneskeheden aldrig opnår — ja, end ikke virkelig stræber efter disse i så høj grad ønskværdige goder? Og hvorledes kan det gå til (og dette er endnu mærkeligere), at vi finder andre stammer, der efter at være nået frem til kultur mister den igen og falder tilbage på lavere trin som barbari, ja vildhedstilstand?

Så uforklarligt dette end kan forekomme ved første øjekast, er der dog et svar: Disse stillestående eller tilbagegående folkeslag kunne ikke bære kulturens byrde. Thi kultur er en byrde såvel som et gode. Dette er uundgåeligt i et univers, hvis love bestemmer, at intet kommer af intet. Kulturen er ikke en årsag, men en virkning — nemlig af den menneskekraft, der bærer den oppe; og denne kraft har atter sit udspring i den skabende tilskyndelse, der er gemt i den bedste kimplasma.

Kultur er således fundamentalt afhængig af race; i et hvilket som helst folk vil kulturen skride frem netop så langt, som det pågældende folk har evne til at højne den og evne til at bære den tilsvarende, stadig tungere byrde. Når brydningspunktet er nået, vil folkets kultur enten stagnere eller skride tilbage. Et blik på menneskehedens historie vil klarlægge, hvorledes denne proces foregår.

Den gang, da abemennesket dukkede frem fra den rene dyriskhed, stod han med tomme hænder og et næsten lige så tomt hoved. Helt siden hin fjerne dag har mennesket stræbt efter at udfylde denne tomhed, har fyldt sine hænder med redskaber, sit hoved med tanker og forestillinger. Men det er sket på meget uensartet måde, fordi evnen har været vidt forskellig hos menneskeslægtens forskellige afdelinger. Om alle mennesker er rundet af samme grundstamme, ved vi ikke. Hvad vi ved, er, at menneskerne på et tidligt tidspunkt var splittet i flere forskellige slags, der adskilte sig tydeligt fra hverandre i både legemlig og åndelig henseende. Disse indbyrdes afvigelser er blevet stadig større, alt imens menneskeslægten har slidt sig frem ad den lange, lange vej, der farer fra dyriskhed til vildhedstilstand, fra vildhedstilstand til barbari og fra barbari til civilisation. Langsomt begyndte de tomme hænder og hoveder at få indhold. Hænderne greb om tilfældige kæppe og sten, senere om rigtige køller og tildannede flintestykker, senere igen om en forening af begge. Snart dannede disse samme hænder dyreskind til klæder, som værnede kroppens nøgenhed mod kulden, tændte bål for at kunne få varme og koge mad, formede ler til krukker og gryder, tæmmede vilde dyr og gjorde dem til husdyr. Og hånden styredes af hjernen, der ikke blot gjorde disse rent materielle opfindelser, men også andre af højere rang såsom talen, ja undfangede immaterielle forestillinger, der førte til de første ufuldbårne forsøg på at bringe social og politisk orden ind i tilværelsen. Alt dette skete, medens mennesket endnu var vildt. Det næste stadium, barbariet, bragte nye opdagelser som agerdyrkning og smeltning af metaller, tillige en række nye tanker (navnlig skrivningens epokegørende kunst), der førte menneskeslægten frem til civilisationens tærskel.

Nu er det jo indlysende, at mennesket på dette stadium af sin udvikling var blevet uhyre forskelligt fra tidligere tiders dyriske skabning. Fra en begyndelse i nøgen armod og dyrisk uvidenhed havde det gradvis bragt det til at eje en stedse voksende mængde redskaber, ejendele og forestillinger, der gjorde livet meget lettere og behageligere at leve. Men de gjorde også livet meget mere kompliceret. Et sådant liv krævede langt større anstrengelser, langt mere forstand og karakter end den oprindelige, dyriske driftstilværelse. Med andre ord: Længe før den sande kultur gryede, havde fremskridtets byrde begyndt at tynge menneskeheden.

Ja, allerede de første lette byrder havde i nogle tilfælde vist sig for tunge at bære. Ikke alle menneskeslægtens grene voksede frem til civilisationens tærskel. Nogle nåede ikke en gang ud over vildhedstilstandens grænse. Nulevende rester af lavtstående vildmennesker som for eksempel Sydafrikas buskmænd og australnegerene har i utalte årtusinder vegeteret; i ursumpen og synes ude af stand til at hæve sig om så blot til barbariets, for slet ikke at tale om civilisationens niveau. Det er heldigt for menneskehedens fremtid, at de fleste af disse rester fra en fjern fortid nu er ved at uddø. Dersom de levede videre og måske optoges i højerestående samfund, ville det få de mest nedslående og fordærvelige følger.

Langt alvorligere er det problem, der frembyder sig i form af de meget talrigere stammer, som nok har forladt den rene vildhedstilstands niveau, men er standset på et eller andet trin af barbari. Ikke blot har disse stammer aldrig frembragt en egen civilisation, men de synes også efter deres beskaffenhed uimodtagelige for andres. Vel sker det, at de anlægger en skuffende kulturfernis, men til syvende og sidst vender de altid tilbage til deres medfødte barbari. Til disse barbarer hører mange af Asiens folkeslag, de amerikanske indianere og de afrikanske negere. Disse fødte barbarer har altid været fremskridtets farlige fjender. Mange lovende civilisationer er blevet hærget og ødelagt af barbarer, der ikke havde forstand til at genopbygge, hvad de havde revet ned. Det er muligt, at videnskabens fremskridt nu har sikret vor egen civilisation mod faren for en bevæbnet invasion af barbariske horder, men fra disse folkeslag truer os ikke desto mindre fremdeles en vanskeligere påviselig fare, »den fredelige indtrængen«. Jordens mere uudviklede folkeslag, der sædvanligvis er i høj grad frugtbare og ofte i besiddelse af stor legemsstyrke, og som har let ved at give sig på vandring, benytter de moderne transportmidler til i stadig voksende skarer at søge til civilisationens midtpunkter, hvorhen de drages af høje lønninger og lettere levevilkår. Sådanne lavere elementers indtrængen i civiliserede samfund er en forfærdelig ulykke. Den forandrer levefoden, ufrugtbargør de højere indfødte befolkningslag socialt, og hvis der sker blodblanding (hvad der almindeligvis gør i det lange løb), undermineres civilisationens racegrundlag, og den bastardiserede befolkning, der ikke kan bære byrden, synker ned til et lavere plan.

Dette var nu vildskabet og barbariet. Hvad kan der siges om kulturen? I de sidste otte eller ti tusind år har man set civilisationer vokse frem på hele området mellem Østasien, Europa og Nordafrika. Til en begyndelse var disse civilisationer stedbundne; de var kun lysprikker i barbariets og vildhedstilstandens vældige nat. De var også isolerede fra hverandre; Ægyptens, Kaldæas, Indiens og Kinas kulturer fremstod hver for sig og havde kun ringe indflydelse på hverandre. Men efterhånden bredte de sig, mødtes, den ene påvirkede den anden, og den ene gik op i den anden. Til sidst slog en stor kulturbølge op i Europa, viste sig først som Grækenlands og roms »klassiske kultur« og blev i tidens løb til vore dages »vesterlandske kultur«.

Der er det mærkelige ved kulturen, at den forstærker træk, som man allerede har kunnet iagttage på det vilde og det barbariske stade. Kulturmennesket har uendelig meget større magt, tryghed, muligheder, bekvemmeligheder og fritid end barbaren eller vildmanden; han har ophobet en rigdom af redskaber, ejendele og tankeforestillinger, der uendeligt overgår tidligere tiders usle forråd; han lever i »menneskefrembragte« omgivelser, der er forbløffende forskellige fra »naturtilstanden«. Dette gælder i særlig grad den moderne vesterlandske kultur. I visse retninger kan vor kultur vel være andre underlegen. Den savner måske den græskes skønhed, den kinesiskes holdbarhed eller middelalderens beåndethed. Men i dynamisk energi, i herredømmet over naturkræfterne og i almen dygtighed overgår den langt alt, hvad verden hidtil har set.

Ja, i løbet af det sidste århundrede har vi brudt med det materielle fremskridts årtusindgamle tempo og har gjort et spring over i en verden, vi selv har tildannet. Lige indtil for lidt mere end et århundrede siden havde menneskets materielle fremskridt været en gradvis — meget gradvis — evolution. Skønt hans redskaber var blevet talrigere, var de dog i hovedsagen kun forbedringer af dem, hans fjerne forfædre havde opfundet. Enkelte redskaber som for eksempel bogtrykkerpressen og skibskompasset var næsten de eneste nævneværdige nyheder. Menneskets herredømme over naturens rigdomme var heller ikke blevet stort udvidet. Med undtagelse af krudtet havde han ikke øst af nye materielle kraftkilder siden tidernes begyndelse. Hans hovedsaglige kraftkilde var musklen, dyrets eller menneskets egen (regner vi ikke stadig med »hestekræfter«, og for øvrigt lod han vinden fylde sine sejl og fik bække og strømme til at dreje klodsede vandhjul. Men alt dette havde de gamle fundet på. Hvad samfærdselsmidlerne angår, var de snarest blevet forringede. I året l800 fandtes der intet system af landeveje, der kom på højde med romernes veje, og ingen posttjeneste så hurtig som Cæsars, ingen signaleringsmetode, der kunne tåle sammenligning med persernes semafortelegrafi, og rimeligvis ikke et skib, der ikke kunne være blevet indhentet af en fønikisk galej i rimeligt vejr.

Pludseligt, forunderligt, blev alt anderledes. Naturens skjulte kræfter overgav sig skarevis som på et vink af en troldmands stav. Damp, elektricitet, benzin og en hel række hemmelighedsfulde »stråler« og »bølger« gav mennesket kræfter, som det aldrig havde drømt om. Disse kræfter blev øjeblikkelig spændt for utallige maskiner, der snart omformede hver fase i menneskelivet. Produktion og transport blev i lige grad revolutionerede, afstandene blev næsten afskaffede, og selve planeten skrumpede ind til et format, der tillod menneskehænder at omfatte den. Med andre ord: Mennesket trådte pludselig ind i en ny materiel verden, der ikke blot var gradforskellig, men væsensforskellig fra den, hans bedsteforældre havde levet i.

Alt dette indgav nu det moderne menneske den tillidsfulde ånd, det optimistiske håb om en ubegrænset strålende fremtid, der prægede størstedelen af det nittende århundrede. Og dog burde en smule eftertanke, en smule kendskab til historien have vist forstandige mennesker, at det hele langtfra var så simpelt. Vor kultur var ikke den første. Den var kun den sidste af en lang række kulturer, der havde haft en glimrende blomstring — og så havde stagneret, var gået i forfald eller helt var blevet tilintetgjort. Fraset nogle undtagelsestilfælde, hvor kulturer var blevet revet op med rode af fremmede erobrere, var hovedårsagen desuden altid en hentæren, et sammenbrud indefra.

Her var der øjensynligt stof til eftertanke. Og mange tænkende mennesker gav sig da også til at overveje sagen alvorligt. Var vor glimrende civilisation bestemt til at få samme skæbne som Nineve og Babylon? Sådan kunne det se ud, med mindre den da skulle vise sig at være den »undtagelse, der bekræfter reglen«. Men hvori bestod da denne »regel«, der på forhånd dømte alle kulturer til omsider at gå under? Trods megen teoretiseren var svarene ikke overbevisende. Visse tænkere udarbejdede »loven om kultur og forfald«. Denne fatalistiske teori hævdede, at kulturen ligesom individet har sine aldre: Ungdom, modenhed, affældighed og død. Men hvad mentes der da med disse aldre? Kulturer som Ægyptens og Kinas varede i årtusinder, andre i århundreder, atter andre kun nogle få korte slægtled. Her kunne åbenbart ikke anlægges nogen statistisk kurve, og man lod tanken falde. Naturligvis blev der også udtænkt andre teorier. Civilisationernes undergang blev tilskrevet så forskellige årsager som overdådighed, laster, byliv, ugudelighed og meget andet. Alligevel tilfredsstillede alle disse teorier ikke rigtigt. Måske kunne det påvises, at sådanne foreteelser i visse tilfælde havde været medvirkende årsager; men de kunne ikke i almindelighed forklare fænomenet »kulturer i forfald«.

Men i løbet af de seneste tyve år har den biologiske forsknings raske fremskridt kastet et lyshav over dette besværlige spørgsmål og sat os i stand til at opstille en teori, der er i så nøje overensstemmelse med givne kendsgerninger, at den virkelig synes at give det rette svar.

Og dette svar går ud på, at kulturen i sidste instans altid afhænger af det folks egenskaber, som bærer den. Alle disse uhyre ophobninger af redskaber og tankeforestillinger, samlede og svejsede sammen til vidunderlige bygninger, som harmonisk stiger frem i strålende majestæt, hviler på et levende fundament — på de mænd og kvinder, som frembringer og opretholder dem. Så længe disse mænd og kvinder kan støtte bygningen, løfter den sig bred og stolt. Men viser det levende fundament sig ikke sin opgave voksen, så vil selv den mægtigste kultur vakle og slå revner for til sidst at styrte sammen i kaotiske ruiner.

Kulturen beror således absolut på sine menneskelige støtters kvalitet. Blotte tal betyder intet. Den mest glimrende kultur, verden nogensinde har set, voksede frem i Athen, et lille samfund, hvor de frie mænds (dvs. de ægte atheneres) antal måske udgjorde 50.000 alt i alt. Vi må derfor indse, at for at en kultur overhovedet kan blive til, må der først og fremmest være et fremragende menneskemateriale til stede; og skal en sådan kultur kunne fuldkommengøres eller blot opretholdes, må menneskematerialet holdes fremragende. Og disse krav er strengere, end man skulle tro. Når vi gennemgår menneskeslægtens historie, ser vi, at et fremragende menneskemateriale snarere er en undtagelse end en regel. Vi har allerede bemærket, hvor mange stammer der aldrig er steget højere end til vildhedstilstand eller barbari, medens forholdsvis få har vist evne til at skabe høje og varige kulturer.

Selv inden for de fremragende racegrupper forekommer desuden en lignende differentiering. Når vi taler om en »fremragende race«, mener vi ikke, at alle den races medlemmer står på samme ophøjede plan. Naturligvis ligger gennemsnittet højere end gennemsnittet i mindre begunstigede racer. Men foruden denne statistiske betragtning har vi den endnu vigtigere kendsgerning, at inden for selve den højere gruppe findes der et forholdsvis stort antal individer, der udmærker sig ved usædvanlig energi, evne, talent eller geni. Det er denne elite, der højner gruppen og tager initiativ til fremskridtet. Vi ser atter her, hvor yderst vigtig kvaliteten er. Intet menneskeligt samfund har nogensinde ejet nogen høj procent af virkelig fremragende individer; tværtimod har denne procent altid været meget ringe. Men deres indflydelse har været uberegnelig stor. Athen bestod ikke af Platon’er og Xenophon’er; nej, den havde sin rigelige beholdning af dumrianer, kæltringer og dårer — som det så levende fremgår af Aristophanes’ udødelige satirer. Og dog gjorde Athens elite ved sin dynamiske kraft Athen til verdens stolthed, og først da det atheniensiske menneskemateriale ophørte at frembringe fremragende individer, sank Athen ned til betydningsløshed.

Vi ser da, at kultur absolut beror på kvalitet, medens kvaliteten for sit vedkommende beror på arvelighed. Et menneskes omgivelser og livsforhold kan bringe alt det frem af ham, som er i ham, men det er arveligheden, der bestemmer, hvad der kan bringes frem. Vi begynder nu at indse det forkerte i fatalistiske anskuelser som »loven om kultur og forfald«. Til forskel fra de levende organismer har kulturerne intet bestemt livskredsløb, som ender med døden. Har man et materiale af høj kvalitet, som frembringer en tilstrækkelig stor procent fremragende individer, vil man også kunne have en udødelig kultur.

Hvorfor er dette da aldrig indtruffet? Når det ikke er indtruffet, skyldes det hovedsagelig tre ødelæggende tendenser, der altid, før eller senere, har bragt kulturerne til forfald og hendøen. Disse tendenser er: l) tendensen til overbelastning af samfundsbygningen, 2) tendensen til biologisk tilbagegang og 3) tendensen til atavistisk oprør. Her har vi de tre uhyggelige skæbnegudinder, der er fulgt i de mest lovende folkeslags fodspor. Lad os betragte dem en for en.

Vi har lagt mærke til, at kulturerne, efterhånden som de skrider fremad, uundgåeligt bliver mere komplicerede. Hvert nyt slægtled gennemarbejder det foregåendes samfundsforhold, gør nye tilføjelser og rækker det hele videre til det næste slægtled, som atter gentager processen. Denne evne til at overlevere samfundets erhvervelser, både de materielle og de åndelige, er noget af det vigtigste af det, der særkender mennesker fra dyr. Den er med et godt udtryk blevet kaldt »samfundsarv«. I kraft af »samfundsarven er hvert nyt menneskeligt slægtled i stand til at begynde på et højere vilkårsniveau og tvinges ikke som dyrene til at stole på instinkt og blind erfaring. »Samfundsarven« er da også grundlaget for alle disse teorier, der hævder, at de ydre vilkår er hovedfaktoren i det menneskelige fremskridt, og som vil reducere den sande (dvs. den biologiske) arv til at være en mindre eller endog kun meget ubetydelig faktor.

Disse »vilkårstilhængeres« argumenter glemmer dog een væsentlig kendsgerning, der gør deres slutninger ugyldige. Kendsgerningen er den, at medens arvelige egenskaber indpodes i individet uden nogen handling fra dets egen side, så kan kun en afgjort anstrengelse skaffe det andel i samfundets erhvervelser. Hvor stor denne anstrengelse kan blive, ses let, når man betænker, hvor mange års ihærdigt åndsarbejde det koster vor tids ungdom at tilegne sig den kundskab, som de voksne allerede har erhvervet. Det gamle ord, at »der fører ingen kongevej til lærdom«, er en illustration til det kedelige faktum, at hvert nyt slægtled må træde den samme tornefulde sti, dersom fortidens erhvervelser skal bevares. Det er jo indlysende, at jo flere disse erhvervelser bliver, desto længere og stejlere må også stien blive. Her melder sig det spørgsmål: Kan der ikke komme et tidspunkt, da den ungdommelige rejsende ikke længere vil kunne nå til tops — da den anstrengelse, der kræves, vil være ham over evne?

Jo, det er netop det, der er indtruffet utallige gange i fortiden. Og det indtræffer hver dag med skarer af individer omkring os. Når det sker i tilstrækkeligt stor målestok, bliver vi vidne til hele samfunds tilbagefald, det vi kalder »kulturens hensygnen«. »En kulturs hensygnen« betyder, at samfundsforholdene er løbet fra de medfødte evner. Desuden synes de uhyggeligt hyppige tilfælde af sådan hensygnen gennem hele verdenshistorien at vise, at kulturens stadig mere massive og mere komplicerede overbygning i ethvert højt udviklet samfund tenderer hen imod en overbelastning af det menneskefundament, der bærer den oppe.

Men hvorfor sker der da altid en sådan overbelastning i de højt kultiverede samfund? Af den såre simple grund, at en kulturs indviklede beskaffenhed (og dermed dens byrde) kan tiltage med umådelig hastighed til en ufattelig grad, medens dens menneskestøtters styrke praktisk talt forbliver uforandret eller ligefrem aftager.

Den nøgterne sandhed var indtil for nylig skjult under den vidt udbredte tro (formuleret første gang for omkring et århundrede siden af den franske videnskabsmand Lamarck), at erhvervede ejendommeligheder kunne nedarves. Man troede med andre ord, at det, som et slægtled havde erhvervet, kunne komme det næste tilgode gennem ligefrem nedarvning. Lamarcks teori vakte begejstrede forhåbninger, og unge mænd, der agtede at gifte sig, slog sig på »højere tænkning« for at få kloge sønner, medens frugtsommelige mødre tilbragte deres svangerskabs måneder med at læse klassikerne i tillid til, at deres afkom ville blive født med udpræget smag for god litteratur. I vore dage er der gået hul på denne elskværdige doktrin, og praktisk talt alle biologer er nu enige om, at erhvervede ejendommeligheder ikke nedarves.

En mængde vægtige vidnesbyrd beviser, at menneskeslægten, i det mindste i hele den periode, historien spænder over, ikke har gjort noget fremskridt i racehenseende, hverken hvad legemlig kraft eller forstandsevner angår. De gamles skeletrester viser, at deres hjerner og legemer fuldt ud har svaret til vore. Og disse anatomiske iagttagelser bekræftes af historiens lære. De tidligste civiliserede folkeslag, som vi har kendskab til, udfoldede evner, et initiativ og en indbildningskraft, der fuldt ud tåler sammenligning med vore. Deres forråd af samfundserfaring var selvfølgelig langt mindre end vort, men man kan ingenlunde sige, at deres naturlige egenskaber var ringere. Disse oldtidsfolkeslag frembragte sandelig så mange store mænd, som man vel kan forlange. Kan vi måske opvise større filosoffer end Platon eller Aristoteles, større videnskabsmænd end Archimedes eller Ptolemæus, større hærførere end cæsar eller Alexander, større digtere end Homer eller Hesiod, større åndelige førere end Buddha eller Jesus? De folkeslag, der frembragte sådanne udødelige personligheder, stod så sandt ikke under os på den biologiske rangstige.

Men er dette nu således, og har selv de højeste mennesketyper ikke gjort kendelige biologiske fremskridt i løbet af de sidste ti tusind år, hvad kan da sluttes heraf? Jo, deraf kan sluttes, at alle de stadig mere kolossale kulturbygninger, der er blevet rejst i løbet af disse årtusinder, har hvilet på en og samme slags menneskefundamenter. Det vil sige, at menneskerne er blevet sat til at bære tungere byrder uden at få tilsvarende forøget styrke til at bære dem. Kulturens glans har gjort os så blinde for den inderste sammenhængs sandhed, at vi i lange tider har troet, at det menneskemateriale, der byggede på kulturens bygning, gik fremad i kvalitet samtidig med, at bygningen voksede. Vi har med andre ord troet, at det, vi så, var en race, der stadig blev bedre, medens det, i virkeligheden var en race, der skaffede sig udtryk under forbedrede vilkår.

Et farligt blændværk! Særlig for os, hvis kultur er den mest komplicerede, verden nogensinde har set, og hvis byrde derfor er den tungeste, der nogensinde er blevet båret. Når fortidens kulturer har knust menneskerne under deres tyngde, hvad kan der da ikke ske med vor kultur og med os selv?

Hidtil har vor undersøgelse vist, at kulturerne tenderer hen imod overbelastning af samfundsbygningen såvel på grund af deres egen indviklede beskaffenhed som grundet på indvirkning fra andre kulturer, der føjer deres ryk og tryk til. Selv om dette var den eneste fare, kulturerne var udsat for, ville sagen være alvorlig nok. Men problemet er mere indviklet. Vi nævnte, at der findes andre ødelæggende tendenser. Lad os nu betragte den anden af disse — biologisk tilbagegang.

Hidtil har vi i hovedsagen set på kulturen som en bygning. Vi har beregnet dens tryk på menneskefundamenterne og har foreløbig behandlet disse fundamenter som uforanderlige størrelser. Men dette er kun en enkelt side af problemet thi kulturen øver ikke blot mekanisk indflydelse på dem, der bærer den oppe, men også vital indflydelse af den mest dybtgående virkning. Og desværre er denne vitale indflydelse hovedsagelig af ødelæggende art. Den barske sandhed er den, at kulturen tenderer hen imod at forringe sine menneskelige støtters medfødte egenskaber, at slide stærkt materiale op og at tilintetgøre selve de raceværdier, der netop var dem, der satte et folkeslag i stand til at påtage sig sit civilisatoriske værk.

Lad os undersøge, hvoraf dette kommer.

Først betragter vi menneskets kår, forinden der var noget, som hed kultur. For længe, længe siden skete der en gang på et vist punkt af menneskets livshistorie en indgribende differentiering af menneskeslægten. Flere snese årtusinder gamle, forstenede ben viser, at menneskeslægten allerede den gang var delt i særskilte racer, der tydeligt adskilte sig indbyrdes, ikke blot ved legemsbygning, men også ved hjerneomfang og følgelig i intelligens. Denne differentiering er sandsynligvis begyndt tidligt og er skredet hastigt frem, eftersom biologien lærer os, at arterne er formdannende, så længe de er ny, men mister denne egenskab, efterhånden som de fæstner sig gennem tid og udvikling.

Men selv om differentieringen nu foregik hurtigt, strakte den sig dog over umådelige tidsrum og virkede ikke blot mellem de særskilte racer, men også inden for den enkelte, så at hver af dem kom til at bestå af mange anlægsgrupper, der adskilte sig betydeligt fra hverandre både legemligt og åndeligt.

Disse anlægsgruppers skæbne afhang nu ikke af tilfældigheder, men af det såre praktiske spørgsmål, om de var levedygtige eller ikke. Og da mennesket den gang levede i »naturtilstand«, var egenskaber som styrke, forstand og kraft absolut nødvendige til livets ophold, medens svaghed, sløvhed og udartning betød en snarlig død. Følgelig var det de individer, der besad de førstnævnte egenskaber, som levede længe og formerede sig stærkt, medens de, der hæmmedes af de sidstnævnte egenskaber, døde tidligere og fik færre efterkommere. Tidsalder efter tidsalder tvang naturen således menneskerne ind under sin vilje, der var grum mod individerne, men til velsignelse for racen, idet den udstødte de svage, bevarede og mangfoldiggjorde de stærke. Det er virkelig det mest slående bevis for menneskeslægtens differentiering, at racerne efter at have gennemgået en så langvarig og så ensartet udvælgelsesproces dog frembyder så store uligheder.

Imidlertid, den differentierede menneskeslægt levede videre, og til sidst begyndte de mere begavede racer at skabe kulturer. Disse bevirkede store forandringer, af hvilke den vigtigste bestod i en omformning af den hidtidige proces til udvælgelse af dem, der skulle overleve. Så længe mennesket var vildmand, ja endnu da han var blevet barbar, vedblev naturen praktisk talt uhindret at udvælge i overensstemmelse med sin plan fra arilds tid, dvs. vedblev at udstøde de svage og bevare de stærke. Men kulturen betød, at de »naturlige« vilkår blev til mere eller mindre kunstige, menneskefrembragte forhold, hvor den »naturlige« udvælgelse i stadig stigende grad erstattedes af »social« udvælgelse. Først og fremmest satte den mange svage, dumme og udartede mennesker i stand til at leve og få børn, der utvivlsomt ville være omkommet i naturtilstanden, ja endog på vildhedstilstands og barbaristadierne. Hvad de stærke angår, var virkningen af den sociale udvælgelse vanskeligere påviselig, men lige så vigtig. Det stærke individ overlevede endog bedre end før, — men det tenderede hen imod at få færre børn.

Grunden til denne de fremragende individers formindskede frugtbarhed var den, at kulturen gav dem en hel række nye muligheder og samtidig pålagde dem nyt ansvar. Under primitive livsforhold var mulighederne for selvhævdelse få og simple; de mest eftertragtede bestod i at skaffe sig ønskværdige hustruer og et kraftigt afkom.

Blandt vildmænd og barbarer er de mest udsøgte kvinder og mange børn de heldiges anerkendte løn, og de heldige er dem, der besidder egenskaber som styrke, livskraft og idérig forstand, egenskaber, der ikke blot er absolut nødvendige for fortsat overleven under primitive livsforhold, men lige så nødvendige, når en kultur skal bygges op og opretholdes. Kort sagt, når et folkeslag træder ind i kulturstadiet, er det biologisk set i sin højeste blomstring, fordi den naturlige udvælgelse gennem lange tider har mangfoldiggjort de fremragende anlægsgrupper og udstødt de underlegne.

Det udvalgte menneskemateriale, der nåede op på kulturniveauet, stod altså biologisk meget højt. Men dette blev anderledes, efterhånden som tiden gik. De fremragende individer, der havde banet sig vej og nu gik i spidsen for fremskridtet, blev både lokket og tvunget af en hærskare nye påvirkninger. Magt, rigdom, luksus, lediggang, kunst, videnskab, lærdom, regering — alt dette og meget andet gjorde livet indviklet i stigende grad. Og hvad enten disse ting var af det gode eller onde, hvad enten de bestod i fristelser eller i pligter, havde de dog alle det tilfælles, at de gerne ledede menneskernes energi bort fra racens formål og hen imod personlige og sociale formål.

Den energi, der således blev afledet, flød hovedsagelig fra befolkningens mest fremragende grupper. Dem gav kulturen sine skønneste gaver, men også sine tungeste byrder at bære. Virkningen heraf på det enkelte individ måtte naturligvis blive indgribende. Den mægtige stimulans fik ham til at udfolde al sin medfødte energi. Glødende af dådstrang drev han både sig selv og sin kultur fremad. Men netop denne glød kom, racemæssigt set, let til at fortære ham. Optaget, som han var, af sine personlige og samfundets anliggender, forsømte han at ofre racen tilbørlig opmærksomhed. Sent ægteskab, færre børn, ugift stand — alt dette slog sig sammen om at udtynde de dygtiges rækker, formindske de fremragende gruppers antal og således gradvis forarme racen.

Og medens de dygtige blev færre, blev de ringere flere. Nu, da de ikke længere blev luget hensynsløst gennem naturlig udvælgelse, kunne de ringere udrustede overleve og formere sig.

Det, der var sket, var da dette: I stedet for at småkrattet gik ud og de frodige stammer voksede, døde deres kroner bort, medens krattet bredte sig forneden. Resultatet af denne dobbeltproces var naturligvis lige så ødelæggende som uundgåeligt. Tappet for sine fremragende elementer og mættet med sløve og udartede individer, som bestanden var blevet, kunne den ikke længere bære sin kultur. Og da de øverstliggende skifter i menneskefundamentet var forvitrede, måtte kulturen enten synke ned på et lavere niveau eller falde sammen i ruiner. Menneskestammen havde »fået et tilbagefald«, og det samme skete med kulturen.

Således virker den skæbnesvangre tendens til biologisk tilbagegang, der har fordærvet fortidens kulturer. Dens virkninger på vor egen kultur og de særlige farer, de medfører, vil blive drøftet i de følgende kapitler. Endnu en omstændighed bør dog omtales her, nemlig raceforarmelsens uoprettelige karakter. Når en bestand een gang er blevet pumpet grundigt læns for sine fremragende grupper, synker den ned i stedsevarende middelmådighed og kan aldrig mere hverken skabe eller bære en høj kultur. Fysisk kan bestanden nok leve videre, gør det desværre for det menneskelige fremskridt kun alt for ofte og påfører bedre menneskemateriale sin smitte. Men i henseende til forstands- og åndsliv har den udspillet sin rolle og kan aldrig leve op igen — med mindre det da skulle kunne ske gennem en yderst langvarig biologisk genopbygning i lighed med den, der kan iagttages på bjergkæder, hvis skov er blevet skrællet af helt ned til den nøgne klippe, men som undertiden langsomt kan komme igen.

Vi har set, at kulturerne har tendens til at falde sammen både som følge af deres egen tiltagende vægt og på grund af deres menneskelige fundamenters forvitring. Men vi omtalte, at der fødes endnu en ødelæggende tendens, der kan benævnes »atavistisk oprør«. Lad os undersøge, hvad dette egentlig vil sige.

Kulturen er afhængig af fremragende racemateriale. Men materialet består af individer, der så langt fra at være nøjagtig ens tværtimod har vidt forskellige egenskaber og evner. I den ene ende af menneskeskalaen er der et vist antal fremragende individer, i den anden ende et vist antal individer af tarvelig kvalitet, og imellem disse to yderpunkter ligger hele hovedmassen af de middelmådige individer, der ligeledes står højere eller lavere på skalaen.

Naturligvis er disse »fremragende«, »ringe« og »middelmådige« samfundsmedlemmer ikke anbragt i skarpt afgrænsede felter; de glider tværtimod umærkeligt over i hinanden, og mellem klasserne ligger der mellemzoner, bestående af »grænse«—individer, hvis nøjagtige klassificering det er vanskeligt at bestemme. Ikke desto mindre eksisterer disse klasser utvivlsomt, ganske som dag og nat gør det. Ved daggry og skumring kan vi ikke om et bestemt minut sige: »Det er dag, og i næste øjeblik vil det være nat.« Alligevel er dag og nat kendsgerninger af den største vigtighed, og vi inddeler derfor døgnet i lystimer og mørketimer, en inddeling, der selv om dem er en smule vilkårlig, dog i alt væsentligt er rigtig.

Vi har jo bemærket, at fremskridtet i første række skyldes de fremragende blandt vore menneskekategorier. Det er dem, der grundlægger og højner kulturene. Hvad den mellemliggende masse angår, tager den imod sine skabende foregangsmænds resultater. Dens holdning er receptiv. Denne receptivitet skyldes den omstændighed, at de fleste mellemgrader ligger tilstrækkeligt nær ved de fremragende til at kunne forstå og optage, hvad disse har bragt tilveje.

Men hvad nu med de laveststående, hvis holdning vi hidtil ikke har undersøgt? Vi har set, at de hverken evner at skabe eller fremme kultur, og at de således udgør en passiv hindring for fremskridtet. Men de lavtstående er ikke blot negative faktorer i kulturlivet, de er også positive — i bagvendt, ødelæggende betydning. De lavtstående elementer er, instinktivt eller bevidst, kulturens fjender. De er dens fjender, ikke af en tilfældighed, men fordi de er mere eller mindre uimodtagelige for kultur. Vi må huske på, at samfundets niveau aldrig er det samme som dets menneskeenheders. Samfundets niveau er en slags kompromis — en kræfternes holden hinanden i ligevægt. Selve denne omstændighed tyder på, at individerne må være forskelligt indstillede. Og således er det også. Fremragende individer står højere end samfundets niveau, undertiden langt højere — og herfra stammer talemåden om folk, der er »forud for deres tid«. Men der er også folk, der er »bagefter deres tid«; de har altid været talrige, og jo højere kulturen er, desto flere vil der vise sig at være af dem.

Sagen er den, at efterhånden som kulturen skrider fremad, lader den masser af mennesker bag sig, som ikke har kunnet holde skridt med den. Efternølerne er naturligvis meget forskellige indbyrdes. Nogle er fødte vildmænd eller barbarer, folk, der ikke passer til nogen art kultur og derfor sakker bagud fra begyndelsen. Disse mennesker er ikke »udartede«, de er »primitive«, som er flyttet over i samfundsomgivelser, hvor de ikke hører til. Man må klart skelne mellem dem og de virkelig udartede: De imbecile, de åndssvage, de neurasteniske, de gale — alt dette sørgelige spild, som enhver art levende væsener udskiller og som i naturtilstanden straks skaffes bort, medens de alt for ofte bevares i de menneskelige samfund.

Udover de primitive og de udartede sender kulturen endvidere under selve sin fremmarch automatisk nye skarer til de »lavtståendes« geledder. Ganske som de »primitive«, der ville føle sig fuldstændigt hjemme under vilde eller barbariske forhold, er fremmede for enhver art af kultur, således har mange individer, der klarer sig ret godt under kulturens tidligste faser, hverken forstand eller moralsk styrke nok til at opfylde en høj og sammensat kulturs strengere krav. Bitrest er det at se den mængde »grænsemennesker«, der akkurat ikke kan føje sig ind i en samfundsordning, som de nok kan forstå, men som de ikke rigtigt kan finde sig tilrette i.

Således ser de lavtståendes geledder ud — denne vældige hær af mennesker uden tilpasningsevne og uden dygtighed. Lad mig her igen understrege, at »lavtstående« ikke nødvendigvis behøver at betyde »udartet«. De udartede er naturligvis indbefattede, men ordet »lavtstående« er en relativ benævnelse, der skal betegne »under«, hvilket i dette tilfælde betyder under kulturens lavmål. Ordet lavtstående er imidlertid blevet brugt så ofte i betydningen udartet, at det let kan forvirre begreberne, og for at undgå dette har jeg præget en betegnelse, der synes kollektivt at beskrive alle de slags mennesker, som jeg netop har omtalt. Denne betegnelse er undermennesket — mennesket, der ikke når op til det mål af duelighed og tilpasningsevne, som det samfunds rang, hvori han lever, må kræve. Denne betegnelse skal jeg da anvende i det følgende.

Med hvilke øjne ser nu undermennesket på kulturen? Denne kultur byder ham få fordele og færre håb. Den yder ham i almindelighed lidet udover et magert udkomme. Og før eller senere vil han instinktivt fornemme, at hans liv er slået fejl, at kulturens skatte ikke er til for ham. Men denne kultur, der formener ham sine goder, er ikke sen til at pålægge ham byrder. Vi har i det foregående slået fast, at kulturens tungeste byrder hviler på de fremragende. Absolut set er dette rigtigt; relativt set føles undermenneskets væsentligt lettere byrder tungere som følge af hans medfødte mangel på evne. Selve samfundets disciplin opfattes af undermennesket som undertrykkelse; den lægger sig i vejen for ham og revser ham ved hvert skridt. For vildmandsnaturer vil samfundet altid være en plage, medens den, der er født til huleboer, men anbragt i et kultursamfund, altid kommer i fortræd og oftest i fængsel.

Alt dette synes uundgåeligt. Men udover denne hæmning fra samfundets side lider undermennesket ofte under de bedrestillede individers handlinger, der benytter sig af hans svaghed og udygtighed til at udbytte ham og trænge ham ned på et samfundsniveau, der er endnu lavere end det, han normalt ville befinde sig på.

Således er undermenneskete ulykkelige lod. Hvorledes forholder han sig nu til den kultur, som han har så lidt at håbe af? Hvilke andre følelser skulle han vel nære end instinktiv opposition og misfornøjelse? Disse følelser varierer naturligvis lige fra sløv, tankeløs uvilje til flammende had og oprørslyst. Men, når alt kommer til alt, er de ikke blot rettet mod samfundsordningens ufuldkommenheder, men mod selve samfundets orden. Dette er et punkt, der sjældent omtales og endnu sjældnere bliver forstået. Og dog er det hele sagens kerne. Vi må gøre os fuldstændig klart, at undermenneskets holdning i grunden er en instinktiv og naturlig opsætsighed mod kulturen. Fjernelse af misbrug kan formindske intensiteten af hans misfornøjelse med samfundet. Sådanne reformer kan også formindske de misfornøjedes antal; thi mislige samfundsforhold styrter mange mennesker ned i et dyb, hvor de i virkeligheden ikke hører hjemme, mennesker, der har naturlige forudsætninger for at kunne indtage en smuk plads i samfundet, hvis man blot gav dem mulighed derfor. Men bortset fra alle sådanne mere uregelmæssige tilfælde bliver der til rest en uhyre beholdning af menneskemateriale, hvis værdi er ringe, som ikke kan tilpasse sig, i hovedsagen ikke lader sig civilisere, og som nærer et uudslukkeligt had til kulturen. Ethvert samfund er selv hjemsted for horder af vildmænd og barbarer, som er modne til oprør og stedse parat til at styrte frem og ødelægge.

Under normale forhold gør disse opløsningselementer sig næsten slet ikke bemærkede. Kulturen udøver automatisk en stærk samfundsmyndighed, der holder de antisociale elementer nede. For det første støtter kulturmennesket instinktivt sin kultur, ligesom undermennesket instinktivt står imod den, og når kulturen trues, kommer dens tilhængere øjeblikkelig frem for at forsvare den; dernæst underholder samfundet til stadighed en stående hær (bestående af politi, soldater, dommere med flere), der i reglen fuldt ud er i stand til at holde orden. Denne stående hærs blotte nærværelse holder de samfundsfjendtlige elementer tilbage fra at foretage nogen masseaktion. Naturligvis er der desperate individer, som ikke betænker sig på at begå forbrydelser; men samfundet gør jagt på dem og uskadeliggør dem ved hjælp af fængsel og skafot.

Man kan således holde styr på undermennesket. Men han bliver ved at være der; han formerer sig; han venter på det rette øjeblik. Og det hænder, at hans tid kommer. Når en kultur vakler under sin egen vægt og som følge af sit menneskefundaments forfald, når dens bygning rystes af krigens storme, af splid eller af ulykker, da samler det atavistiske oprørs længe tilbagetrængte kræfter sig til et spring.

Og (læg mærke til dette!) sådanne oprør har i reglen duelige ledere. Det er det, der gør dem så frygtelige. Dette revolutionære officerskorps består hovedsagelig af tre betegnende typer: »Grænsemennesket«, den »arveløse« og den »vildledte foregangsmand«. Lad os betragte dem en for en.

Vi har allerede mærket os »grænsemennesket«, mennesket, der ikke helt kan gøre sig gældende. Vi har set, hvor hård hans lod er, og hvor heftigt han vender sig mod den samfundsorden, som han næsten, men ikke helt kan føje sig ind i. De fleste af den slags folk slår fejl på grund af en eller anden skæbnesvanger mangel — en fordærvet karakter eller en forskruet forstand. I andre henseender kan de være meget fremragende og besidde glimrende talenter, som de med mægtig virkning kan bruge mod samfundet.

Vi har også lagt mærke til den »arveløse«, mennesket, der af naturen har forudsætninger for at bane sig vej i kultursamfundet, men er blevet styrtet ned i dybet ved samfundets uretfærdighed eller forurettelse fra dets individers side. Også de arveløse er gerne samfundets bitre fjender, fordi man har berøvet dem deres fødselsret. De melder sig med glæde til tjeneste i opløsningshæren (hvor de i virkeligheden ikke hører hjemme), og har de udprægede talenter, kan de være meget farlige fjender.

Endelig har vi den »vildledte foregangsmand«. Et underligt fænomen! Naturen har anbragt ham i kulturens fortrop; men han går over til dens fjender. Dette synes uforklarligt. Og dog kan det forklares. Ligesom undermennesket gør oprør, fordi kulturen er så langt foran ham, således gør den »vildledte foregangsmand« oprør, fordi den er så langt bagved ham. Fortvivlet over dens langsomme fremgang, rystet over dens fejl og i den forkerte tro, at menneskeheden i almindelighed har samme ophøjede bevæggrunde som han selv, drømmer han om at skyde genvej til tusindårsriget og slutter sig til samfundsrevolutionens tropper uden at gøre sig klart, at de har helt andre formål, selv om deres metoder kan være nogenlunde de samme. Den »vildledte foregangsmand« er rimeligvis den mest patetiske skikkelse i menneskeslægtens historie. Han smigres af listige slyngler, bruges til at hellige skumle planer og puffes frem som topfigur under den revolutionære agitations første stadier; men revolutionens triumf betyder hans tragiske endeligt. Rædselsslagen ved synet af barbariets usminkede fjæs søger han at stemme op for revolutionens fortærende strøm. Men forgæves! Undermennesket vender sig snerrende mod sin tidligere mester og tramper ham ned i snavset.

Samfundsrevolutionen er nu i fuld gang. Sådanne omvæltninger er det forfærdeligste, der kan tænkes. Jeg har kaldt dem »atavistiske«. Og det er netop, hvad de er — »tilbageslag« til et langt lavere samfundsniveau. Det langsomt og møjsommeligt vævede, kunstfærdigt mønstrede samfundsstof rives i stumper og stykker, samfundets myndigheder forsvinder, og kulturen ligger nøgen og forsvarsløs mod anarkiets anfald. Ja, sprængningen går endnu dybere. Ikke blot er samfundet i sine barbarers vold, men hvert enkelt individ kommer mere eller mindre under indflydelse af sine egne lavere instinkter. Thi i så henseende ligner individet samfundet. Enhver af os har inde i sig et »undermenneske«, dette primitive, dyrelignende, der er en arv fra vor fortid som mennesker, og før vi blev mennesker. Dette undermenneske kan være begravet nok så dybt i vort væsens fjerneste afkroge; men det er der, og gennem psykoanalyse får vi besked om dets latente magt. Men medens det i de ædleste naturer er til stede som en mulighed, behersker det til stadighed de laveste samfundslag, i særdeleshed de aller usleste, de forbryderiske og de udartede mennesker — kulturens »indre barbarer«. Når nu samfundets bundfald koger op til overfladen, finder en lignende proces sted i andre individer, uanset til hvilket samfundslag de hører. En tydelig genoplivelse af dyret og vildmanden indtræffer i praktisk talt hvert eneste af samfundets medlemmer, og således gribes alle af den atavistiske retning.

Dette forklarer de fleste af de tilsyneladende så mystiske revolutionsforeteelser. Det forklarer den smitte, der breder sig i alle klasser, det vilde overmod, hvormed man i begyndelsen hilser revolutionen velkommen, den måde, hvorpå selv ellers ligevægtige mennesker kaster sig ud i strømmen, lader den føre dem med sig, hvorhen den lyster, og hvorledes de begår handlinger, som de bagefter ikke blot ikke kan forklare, men end ikke kan huske. Den for alle fælles atavistiske opbrusning forklarer også den grusomhed, der udfoldes, ikke alene af revolutionsmændene, men også af deres kontrarevolutionære modstandere. Uanset forskellen i deres anskuelser er både »røde« og »hvide« besat af samme vildskab og begår lige grusomme voldshandlinger. Dette kommer af, at både samfund og individ i lige grad er blevet barbariserede påny.

Der går en tid, og revolutionens uvejr lægger sig igen. Kulturmennesker vil ikke til stadighed finde sig i at blive misregeret af deres egne barbarer, vil ikke varigt tåle, hvad Burke med rette kaldte et »uædelt oligarkis« tyranni. Før eller senere bliver undermennesket på ny overmandet, nye samfundsmyndigheder oprettes, og en fast samfundsorden genindføres.

Men — hvilken samfundsorden? Den kan let blive ringere end den gamle. Det siger sig selv, at kun få revolutioner er helt igennem af det onde. Selve den ødelæggelse, de udfører, betyder, at gamle misbrug fejes bort. Men, hvad har det så ikke kostet! Ingen fremgangsmåde er så uhyggeligt dyr som revolution. Både samfundets tab og tabene i menneskeliv er i reglen forfærdende og ofte uerstattelige. I den korte time, der er hans, gør undermennesket sit værk. I sit had til kulturen og til de kultiverede lader undermennesket sit ødelæggende raseri gå ud over både individer og institutioner. Og altid er de fremragende hans yndlingsskive. Hans livsfilosofi består til alle tider i en udjævnende »lighed«, som han søger at opnå ved at kappe alle de hoveder af der tydeligt rager op over hans eget. Resultatet af denne »bagvendte udvælgelse« kan blive en så stærk aftagen af fremragende mennesker, at stammen vedvarende forarmes og ikke kan frembringe den dygtighed og energi, der udkræves for at udbedre den ødelæggelse, som den revolutionære syndflod har forvoldt. I sådanne tilfælde har kulturen fået et ulivssår og synker for al fremtid ned på et lavere plan.

Dette gælder i særdeleshed om høje kulturer. Jo mere sammensat samfundet og jo mere differentieret stammen er, desto mere udsat er de for, at ulykken skal blive uoprettelig. Vor egen kultur er et slående eksempel herpå. Den ødelæggelse, som samfundsrevolutionen for tiden udretter i Rusland, ville, selv om Rusland jo er stort, ganske blegne i sammenligning med den langt større ødelæggelse, en sådan omvæltning ville afstedkomme i Vesteuropas og Amerikas mere fremskredne samfund. Den ville betyde intet mindre end ruin, og næsten ufejlbarligt ville den medføre vedvarende tilbagegang. I de følgende kapitler skal vi nærmere undersøge denne uhyggelige fare for vor kultur og vor race.

Her ender vor foreløbige oversigt. Vi har givet et rids af hvorledes mennesket har hævet sig op fra den dyriske tilstand gennem vildhedstilstand og barbari til kulturliv (1). Vi har kastet et blik på hovedårsagerne til, at dette lykkedes eller mislykkedes. Vi vil nu gå over til en mere indgående undersøgelse af de store faktorer, der bestemmer menneskeligt fremskridt eller tilbagegang med særligt henblik på vor egen kulturs muligheder og de farer, der truer den.

Note

(1) Madison Grant: The Passing of the Great Race (Den store races undergang), 4. gennemsete udgave med dokumenterende tillæg, New York 1921, giver en udmærket historisk oversigt over racernes udvikling.

Kilde

Denne tekst er kapitel 1 af Lothrop Stoddards bog The Revolt Against Civilization: The Menace of the Underman fra 1922. I 1929 blev bogen udgivet på dansk på C.A. Reitzels forlag under titlen Kampen mod kulturen. De efterfølgende kapitler vil løbende blive offentliggjort på denne blog. Nogle vil måske spørge, hvad en tekst fra 1922 har at sige mennesker i dag. Naturligvis er teksten på visse områder teknisk forældet, men læst rigtigt indeholder den tidsløse sandheder, som ingen moderne nationalist har råd til at ignorere.