Et dansk pas gør ingen til dansker!

dannevirk

Tilbagetrækningen fra Dannevirke

Et dansk pas gør ingen til dansker! Med dette udgangspunkt har nationalister altid afvist integrationen af fremmede i det danske samfund. Et folks fællesskab bygger ikke på et tilfældigt stykke papir, men på et årtusinder gammelt skæbne- og kulturfællesskab, hvor folkets kollektive bevidsthed kommer til udtryk i litteratur, musik, kunst, religion og folkelige traditioner.

Muligheden for at blive en del af det danske folkefællesskab er noget, man får i vuggegave, men dermed er ikke sagt, at dette fællesskab er noget selvfølgeligt, der altid vil bestå, og som man automatisk bliver optaget i ved sin fødsel. Hverken fødselsretten eller sproget er tilstrækkeligt. Danskheden er ikke noget, man kan tage for givet! Det danske folk har igennem historien altid måttet kæmpe for sin identitet, og det må det stadig, og på samme måde må også den enkelte bevidst gøre en indsats for at fortjene en plads i fællesskabet.

At købe en tåbelig klaphat og heppe for det danske fodboldlandshold eller for en ”dansk” bokser af alt andet end dansk herkomst kvalificerer ikke en som dansker. At være dansk vil sige at leve i og med det danske folks urgamle kulturarv. Denne arv er danske menneskers ejendom, skabt af vore forfædre igennem generationernes kæde som et spejl af deres sjæl – og dermed også som et spejl af vor sjæl. Det er noget, ingen fremmed nogensinde kan få lod eller del i. Det er ikke noget, man kan lære – den er noget man føler.

Harald Nielsen

Harald Nielsen

Men en kultur er og må være noget levende – noget, der skal leves. Hvis den ikke bliver levet, dør den! Hvis danske mennesker ikke længere kan føle den, ikke længere plejer og udvikler den og ikke længere lever i den, hører den op med at eksistere. Den danske litteraturhistoriker og filosof Harald Nielsen har om fædrelandet sagt:

”Fædrelandet er en tanke. Når den ikke længere tænkes, dør det”.

På samme måde forholder det sig med kulturen i sin helhed.

Hvis man blot ønsker at henleve sit liv i den amerikanske plastikverdens internationale popkultur uden at bryde sig om sin potentielle danskhed, er man ikke værdig til at kalde sig dansk. At være dansk vil sige at læse og ære den danske litteratur, at kende og synge den danske sangskat og at kende og videreformidle den danske historie til kommende slægtled. At være dansk vil sige at kunne identificere sig med vore forfædres kultur, traditioner og livsformer og at videreføre disse, således at også kommende generationer kan opvokse som danske og bidrage til den videre udvikling af denne kultur ved at skabe inden for dens rammer.

Målt med denne alen, er det vel desværre efterhånden tvivlsomt, om man overhovedet stadig kan tale om et dansk folk. Fjernsynet havde engang to af hinanden uafhængige rundspørger på gader og veje. Den ene drejede sig om Egtvedpigen, den anden om Istedløven. Ingen af de adspurgte unge mennesker havde skyggen af anelse om, hvem denne pige var, eller hvad det vel kunne være for en løve. ”Noget med en løve i Istedgade”, foreslog en, der hermed blotlagde en afgrundsdyb mangel på forbindelse med det danske folks historiske bevidsthed, der gav Istedgade dens navn i mindet om slaget på Isted Hede i 1850.

Denne rodløse mangel på identitet er resultatet af en bevidst indsats fra de kredse, der vil nedbryde vort folk og erstatte den danske kultur med det bastardiserede konsumsamfund, hvor den eneste værdi er det, der kommer igennem kasseapparaterne. I et sådant samfund spiller hverken Egtvedpigen, Istedløven eller Dybbøl nogen som helst rolle. Dér tæller kun købekraften, den sidste mode og andre uforpligtende variabler som fodboldslandsholdets sammensætning og de sidste nye internationale popidoler. Alt andet forstyrrer kun ”udviklingen”, det vil sige afviklingen af nationalstaten og alle andre værdier end kapitalens.

En oplæring af ungdommen til en historisk bevidsthed om dens egen identitet og en national stolthed – kort sagt en formidling af vor arv – var tidligere en selvfølgelighed, men er i dag afskaffet i skolerne, idet den hindrer integrationen af alle de forskellige fremmede, der jo uvilkårligt måtte komme til at stå udenfor. I dag finder der praktisk taget ingen undervisning sted i national historie, litteratur eller musik. De danske sange synges ikke mere, og vore nordiske sagn og myter er skubbet fuldstændig ud af undervisningen. Hvad skolen ikke formår at nedbryde, klarer fjernsynets børneudsendelser efter skoletid, hvor alt drejer sig om børn i fremmede lande, ”moderne”, opløste familier etc.

Det danske folk er et gammelt folk, og det har ført en lang kamp for retten til at være dansk. Vore forfædre kom hertil under vanskelige forhold, da isen trak sig tilbage, og igennem århundreder forsvarede de vor grænse mod syd imod fremmede folkeslags indtrængen. Vi har overlevet blodige krige mod vore nabolande. Vi har mistet store dele af vort naturlige landområde. Vore byer er blevet bombarderet, vore soldater dræbt i ulige kamp imod overmagt og politisk uduelighed. Vi har ligeledes overlevet århundreders nød og elendighed iblandt den jævne befolkning og har endelig også formået at udrydde denne elendighed. Det har alt sammen kostet afsavn og uselvisk kamp, ja, mange har dog givet livet, for at Danmark skulle bestå og leve i frihed.

Når man så i dag ser sig om, må man fortvivle. Det var ikke det samfund, vi ser i dag, de kæmpede for! Hvad er der sket med vor frihed og selvstændighed, hvad er der sket med danskheden? Vi lever i et samfund, der poster det danske folks værdier ud til fremmede og os uvedkommende folkeslag såvel i udlandet som her. Vi ser på, hvorledes forbryderiske politikere sætter vort land i gæld og ødelægger fremtiden for kommende generationer, samtidig med at de har tilladt, at vort land er blevet kolonisationsområde for alverdens folkeslag! Hvad vore forfædre har kæmpet for i 10.000 år, har disse elendige landsforrædere foræret væk på under 50 år! De har ødelagt vore børns fremtid og skændet vore forfædres minde! Alle, der er faldet for Danmarks sag, må rotere i deres grave, thi om føje år vil der ikke længere eksistere noget Danmark! Og værre endnu: der vil ikke være nogen, der savner det!

Det var en bitter og kold vinternat, da danske soldater i 1864 måtte trække sig tilbage fra Dannevirke uden kamp, forrådt af uduelige politikere og elendige officerer med de Meza i spidsen. Det var begyndelsen til en national katastrofe, og alle følte tragedien, men midt i sorgen og elendigheden var disse danske mænd dog langt lykkeligere end deres efterkommere i dag, thi de følte sig stadig som en del af et fællesskab, de var forbundet med forfædrenes arv, og de levede, kæmpede og døde i bevidstheden om danskhedens værd og evige beståen. Og da Sønderjylland til sidst blev tabt, gik der en bølge af dyb sorg over landet. Det var, som om man havde mistet en af sine nærmeste. Man følte et savn, og igennem den næste menneskealder arbejdede man stædigt og vedholdende for, at det tabte land en dag kunne vende tilbage. I dag er hele Danmark til fals og i fare for at gå til grunde inden for den næste generations levetid, og ingen skænker det en tanke!

Mange folkeslag er i tidens løb gået under i blodige krige, som har slidt dem op og tappert dem for blod. De er imidlertid gået under i værdighed. Vort folk derimod går en elendig undergang imøde, en undergang uden storhed og uden heroisme – en undergang i dekadence og skam! Vort folk har glemt, hvad forrige generationer har kæmpet for. Ja, ikke nok med det. Fortidens helte nedgøres og latterliggøres af menneskelignende skabninger, der ikke ville være værdige til at kysse støvet for deres fødder!

Al ædel storhed og uselvisk kraft er skubbet til side, for at massemennesket – den mest ligegyldige størrelse i historien – kan hengive sig til en egocentreret, bevidstløs konsumrus, der i længden blot ødelægger vore livsbetingelser på denne klode. Dette er det usleste fænomen i verdenshistorien, og dersom verden overlever de nuværende regimer, vil denne periode gå over i historiebogen som den mest skamfulde og elendige, verden nogensinde har set! Den overgår endog Romerrigets forfaldstid!

Hvis vor kamp skal have nogen mening, må vort første mål være at kæmpe for at føre vort folk tilbage til dets kulturelle rødder, og dersom det skal lykkes, må vi nødvendigvis begynde i os selv og gøre os vor danskhed bevidst!

Vi skal genrejse vort folks kulturelle selvbevidsthed, idet vi selv skal gå foran og åbent bekende os til vor arv og leve i overensstemmelse med den! Vi vil ikke tage noget fra nogen. Vi vil blot have, hvad der betragtes som en selvfølgelig ret for enhver negerstamme: et land, hvor vi selv er herrer, og hvor vi uforstyrret kan leve i pagt med vor kulturarv – et land, hvor vi selv høster udbyttet af vor flid og vort arbejde!

At føre denne kamp kræver noget! Det kræves først og fremmest, at vi selv har en moral i overensstemmelse med vor kulturarv. At vi praktiserer de livsværdier, vi prædiker. At vi gør vor danskhed til en bevidst del af os selv. Kun sådan kan vi gribe efter den danske folkesjæl og gøre os håb om at finde den.

Kun på denne måde kan vi skabe grundlaget for et nyt og bedre Danmark, og hvis det ikke lykkes for os, kan vi lige så godt overlade landet til den tredje verdens masser.

Hvis vi stadig vil leve i den herskende dekadence, vil læse det “demokratiske” samfunds smudslitteratur og lytte til dets afrikanske rytmer, da er vi ikke værdige til at løfte denne opgave og har ingen udsigt til succes. Vi ønsker ikke blot kosmetiske ændringer af det nuværende samfund – vi ønsker et nyt samfund, baseret på det kulturelle grundlag, vore forfædre har efterladt os. Intet mindre kan gøre det!

Dette indlæg blev udgivet i Dansk nationalisme og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s