Amerika som verdens politimand

maxresdefault

Anders Fogh Rasmussen er en person, vi kun nødigt besmudser os med. Ikke siden Jens Otto Krag har dette ulykkelige land haft en større nidding på posten som statsminister. Han er den typiske demokratiske politiker, der ikke på noget tidspunkt har haft landets ve og vel i tankerne, men kun sin egen ”karriere”.

Da han ved vælgernes dumhed og i mangel af bedres havelse blev genvalgt tredje gang, gav han ifølge presserapporter sine embedsmænd besked om at finde ham en international stilling, så han kunne komme videre i sin ”karriere”. Et menneske med en blot nogenlunde anstændig karakter ville have være beæret over den enestående tillid, vælgerne udviste ham, og have sat alt ind på ikke at skuffe dem. En leder ville have brændt for sin idé og glædet sig over at se den virkeliggjort. Men Anders Fogh Rasmussen er ingen leder, han er en pamper, og sine oprindelige ikke ufornuftige ideer om en minimalstat skrottede han uden blusel, fordi han ikke mente, der var stemmer nok i dem. Den nemmeste vej til magten var den, Anders slog ind på, og da han havde langt større mål end statsministerposten i dette åbenbart efter hans mening så latterlige lille land, der var alt for lille til at rumme hans ambitioner, slog han tidligt ind på krigens vej på vegne af sit store forbillede, USA.

Han bedrog offentligheden og førte landet ud i en angrebskrig mod nationer, vi intet udestående havde med, og som ikke var nogen trussel imod os. Det medførte adskillige faldne soldater og endnu flere lemlæstede på sjæl og legeme. Hele dette eventyr har kostet mange milliarder, hvortil kommer civil hjælp til det håbløse forsøg på at gøre Afghanistan til et civiliseret land. Det er et projekt, der er mislykkedes alle, som har forsøgt det. Fogh Rasmussen blev generalsekretær for Nato som tak, og hans søn fik amerikansk statsborgerskab, hvorover faderen efter eget udsagn var stolt – stolt over, at hans søn også officielt har kunnet ryste denne væmmelig danskhed af sine fødder og kan kalde sig amerikaner. Stolt over, at hans søn blev en del af en befolkning uden egentlig kultur og uden rødder, et folk med en forløjet patriotisme, der hænger og svæver frit i luften, da den mangler de historiske forudsætninger, en virkelig fædrelandskærlighed kræver.

Nu er Anders barslet med en bog, hvori han ifølge pressens anmeldelser udtrykker sit hede ønske om, at Amerika skal lede verden og optræde som dennes politimand. Måske kunne der også være et job i det for Fogh Rasmussen. Vi ville foreslå hundefanger i en af kolonierne. Rasmussen supplerer i dag sine rigelige pensionsmidler som rådgiver i politiske anliggender, i øjeblikket for Ukraines regering, hvilket nok kan få en og anden til at frygte for landets fremtid. En hjerne – om man kan kalde det sådan – der ikke kan præstere en bedre politisk analyse, burde nok holde sig fra at rådgive om politiske spørgsmål.

Amerikas usalige rolle i europæisk historie er behandlet andetsteds. Amerikas indblanding i Europa under første verdenskrig er skyld i kontinentets ødelæggelse og mere end 50 mio. menneskers død. Men Amerika standsede ikke der. Man tvang England og Frankrig til at afvikle deres koloniriger, hvorved hundreder af millioner af mennesket blev prisgivet det absolutte kaos, dette resulterede i, og som i de efterfølgende årtier forvandlede ordnede samfund til fejlslagne stater plaget af sult, elendighed, vold, død, ødelæggelse og ikke mindst overbefolkning. I denne forbindelse kan krigene i Korea og Vietnam kun betegnes som mindre, uheldige episoder.

I dag ses Amerikas dødbringende rolle overalt i Mellemøsten, hvor civiliserede stater er blevet forvandlet til borgerkrigshærgede og lovløse territorier, hvor mennesker hver dag må frygte for deres liv, og hvor ingen ret mere hersker. Irak var således et af Mellemøstens lyspunkter, en stat, hvor kvinder og kristne kunne leve i frihed og deltage i samfundet på lige fod med muslimske mænd, en stat, hvor sundhedspleje, undervisning og uddannelse var gratis for alle, og hvor der herskede ro og orden, kort sagt et land, der var langt forud for USA, hvor en uddannelse koster en formue og man er henvist til at dø, hvis man ikke kan betale for sit hospitalsophold. Det var en vestligt orienteret stat, men den støttede palæstinenserne moralsk og økonomisk, hvilket var en torn i øjet på Israel og dets amerikanske vasal. Bevares, det kan godt være, at Saddam Hussein var en bisse, men erfaringen har med al ønskelig tydelighed vist, at magt er den eneste måde at holde landet sammen på, for det er en kunstig stat, skabt af England, hvor alt for mange grupper er tvunget til at leve sammen uden at have noget dybere tilfælles – altså et glimrende eksempel på det multikulturelle samfunds velsignelser. Man vidste, at man skulle holde sin mund, men det skal man også her, hvis man skal eksistere i samfundet. Oprør blev ikke tolereret, og det ville det heller ikke blive her. Under ingen omstændigheder kommer dette imidlertid andre stater ved. Det er noget ethvert land selv må finde ud af.

Dette land ødelagde USA i to omgange, således at livet i det før så blomstrende Irak i dag er et liv i Helvedes forgår, hvor man hvert øjeblik risikerer at blive dræbt af skud eller bilbomber. Der vil næppe nogensinde blive fred, medmindre det lykkes en ny stærk mand at tage magte og genoprette roen med hård hånd. Alternativet er en opsplitning af staten, således at de forskellige befolkningsgrupper får deres egen stat eller for de mindre gruppers vedkommen i det mindste deres eget autonome område. Denne løsning modsætter USA sig også, bl.a. fordi det nødvendigvis ville føre til dannelse af en kurdisk stat, hvilket Tyrkiet ikke ville acceptere godvilligt.

Det samme scenarium genfindes i Libyen. Det kan ikke bestrides, at Gadaffi efterhånden var blevet en noget excentrisk figur. Heller ikke, at han allerede ved bombningen af Pan Am-flyet over Lockerbie havde gjort sig fortjent til at blive gjort et hoved kortere. Men man havde ikke noget at sætte i stedet. Libyen er i dag brudt sammen og er et af hjemstederne for Islamisk Stat, hvis opståen i øvrigt udelukkende skyldes USA’s kluntede indgriben i ting, man ikke i USA har den fjerneste forstand på. Islamisk Stat er desuden Israels nemesis. Der er ingen tvivl om Israels aktive interesse i at ødelægge den arabiske verden, men skulle IS overtage magten i f.eks. Syrien eller Irak, ville det unægtelig bringe Israel i en meget farlig situation – for at sige det mildt.

Nu gentager den samme historie sig i Syrien. Syrien var på linje med Irak en velordnet stat. Opildnet af Vesten (læs Israel) startede oppositionelle kræfter et væbnet oprør med våben leveret af Amerika. Hvad forventer man egentlig i den situation? Oprøret bliver nedkæmpet, og det er ikke noget smukt syn, men en logisk konsekvens. Det samme ville ske i USA, hvis nogen startede en væbnet opstand der. Man taler så meget om en international retsorden, men denne tilsiger jo netop, at man holder sig fra andre staters indre anliggender, og at man ikke støtter et oprør imod landets lovlige regering, som man jo i øvrigt anerkender. Dette er en krigshandling, men Syriens regering har ikke rigtig nogen praktisk mulighed for at slå igen. Hvis den overlever, hvad man må håbe, kan man dog nok godt regne med, at USA’s indflydelse i landet bliver meget, meget ringe.

Set fra USA’s og Israels synspunkt er det en yderligere gevinst, at kaosset i Mellemøsten har forstærket indvandringspresset på Europa og dermed fremmet verdensdelens undergang. Hovedparten af disse asylsøgende horder er vel at mærke ikke flygtninge fra Syrien eller Irak, hvilket man skulle tro, når man læser systempressens ”flygtningeberetninger”, men skabninger fra langt fjernere lande, der benytter det lovløse rum, USA har skabt, til at trænge frem til Europas uforsvarede ydergrænse. USA er ganske enkelt det største onde, verdenshistorien har kendt!

Hvad for oprørere, det er, USA støtter, fremgår af denne video, som viser drabet på en lille dreng, der beskyldes for at være spion. Allah er i sandhed stor! Det er ikke en video fra Islamisk Stat, men fra en af de oprørsstyrker, der understøttes aktivt med våben fra USA, som vel også har leveret den kniv, drengens hoved skæres af med. Det er denne verdensorden, Anders Fogh Rasmussen ønsker sig. Velbekomme!

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s